Den russiske økonomi skranter
Søren Riishøj analyserer det nye russiske statsbudget, der tager temperaturen på landets økonomiske helbred.

Det nye russiske statsbudget tager temperaturen på landets økonomiske helbred. Selv om tallene afslører, at Rusland er en såkaldt ‘skrantende stat’, så er der dog en – om end beskeden – vækst i økonomien, trods sanktionskrigen med Vesten.

Af Søren Riishøj
I november vedtog Dumaen, det russiske underhus, statsbudgettet for årene fra 2020 – 2022.
Som altid er budgetoverslagene usikre. Særlig vigtigt for Rusland er – og bliver – olieprisen. Her regnes der med et prisfald i de nærmeste år. Men den forhøjede, indirekte beskatning (moms) betyder, at der alligevel kalkuleres med et fald i underskuddet på statens budget. Stigningerne i de statslige udgifter vil vi opleve i form af flere større statsligt støttede bygge- og anlægsprojekter til modernisering af den russiske økonomi og i form af flere sociale udgifter. Der er således på budgettet afsat stigende udgifter til sundhed og uddannelse, sikkert i et forsøg på at inddæmme den voksende sociale utilfredshed.
Den sociale kontrakt – som går ud på at sikre en voksende levestandard mod en accept af det politiske system – vakler. Den virkede tilbage i 00’erne, men ikke i samme grad i dag. Militærudgifterne påregnes at falde med tre procent over de næste to år, mens udgifterne til at opretholde landets indre sikkerhed til gengæld stiger. Hvor meget er uklart, ud fra de foreliggende tal.
Den økonomiske vækst er blandt russiske og internationale eksperter beregnet til at blive på beskedne 1 – 2 procent om året. Det er store, statslige bygge- og anlægsprojekter samt stigende indenlandsk efterspørgsel, der skal sikre væksten. Et alvorligt problem er lav effektivitet og lav udnyttelse af de statslige støtteordninger.
Petro-staten
Som Peter Rutland vurderer i en analyse for »Center for Sikkerhedsstudier« i Zürich, vil Rusland fortsat være en petro-stat – altså være stærkt afhængig af eksport af olie, kul og gas. Der er ikke udsigt til de store strukturelle forandringer i økonomien.
Makroøkonomisk stabilitet, ikke politisk risikable reformer, står øverst på dagsordenen. Det store spørgsmål er, om Rusland vil være en »ailing« (skrantende) eller »failing« (svigtende) petrostat. En »ailing« petrostat kan godt opnå beskeden vækst, mens en »failing« stat derimod bevæger sig mod den økonomiske afgrund.
Lige nu er Rusland mest en »ailing« petrostat, selvom landet er verdens næststørste eksportør af olie. En voksende andel af eksporten går til Kina. Kina får 20 til 25 procent af sin samlede olieimport fra Rusland.

Modsanktionerne vendt mod Vesten
Sanktionskrigen med Vesten påvirker også den russiske økonomi. Det er fem år siden, at Rusland indførte modsanktioner over for Vesten som svar på sanktionerne mod Rusland i kølvandet på Maidan og annekteringen af Krim. De ramte primært importen af landbrugs- og fødevarer.
Stephen K. Wegren vurderer i analysen for »Center for Sikkerhedsstudier«, at sanktionerne har haft stor indvirkning på den russiske økonomi. Fra 2013 – 2017 faldt den samlede import af fødevarer fra 43 mia. dollar om året til 24 mia.; kort sagt har der været tale om et stærkt mærkbart fald. Det har ført til milliardtab i eksportindtægter for vestlige fødevareproducenter.
Importen af fødevarer er derimod steget fra lande som Hviderusland, Tyrkiet, Brasilien, Ecuador, Sydafrika, Chile og Argentina – lande, der ikke har bøjet sig og indført sanktioner mod Rusland. Færøerne er heller ikke med i sanktionerne og har tjent godt på eksport af fisk til Rusland til ekstra høje priser.
Siden fødevareembargoen mod Vesten er Kina blevet Ruslands største handelspartner for fødevarer. Ophøret af fødevareimport fra vestlige lande har skabt både høj selvforsyning og ekstra stor landbrugseksport. Rusland har ud over Kina øget samhandelen med fødevarer med lande som Vietnam og Japan. Rusland er også blevet mere selvforsynende, når det gælder landbrugsmaskiner. Her er selvforsyningsgraden vokset fra 24 procent i 2014 op til 60 procent i 2019. Der er blevet ydet store statssubsidier for at realisere denne stigning.
Nominelt er den samlede værdi af landbrugsproduktionen vokset med 42 procent fra 2013 til 2018. Særligt tungt vejer korn og grøntsager. For grøntsager har vi at gøre med en tredobling af produktionen. Siden 2014 har kornhøsten hvert år oversteget de 100 millioner tons. I perioden fra 2015 – 16 blev Rusland verdens største eksportør af hvede, hvilket har holdt sig siden. Ikke kun Kina og Asien, men i stigende grad også Mellemøsten er hovedmodtager af den russiske fødevare- og landbrugs-eksport.
For mælk og mælkeprodukter har vi ikke oplevet produktionsstigninger. Her er Rusland afhængig af import.
Sort marked
De russiske sanktioner på import af vestlige fødevarer har skabt et sort marked via illegal import.
Siden 2015 er der blevet konfiskeret mere end 32.000 tons »kontrabande« fødevarer. De er blevet destrueret af myndighederne, til trods for talrige opfordringer til at give de konfiskerede fødevarer til Ruslands fattigste.
De vestlige sanktioner har utvivlsomt ramt den russiske økonomi, men præcis hvor meget bliver ivrigt diskuteret blandt eksperter. At de russiske modsanktioner over for Vesten er meget populære i russiske landbrugskredse og i den russiske fødevareindustri kan ikke overraske. Det er meget forståeligt.

Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER