Coronakrisen har ramt det meste af verden som en nedbrydningskugle, og viser hvordan små begivenheder på den anden side af kloden kan lukke verdensøkonomien ned, skriver HK Privats formand, Simon Tøgern. Covid-19. Illustration: Imad Sanouni
7 min. læsetid

De seneste måneders krise har på brutal vis anskueliggjort for os alle, hvordan menneskenes liv på denne klode er blevet vævet sammen, og hvordan vi – mennesker, virksomheder og nationer – på godt og ondt er blevet afhængige af hinanden.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Simon Tøgern

Når uhygiejniske forhold på et fødevaremarked, i en for de fleste af os ukendt, kinesisk storby kan lægge verdensøkonomien ned – så er vi i sandhed blevet globaliserede!

Krisen vil formentlig sætte sig varige spor i vores politiske kultur, og i måden vi omgås hinanden. Statslige sundhedsmyndigheder og hospitaler i de udviklede lande vil blive søgt styrket. Forskellige former for masseovervågning vil vinde frem. Medicinsk forskning vil blive tilført flere midler. Fortsæt selv remsen…

Hvad lammer verdensøkonomien næste gang?

Krisen afslører også, hvor skrøbelig verdensøkonomien er. Kun få ugers nedlukning vil tydeligvis få langtrækkende konsekvenser for både den globale og den lokale økonomi. Når dårlig hygiejne på et marked i Kina kan lukke hele verdensøkonomien ned, hvad kan så ellers lukke økonomien? Hvornår får vi den næste pandemi? Hvornår bliver det røgskyerne fra skovbrande i Asien eller vulkanudbrud i Island, der lukker den globale flytrafik ned? Politisk og økonomisk kollaps i Italien, der tilter den europæiske økonomi? Eller borgerkrig i Mexico eller strejkebevægelser i Kina, som lammer store af verdens industriproduktion?

Den slags er selvsagt umuligt at forudsige. Det eneste helt sikre er – at det vil ske. At store eller små begivenheder et eller andet sted på kloden vil have potentiale til at lukke verdensøkonomien ned igen – og igen. Sårbarheden og uforudsigeligheden er blevet er vilkår.

Et af svarene kan vi allerede ane. Menneskers ret til frit at rejse vil blive begrænset på forskellig vis: Periodiske ind- og udrejseforbud, sundhedscheck ved passage af landegrænser, isolation af byer og regioner vil forekomme. Alt sammen med ødelæggende virkning for en af verdens største industrier – turistindustrien.

Markedet sikrer ikke sundhed

Varernes frie bevægelighed bliver principielt set ikke begrænset. Men der vil komme et bredt krav om, at produktion og distribution af ”strategiske” produkter (ansigtsmasker, respiratorer o.s.v.) bliver underlagt statslig kontrol. Markedet har tydeligvis ikke været i stand til at sikre tilstrækkeligt med nødvendigt udstyr til verdens største (og dyreste) sundhedsvæsen – det amerikanske.

Store globale virksomheder vil komme til at genoverveje deres strategier. Det har vist sig, at lange forsyningskæder kan være for usikre og skrøbelige. Der vil derfor blive tænkt i kortere og parallelle forsyningskæder. Varernes frie bevægelighed vil således ikke blive anfægtet – men varerne vil komme til at bevæge sig ad kortere veje. Det vil kunne mærkes i de dele af transportsektoren, som transporterer halv- og helfabrikata mellem kontinenterne. Måske også ved at produktion bliver flyttet tilbage fra Asien til Europa.

Derimod er det sværere at se, at bevægelserne af kapital og information vil blive begrænset som direkte følge af den aktuelle krise.

‘Taal’ på Filippinerne er den seneste store vulkan til at gå i udbrud i januar 2020. Udbruddet er nu blevet nedgraderet, men faren for, at en skovbrand eller et vulkanudbrud kunne blive den næste ‘force majeure’, som lammer verdensøkonomien, er stadig til stede, skriver Simon Tøgern. Satellitfoto fra European Space Agency.

Corona ændrer job og fagbevægelse

Men ligesom corona-krisen vil påvirke verdensøkonomiens ”tektoniske plader”, så vil den også påvirke fagbevægelsen og de emner og temaer, som vi kommer til at tage op i den kommende tid. Personlig hygiejne, kvalitet og hyppighed af rengøring på virksomhederne, organisering af kantiner og frokoststuer, politikker for hjemmearbejdspladser, normer for afvikling af video-konferencer og møder over Skype /Teams /Zoom vil alt sammen blive genstand for kollegial diskussion og emner for arbejdsmiljø- og tillids-repræsentanterne i de kommende måneder og år.

I Danmark har der været endog meget bred opbakning til rækken af støttepakker, som regeringen med et praktisk taget enigt Folketing bag sig har gennemført. De store aftaler er blevet forhandlet på plads med arbejdsmarkedets parter.

Det overordnede strategiske mål har været at holde hånden under beskæftigelsen og bevare virksomhederne intakte, så de er parate til at gribe mulighederne, når den internationale økonomi åbner op igen.

Erhvervspakker ja – betale regningen nej

Men pengene til de mange ”pakker” er ikke hentet ud af den blå luft. Efterfølgende får vi en kamp om betalingen af de mange og store regninger. Her skal man ikke forvente den samme larmende enighed. De første borgerlige debattører er allerede sendt i marken med forslag om lettelser af topskatten og virksomhedernes skattebetalinger.

Men mere overset er den genopretning, der skal ske af vores overenskomstmæssige og lovgivningsbaserede rettigheder som lønmodtagere. I mange virksomheder er overenskomstmæssige rettigheder blevet suspenderet efter aftale med de tillidsvalgte og de faglige organisationer. Her er der typisk snor i tingene, aftalerne er skriftlige og forsynet med en udløbsdato. Mange steder er funktionærlovens og ferielovens varslingsbestemmelser også blevet fraveget. Igen gælder det, at hvor det er sket efter forhandling og aftale med de tillidsvalgte og de faglige organisationer, så er der typisk check på det.

“Mange lønmodtagere har under corona-krisen kigget ned i en dyb afgrund af – vilkårlighed, grådighed, fumleri og ren panik… mon ikke det har styrket opbakningen til ‘den danske model’?”

Men den store udfordring ligger i de mange – typisk mindre – virksomheder, hvor der ikke er en overenskomst, hvor der ikke er valgt en tillids- eller arbejdsmiljø-repræsentant og hvor fravigelserne er sket som et diktat – ”for der er jo tale om force majeure”. Altså de steder, hvor fravigelserne og lønnedgangen er sket under trusler om fyringer.

Faglig kamp mod jungleloven

Hvornår er der ikke længere tale om ”force majeure”? Hvornår er situationen normaliseret så meget, at vi kan gå tilbage til den oprindeligt aftalte løn – og der igen kan blive indbetalt til pensionsordningerne?

I HK Privat har vi set og hørt om mange situationer – også i virksomheder, som ikke har været specielt hårdt ramte – hvor arbejdsgiverne har tiltaget sig en ensidig ret til at fortolke og ensidigt ændre i formelle og uformelle aftaler.

Alle faglige organisationer får i de kommende uger og måneder travlt med at genoprette gamle aftaleforhold og anlægge fag- og civilretslige sager alle steder, hvor vores medlemmer ikke vil acceptere den – midlertidige – genindførelse af jungleloven på et ellers overvejende velreguleret arbejdsmarked.

Mange lønmodtagere har under corona-krisen kigget ned i en dyb afgrund af – vilkårlighed, grådighed, fumleri og ren panik. Og mon ikke det har styrket opbakningen til ‘den danske model’, med udstrakt beskyttelse af den enkelte lønmodtager og stærke organisationer til at forhandle og håndhæve reglerne?


Simon Tøgern er uddannet litograf, og har været formand for HK Privat siden 2011. Før det har han gennem 10 år været formand for HK IT, medie & industri Hovedstaden. Han er medlem af HK Danmarks Hovedbestyrelse, og har været medlem af SF siden 1978.