Debat: Sygeplejerskernes strejke er nødvendig. Uden ligeløn vil der nemlig blive stor mangel på arbejdskraft i den offentlige sektor
Sygeplejerskernes kamp handler om at vise vejen til ligeløn for alle de traditionelle ‘kvindefag’. Med den voksende mangel på ansatte står det klart, at det ikke er en unødig luksus, men derimod en betingelse for hele arbejderklassens fremtidige velfærd, skriver Jette Kromann.
Regeringen gik til valg på at love at forbedre forholdene for sygeplejerskerne. Hvad har de gjort? De har uddelt honninghjerter.
Skiftende regeringer har afvist ligelønnen i 52 år. Det er der flere grunde til. Det er beregnet, at ligeløn for kvinderne i den offentlige sektor ville koste 15 – 20 mia. kr. årligt. Automatreaktionen er: Det er der ikke råd til. Hvis de samme myndigheder fortsat tillader, at store dele af de rigeste og de store selskaber bliver ved med at være skattenægtere, er den vurdering naturligvis rigtig. Men hvorfor skal de offentligt ansatte kvinder – og alle andre borgere, der lider under diskrimination og ulighed fra myndighedernes side – acceptere at betale med deres ringere livsbetingelser, fordi samfundets rigestes økonomiske interesser beskyttes af de samme myndigheder?
Strejke – hvad kan du gøre?
Vil du blive klogere på sygeplejerskernes strejke? Så kom til debatarrangement hos Solidaritet 24. august, hvor du bl.a. kan møde nogle af de kæmpende sygeplejersker. Læs mere her.
Der er også en anden årsag til at netop uligheden fastholdes. De, der har magt til at unddrage sig relevant skattebetaling, har interesse i ulighed. Lønmæssig ulighed er et ideelt splittelsesmiddel. Det er samtidig logisk, at Folketingets store flertal ikke giver efter for arbejdernes krav, mens de bruger deres kollektive magt i en større strejkekamp. Det stiller nemlig for en stund uvilkårligt spørgsmål ved regeringens og folketingsflertallets legitimitet. Ethvert legitimitetstab sparker døren ind til spørgsmålet om magtbalancen mellem de to hovedklasser – til arbejderklassens fordel. Hvis det sker, kan det let vise sig at blive langt alvorligere end f.eks. et kortvarigt profit tab for kapitalen.
Folketingsflertallet indrømmer ikke ligeløn til de offentligt ansatte kvinder, medmindre de føler sig tvundet til det. Ultimativt drejer det sig om vurderingen af risikoen for, at regeringen bliver væltet, eller mister mange stemmer. Det er kort sagt truslen om en politisk krise der afgør sagen. Spørgsmålet for de strejkende er derfor: Hvad skal der til for at folketinget kan komme i den situation?
En strejke med mange modstandere
Sygeplejerske strejken er ikke isoleret set en trussel mod regeringens liv. Det ville den derimod udvikle sig til, hvis en demokratisk, selvorganiseret massebevægelse voksede uden for toppen af fagbevægelsens kontrol. Med udgangspunkt i sygeplejerskernes strejke, kunne en bevægelse vokse til også at omfatte andre og flere grupper som også er ramt af ulighed og diskrimination.
Dansk Sygeplejeråds ledelse, med Grete Christensen som forkvinde, har konsekvent arbejdet for, at medlemmerne skulle stemme ja til overenskomstforslag og forligsforslag. På overenskomstkongressen stemte 80 repræsentanter ja og 28 nej. 66,7% af medlemmerne stemte imidlertid nej. Sygeplejerådets ledelse og de 80 kongresmedlemmer mangler derfor den demokratiske legitimitet til at lede den kamp, sygeplejerskernes flertal har besluttet skal føres. Med en ja-ledelse er der ikke udsigt til at vinde en vanskelig kamp. En legitim ledelse ville være et demokratisk udtryk for sygeplejerskernes faste beslutning om at gå i kamp.
En ledelse der afspejler sygeplejerskernes ønsker
Det ser ud til, at der er to mulige emner for dannelsen af en alternativ ledelse. Dels er der de 28 kredsbestyrelses-kvinder der stemte nej på overenskomstkongressen. Derudover er der også aktivister i Foreningen af Danske Sygeplejersker, der er udsprunget af en kritisk Facebook-gruppe.
For at de strejkende kan få kontrol med deres egen kamp, bliver de 28 kredsfolk og aktivisterne nødt til at stå for en lokalt baseret oprettelse af demokratisk valgte strejkekomiteer. På den måde kan man samle medlemmerne lokalt, og knytte dem sammen på landsplan.
En udvidelse af kampen
Når sygeplejerskerne står alene, er det fordi de øvrige lavtlønsansatte i ‘kvindefag’ lod sig overtale af de faglige lederes snak om ”pandemiens virkninger” og stærke ja-anbefalinger.De står fortsat over for et angreb på deres ligeret, som er mindst ligeså diskriminerende som den, der er blevet afsløret af MeToo. Der er al mulig grund til, at de grupper nu tilslutter sig sygeplejerskernes strejke.
Det gælder i lige så høj grad andre grupper, der netop nu er mobiliserede mod ulighed og fattigdom på områder som kontanthjælp, kommunalbudgetter, almene boliger, arbejdsløse og andre. Det er ofte mindre grupper, der repræsenterer mange hundrede tusinders interesser, og som ikke kan vinde hver for sig. Det handler alt sammen om ulighed og diskrimination. Det handler alt sammen om folketingsflertallet.
Opbakning til sygeplejerske-strejken udgør en åbenlys mulighed for, at man i forening kunne vinde store skridt i kampen mod sexisme, ulighed, fattigdom og racisme, og mod den borgerlige S-regering og dens højre flertal. Det er i oversættelse af disse muligheder til konkret handling muligheden for at vinde kampen ligger. Det er her muligheden er for at ændre det indbyrdes styrkeforhold mellem de to store samfundsklasser. Det er i arbejdet for at opnå større kamp enhed at opgaven ligger.
Enhedslistens undergraver ligelønskravet
Det er klart, at samtalen om kampens udbredelse nødvendigvis må føres inden for sygeplejerskernes egne rækker, og at de suverænt har ret til selv at afgøre kampens retning og forløb. Men alle øvrige kræfter i arbejderbevægelsen har også en demokratisk ret til at give udtryk for, hvad de mener er den bedste vej frem. Organisationer og partier, der erklærer sig for stærke modstandere af ulighed og diskrimination – som f.eks. fagforeninger og partier – må opfordres til at deltage aktivt i diskussionen. Det må i særdeleshed gælde Enhedslisten.
Partiets chefideolog, Pelle Dragsted, udtaler om kontanthjælpen, at Enhedslisten ”nok” vil vælte regeringen, hvis den laver en ydelsesreform med højrefløjen. I forbindelse med sygeplejestrejken er partiets forslag, at der skal oprettes en lavtlønsfond på 5 milliarder kroner. De penge skal angiveligt enten gå til de 270.000 HK’ere, rengøringsassistenter, SOSUer et. – med 21.000 kr. mere årligt til hver af dem – eller til omsorgsfagene med en tilsvarende stigning i antallet af pædagoger, sygeplejersker og SOSU’er.
Midt under strejken foreslår Enhedslistens parlamentarikere altså et beløb, som er 3-4 gange mindre end dét, der skal til for at opnå ligeløn. Denne parlamentariske ”realisme” vil ikke føre til nogen indrømmelser fra regeringen. Snarere viser Enhedslisten kun, at partiet er parat til at komme med forslag som splitter, i stedet for at forene de offentligt ansatte kvinder gennem et fælles krav om ligeløn.
I stedet kunne partiet have arbejdet på at forene alle dem, der er ramt af ulighed og diskrimination. Enhedslisten kunne samle deres krav i et aktuelt program, både i og uden for Folketinget. Der er ikke brug for vage trusler om, at Enhedslisten ”nok” vil vælte regeringen. Der er brug for en hjælpepakke – ikke til kapitalen, men til kontanthjælpsmodtagerne, modstanderne af kommunalaftalen, Almen Modstand, de abejdsløse, til sygeplejerskerne og alle de andre offentligt ansatte kvinder. Sådan et program kunne være en megafon mod ulighed, sexisme, racisme og diskrimination, og nå ud i hele samfundet.
Ord alene vinder ikke kampen
Dragsted har for nyligt skrevet en bog, hvor han bl.a. bygger en fremtidig utopi på det Nordiske velfærdssamfund. Med de dårlige udsigter for velfærdens fremtid, burde Enhedslistens idémagere hellere gå i gang med at orientere sig mod styrkelse af kampen uden for Folketinget, hvis man vil forsvare befolkningsflertallets fremtidige velfærd. Uden ligeløn til de offentligt ansatte kvinder, kommer velfærden under enormt pres.
“Midt under strejken foreslår Enhedslistens parlamentarikere altså et beløb, som er 3-4 gange mindre end dét, der skal til for at opnå ligeløn.”
Mens tilgangen til velfærdsuddannelserne er nedadgående, er- behovet for ‘varme hænder’ stigende. Pernille Skipper siger: ”Vi skal rekruttere og fastholde bedre, ellers kan vi ikke nå målene om bedre forhold i ældreplejen og hospitalerne. Og her spiller løn en vigtig rolle. For at sikre det, er regeringen nødt til at turde tage et opgør med konsekvenserne af den tjenestemandsreform, som har skabt systematisk uligeløn.” Det kan lyde smukt, men ord alene vinder ikke kampen.
Uden ligeløn vil der blive stor mangel på arbejdskraft, og den offentlige sektor vil med stor hast blive privatiseret. Uligheden vil komme til at ramme hele arbejderbefolkningen, som vil få stadig sværere ved at betale for den privatiserede velfærd.
Kvinders ligeløn – på sygeplejerske-området såvel som alle mulige andre – er ikke en unødig luksus, men handler i sidste ende om hele arbejderklassens fremtidige velfærd.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER