Hvis folk, der har været på arbejdsmarkedet i mange år, skal motiveres til at tage efteruddannelse, skal der nytænkes for at få dem tilbage på skolebænken, mener Simon Tøgern. Foto: Cadsoft computer classes
5 min. læsetid

En “voksen SU”, hvor modtageren kan få op til 150 % af dagpengesatsen, vil garantere flere tager efteruddannelse, også selvom de er midt i deres arbejdsliv.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Simon Tøgern, formand for HK Privat

Arbejderbevægelsen og det progressive Danmark vandt sidste års folketingsvalg. Opbakningen til velfærdsstaten og ideen om fællesskabet, der sikrer alle lige muligheder i livet står historisk stærkt. På den baggrund kan det undre, at bortset fra klimadagsordenen og ambitionen om at kompensere for borgerlighedens afskaffelse af efterlønnen, så virker det ikke som om arbejderbevægelsen – endsige dens venstrefløj – har nogen specielt klar forestilling om den næste ”store reform”.

Historisk har arbejderbevægelsen i alliance med den progressive del af borgerligheden sikret de mange adgang til uddannelsessystemet. Det betyder, at den danske befolkning i dag hører til blandt de bedst uddannede i verden. Og det er igen en af forudsætningerne for den avancerede samfundsmæssige arbejdsdeling, som karakteriserer Danmark, og som igen er en af forudsætningerne for danske virksomheders høje produktivitet.

Men hvad er det næste skridt? Hvor står den næste hegnspæl, som vi skal have flyttet? For det forholder sig vel ikke sådan, at de venstreorienteredes eneste bud er blot og bar ”velfærdsmaksimalisme”?

Gennem de sidste par årtier har fagbevægelsen sat efter- og videreuddannelse højt på dagsordenen. Kompetencefonde, ”selvvalgt uddannelse”, ”aftalt uddannelse” og andre initiativer har været de dominerende temaer ved en række af de seneste overenskomstfornyelser. Det har der været bred opbakning til blandt fagbevægelsens medlemmer.

Overenskomsterne giver således i dag en række reelle muligheder for, at den enkelte – gerne sammen med kollegerne – kan efter- og videreuddanne sig. 70’ernes og 80’ernes vision om BFU – Betalt Frihed til Uddannelse – er realiseret. Den succes kan vi godt tillade os at sole os i!

Men der er plads til – og brug for – mere end det! Hvis den voksne ”midt i livet” skal sikres reelle muligheder for at løfte sig uddannelsesmæssigt, så skal der mere til end et par ugers kurser her eller der. Det kan være fint nok. Men hvis den ufaglærte vil løfte sig til faglært niveau, hvis den faglærte vil videre med en akademi- eller diplomuddannelse, så skal der mere til. Så rækker det ikke med et par uger.

Hvis den voksne midt i livet vil tage det store skridt, så forudsætter det blandt meget andet, at man har reel mulighed for at hive et eller to hele år ud af kalenderen, ikke mindst i økonomisk forstand.

Derfor skal der udvikles en plan for, hvordan voksne mennesker med ‘mand & børn’ kan sikres økonomisk grundlag for at gennemføre en uddannelse – en uddannelse, som skolekammeraten fik gratis, da hun tog den i direkte forlængelse af folkeskolen. Det ubrudte forløb folkeskole-gymnasie-erhvervsakademi eller professionshøjskole (for ikke at nævne universitetet) er i princippet ”gratis” forstået på den måde, at samfundet betaler uddannelsen og sikrer underholdet i form af SU. Det kan være fint nok.

“Hvis den voksne midt i livet skal sikres reelle muligheder for at løfte sig uddannelsesmæssigt, så skal der mere til end et par ugers kurser her eller der.”

Men det er ikke praktisk økonomisk muligt for ret mange at gennemføre det samme forløb ”midt i livet”, selvom det samfundsmæssigt er langt mere rationelt.

Mere lighed i uddannelserne

Svaret på den udfordring er ”den store voksenefteruddannelses-reform”. Den kan kort skitseres som følger: Voksne, som ikke har forbrugt af deres SU-rettigheder gennem de sidste ti år, og som ikke har en professions- eller universitetsuddannelse skal have mulighed for at modtage en ydelse – en ”voksenSU” – svarende til 150 procent af dagpengesatsen (28.500 kr/mdr), hvis de påbegynder en af de uddannelser, som samfundet udpeger som særligt nødvendige. Det vil konkret sige, at den ufaglærte skal kunne gennemføre en uddannelse til sosu-assistent eller kontorassistenten til datamatiker på 150 procent af max dagpenge.

En sådan model vil kunne indrettes, så der løbende kan ”skrues op og ned” for, hvor mange, der får adgang til hvilke uddannelser. Det vil kunne bidrage til at sikre samfundet arbejdskraft med de nødvendige kvalifikationer – og det vil være et vægtigt bidrag til, at uddannelsessystemet igen kommer til at bidrage til at sikre lighed.

Den slags er selvsagt ikke gratis. Men med mindre man hører til den eksklusive skare, som ved hvor ”pengetræerne” gror, så skal man selvfølgelig kunne anvise veje til at finansiere en sådan ambitiøs reform.

Jeg tør næsten ikke skrive det! Men en del af finansieringen vil kunne hentes fra det ”overforbrug”, som samfundet i disse år har på uddannelse af visse typer af humanistiske kandidater – med tilhørende SU-forbrug. Der er intet progressivt – endsige venstreorienteret – i at insistere på fortsat at bruge uddannelsesmilliarderne på den måde.

Så de venstreorienterede kan vælge, om de vil slås for mere af det samme. Eller om vil kigge frem mod det næste store skridt mod mere lighed i uddannelse.


Simon Tøgern er uddannet litograf, og har været formand for HK Privat siden 2011. Før det har han gennem 10 år været formand for HK IT, medie & industri Hovedstaden. Han er medlem af HK Danmarks Hovedbestyrelse, og har været medlem af SF siden 1978.