Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
4. februar. 2022

Dennis Kristensen: Venstre kalder det ‘blodpenge’. I virkeligheden er det ilt til velfærden

Når regeringen med udspillet “Danmark kan mere 1” har villet understøtte Den Danske Model gennem forbedringer af dagpengesystemet og stoppe arbejdsgiveres brug af såkaldt falske selvstændige, så handler det ikke om at betale blodpenge til fagbevægelsen, men derimod om at mindske den stigende ulighed i Danmark.

Foto: Jørgen True / FOA

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Det var Venstre-formanden Lars Løkke Rasmussen, der i sin tid indførte begrebetblodpenge” i dansk politik. Han afviste tilbage i 2012 at lovgive om arbejdstidsspørgsmål i Folketinget i forlængelse af Thorning-regeringens amatøragtige håndtering af trepartsforhandlingerne: “Vi medvirker selvfølgelig ikke til at betale – undskyld udtrykket – blodpenge til en fagbevægelse, der har støttet S og SF i valgkampen. Så alle tanker om at forgylde fagbevægelsen, medvirker vi ikke til”.

Det var allerede dengang et lidt besynderligt billede, Lars Løkke Rasmussen bragte på banen. “Blodpenge” har på dansk traditionelt betydet betaling for et udført mord eller en anden grusom handling, mens det i islamisk tradition har været kompensation for mord eller grusomme handlinger til erstatning for hævn.

“Blodpenge har på dansk traditionelt betydet betaling for et udført mord, eller en anden grusom handling.”

Mente Lars Løkke Rasmussen dengang virkelig, at dele af fagbevægelsens støtte til S og SF ved valget i 2011 var en grusom handling mod disse partier, som Venstre ikke ville betale blodpenge for? Eller anså han de ting i en trepartsaftale, som fagbevægelsen kunne være interesseret i – bedre muligheder for efteruddannelse, styrket indsats mod social dumping, flere praktikpladser og øget indflydelse på beskæftigelsesindsatsen – for at være blodpenge betalt som kompensation for afskaffelse af én eller flere helligdage, sådan som Thorning-regeringen så heftigt ønskede sig?

Den første mulighed må være udelukket, mens den anden i virkeligheden blot dækker over det samme, som finansminister Thor Pedersen med et skævt smil svarede LO-formand Hans Jensen tilbage i 2007. Dengang blev han spurgt, hvor mange penge han havde fået lov til at bruge på trepartsaftalen om den offentlige sektor i 2007, og svarede: “Det, der skal til, for at få jer med.” Dén indgang til forhandlingerne var helt på linje med, hvad Pedersens egen statsminister, Anders Fogh Rasmussen havde kaldt “noget for noget”-politikken ved Folketingets åbning i 2003.

Kompromisser er ikke raketvidenskab

Venstre bruger fortsat det underlige billede med “blodpenge”, når fagbevægelsen skal have én over nakken. Senest afviste partiets finansordfører, Troels Lund Poulsen, at stille lettere adgang til rekruttering af medarbejdere uden for EU sat op mod højere dagpenge: “De to ting har overhovedet ingenting med hinanden at gøre, og vi vil ikke betale blodpenge til fagbevægelsen for at gøre noget godt og rigtigt for Danmark”.

Der er absolut ingen grund til, at fagbevægelsen skulle føle sig på glatis, når Venstre og andre borgerlige partier i deres iver efter at kaste skygger på fagbevægelsen roder rundt i den sproglige betydning af “blodpenge”.

Overenskomstforhandlinger, forhandlinger med Christiansborg og trepartsforhandlinger bygger på, at de deltagende parter indgår kompromisser, som alle får glæde af på hver sin måde. Det er ikke raketvidenskab.

Det er heller ikke raketvidenskab, at det danske velfærdssamfund bygger på et overenskomstdækket og velorganiseret arbejdsmarked, hvor både lønmodtagere og arbejdsgivere har en høj organisationsgrad, og hvor lønmodtagerne kan tjene tilstrækkeligt til at forsøge sig selv og sine.

Det er selve kernen i den begrænsede ulighed, som er forudsætningen for at kunne tale om et velfærdssamfund, der bygger på et fællesskab, hvor vi både tager ansvar for os selv og for hinanden, og hvor vi i fællesskab spænder et sikkerhedsnet ud under dem, hvis tilværelse slår knæk undervejs.

Høj organisationsgrad omfordeler

Velfærden er efter de seneste fire årtiers “modernisering”, “fornyelse” og “effektivisering” under et betydeligt pres. Skal fagbevægelsen forsvare velfærden, så handler det både om kampen om fællesskabets ydelse af de nødvendige skatteindtægter, om kampen mod anslagene mod Den Danske Model, og om kampen for, at fællesskabet understøtter organisationsgraden og dermed repræsentativiteten hos arbejdsmarkedets parter.

“De seneste 10 år har de 10 procent rigeste haft en økonomisk fremgang på 25 procent, mens de 40 procent fattigste kun har haft en fremgang på under 6 procent.”

Det var Venstre, der stod i spidsen for netop angrebene på Den Danske Model og parternes repræsentativitet med lovgivningen om tværfaglige a-kasser og begrænsning af skattefradragsretten på faglige kontingenter, fordi partiet ville understøtte vennerne i de organisationer, der ikke er en del af Den Danske Model.

Når den nuværende regering vil reparere lidt på Venstres skader på vores arbejdsmarkedsmodel, så er det et bidrag til det allervigtigste ved, at vi som fællesskab opstiller en beskyttende ring om velfærden: Kampen mod stigende ulighed.

Den økonomiske afstand mellem de bedst stillede og de dårligst stillede vokser i Danmark. Og de rigeste er for længst stukket af fra resten af fællesskabet i en nærmest ufattelig økonomisk himmelflugt. Det har stået på siden 1990’erne, og de seneste 10 år har de 10 procent rigeste haft en økonomisk fremgang på 25 procent, mens de 40 procent fattigste kun har haft en fremgang på under 6 procent.

Og det er hverken pludseligt opståede nyrige eller lottomilliardærer. Mere end halvdelen af de rigeste i 2019 hørte også til kategorien ’de rigeste’ 10 år tidligere. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd påviste sidste år med støtte i blandt andet internationale studier en sammenhæng mellem, hvor stor en andel af samfundets indkomster som oppebæres af den fattigste halvdel af befolkningen – og hvor stor en andel af lønmodtagerne der er medlem af overenskomstbærende fagforeninger.

Med oprejst pande

Danmark har den næsthøjeste andel af lønmodtagere organiseret i fagforeninger blandt OECD-landene, kun overgået af Island. Og høje organisationsgrader bidrager tydeligt til større indkomstlighed. AE-Rådet nåede frem til, at hvis organisationsgraden stiger med 10 procentpoint i et OECD-land, så vil den fattigste halvdels andel af den samlede indkomst i landet stige med 3,6 procent.

Derfor er forsøg på at svække fagbevægelsen eller blokere for en højere organisationsgrad også forsøg på – at øge uligheden i Danmark. Så simpelt er det. Det Venstre og andre borgerlige partier opfatter som “blodpenge”, er i realiteternes verden ilt til lighed og dermed til velfærdssamfundet.

Også af den grund skal fagbevægelsen i mine øjne med oprejst pande og rank ryg kræve, at velfærdssamfundet også understøtter den del af sit eget fundament, som udgøres af overenskomstparter med høj organisationsgrad. Det er ganske enkelt en af forudsætningerne for at tæmme den stigende ulighed.


Om skribenten

Dennis Kristensen

Dennis Kristensen

Tidligere portør og forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og "politisk ømme tæer". Læs mere