Den politiske kraft i indvandringsmodstanden

Europæiske lande tænker i stadig højere grad den fysiske plads i afrikanske lande som en mulig løsning på deres racemæssige og demografiske angst for voksende strømme af immigranter og flygtninge.

Oversat af Asbjørn Nielsen

Af Ampson Hagan

Det politiske pres på immigrationsspørgsmålet er og forbliver et ambivalent og stærkt kontroversielt emne i vestlige lande – et af de mest påtrængende socialpolitiske spørgsmål, som landene står overfor.  

I Israel var Benjamin Netanyahu (premierminister, red.) fanget i en skruetvinge: på den ene side af krav om stramninger på immigrations-området fra sit eget partis højrefløj, og på den anden side fra landets aktivistgrupper og den politiske venstrefløj. Han trak for nyligt sin plan om at udvise omkring 40.000 sorte afrikanske immigranter tilbage. Det er dog blevet vinklet som en demonstration af, hvordan en politisk krise fanger nationalistiske ledere i krav fra fremmedhad og fremskridt, der forviser sorte immigranter til rollen som brikker i et politisk skakspil mellem hvide mennesker, der er mere interesserede i at fremstå etisk og moralsk forsvarlige, end i at sikre immigranters og flygtninges levevilkår.

Israel som Fort Europas yderste grænse

Afrika er i dag et laboratorium for Vestens politik mod indvandring. Europæiske lande, inklusiv Netanyahus Israel, har længe brugt afrikanske nationer som steder for massedeportationer, politi-razziaer mod mistænkelige immigranter, og sågar frivillig hjemrejse. I Israels tilfælde har man betalt sorte afrikanere for at forlade landet. De eksempler repræsenterer en form for racisme, der udgiver sig som immigrationskontrol og i stigende grad bliver mere udbredt, efterhånden som Europa ser på afrikanske landes fysiske størrelse som mulig løsning på Europas racemæssige og demografiske bekymringer. Netanyahus tilbagetrækning af forslaget om med magt at udvise sorte afrikanske immigranter fra Israel kom få måneder efter, at landet vedtog en politik med at betale sorte afrikanere penge for at forlade Israel frivilligt eller blive fængslet.

Allerede tilbage i 2013 fremlagde israelske politikere et lovforslag om at tilbyde immigranter 3.500 dollars for at rejse hjem. Det viser, hvordan migrations-foranstaltninger genbruges med års mellemrum. For nylig er Israel begyndt at rekruttere civile til midlertidigt at fungere som politibetjente, der skal hjælpe staten med at få udvist sorte afrikanere, det understreger Israels klare bestræbelser på at få dem ud af landet. Netop den territoriale adgang til Uganda og Etiopien som tredjeparts lande – som Israel kan deportere immigranter og flygtninge til – understreger, hvordan det centrale i Israels anti-immigrations politik bygger på adgangen til afrikanske lande.

Anti-immigration er det nye sort

Det bør ikke vinkles som en historie om, hvor hårdt det er at være en konservativ leder i Vesten, som skal klare migration – fanget mellem anti-immigrations holdninger til højre og aktivistiske pro-migration grupper til venstre. Uheldigvis har de politiske muligheder, som racisme fostrer, vist sig særdeles velegnede til at holde debatten i kog snarere end direkte ukvemsord og social afvisning. De ideer tjener som politisk kapital, og pro-immigrations grupper har haft svært ved at appellere til den ”moralske autoritet” hos konservative politikere, der ønsker racerenhed i deres lande.

Israel og Netanyahu har nået et punkt, hvor deres racistiske politik imod sorte immigranter har mødt anseelig modstand fra demonstranter og venstrefløjen. De øjeblikke med modstand er dog sjældne.

I USA lod præsident Trump en lukning af statsapparatet fortsætte, fordi demokraterne nægtede at finansiere bygning af muren ved den sydlige grænse til Mexico. I august 2018 vedtog Frankrig strammere love mod indvandring for at tilfredsstille offentligheden, der opfattede fransk indvandringspolitik som ’for slap’. De kun let skjulte racistiske opfattelser af hvad det vil sige at være fransk har været en del af det politiske landskab i Frankrig i årevis og har fortsat givet hvide franskmænd en følelse af demografisk angst, som er benzin på bålet for indvandringsdebatten.

Lov mod menneskesmugling i Niger

Efter hårdt pres fra EU vedtog Niger i 2015 en lov mod menneskesmugling og tillod dermed landets militær at arrestere og fængsle smuglere, samt at lade myndighederne bringe immigranter til politiet eller den Internationale Organisation for Migration, IOM, som er FN-organisationen, der står for at koordinere anti-immigrations tiltag i Afrika. Den lov mod menneskesmugling i Niger har vist sig utrolig effektiv. På sit højeste var antallet af immigranter gennem Niger i 2015 mellem 5.000 – 7.000 om ugen, der rejste videre til Libyen. Men kriminaliseringen af menneskesmugling har presset tallene ned på omkring 1.000 pr uge ifølge IOM. Med andre ord har anti-immigrations politikken virket ved at bremse ‘sort vandring’. Politikere kan vise, at de hindrer afrikanere i at rejse til Europa, uanset hvad det koster, og viser, at deres politik ’virker’. Dermed skaber de en besnærende retfærdiggørelse af fortsatte grænseprojekter, herunder udvisningen af sorte folk – ofte ved hjælp af raceprofilering, der antager, at alle sorte er migranter uden papirer.

Levedygtigheden i disse anti-immigrations regler og den voksende magt hos de grupper, der promoverer dem, bliver underbygget af den stigende nervøsitet hos europæere, som ønsker at bevare deres nyliberale arbejdsliv, som de føler sig berettigede til uden hensyn til de mange mennesker, ser understøtter den livsstil gennem udnyttelsen af deres arbejdskraft.

Marine Le Pen og den hollandske, højrepopulistiske partileder Thierry Baudet har sammen med andre politikere i Vesteuropa talt for xenofobiske og racistiske synspunkter, og har samtidig blåstemplet politiske tiltag mod immigranter i deres respektive lande, og opfordret Europa til at befæste sine grænser. Ellers har fremmedhadsk og anti-immigrationspolitik i Europa over for sorte afrikanere kunnet læne sig op ad de påståede ”ikke-racistiske” og ”teknokratiske” migrations-projekter indenfor det afrikanske kontinent.

Populismens fremmarch på racismens motorvej

Det anti-immigrations fremmedhad, der blåstemples og udføres af Netanyahu, Trump, Macron og andre, belyser, hvor politisk brugbart det sociale klima er for racistisk og fremmedhadsk politik, til trods for at vi lever i en mere ”oplyst” tidsalder. Om noget viser eksempler som Italiens indenrigsminister Matteo Salvini – der har brugt effektive populistiske kneb til at få italienere til at omfavne det yderste højre og dets modstand mod indvandring – hvordan Europas historiske, geografiske og økonomiske nærhed til Afrika vil fortsætte med at være omdrejningspunktet for det ulige magtforhold, som Europa har nydt godt af på bekostning af sorte folk.

Mange afrikanske nationer, der næsten alle er tidligere kolonier, forbliver overvejende eksportører af råstoffer og socialpolitiske ressourcer til europæiske magter. Selv i lande som USA og Israel – med ledere, som presset af højregrupper har ført en hård anti-immigrations politik – kan de stadig imponere deres anti-immigrant bagland og vælgere, ved at spille politisk fodbold med mennesker. Når Netanyahu tumlede gennem det politiske minefelt i sin usikre genvalgs-kampagne, holdt støtter og modstandere af hans anti-immigrations politik nøje øje med, hvordan han brugte sin ny højrefløjs-koalition til sorte skræmmekampagner og fremmedhad for at sikre sig stemmerne i præsidentvalget i april 2019.

Oversat fra The political viability of anti-immigrationism. Find den oprindelige artikel fra Africa is a Country her

Ampson Hagan er ph.d.-studerende i sociokulturel antropologi på University of North Carolina.