Den dag vi blev bange

Det var den dag, jeg så Mette Frederiksens alvorlige ansigt på pressemødet og læste en tråd på Twitter af én, der arbejder i det italienske sundhedsvæsen, at jeg for første gang blev bange.

Af Pernille Loumann

Og det var ikke bare mig: Jeg kunne høre på mine venner, bekendte og folk på sociale medier, at vi var mange, der blev bange. For at sundhedsvæsenet i Danmark skulle kollapse, for at folk med muskelsvind og KOL og kræft og astma skulle ligge og dø på vores sygehuse, fordi der ikke var respiratorer nok, for at samfundet skulle gå i opløsning, fordi skoler og butikker og banegårde og plejehjem lukkede ned, for at vi skulle løbe tør for mad og medicin og håndsprit og toiletpapir, fordi folk begyndte at hamstre.

Nu ser vi, hvor afhængige vi er af hinanden

Det var flere dage før, statsministeren proklamerede, at skoler, daginstitutioner og kulturinstitutioner skulle lukke, og jeg havde pludselig ikke lyst til at gå i træningscentret. Jeg havde ikke lyst til at tage S-toget eller til at deltage i et forældrearrangement på min datters skole. Jeg begyndte at opfatte andre mennesker – også mine egne venner og familie og de håndtag, kaffekander og vandhaner, de havde rørt ved – som potentielle smittekilder. Og når jeg læste Sundhedsstyrelsens gode råd og prøvede at sætte mig ind i myndighedernes strategier for at inddæmme sygdommen, blev det pludselig meget tydeligt, hvor afhængige vi alle sammen er af hinanden.

“Hvordan skal man betale for at være i 14 dages karantæne, hvis man er timelønnet Wolt-bud, der ikke har ret til løn under sygdom eller nogen offentlige ydelser”

På Twitter skældte folk ud over, at et dansk par – som egentlig var i karantæne, fordi deres søn var smittet med coronavirus – alligevel tog til Madeira, fordi de havde glædet sig sådan til den ferie.

Helt ærligt! Hvor egoistisk har man lov at være?!

I 7-Eleven blev der sendt fordømmende blikke til ham, der bare nøs ned i hænderne og bagefter trykkede på cappuccino-knappen på kaffeautomaten.

For fanden altså! Tænk lige på dem, der kommer efter dig, som måske har et dårligt immunforsvar!

Andres dagligdags-handlinger blev pludselig vigtige brikker i det store puslespil, der skulle vise, at vi er et civiliseret samfund, der kan finde ud af at reagere rationelt og solidarisk, når vi befinder os i en national krise, som udbruddet af coronavirus er.

Mennesker uden en jordisk chance

Men noget andet stod pludselig også meget klart – uanset hvor gode viljer vi alle måtte have, er der mennesker, som ikke har en jordisk chance for at efterleve myndighedernes velmenende råd.

Hvor skal de hjemløse fx gå hen og være i karantæne, hvis de er smittet med coronavirus?

Hvordan skal man som særligt udsat KOL-patient undgå at komme i nærkontakt med andre mennesker, hvis man samtidig er stofbruger i substitutions-behandling, og man hver morgen skal møde på et misbrugscenter og stå i kø for at få sin metadon?

Hvordan skal man undgå offentlig trafik i myldretiden, hvis man arbejder som sygeplejerske på et hospital 20 km væk, og man ikke har en bil?

Hvordan skal man betale for at være i 14 dages karantæne, hvis man er timelønnet Wolt-bud, der ikke har ret til løn under sygdom eller nogen offentlige ydelser?

Gode bolig-, sundheds- og arbejdsforhold gavner alle

En krisesituation som den vi pludselig stod i, og som kun er blevet mere alvorlig siden den dag, gjorde det tydeligt, at det er i alles interesse, at der generelt er gode bolig-, sundheds- og arbejdsforhold. Hvis man ikke til daglig kan mobilisere forståelse for vilkårene for de mennesker, der har det sværere end én selv, så kan man forhåbentlig i en situation som denne indse, at det er en rigtig god idé – også for de mere privilegerede – at alle har en bolig, de kan hvile ud i, at alle har adgang til sundhedsydelser, og at alle kan blive hjemme fra arbejde, når de er syge.   

Bernie Sanders tweetede midt i primærvalg og coronaudbrud: As a nation, we cannot effectively respond to the coronavirus when 30 million Americans lack health insurance. We are all in this together. We need Medicare for all. Det burde være meget indlysende, at det hænger sådan sammen. Mennesker, der ikke har sundhedsforsikringer eller ret til løn under sygdom, er omvandrende bomber under samfundets forsøg på at inddæmme en epidemi. Ikke fordi de er dumme eller egoistiske, men fordi de simpelthen ikke har mulighed for at reagere sådan, som myndighederne gerne vil have, de skal reagere.

Folk går sammen om at hjælpe hinanden

Spredningen af den ny coronavirus i Danmark har betydet opblomstringen af alle mulige nye fællesskaber, og folk tilbyder deres hjælp på de mest rørende måder. Røde Kors har etableret hjælpenetværk, hvor mennesker der er i karantæne eller er særligt udsatte kan få hjælp til indkøb osv. En tilfældig kunde, som er tidligere ansat i Rema, tager en tørn i kassen, da hun ser, der er kø langt ud på gaden. Folk på Twitter tilbyder, at man kan skrive til dem, hvis man er ensom eller bange. Andre tilbyder gratis assistance med at livestreame eller lave fjernundervisning og videomøder.

Det er opløftende at være vidne til.  

Når krisen er ovre om forhåbentlig ikke alt for længe, må man håbe, noget af den solidaritet, vi ser lige nu, varer ved. Og især må man håbe, at flere får øjnene op for, det er i alles interesse, at alle i vores samfund har det godt.

We are all in this together.