Den franske venstrefløjs leder støtter Putins udgave af fred i Ukraine

Jean-Luc Mélenchon er leder af venstrefløjspartiet La France Insoumise (det oprørske Frankrig, LFI, red.) og en af de ledende skikkelser på den europæiske venstrefløj.

Ved det seneste præsidentvalg i 2022 fik Mélenchon 22 procent af stemmerne og var kun 1,2 procentpoint fra at slå Marine Le Pen og derved gå videre til anden og afgørende runde. Når han går ud og kræver fred på Putins betingelser, er det noget venstrefløjen bør lægge mærke til – også i Danmark.

De der kan læse fransk, kan læse klummen her.

I lande som Danmark, Sverige, Norge, Finland og Polen bakker venstrefløjens store flertal op om Ukraine. Her er støtten til Putin fra venstrefløjen et marginalt fænomen, repræsenteret af et lille mindretal. I Danmark er det både SF og Enhedslisten – i Norge Rødt og Socialistisk Venstre, i Sverige Vänsterpartiet i Finland Vänsteralliancen og i Polen Razem. Alle disse partier bakker også op om at sende våben til Ukraine.

Men sådan er det ikke alle steder i Europa – og åbenbart ikke i Frankrig, hvor Mélenchons udmelding er overordentlig alarmerende.

Kort sagt mener Mélenchon:

Ukraine kan ikke vinde krigen.

Landet må afgive territorier.

Zelenskij må gå af, fordi hans mandat er udløbet, og han derved ikke har nogen legitimitet.

Denne politik er i øvrigt også imod det, som Den Ny Folkefront (Nouveau Front Populaire, en samling af Frankrigs centrumvenstre, red.) vedtog som sit program op til valget i Frankrig i 2024 – og som gjorde, at den blev den største strømning i det franske parlament.

Endelig præsenterer han den gamle traver om, at det er vestens skyld, at der er krig i Ukraine

Det hele bliver pakket ind i en ide om, at der er ved at opstå ”en ny grusom verdensorden”, hvor stærke magter og mænd som Putin og Trump bestemmer det hele, hvor Europa ingen rolle spiller, og hvor Frankrig derfor må finde sin egen vej.

Lad os se på Mélenchons argumenter.

“Putin har vundet krigen”

”Putin har vundet krigen”. Det skriver Mélenchon direkte i sin klumme. Og grunden ser han i, at USA ikke både kan have en konflikt med Rusland og Kina på en gang.

Men for det første er det en absurd og forenklet tankegang, at USA må ”vælge” mellem at være i konflikt med Kina og Rusland.

Rusland er aggressivt i krig, Kina bakker op om Ruslands krig i Ukraine – og Rusland har i højere og højere grad vasal-status i forhold til Kina. Hvis man ser verden som en rivalisering mellem stormagterne USA og Kina – som Mélenchon åbenbart gør, og som det også er populært på den amerikanske højrefløj – så er det forsimplet og forkert at tro, at USA vil styrke sig i forhold til Kina, ved at stoppe støtten til Ukraine

Mélenchon mener også, at der er indenrigspolitiske grunde til, at Ukraine ikke længere kan vinde krigen: ”Ikke kun på grund af de militære forhold. Men især fordi dets politiske system hænger i en tynd tråd. Alt bidrager til et sammenbrud: at man har forbudt fagforeninger og oppositionspartier, at man har holdt Zelenskij ved magten, selvom hans mandat er udløbet, at man har forsøgt at redde de korrupte, som plyndrer krigsindsatsen, de massive deserteringer – alt dette har knækket forbindelsen mellem Zelenskij-systemet og folket i krig.”

Ingen, der beskæftiger sig seriøst med Ukraine, vil hævde at landet har en ideel stat, eller en ideel regering – eller at der ikke er problemer med både arbejderlovgivning og korruption.

Men det er simpelthen forkert at beskrive situationen, sådan som Mélenchon gør. En række prorussiske partier er blevet forbudt, da de støttede en invaderende fjende. Der er fagforeninger, både store, gamle og traditionelle og mindre, nye og mere aktivistiske – og de er ikke forbudt.

Der er stor utilfredshed med korruptionen, og da parlamentet og Zelenskij for nylig forsøgte at svække den uafhængige undersøgelsesenhed omkring korruption, førte det til store demonstrationer i mange ukrainske byer – som i øvrigt blev afviklet, uden at politiet greb ind. Lovgivningen blev så trukket tilbage.

Det er selvfølgelig et problem, at Zelenskijs mandat og parlamentets mandat er udløbet – men det vil være umuligt at gennemføre et demokratisk valg og en demokratisk diskussion op til valget i et land i krig, hvor en stor del af befolkningen er ude af landet, og store områder er besat.

Mélenchons beskrivelse af Ukraine er forsimplet og et ekko af russisk propaganda.

Men det mest uhyggelige er, at han ingen anledning finder til at se på, hvordan forholdene er i Rusland. Han skriver ikke et ord om, hvordan Rusland har udviklet sig til et brutalt diktatur, hvor ingen form for politisk opposition eller medier er tilladt, og han skriver intet om de store problemer Rusland er i – økonomisk, menneskeligt udenrigspolitisk og militært – på grund af krigen.

“Ukraine må afgive territorier”

Det fremgår klart af Mélenchons tekst, at han ikke mener Ukraine kan vinde. Derfor må landet bøje sig for, hvad USA og Rusland kan blive enige om og afgive territorier. Han antyder også, at Polen og Ungarn også skal have en bid af Ukraine – og hele denne spækhuggerfest på Ukraines bekostning vil han organisere i OSCE:

”Spørgsmålet om grænser vil derfor – på en eller anden måde – vende stærkere tilbage end nogensinde. Vi foreslog i 2016 en grænsekonference under OSCE’s auspicier. Jeg blev idiotisk beskyldt for at ville ændre grænserne. Jeg argumenterede for, at det ville ske uden os. Og at det var bedre at tage teten og organisere diskussionen, end at lide under de krige, som sådanne situationer fører til.”

I den forbindelse giver han også lige et spark i skridtet til nationale befrielsesbevægelser i Vesteuropa: ”Siden har vi set, hvordan Skotland, Catalonien og det belgiske Flandern har givet problemer.”

Siden november 2022 har Rusland indtaget 6000 km² ukrainsk land. Det er mindre end en procent af Ukraines territorium. Det er en yderst relevant kommentar til Mélenchons defaitisme. Kun i krigens start havde Rusland reel fremgang. De blev drevet tilbage, og siden er det gået meget langsomt.

“Zelenskij må gå af”

Mélenchon kræver Zelenskijs afgang:

”Zelenskijs afgang er en betingelse for en aftale. Simpelthen fordi hans mandat er slut, og fordi jeg ikke tror, Rusland vil kunne skrive under på noget med en person, der snart bliver erstattet af en anden, som kan omgøre det hele.”

Mélenchon er et ekko af Putin, som nægter at anerkende Zelenskijs legitimitet – og det er sigende, at Mélenchon ikke sætter noget spørgsmålstegn ved Putins mandat og legitimitet. Putin er da også ganske rigtig valgt for nylig – i foråret 2024. Men valget var totalt kontrolleret og fuldstændig udemokratisk.

Den stærkeste modkandidat Navalnij var blevet fængslet på falske anklager og blev myrdet i fængslet umiddelbart før valget. To andre kandidater, som gik ind for fred med Ukraine, fik ikke lov til at stille op. Men det finder Mélenchon ingen anledning til at nævne.

Derfor er Mélenchons tekst et ekko af de russiske planer for en fredsslutning, når han mener at Zelenskij ikke har nogen legitimitet. Hans mandat er ganske rigtig udløbet, men i forhold til den ukrainske forfatning – og i forhold til de praktiske muligheder for at afholde valg, mens landet er i krig – så er valget blevet udsat, indtil krigen er slut. Det er der ingen i Ukraine – heller ikke oppositionspolitikere – der anfægter. Men Mélenchon og Putin gør.

Var det Vesten, der startede krigen?

Mélenchon mener tilsyneladende, at det var Vesten der startede krigen: ”EU’s ledere accepterede det scenarie, som blev fastlagt i Budapest i 2008, nemlig NATO’s optagelse af Ukraine og Georgien – en reel krigserklæring mod Rusland.”

I 2008 var der et NATO-topmøde i Bukarest (ikke Budapest, som Mélenchon skriver), hvor NATO ganske rigtigt gav Ukraine og Georgien et løfte om medlemskab af NATO – men uden at der var nogen konkret plan for det. De, der har studeret topmødet, vil vide, at de europæiske ledere spillede en stor rolle i dette. Det spiller ganske rigtigt en rolle for udviklingen af Ruslands krig mod Ukraine – men ikke på den måde, Mélenchon beskriver.

USA, Canada, Polen Tjekkiet, Rumænien og de baltiske lande ville gerne give Ukraine og Georgien en konkret tidsplan og betingelser for NATO-medlemskab, men det blev mødt med skarp modstand fra Tyskland, Frankrig, Italien, Holland og Belgien.

Kompromisset blev, at man gav et løfte om fremtidigt medlemskab – men uden nogen konkret plan eller tidsramme. Og resultatet var det værst tænkelige for de to lande: det var en provokation af Rusland, som gjorde Putin rasende, men rummede ingen sikkerhedsgarantier for Ukraine eller Ukraine. I årene der fulgte, var der ikke nogen reel udvikling af planerne for Ukraines eller Georgiens medlemskab i NATO.

NATO-topmødets beslutning i 2008 kan således ikke være nogen undskyldning for, at Rusland i 2014 annekterede Krim og forsynede udbryderne i Donbas med mænd og våben i deres krig mod Kyiv. Det kan heller ikke undskylde, at Rusland i 2022 startede sin fuldskala-invasion – som fortsætter den dag i dag.

Fra 2014 var ukrainsk medlemskab af NATO helt udelukket af en meget enkel grund – NATO optager ikke medlemmer, der har en igangværende territorial konflikt.

Det samme gælder i øvrigt Georgien, hvor de to områder Abkhasien og Sydossetien løsrev sig efter den korte krig i 2008. Regionerne er stadig ikke under georgisk kontrol. Så hverken Georgien eller Ukraine var på vej til at blive en del af NATO.

Men Putin-apologeter ser stort på historien og fortsætter med at betragte NATO’s ekspansion som hovedårsag til krigen.

Mélenchon i modstrid med Den Nye Folkefronts program

I sommeren 2024 udskrev den franske præsident Macron uforsigtigt et valg til det franske parlament. Der var stor risiko for, at den franske højrefløj ville vinde valget – og angsten for dette var meget stor på den franske venstrefløj. Resultatet var, at partier – der ellers normalt har meget svært ved at arbejde sammen – pludselig fandt sammen i en ny folkefront – Nouveau Front Populaire.

Folkefronten indbefattede La France Insoumise, Socialisterne (Socialdemokraterne). Det Franske Kommunistparti og De Grønne. Enheden blev en stor succes – og Folkefronten fik 180 mandater i parlamentet ud af 577. Heraf fik La France Insoumise 74.

Partierne i Nouveau Front Populaire blev også enige om et program, hvor de blandt andet nåede til fælles fodslag om Ukraine. Partierne i Den Ny Folkefront var enige om at forsvare Ukraines suverænitet, frihed og territoriale integritet. Det skulle ske gennem støtte med våben og omfattende sanktioner mod Rusland.

Man må konstatere, at Mélenchon med sin klumme stiller sig i modsætning til det program.

Mélenchons klumme og Folkefrontens program er læst ved hjælp af en oversættelse fra Chatgpt.

Opdatering 25. august: Forfatteren har tidligere fejlagtigt angivet, at blogindlægget var fra Le Monde. Han beklager fejlen.