Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
11. september. 2021

Debat: Sygeplejerskernes strejke blev en politisk sejr

Selv om medierne har haft travlt med at ignorere sygeplejerskerne, har deres faglige kamp mindet os alle sammen om, at strejken stadig er arbejderklassens vigtigste redskab til forandring. Samtidig er de lykkes med at udstille ‘Den Danske Model’ som hyklerisk.

Foto: Andreas Bülow.
Denne artikel tager cirka 7 minutter at læse.

Alverdens meningsdannere, arbejdsmarkedsforskere og fagbosser har kloget sig på sygeplejerskernes strejke – og særligt på de historiske og imponerende, overenskomststridige strejker efter lovindgrebet. Den fælles domfældelse er, at det blev en konflikt uden sejre. Men intet kunne være mere forkert.

Der findes ikke en eneste strejke i arbejderbevægelsens historie, som ikke har haft en effekt – uanset om strejken ikke har indkasseret strejkens ønskede ambition i første omgang. Hovedparten af alle strejker har skabt forandring på sigt og flyttet holdninger, værdier og politik. Strejkevåbnet har skabt de største progressive forandringer til gavn for arbejderklassen.

Sygeplejerskernes heroiske strejke var dynamoen

Den absolutte og altdominerende hovedperson i sygeplejerskekonflikten har været sygeplejerskernes heroiske strejke. Den udviklede sig fra i starten at være en overenskomst-strejke til en politisk strejke, vendt mod tjenestemandsreformen, fem årtiers uligeløn, regeringen og Folketinget. En politisk strejke, der handlede om alle kvindefag og andre lavtlønsgrupper. Det er fortsættelsen af det uafsluttede tredje kvindeoprør fra maratonstrejken i 2008.

“Sygeplejerskernes strejke har været fremkaldervæske på velfærdsstatens dybe krise og sat spørgsmålstegn ved, om velfærdsstatens æra er ovre.”

Det er historisk og et nybrud, at sygeplejerskernes modsvar på lovindgrebet er overenskomststridige strejker, arbejdsnedlæggelser og faglige møder – som i skrivende stund fortsætter rundt om i sundhedsvæsenet blandt andet på Rigshospitalet, Aalborg Universitetshospital, Aarhus Universitetshospital, de kommunalt ansatte i Aarhus og sygeplejersker i Roskilde og Horsens. Politikernes trusler om arbejdsret, bod og fritstilling virker ikke på sygeplejerskerne, for de har gennemskuet, at Den Danske Model har spillet fallit og lært, at når uret bliver til ret – bliver modstand en pligt. Det er udtryk for en kollektiv beslutsomhed, kampgejst og stolthed, som ikke er set i mange år. 

Det er strejkens opblomstring, vitalitet og sammensmeltning af de mennesker, den har involveret igennem tre måneder, som viser, at strejken er arbejderklassens vigtigste forandringskraft og gen-bekræfter, at vores mål kun kan nås og indfries gennem fællesskabets styrke og kollektiv handling.

Strejkebekæmpelse med FH i spidsen

Modstanderne af strejker og ikke mindst massestrejker er blevet anført af forkvinden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard. Hun vil afvise enhver lære af sygeplejerskernes strejke med argumenter om – at det ikke nytter, at det er udtryk for desperation, spild af penge. Samtidig latterliggør hun strejken, når hun kalder sygeplejerskekonflikten for den første identitetspolitiske eller “woke” strejke i Danmarkshistorien.

For Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og fagbevægelsen som helhed havde det givet et kæmpe boost, hvis man havde vist – at man ville forandring, at man ville ligeløn, at man ville betyde noget.

Forbundsledelserne er fagbevægelsens egentlige problem. De klynger sig til ‘Den Danske Model’, som sygeplejerskestrejken har klædt af til skindet. Hverken fagforbundene eller de politiske partier har formået at rejse kravet om ligeløn og opgør med tjenestemandsreformens ulighedsskabende og sexistiske konsekvenser siden 2008.

Det har sygeplejerskernes 10 uger lange strejke til gengæld gjort. Sygeplejerskerne har skrevet mere kvindehistorie og arbejdsmarkedshistorie på 10 uger end Lizette Risgaard, Mona Strib, Grete Christensen og Elisa Rimpler har gjort i hele deres faglige karriere. Kravet har massiv opbakning, ikke blot i kvindefag, men i hele samfundet.

Sygeplejerskernes strejke har været fremkaldervæske på velfærdsstatens dybe krise og sat spørgsmålstegn ved, om velfærdsstatens æra er ovre. Årtiers nedskæringer og nyliberale reformer på alt der har med velfærd at gøre, har gjort, at ungdommen har vendt velfærdsuddannelserne ryggen – fordi de ikke gider en fremtid og et arbejdsliv, hvor lønnen er latterlig, uden faglig frihed og med dårligt arbejdsmiljø. Sygeplejerskernes strejke var ikke en egoistisk kamp, men en kamp for velfærdsstaten, sundhedsvæsenet og alle kvindefag og lavtlønsgrupper.

Den historiske ulighed i lønninger mellem traditionelle mande- og kvindefag vedrører en lang række faglige områder. Alligevel har sygeplejerskerne har stået alene i den faglige kamp. Foto: Klaus Berdiin Jensen.

Den danske status quo-model

Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen formåede med demonstrationerne i 58 byer i juni 2019 at sætte de kummerlige forhold i landets 4.000 daginstitutioner på den allerøverste politiske dagsorden. Sygeplejerskerne har med deres konflikt formået at benævne alle fagbevægelsens elefanter i rummet. Først og fremmest at Den Danske Model på det offentlige område ikke har formået at fjerne tjenestemandsreformens ulighedsskabende og sexistiske konsekvenser og at sikre kvindefag og andre lavtlønsgrupper ligeløn og løn som fortjent. Den Danske Model understøtter tværtimod et system, som har øget afstanden mellem de højtlønnede og de lavtlønnede kvindefag og andre lavtlønsgrupper.

Den Danske Model på det offentlige område er mest af alt et redskab i politikernes favør, der fastholder status quo og trælbinder kvindefag og andre lavtlønsgrupper til at acceptere krummerne fra politikernes bord – mens de højtlønnede altid har en fest, uanset hvor dårlig overenskomsten er. Symboliseret ved den falske enighed, der findes i forhandlingsfælleskabet på det offentlige område.

I 2018 stod de offentligt ansattes forbund sammen om musketer-eden. Det skabte en stor mobilisering og forhindrede staten i at stjæle frokostpausen. Men det var toppen, der havde indgået en ed, ikke medlemmerne. Da det kom til stykket, fortsatte lønuligheden med at vokse. De højestlønnede, akademikerne m.fl. ville ikke give afkald på den procentvise lønstigning, der giver de i forvejen højestlønnede meget mere end de lavtlønnede.

Solidaritet går nemlig kun en vej i Akademikernes optik. Det var alene kvindefagenes kollektive styrke, der forhindrende akademikerne i at miste den arbejdsgiverbetalte frokostpause. Men det er ikke solidaritet. Tværtimod.

Håb for fremtiden

Sygeplejerskernes strejke har også vist, at når fagbevægelsen står i lort til halsen, skyldes det først og fremmest, at fagbevægelsen accepterer at stå i lort til halsen. Hvis Fagbevægelsens Hovedorganisation virkelig frygter for Den Danske Models fremtid, hvorfor er alle våbentyper så ikke taget i brug på nuværende tidspunkt. Hvorfor har man ikke sagt, at sygeplejerskernes kamp er vores kamp? Hvis alle organisationer valgte at dele udgifterne til en sympatikonflikt mellem sig, ville det være en solidaritetserklæring, der pressede Mette Frederiksen helt i bund.

“Sygeplejerskernes strejke har vist, at Socialdemokratiet er blevet et pseudonym for et parti, der blokerer for arbejderklassens og fagbevægelsens kollektive handlinger, og tilintetgør deres autonomi.”

Grundlæggende set har sygeplejerskernes strejke sat et historisk spørgsmålstegn ved den model, hvor fagtoppen ser deres politiske interesser varetaget af Socialdemokratiet. Hvor det vigtigste formål for den socialdemokratiske fagbevægelse er at sikre Socialdemokratiet nøglerne til statsministeriet, uanset dets politik. En politik der vil skide sygeplejerskerne og alle andre kvindefag en lang march.

Heldigvis har vi med sygeplejerskernes strejke også set genkomsten af fagoppositionen i form af Foreningen af Danske Sygeplejersker og set, hvad en velorganiseret fagopposition med 1.600 betalende medlemmer kan skabe af pres og effektiv mobilisering fra neden. Foreningen af Danske Sygeplejersker er et radikalt sporskifte og viser, at en ny fagforeningskultur er mulig med medlems-magt og tilbageerobring af politisk styrke.  De har eksemplarisk og forbilledligt vist, hvad kernen er i en fagopposition. Nemlig en opposition der konstruktivt kritiserer og modarbejder den faglige og den politiske hovedlinje i fagbevægelsen, og som formår at agere både inden for og uden for de etablerede faglige organisationer.

Sygeplejerskernes strejke har vist, at Socialdemokratiet er blevet et pseudonym for et parti, der blokerer for arbejderklassens og fagbevægelsens kollektive handlinger, og tilintetgør deres autonomi. Socialdemokratiet er blevet sygeplejerskernes og resten af arbejderklassens og fagbevægelsens ideologiske og politiske akilleshæl. Sygeplejerskernes strejke er en hyldest til de bedste og vigtigste traditioner i arbejderbevægelsens historie uanset hvad fagtoppen og alle andre måtte mene om tre måneders strejke, der har tændt et håb for fremtiden.


Om skribenten

Jan Hoby

Jan Hoby

Næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger.   Læs mere