Den iranske revolution 2022

Den 16. september 2022 blev den 22 årige iransk-kurdiske kvinde Mahsa Amini dræbt i det iranske politis varetægt, efter hun var blevet anholdt af ‘moral-politiet’. Hendes tørklæde sad ikke ”korrekt” ved at dække alt hendes hår.

Nyheden om drabet samt flere billeder af den unge kvindes forslåede lig blev delt i offentligheden, og det kom hurtigt frem, at Mahsa var blevet tæsket og tortureret med døden til følge. Det blev gnisten, der endnu en gang vækkede den iranske befolkning, som – siden nyheden kom ud – har været på gaderne i massevis af byer for at vise deres protest og modstand imod hele det iranske islamiske regime.

“Fælles for opstandene de seneste 4-5 år er, at de alle meget tydeligt har haft hele det iranske regimes eksistens som sin erklærede fjende, og at de alle er blevet mødt med ekstrem brutalitet fra regimets side.”

Tusindvis har været på gaderne landet over med slogans rettet direkte imod det iranske regimes eksistens, såsom ”Død over det iranske regime”, ”Død over Khamenei” og ”Død over diktatoren”. Mange billeder og videoer bliver minut for minut sendt ud fra Iran, hvor befolkningen slår tilbage mod regimets politi- og Basij-folk (regimets paramilitære enhed), som bliver trængt tilbage mange steder. Protesterne sker trods det iranske regimes rygte for ekstrem brutalitet imod sine modstandere. De er ikke blege for at skyde med skarpt efter og dræbe demonstrerende borgere.

Indtil videre er meldingerne, at mere end 60 personer er dræbt, og flere tusinde er sårede og fængslede i de seneste dages protester. Det iranske regime står i disse dage over for en skillevej, som de ofte har gjort i deres svar på de folkelige protester. Skal de nedslagte befolkningen og håbe, at de kan skræmme folket til at gå hjem igen for denne gang – eller vil det blot føre til endnu mere kaotiske tilstande og flere protester? Regimet er denne gang mere presset end nogensinde, men meget tyder på, at hvis protesterne fortsætter, så vil præstestyret tage alle midler i brug for at stoppe demonstrationerne. Man har allerede afbrudt internet-forbindelsen i Iran for at sætte en stopper for kommunikationen mellem demonstranterne indbyrdes samt kontakten til omverdenen, og der er også meldinger om stribevis af fængslinger af aktivister. Udviklingen i de kommende dage vil være afgørende for, hvad der kommer til at ske.

Den nye iranske revolution

Det er langt fra første gang, den iranske befolkning rejser sig og går på gaden imod det iranske regime. Først og fremmest er det vigtigt at nævne, at der i perioderne imellem de store folkelige demonstrationer i Iran dagligt foregår mange lokale former for protester i form af strejker, mindre protestforsamlinger, civil ulydighed m.v. Det er dog tit – især for omverdenen – de store folkelige opstande, som bliver husket. Det er ofte også opstandene, som sætter deres største aftryk internt i Iran, både blandt befolkningen og inden for regimet. Og det er – som i alle historiens andre store revolutioner – også disse store opstande, som kan vende op og ned på et samfund.

Mange vil huske de store protester i 2009 efter det iranske ”præsidentvalg”, som udviklede sig til de største landsdækkende protester imod det iranske regime, siden præstestyret kom til magten i 1979. I 2009-2010 blev den folkelige bevægelse for en stund slået ned af regimet, der dengang satte alt ind i sin kamp for overlevelse ved at dræbe og fængsle tusindvis af demonstranter.

Siden har den iranske befolkning ad flere omgange rejst sig i protester imod regimet. De seneste protester i kølvandet på Mahsa Aminis død er del af en længerevarende bevægelse, som de seneste 4-5 år har været startskuddet til den nye iranske revolution, som forhåbentlig inden for kort tid vil gøre en ende på præstestyret.

I 2017-2018 rejste den iranske befolkning sig landet over i store demonstrationer imod regimet, der dog for en kort stund blev slået ned med væbnet brutalitet. I november 2019 blussede de hidtil mest omfattende protester op igen landet over i mange både store og små byer. Denne gang var det en massiv stigning på benzinpriserne, som satte protesterne i gang. Dog blev denne omgang også en af de mest blodige, hvor der på blot få dage blev dræbt mere end 1.500 demonstranter, og endnu flere fængslet og tortureret.

I løbet af sommeren 2021 blev bevægelsen endnu en gang vakt til live med udspring i den sydlige del af Iran i provinsen Khuzestan, hvor protesterne spredte sig til mange af de andre provinser. Fælles for opstandene de seneste 4-5 år er, at de alle meget tydeligt har haft hele det iranske regimes eksistens som sin erklærede fjende, og at de alle er blevet mødt med ekstrem brutalitet fra regimets side. Den del af den iranske befolkning, (-)som tilbage i 2013 havde et spinkelt håb – om at den ”reformvenlige” præsident Hassan Rouhani kunne skabe nogle lempelige reformer indefra – blev få år inde i hans embedsperiode bekendt med, at det ikke er muligt at reformere verdens mest brutale regime indefra. Derfor har mange af slagordene siden 2017-protesterne også lydt imod hele det iranske regime – både imod de reformvenlige kræfter og de konservative fundamentalister.

De nyeste protester efter Mahsa Aminis død er altså endnu en opstand i forlængelse af denne bevægelse. Når historien om den nye iranske revolution, som væltede det iranske præstestyre, forhåbentlig inden længe skal skrives, vil protesterne i dagens Iran skrive sig ind i historien som en kontinuerlig fortsættelse af den protestbevægelse, der startede med opstandene i 2017.

Kvindernes revolution

Drabet på Mahsa Amini blev gnisten, som tændte den iranske befolkning til at komme ud på gaderne landet over. Billeder og videoer strømmer ud fra Iran i disse dage med både kvinder og mænd, som hånd i hånd brænder det kvindelige hovedtørklæde på bål i gaderne.

Det iranske regime har i hele sin 43 årige levetid brugt kvindeundertrykkelse – og særligt tørklædet – som et af dets vigtigste redskaber til at bevare magten. Tilbage i 1979 da Ayatollah Khomeini (død 1989) overtog magten, var kvinderne nogle af de første, som fik regimets massive undertrykkelse at mærke.

“Med den seneste bølge af protester, og i lyset af Mahsa Aminis død, har kvinderne for alvor slået sig fast som del af revolutionsbølgen, og de bliver en altafgørende faktor for skabelsen af et nyt Iran.”

Siden har præstestyret forsøgt at håndhæve de undertrykkende regler mod kvinder, som har kæmpet tappert imod, særligt via civil ulydighed. Mange, som kender til Iran eller har set billeder derfra, har også set, at på trods af love om tvangstilsløring i Iran, har de fleste iranske kvinder et løstsiddende tørklæde siddende halvt dækkende på hoved – gerne i iøjnefaldende farver. Derudover har det i de seneste mange års protester været især unge kvinder, som har stået i fronten for disse protester og kæmpet mod regimet i gaderne.

De iranske kvinders kamp har været lang og sej. Med den seneste bølge af protester, og i lyset af Mahsa Aminis død, har kvinderne for alvor slået sig fast som del af revolutionsbølgen, og de bliver en altafgørende faktor for skabelsen af et nyt Iran, der står meget højt – hvis ikke højest – på dagsordenen. Uanset hvem der griber magten i Iran efter præstestyrets fald, bliver en af de vigtigste faktorer for overlevelsen for et nyt regime i Iran efter en revolution – at kunne håndtere spørgsmålet om kvindernes frihed og lighed tilfredsstillende for den iranske befolkning, og ikke mindst at kunne skabe rum for denne frihed.

Det store fokus på kvindernes kamp i de nylige iranske protester har allerede sat sit aftryk regionalt og verden over. Den iranske befolknings kamp for frihed og kvindefrigørelse går hånd i hånd med f.eks. de afghanske kvinders kamp imod Taliban, de irakiske kvinders kamp for frigørelse, og virker både som støtte for og inspiration til mange kvinders kamp for frihed i mange lande. Det er samtidig et slag i hovedet på mange af de højrekræfter i f.eks. de vestlige lande, der påstår, at de mellemøstlige folk selv er ansvarlige for, at deres samfund er indrettet i overensstemmelse med deres egen undertrykkende kultur.

Regimet er på lånt tid

Der er gået 43 år siden den iranske revolution i 1979, hvor befolkningen væltede den iranske konge, shahen, i håb om en tilværelse med frihed og lighed. Desværre fik den iranske befolkning i stedet ét af verdenshistoriens absolut mest diktatoriske og brutale regimer, som de stadig den dag i dag kæmper en tapper kamp imod.

Der er ingen tvivl om, at det iranske regime står i en blindgyde. Den økonomiske situation i Iran er værre end nogensinde, og med tårnhøj inflation er der ringe udsigter til, at det kan vendes. Samtidig står regimet over for en befolkning, hvor vreden, utilfredsheden og afsky over for regimet har nået et højdepunkt.

“Linjerne er trukket skarpt op mellem en sekulær og moderne befolkning, som hungrer efter frihed og bedre levevilkår, og et religiøst islamisk regime, hvis fundament er bygget på undertrykkende love og brutalitet.”

Linjerne er trukket skarpt op mellem en sekulær og moderne befolkning, som hungrer efter frihed og bedre levevilkår, og et religiøst islamisk regime, hvis fundament er bygget på undertrykkende love og brutalitet. Det er ikke til at sige, om den iranske befolkning i denne omgang af protester kan overvinde regimets brutalitet, og slå det ned en gang for alle. Det må tiden vise. Håbet er dog lige nu større end nogensinde i befolkningen. Det nuværende iranske regime sidder på lånt.

Skeptikere spørger, hvad det nytter, at befolkningen går på gaden og bliver dræbt, når regimet alligevel bliver ved magten? Til dem må man svare: Hvad er alternativet for den iranske befolkning? Historisk er et regime af denne karakter, som er umuligt at reformere indefra, og som er parat til at bruge alle midler for at bevare sin magt, aldrig blevet væltet ad fredelig vej.

At vælte det nuværende iranske regime kræver en revolution, som kommer til at blive en af de største – hvis ikke den største – i nyere tids historie, og som vil få en kæmpemæssig effekt på ikke bare regionen, men hele verden. Det kommer desværre til at kræve menneskeliv, og det bliver sandsynligvis endnu mere blodigt, end det allerede har været, når tingene spidser til. Det er desværre folkets lod i en revolution.

Men friheden, som vil blive tilkæmpet på den anden side, vægter højere, og det står skrevet i øjnene på de unge iranere, som i disse dage går på gaden velvidende, at de på ethvert tidspunkt kan blive skudt og dræbt af regimets sikkerhedsstyrker. Det mod holder håbet om et Iran fri fra undertrykkelse og elendighed højt.