Chilensk kvinde laver mad under oprøret. Foto: Raul Zibechi
11 min. læsetid

Massive gryderetter i Santiago, færre mellemmænd og et oprør med kvinder i front. Raul Zibechi deler her en række lektioner fra fire kvinder, der har været med til at organisere folk under de store protester i Chile.

Oversat af Valentina Chavez


Af Raúl Zibechi 

I sidste uge deltog jeg i en masterclass i “politisk økonomi fra neden.” De berørte forholdene for pleje og reproduktion, som usynligt er vævet ind i samfundets stof. Det er ikke tilfældigt, at fire kvinder var ansvarlige for at afdække denne verden – alle er medlemmer af lokale fællesskaber, der er dannet under det chilenske oprør.

To af dem bor i Valparaíso, hvor kvarterernes organisering ikke ligger lige for, fordi mange bakker danner grundlaget for byens geografi. Ud over omkring 20 fællesskaber på lige så mange bakker, dannede de indbyrdes lokale netværk – netværk med mindelser om de “industri-netværk”, der eksisterede i Chiles hovedstad, Santiago, under ​​Salvador Allendes regering.

To andre er medlemmer af Villa Olímpica-organiseringen (området ved den olympiske bydel, red.) og netværket dannet i dette lokalområde, men som breder sig til en stor del af Santiago.

En by, der har overværet dannelsen af næsten 200 konstant aktive fællesskaber, som ikke længere er på gaden, men som gør livet lettere i kvarterer og lokalområder i en hovedstad, der er angrebet af politi og militær.

Lektion 1: Tag ansvaret for livet

Nelly, fra Valparaíso-områdets fællesskab: Alle aspekter af livet er i krise: Sundhed, uddannelse, fødevarer. Opstanden affødte en kollektiv bevidsthed, hvor vi forsvarede os selv, udviklede en masse organisatorisk kreativitet, som under pandemien giver os mulighed for at aktivere os selv på andre måder. Vi drager omsorg for os selv, vi tager os af de mest sårbare med forsyningsnetværk, kollektive indkøb, byhaver.

Beatriz, Villa Olímpica-områdets fællesskab: Denne situation viser, hvordan den morderiske regering ikke tager ansvaret for folks liv, men kun militariserer for at redde deres virksomheder. Livets opretholdelse er i os, i vores organisationer og organer, og de vil kun undertrykke os, de ønsker at gøre diktaturet naturligt i demokratiet. Vi har kun “folket tager sig af folket”, fordi der opstod noget så alvorligt som vandmangel.

Pamela, Valparaíso-områdets fællesskab: Det, vi oplever, er en løs militarisering af lokalområdet – i denne situation, hvor regeringen undertrykker os, er vi nødt til selv at tage ansvaret for overlevelse og bæredygtighed.

Lektion 2: Empati med jorden

Pamela: Byhaver er en meget langsom proces – hvis man ønsker at brødføde et helt lokalområde, er det ikke muligt. Men de skaber et andet forhold til naturen og forbruget, fordi de giver nye oplevelser, som kompostering, der får naboerne til at sortere affaldet og bringe deres organiske affald til lokalhaven. Der opstår en omsorg for jorden, der er meget forskellig fra at gå i supermarkedet for at købe. Derudover skaber vi bånd mellem os, vi skaber fællesskab.

Lektion 3: Undgå supermarkedet og opbyg fællesskab

Pamela: Fællesskaberne foretager et direkte køb fra landmændene for at forsyne kvartererne uden om mellemhandlere. Vi lavede en liste over mennesker i risikogruppen, ældre og sengeliggende eller folk med økonomiske problemer, så de fik adgang til basale dagligvarer.

Siujen, Villa Olímpica-forsyningsnetværket i Santiago: Forsyningsnetværket begyndte for fire år siden at kollektivisere køb, springe mellemhandlere over for at sænke prisen, men også centrere fællesskabet om noget så vigtigt som fødevarer. Vi startede med kollektive indkøb af grøntsager. Netværket voksede, og vi kontaktede andre netværk i byen for at levere grøntsager, dagligvarer, proteiner, kød og toiletartikler. Det giver mulighed for, at folk i fællesskab kan undgå supermarkedet, som er grobund for smitte. I mit hus køber vi al mad gennem fællesskabet uden at gå på markedet.

Omfordeling, fællesskab og bæredygtighed. Kvinderne i de chilenske forsyningsnetværk anviser en ny retning i en situation, hvor staten kun kan finde ud af at sætte militær ind. Foto: Pelota de Trapo

Lektion 4: Omfordel i stedet for at samle til huse

Siujen: Som fællesskab pålægger vi os selv et gebyr, der giver os mulighed for at hjælpe mennesker, som ikke har råd til basisvarer. Med gebyret opsparer vi en lille sum, som forvandler os til en slags minibank, der kan låne til folk, som har større økonomiske problemer. Vi tror nemlig, ​​at der senere vil opstå endnu mere kritiske tidspunkter, når der ikke er noget arbejde, og alt er usikkert. De fleste af dem, der deltager i fællesskabet, er ansat i usikre jobs.

Beatriz: Tanken om, at ”folket hjælper folket”, er altafgørende. Vi har etableret en fælles fond, som kommer den familie i netværket til gode, der er mest sårbar og har brug for mest, efter en diskussion om kriterierne. Nu må vi tænke over, hvordan vi skal støtte mennesker, der bliver syge, for der har været en eksplosion af sygdomstilfælde, og systemet reagerer ikke på det. Det eneste, de kan finde ud af, er, hvordan de skal udkommandere militæret i gaderne.

Lektion 5: Kvinder eller fællesskabernes netværk

Siujen: Vi er mødrene, plejerne og opdragerne, der overlever alt gennem byttehandel og gensidig støtte uden penge. Tre eller fire fællesskaber overlapper hinanden i netværket, og den olympiske landsby er blevet en distributionszone for et helt område i Santiago.

Lektion 6: Ansigt til ansigt – uden mellemhandlere

Siujen: Vi distribuerer gennem netværkene La Canasta (basisvarer, red.) og Pueblo a Pueblo (Folk til Folk, red.), der formidler grøntsager i direkte kontakt med leverandører uden mellemhandlere, med producenter uden for Santiago, der bringer dem til forstæderne. Vi har besluttet, at vi kun støtter mellemhandlere, hvis deres eneste indkomst kommer fra køb og salg af produkter. Vi leder nu efter nye varer – frø, korn, noget som vi ikke tidligere har haft.

Nu må vi tænke over, hvordan vi skal støtte mennesker, der bliver syge, for der har været en eksplosion af sygdomstilfælde, og systemet reagerer ikke på det. Det eneste, de kan finde ud af, er, hvordan de skal udkommandere militæret i gaderne.

Lektion 7: Pas på os selv og hinanden i samfundet

Beatriz: Jeg har været smittet med Covid-19 i to uger, og i mit hus mangler der intet. Kammeraterne sætter deres liv på spil for at komme til mit hus for at give mig mad. Det er et eksempel på, hvordan solidaritet og tillidsfulde netværk muliggør, at livet ikke er så uværdigt.

Lektion 8: De, der er alene, er ilde stedt

Beatriz: Den værste usikkerhed rammer dem, der ikke deltager i solidaritetsnetværkene. De er ramt af ensomhed og fornedrelse, fordi penge ikke hjælper, hvis man ikke har et netværk, der forsyner en med mad.

Lektion 9: Oprøret er den nye verdens moder

Nelly: Vi kalder det oprør, fordi den herskende klasse overraskende nok selv fostrede protesternes udbrud.

Beatriz: Ve os, hvis oprøret ikke var kommet ind i vores liv. Det mangedoblede vores kontakter og fællesskaber.

Siujen: Vi værdsætter oprøret, for uden denne proces ville pandemien have været meget mere grusom. Vi ville ikke have haft tillidsfulde fællesskaber eller haft kendskab til andre fællesskaber. Oprøret sluttede aldrig, det fandt bare andre veje. Vi udvikler redskaber, som vi ikke ville have opfundet uden pandemien. Det er utænkeligt, at oprøret ikke fortsætter i Chile.

Nelly: Oprøret forplantede sig til vores kroppe. Vi har ikke glemt de døde eller de mere end 400 mennesker, der med regimets accept har fået ødelagt deres øjne (af gummikugler affyret af militæret og politiet under oprøret, red.). Til koordineringsmøderne stiller vi nu spørgsmål til det liv, vi har ført indtil nu. En anden verden er mulig, vi skaber den nu, og ingen kan tage den fra os, Chile ændrer sig.

Beatriz: I denne dystre sammenhæng er det, der altid har reddet os som folk, også det der redder os nu: Kvaliteten af ​​vores fællesskab, modet til at møde modgang, det dybe mod der findes i enhver kvinde, der går ud for at købe eller ompakke det mel, der bliver købt hos avler eller grossist og distribueret i netværket. Hverken pandemien eller undertrykkelsen, torturen eller mordene vil ødelægge vores nye verden, som vi bærer i vores hjerter. Oprøret forbandt os med vort folks dybe modstand gennem århundreder.

Generalstrejke i Chile 12. november 2019. “En anden verden er mulig, vi skaber den nu, og ingen kan tage den fra os. Chile ændrer sig”, siger Nelly fra fra Valparaíso-områdets forsynings-fællesskab. Foto: Public Domain

Allelopatisk landbrug“, udbryder Doricel i den anden ende af telefonen. Hun gentager det flere gange, uden der kommer mere. Der er intet andet valg end at ty til ordbogen. Eller rettere: Wikipedia.

Hun forsøger at forklare, hvorfor de i yderkvartererne i Popayán (by i det vestlige Colombia, red.), hvor studerende og naboer startede bylandbrug og suppekøkken, valgte cirkulære haver på trods af, at det mødte modstand i starten.

“Det er det system, oprindelige folk bruger. Vi gør det, fordi det er mere effektivt, og for at åbne sindet for andre muligheder, der ikke er lineære eller firkantede,” forklarer hun. På den ene side giver det mulighed for bedre udnyttelse af vand, da det kun forbruger 30 % af, hvad afgrøder i rækker bruger.

”Derudover har vores system en stor mangfoldighed af grøntsager, bælgfrugter, krydderurter, løg og hvidløg, og det giver os mulighed for at fremstille et allelopatisk system. Planter, der ikke er modstandsdygtige mod insektangreb, bliver beskyttet af de krydderurter, som vi dyrker i den følgende cirkel. Mangfoldigheden frastøder insekter, og krydderurterne tiltrækker bestøvere. Vi søger komplementaritet. “

De cirkulære haver er relateret til de oprindelige folks verdensbillede, der skaber en forbindelse mellem jorden og universet. Til sidst forklarer Doricel, “denne teknik styrker den sociale sammenhængskraft mere, fordi det giver lokale fællesskaber mulighed for at arbejde mere kooperativt.”

Mænd og kvinder, der dyrker haverne i udkanten af Popayán, bærer små klude og røde bånd. I store byer bad myndighederne beboerne, der havde behov for hjælp om at hænge en rød klud ud af vinduerne.

“Her giver vi de røde klude en ny betydning, når vi forvandler dem til elementer af modstand og værdighed,” siger Doricel og minder om, at 84 % af befolkningen har uformelt arbejde i hendes by.

Befolkningen vendte tilbage til gaderne – i Santiago og Port-au-Prince, i Athen og Montevideo, i forskellige byer belejret af karantæne og hungersnød. En bølge af værdighed begynder at feje over vores kontinent.

Massive gryderetter i Santiago, barrikader og sten i El Bosque, La Victoria og La Legua. Områder, der er trætte af nedlukning og elendighed, fordømmer regeringens inkompetence. Den 18. maj blev tavsheden brudt og ‘gaden’ blev gendannet.


Denne artikel er oprindeligt bragt på bloggen Pelota de Trapo: La Otra Economía


Raúl Zibechi er journalist, forfatter og militant politisk teoretiker. Han har bl.a. skrevet bogen Territories in Resistance. A Cartography of Latin American Social Movements.