Den socialdemokratiske fuckfinger til den offentlige sektor

Den falske fortælling lever i bedste velgående blandt alverdens meningsdannere, lederskribenter, CEPOS og politikere fra både blå og rød blok. Deres privilegieblindhed er et resultat af deres økonomiske og sociale klasseposition, og de udstiller deres foragt for de syge, de svage, de udsatte, børnene, de unge og de ældre ved deres opbakning til nødvendighedens politik – uanset om den kommer i en blå socialdemokratisk eller blå borgerlig indpakning.

Således fik finansminister Nicolai Wammen et Freudian slip under fremlæggelsen af sin ”sjovere” finanslov, da han gav mennesker med handicap skylden for kommunernes dårlige økonomi. Den slags sker, når kynisme er blevet normen, og udskamning er blevet normaliseret.

De tre elefanter i rummet

Det kan virke absurd, at stort set ingen af landets 2500 kommunalpolitikere og 205 regionspolitikere benævner velfærdsstatens tre største elefanter i rummet:

1. Velfærden er blevet systematisk underfinansieret med 23 milliarder kroner siden 2015 på trods af, at politikerne har påstået noget andet.
   
2. Økonomiaftalerne har siden årtusindskiftet fungeret som aktiv dødshjælp til velfærden ude i kommuner og regioner. Politikerne har stiltiende accepteret præmissen, selv om de rituelt har pippet op til de årlige forhandlinger i maj og juni med den altid siddende finansminister.
   
3. 60 milliarder kroner samler støv i kommunekasserne på grund af Corydons budgetlov. I Københavns Kommune er der 12 milliarder. I Næstved kommune er der 500 millioner. Og sådan kunne vi blive ved.

Mette Frederiksen siger, at Danmark har masser af penge, og der ligger ubrugte milliarder i kommunekasserne. Alligevel står den på drakoniske nedskæringer i landets 98 kommuner – igen i år og langt voldsommere end i de seneste par år. 50 kommuner har genåbnet deres budgetter og lavet massive nedskæringer på skoler, daginstitutioner og plejehjem.

Wammens såkaldte forhandlingsreserve på 500 millioner til finanslovsforhandlingerne svarer til de 500 millioner, som Næstved har i deres kommunekasse og ikke må bruge på grund af budgetloven.

37 kommuner har ansøgt om ”fattighjælp” i form af særtilskud til særligt vanskeligt stillende kommuner. Men kun 20 kommuner har modtaget hjælp, hvor Lolland og Bornholm topper listen med henholdsvis 210 og 95 millioner. Det er græske tilstande.

Alle fem regioner mangler trecifrede millionbeløb bare for at holde sig oven vande. Region Hovedstaden mangler 300 millioner. Og har som konsekvens varslet nedskæringer på 25 millioner kr. på psykiatrien.

Et kollektivt svigt uden sidestykke

Psykiatrien er i frit fald sammen med resten af det specialiserede område. KL (Kommunernes Landsforening) krævede for to år siden fem milliarder alene til det specialiserede område, men fik Astrid Krags fuckfinger i stedet. Og siden har landets 2500 kommunalpolitikere holdt deres kæft.  

Er man så uheldig at være handicappet i Danmark, må man bede til de højere magter for en ordentlig behandling. For hvis man skal tro statsrevisorernes gennemgang af handicapområdet, så står det nemlig virkelig skidt til her.

Det er et kollektivt svigt begået af skiftende regeringer. Det belejlige ved politikernes (og fagbevægelsens) kollektive svigt er, at der ikke følger en kollektiv straf. Straffen tilfalder i stedet ofrene, altså de mennesker som er afhængig af velfærdsstatens sikkerhedsnet, omsorg og solidaritet, og alle de der arbejder i den offentlige sektor.

Men der er ikke bare tale om én straf, snarere en dobbeltstraf, hvor man først effektiviserer velfærdsstatens bærende søjler helt i smadder, så de opgaver, som fællesskabet betaler for, ikke kan løses tilfredsstillende. Derefter kaster man et trecifret milliardbeløb efter overklassen, krudt og kugler.

Det er ikke et spørgsmål, om der er råd. Mens hundredvis af milliarder vælter ind, og dansk økonomi står stærkt, må man forstå, at bunden vil gå ud af statskassen, hvis vi sørger for ligeløn til de traditionelle kvindefag, for at syge mennesker ikke skal piskes rundt i aktivering, for at genoprette sundhedsvæsnet, og for at sikre mennesker med handicap en værdig behandling.

Socialdemokratiet er en del af problemet

Socialdemokratiet har skabt deres eget Frankenstein-monster af en regering. En klon af det værste fra det 21. århundredes blå regeringer. At Socialdemokratiet er ét parti i regering og et andet i opposition, har vi vidst i lang tid. Problemet er, at det bliver værre og værre, fordi det bliver mere og mere blåt. 

Det er ikke bare en ulykke for landet, velfærdsstaten og den danske model, men også for klimaet, lighed, arbejdere, tilkæmpede rettigheder og retssikkerheden for syge, svage og udsatte borgere i alle aldre. Den dårlige nyhed er, at det ser ud til at blive værre. De rige kan se frem til endnu flere skattelettelser end de skattelettelser for 65 milliarder, de har fået de seneste 21 år. Selvfølgelig betalt af flertallet.

Tyveriet af store bededag var groet i Socialdemokratiets have. Angrebet på seniorpensionen ligeså. Socialdemokratiet har i tre årtier vist sig at være bedre til at føre blå politik end de blå. Som den budgetlov ingen forholder sig til – hverken folketingspolitikere, kommunalpolitikere eller regionspolitikere. Til trods for at budgetlovens strangulering af velfærden er den vigtigste årsag til medarbejderflugtskrisen og rekrutteringskrisen.

Hvis udviklingen skal vendes, så skal vi have et fælles kommunalt og regionalt oprør, som vi fik i 2016 i kampen mod Løkkes omprioriteringsbidrag. Protesterne mod de mange konkrete nedskæringer rundt omkring i landet skal rettes til de lokale kommunal- og regionspolitikere, men de skal have form af et krav om, at de kommunale og regionale politikere tager et fælles, landsdækkende opgør med regeringens fortsatte undergravning af velfærdssystemerne.