Den radikale modernisme og den socialistiske modernisme

Allerede efter den borgerlige franske revolution i 1789 blev betingelserne for kunstnernes samfundssige position ændret radikalt, og ‘den moderne bohemekunstner’ trådte ind på den kunsthistoriske scene.

1791 betød afslutningen på hoffets og aristokratiets monopolisering af kunstmarkedet. Kunstsalonerne åbnedes for alle kunstnere. Revolutionen betød afslutningen på Akademiets diktatur, og der opstod private kunstskoler.  

I 1792 besluttede konventet at gøre den enevældige kunstsamling på Louvre til et offentligt museum. Herefter befandt flertallet af kunstnerne sig i en ny situation, hvor de overladt til sig selv måtte skabe sig en selvstændig position på et frit marked. Borgerskabet fordrede med tiden en kunst med mytologiske motiver og skildring af ‘det hellige borgerliv’; i eftertiden kendt som ‘den borgerlige salonkunst’.

Den moderne bohemekunstner blev bragt i et voldsomt dilemma; først og fremmest blev kunstnere gjort afhængig af borgerklassens livssyn og dets kunstmarked, men kunstnerne fik samtidig også generet en voldsom foragt for det selvsamme borgerskabs konservatisme, livsstil og bornerthed.

1800-tallets kunstretninger

Nye kunstretninger med vidt forskellige programmer afløste hinanden med voldsom hast i 1800-tallet. Romantikken gjorde op med den borgerlige rationalitet og klassicisme og bragte de store følelser ind i kunsten, impressionismens program opdagede en ny måde at sanse og iagttage på, socialrealismen satte fokus på den sociale bevidsthed og den armod, som industrialiseringen førte med sig, og symbolismen satte spørgsmål ved den ydre, fysiske virkelighed.

Industrialiseringen betød også, at der opstod andre nye og helt anderledes fokuspunkter for de kunstneriske strømninger. ‘Arts and Crafts Movement’ – en æstetisk reformbevægelse i England i anden halvdel af 1800-tallet – reagerede imod en hovedløs ‘industrialiseret æstetik og formede en bevidst æstetisk kvalitet og design.

Bevægelsen fik stor betydning for bl.a. jugendstilen og Bauhaus. Også konstruktivismen og De Stijl skulle udforme moderne design og arkitektur.

I begyndelsen af det 20. århundrede trådte ekspressionismen og kubismen så ind på den kunstneriske scene og forandrede alting; Ekspressionismen frigjorde farven og subjektet, kubismen pegede på de abstrakte grundformer og den simultane iagttagelse (genstanden set fra forskellige sider på forskellige tidspunkter).

Der havde allerede været tendenser til begge kunstneriske landvindinger i det 18.århundrede. Den Franske maler Eugéne Delacroix (1798-1863) frigjorde i høj grad farverne og ’Delacroix’s palet’ er ligefrem blevet et begreb. Maleren Poul Cézanne (1839-1906) dannede bro mellem impressionismen og kubismen.

Reaktion på verdenskrigen

De politiske konflikter og krige i Europa i det 20. århundrede blev efterfølgende afgørende for radikaliseringen af modernismen. Verdenskrigen 1914 – 1918 havde afgørende betydning for Dadaismen (1916-1924) med dens absurde forestillinger og happenings i Zürich på Cabaret Voltaire.

Dadaismen var i høj grad en protest imod 1. Verdenskrigs brutalitet og mod den borgerlige samfundsorden, som havde frembragt krigen. Dermed blev DADA også et angreb på den borgerlige kunstopfattelse, hvilket indebar en afstandsstagen fra alt, hvad der betragtedes som finkultur.  

Surrealismen (fransk: over-realisme) voksede som bevægelse i begyndelsen af 1920’erne ud af den anarkistiske dadaisme. Surrealismen kørte et parløb med marxismen i den forstand, at de anerkendte kommunismens kamp for frigørelse og ændringer af de materielle forhold, mens surrealismen parallelt kæmpede for en frigørelse af sindet og det ubevidste.

I Danmark fik surrealismen fodfæste i begyndelsen af 1930’erne. På den ene side Wilhelm Freddie, der tog afsæt i Dalís håndmalede drømmefotografier, og på den anden side Ejler Bille, Richard Mortensen, Vilhelm Bjerke Petersen m.fl., der satte den abstrakte surrealisme på dagsordenen med dannelsen af ‘LINIEN’ i 1933.

Den surrealistiske idéverden fortsatte med at udøve en stærk påvirkning på efterfølgende retninger, særligt Cobra-bevægelsen. Mange af disse kunstnere var samtidig medlemmer af det Danske Kommunistparti i en lang årrække.

Imidlertid opstod der ved første verdenskrigs afslutning der politisk uro, opstande og revolutioner i Europa. I Rusland faldt Zar -og kejserdynastiet Romanov ved februarrevolutionen 1917. Efterfølgende satte Bolsjevikpartiet sig endegyldigt på magten gennem oktoberrevolutionen. I de første år efter revolutionen herskede et mangefold af stilarter. Modernistiske retninger som suprematismen og konstruktivismen kæmpede side om side med socialrealismen for at skabe en ny revolutionær folkeopdragende kunst.

I ateliererne producerede suprematisterne og konstruktivisterne ren abstrakt kunst og de brugte den nye visuelle viden til at udbrede en dynamisk propaganda og agitation gennem de statslige organisationer AgitProp og ProletKult.

Hvilken kunst vil Sovjet have?

Efter Lenins død i 1924 opstod der politisk kamp om magten i det Sovjetiske Kommunistparti mellem Josef Stalin og venstreoppositionen ved Lev Trotskij. Særlig venstreoppositionen og Trotskij havde gode forbindelser og alliancer med de radikaliserede modernistiske bevægelser og strømninger.

I 1927 blev Trotskij ekskluderet fra partiet og han måtte søge landflygtighed. Samtidig blev de modernistiske bevægelser forbudt. Det politiske argument var, at de var under påvirkning af og et udtryk for reaktionær, vestlig indflydelse. Det kommunistiske statsapparat ophøjede i 1932 den socialrealistiske kunst til at blive den eneste stats autoriserede kunst. Denne beslutning skal ses i sammenhæng med en stigende ensretning og en benhård politisk undertrykkelse af ytringsfriheden i det Sovjetiske samfund.

De modernistiske kunstnere i Europa så selvfølgelig med en vis skepsis på denne udvikling, men valgte alligevel at have et tilknytningsforhold til de forskellige nationale kommunistpartier i efterkrigstiden. Sovjet og kommunistpartierne havde været en drivende kraft i bekæmpelsen af nazismen og fascismen, og det gav politisk kredit.

I Danmark holdt DKP en kulturpolitisk konference i 1948, hvor flere repræsentanter for forskellige dele af kulturlivet deltog. Her diskuterede man forholdet mellem socialrealisme og det modernistiske billedsprog. Det blev en debat der fortsatte op igennem 1950’erne.

De modernistiske kunstnere forlod hen ad vejen DKP. Asger Jorn stemplede ud i 1956 og orienterede sig herefter mere mod anarkismen og var medstifter af ‘Internationale Situationniste’. Richard Mortensen endte i SF efter Budapestopstanden og Sovjets invasion af Ungarn i 1956, og fortsatte med at orientere sig mod samtidens politiske konflikter og problemstillinger.

Fra situationister til ungdomsoprør

Efterkrigstidens modernistiske kunstretninger i Danmark favnede vidt. LINIEN II (1947 – 52) fandt frem til at klart abstrakt/konkret billedsprog, der skulle være med til at rydde op efter verdenskrigens kaos og bygge et nyt konstruktivt samfund op.

Cobra (COpenhagen BRuxelles Amsterdam 1948-51) var en international kunstnerisk bevægelse, der havde rødder i den revolutionære surrealisme. Cobra var et oprør imod de regler, der virkede bremsende på fantasiens og inspirationens udfoldelse:

Den store Cobra-udstilling i Amsterdam 3. november – 28.november 1949 på Stedelijk Museet endte helt galt. ‘Kommunistiske slagsmål i Museet’, ‘Stedelijk Museum offer for kommunistisk propaganda’ hed det i medierne. Christian Dotremont (Belgisk maler og digter) åbnede udstillingen ved i voldsomme vendinger at tale kommunismens sag og angribe kapitalismen. Det endte i et gevaldigt slagsmål. Af danske kunstnere i Cobra skal nævnes Asger Jorn, Carl Henning Pedersen, Henry Heerup, Else Ahlfeldt, Egill Jacobsen, Ejler Bille, billedhuggeren Erik Thommesen m.fl.

Situationisterne (Internationale Situationniste 1957-72) var en international anarkistisk bevægelse med rødder tilbage til dadaismen. Situationismen var kendt og berygtet for dens mange happenings. Der var et kulturelt og farverigt oprør oprør imod ‘borgerlige nyttemoral’. Fra Danmark var flere aktive i bevægelsen, blandt andet Jørgen Thorsen, Jørgen Nash og Asger Jorn.

Så kom ungdomsrøret i 1968 med Vietnambevægelsen og ‘et nyt venstre’ opstod i kølvandet. Det betød også en genopblussen af den politiske kunst. For eksempel skal nævnes ‘Røde Mor’, som lavede politisk realistisk kunst, men som også havde rødder tilbage til dadaismen med gruppens absurde sceneoptræden. Teatergruppen ‘Solvognen’ lavede veldefinerede happenings, og som bragede igennem i medierne. Ligeledes EKS – KUNSTSKOLEN og Særlig Bjørn Nørgaards happening ‘hesteoffer’ i 1970 skal nævnes.

Hvad sker der nu efter postmodernismen?

Hen mod slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne ebbede det politiske kunstneriske engagement ud. Det var blevet tydeligt for enhver, at de socialistiske eksperimenter i Sovjet og Kina var kørt af sporet og var endt som brutalt undertrykkende og korrupte statsregimer. Drømmen om det socialistiske utopia brast.

Postmodernismen med dens romantiske virkelighedsflugt indtog den danske kunstscene i 1980’erne med historien om, at individet skulle frigøres fra ‘De store fortællinger, utopierne, og sandheden’. De politiske kunstbevægelser i 1960’erne og 1970’erne blev afmonteret. Det blev umoderne at tage politisk stilling. ‘Ideologierne er døde’ erklærede man. Alt var ‘lige gyldigt’.

Empirismen – hvordan man skal føle sig frem til sin sandhed – blev sat i højsædet, og der blev set ned på rationalismen og rationel politisk tankegang. Kunsten – eller i hvert fald billedkunsten – har herefter befundet sig i en langvarig politisk dvale.

Hjulet i den kunsthistoriske udvikling er måske netop nu ved at dreje endnu en omgang. Vi er hastigt på vej ind i en ny alvorlig og farlig politisk periode, som er defineret ved gigantiske politiske konflikter og udfordringer:

En altødelæggende klimakrise – krige i Ukraine og Mellemøsten der risikerer at komme ud af kontrol. Demokratierne, de demokratiske rettigheder og ytringsfriheden er truet, en højreradikal populisme og autokratier vinder frem internationalt, og der er klare, sammenlignelige træk til tiden i 1930’erne. Donald Trump i USA er et glimrende eksempel på, hvor farlig situationen er.

Der er en voldsom international flygtningekrise på grund af klimaforandringer, sult og ulighed. Der er flygtningekrisen med flygtningestrømme fra de fattige lande mod de rige lande. Fattigdom og miljøkatastrofer får millioner af mennesker til at bryde op. De rige lande bygger mure op omkring sig. De flygtninge der alligevel lykkes med at komme frem, bliver behandlet umenneskeligt, uværdigt og racistisk.

Når vi ser tilbage på den moderne kunsthistorie og de store politiske krisers betydning for radikaliseringen af kunsten er det nærliggende at få den tanke, at kunsten måske står foran et opbrud og at det kunstneriske pendul vil svinge tilbage igen. Hvordan? Det vil tiden vise.