De fattiges værner – de riges ris! Hvor blev systemkritikken af?

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Midt i februar var SF’s tidligere formand, Holger K. Nielsen (1991-2005), ude med fastelavnsriset og lod slagene hagle ned over venstrefløjens rygstykker.

”SF og resten af venstrefløjen er blevet for fodslæbende i systemkritikken og idédebatten, og det kan blive et problem på den lange bane,” udtalte han til Altinget, og fortsatte: “Det er blevet en mere traditionel venstrefløjs-socialdemokratisk tilgang, der har vundet indpas. Også lidt for meget, synes jeg. Det handler meget om ‘lidt flere penge her og lidt flere penge der.”

“Der mangler systemkritik og en vilje til at indrette og tænke samfundet på en radikalt anderledes måde… I 1970’erne havde vi på venstrefløjen og i SF en levende, politisk diskussion om et radikalt anderledes samfund. Den idédebat, som venstrefløjen stod utrolig stærkt på op gennem 1970’erne og 1980’erne, kan man godt savne. Den er forsvundet i en pragmatisk tilgang, hvor det hurtigt bliver et spørgsmål om minimumsnormeringer og antallet af ugentlige bade for ældre på plejehjem,” sluttede Holger K. Nielsen. 

Marks mavefornemmelser

Jeg kan godt huske den tid. Jeg var en aktiv del af den.

SF’s gruppeformand, Jacob Mark, havde i februar en mavefornemmelse af, at Holger godt kunne have en pointe – hvorefter han stort set gendrev Holgers standpunkt. En lille, pyntelig læbebekendelse fra ynglingen til gamlingen. Siden har der været meget stille – og jeg er bange for, at det ikke er stilhed før stormen. Holgers efterfølger som partiformand, Pia Olsen Dyhr har mig bekendt ikke kommenteret på kritikken. Jeg har tjekket SF-formandens Facebook-profil – intet gensvar. Men den går jo ikke!

I ”Retfærdig retning for Danmark” – det berømte støttepapir der gik forud for Mette Frederiksens regeringsdannelse – står der: ”Vi skal bekæmpe den stigende ulighed. Så vi igen begynder at styrke den samfundsmodel, der har gjort Danmark til et af de mest tillidsfulde og trygge lande i verden. Hverken fattigdom eller grådighed hører hjemme i vores land, og vi har muligheden for at tage et opgør med begge dele.”

Muligheden ja, men vil venstrefløjen for alvor tage det opgør? I det seneste års tid er det meste gået med corona-bøvl og almindelig afstand til hinanden og Danmarks stigende problem med ulighed, som coronaen har afdækket med et røntgenbilledes præcision! Er det ikke et særkende for en sand venstreorienteret politik, at der flyttes nogle hegnspæle på ulighedens slagmark?

Social genopretning kræver progressiv beskatning

Der er jo nok at tage fat på. Lektor emeritus Lars Torpe fra Aalborg Universitet havde 2. marts en kronik i Politiken, hvor han spurgte, hvad der blev af det progressive beskatningssystem? Han beskrev den ulighedsskabende politik i de seneste årtier med følgende nøgletal, der skulle få enhver oprigtig socialist til at se rødt: ”Siden midten af 1980’erne er den marginale skatteprocent for de højeste indkomster faldet fra 73 procent til 56 procent. For kapitalindkomster har faldet været endnu større, nemlig fra 73 procent til knap 43 procent.

“Skal liberalistiske fundamentalister som Lars Tvede og Dennis Nørmark ikke have lidt ideologisk modspil? Vi trænger i sandhed til en venstrefløjens værdipolitik i stedet for højrefløjens ynkelige værdipolitik.”

Formueskatten, der siden 1903 har været en fast bestanddel af skattesystemet, blev i begyndelsen af 1990’erne stærkt reduceret, for i 1997 at falde helt bort. Væk er også beskatning af gevinst ved salg af fast ejendom, bortset fra udlejningsejendomme, og tidligere tiders progressive beskatning af arv er erstattet af en flad afgift på 15 procent over en bundgrænse.

Selskabsskatten, der i midt-80’erne blev sat op til 50 procent, er i dag mindre end det halve, nemlig 22 procent.” Lars Torpe runder af med denne sammenfatning: ”Den svækkede progression har øget den økonomiske ulighed. Alene for indkomstens vedkommende viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at skattelettelserne fra 2002 til 2019 har givet de 10 procent rigeste 53.000 kroner mere årligt, hvorimod de fattigste 10 procent kun har fået 1.200 kroner mere til sig selv.

For de rigeste har skattelettelserne betydet en fremgang i disponibel indkomst på over 8 procent. For de øvrige indkomstgrupper har fremgangen været mindre, faldende til godt og vel 1 procent for de fattigste 10 procent.”

Den folkelige opbakning er til stede

Kære venstrefløj: Hvad dælen nøler I efter? Har Robin Hood levet forgæves eller hvad?!
Hvornår har man sidst hørt folk fra venstrefløjen tale om udhulingen af dagpengene eller beskæftiget sig seriøst med boligpolitikken, der er en af de værste ulighedsmaskiner i samfundet – hvilket fastfrysningen af ejendomsskatterne i 2002 med deraf afledte værdistigninger til ejerne har vist med al ønskelig tydelighed?

Skal liberalistiske fundamentalister som Lars Tvede og Dennis Nørmark ikke have lidt ideologisk modspil? Vi trænger i sandhed til en venstrefløjens værdipolitik i stedet for højrefløjens ynkelige værdipolitik, der er synonym for det pandemiske fremmedhad.

Der er jo ovenikøbet folkelig opbakning til en mere progressiv politik. ”Siden 90’erne har et flertal af danskerne, som i 2019 var vokset til 70 procent, nemlig sagt, at de hellere ser forbedringer i den offentlige service end skattelettelser. Det har de imidlertid ikke fået. I stedet har de fået skattelettelser og ringere service på centrale områder som børnepasning, ældreomsorg og undervisning,” fastslår Lars Torpe.

Folkeskolen – i den soc.dem. betonheldags-skoleudgave – vil jo også vånde sig efter coronaen? Minimumsnormeringer rykker nærmere, men hvad med pædagogernes uddannelse? Coronaen har vist, hvor sårbart vort sundhedsvæsen er. Jeg behøver vel ikke nævne fødeafdelingerne og jordemødrenes arbejdsvilkår – for slet ikke at tale om de fødende kvinders? Det er år siden, overlægen på Rigshospitalets fødeafdeling sagde sin stilling op i protest mod forholdene, som han ikke ville tage ansvar for længere!
Tror du på, at vi har haft den sidste plejehjemsskandale med misrøgt af de gamle?

Men alt det kræver flere kroner i kassen og et genoprettet skattevæsen, som de borgerlige har hovedansvaret for at have nedbrudt.

Men in Black(out)

Et velfungerende samfund bygger på, at folk har tillid til, at tingene går retfærdigt til. Tilliden til det er faldende blandt folk i dele af arbejderklassen. Man kan ryste på hovedet af de sortklædte – og de stadigt mere radikaliserede – mænd i Men in Black, men de udtrykker en frustration, der er dybere end en umiddelbar vrede over, at de ikke kan stå sammen med gutterne og nedsvælge fadøl på lægterne på Brøndby Stadion. Er man i tvivl, så kan man se rundt i Europa eller til USA. Der er vi heldigvis ikke endnu, men der er klare faresignaler, og de skal tages alvorligt, så Lars Tvedes kone, Pernille Vermund og hendes gammelborgerlige parti ikke løber med disse folk på næste valgdag.

Hvis venstrefløjen evner det, kan det være, at Jeppe Aakjær-citatet i overskriften – skrevet som en hyldest til børnevennen, politikeren og journalisten Peter Sabroe –  kan blive dækkende igen:

”Du være de fattiges værner

Du være de riges ris

Du får ej bånd og stjerner

Men bævende læbers pris.”

Imens venter vi på, at Pelle Dragsteds nye bog: ”Nordisk socialisme” udkommer, når bøgene grønnes, og de røde faner blafrer 1. maj. Bliver den en systemkritisk vision for den danske venstrefløj – eller bare mere venstre-socialdemokratisme?