Den solidariske løsning hedder differentieret pensionsalder

I kampen for helligdags-friheden var FH ikke alene i balance med flertallet af medlemmerne, men også i overensstemmelse med et flertal blandt danskerne generelt.

Det samme var FH’s formand Lizette Risgaard et halvt år tidligere, da hun på lønmodtagernes vegne meldte klart ud om, hvordan det danske pensionssystem burde udvikles, når den daværende Pensionskommission barslede med sine overvejelser. Her ville hun “bestemt ikke” fraskrive FH muligheden for at tale om differentieret pensionsalder:

“Der er råd til at lade pensionsalderen stige langsommere. Det, at levetidsalderen stiger, er jo beregnet som et gennemsnit. Det er ikke ens for alle mennesker. Derfor skal vi måske i fremtiden vurdere, om forskellige grupper skal have forskellige pensionsaldre. Alle skal kunne trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet.

Vi skal have fokus på, at de, som kan og vil, kan blive længere. Men også på dem, som er nedslidte og ikke kan klare det længere. For os handler det om, at man ikke skal arbejde, til man dør. Man skal også have et godt otium. Retten til tidlig pension er jo et godt eksempel på det. Nogle kommer meget tidligt ind på arbejdsmarkedet. Andre kommer senere ind. Det afhænger af, hvilken type uddannelse og job man har.”

Det budskab blev jeg glad for.

Ulighed – også i pensionisttilværelsen

Det var netop pointen, da FOA i 2015 i satte fokus på danskernes pensionsalder og blandt andet fremlagde en analyse i samarbejde med Lars Olsen om uligheden i det danske samfund, hvor vi netop pegede på, at selvom folkepensionen var et stort socialpolitisk fremskridt i sin tid, så skabte teknikken bag ordningen ulighed i pensionisttilværelsen.

Folkepensionen byggede oprindeligt og gør det stadig på fødselsdato, og derfor førte korte liv til faglærte og kortuddannede til færrest år på folkepension, mens grupperne med lange liv og mange år på skolebænken fik folkepension i flest år.

Det blev tydeliggjort med Velfærdsaftalen på Christiansborg i 2006, som indførte den automatiske forøgelse af folkepensionsalderen i takt med den forlængede levetid. Vel at mærke den gennemsnitlige levetid. Og her ligger hunden begravet. Vi skal alle ifølge aftalen have udsigt til gennemsnitligt 14,5 år med Folkepension ind på kontoen hver måned.

Virkeligheden er imidlertid en anden.

De højtuddannede scorer flere år og de ufaglærte og kortuddannede færre. De, der har haft den mindste arbejdsindtægt i arbejdslivet sponsorerer så at sige pensionisttilværelsen for dem, der har tjent mest. Det er ulighed, så det klodser.

Et skridt i den rigtige retning

Det kneb med opbakningen i fagbevægelsens egne rækker til at gøre noget ved det, men heldigvis fangede 3F og Mette Frederiksen senere pointen om statsfinansieret ulighed blandt pensionister, og vi fik Arne-pensionen.

Mette Frederiksens melding i sommer om at ville stemme for forøgelse af folkepensionsalderen til 70 år, men derefter at ville ændre på den fremtidige automatik, pegede som Lizette Risgaards i den rigtige retning:

“Det, som var rigtigt for snart 20 år siden, da vi lavede den her aftale, er ikke nødvendigvis rigtigt i dag – og det er det endnu mindre om 20 år. Det mener jeg, at alle partier bør forholde sig til … Den automatik, som pensionsalderen hæves med lige nu, tror vi ikke på længere. I vores øjne kan man ikke bare blive ved og ved med at sige, at folk skal arbejde et år længere – og derfor er vores klare melding, at aftalen skal genforhandles.”

Omsider kom de oplagte urimeligheder i den 18 år gamle Velfærdsaftale op til overfladen. Nu måtte det for alvor blive muligt at gøre noget ved uligheden i pensionstilværelsen.

Også Lizette Risgaards efterfølger som formand for FH, Morten Skov Christiansen, harcelerede over Velfærdsaftalen og kaldte den på Facebook for både forældet, udhulet og uretfærdig:

“Det holder ikke! Det er på tide, at politikere og arbejdsgivere løfter øjnene fra regnearkene og ser ud i virkeligheden, hvor 4 ud af 5 lønmodtagere under 50 år er bekymrede for, om de kan holde til at arbejde frem mod pensionsalderen … Danskerne har mistet tilliden til, at pensionssystemet griber dem, når de har brug for det. Det kan vi ikke leve med. Det er den slags mistillid, der ødelægger sammenhængskraften i et samfund.”

FH og den differentierede pensionsalder

Til min overraskelse meldte FH-formanden for nylig ud på Facebook, at fagbevægelsen blankt afviser en differentieret pensionsalder og i stedet ønsker, at den skal stige lige meget – i et langsommere tempo – for alle faggrupper:

“Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) bakker ikke op om en model for folkepensionen, der betyder, at visse faggrupper kan trække sig tilbage tidligere end andre. Vi går ind for, at vi har et retfærdigt pensionssystem for alle på arbejdsmarkedet. Det gælder både de lønmodtagere, der kommer tidligst ud på arbejdsmarkedet, men også at der er et trygt og retfærdigt pensionssystem for politibetjente, sygeplejersker, pædagoger og radiografer, og uanset hvilken uddannelse og hvilket arbejdsliv du har.”

Man kan nok i det citat ikke helt se bort fra, at de faglærte, ufaglærte og kortuddannede på fornuftig vis har slået pjalterne sammen med de mellemlange uddannelser i samme hovedorganisation, FH. Men det er bekymrende, hvis det er årsagen til, at solidariteten på lønmodtagersiden om at skabe mere lighed i pensionstilværelsen nu åbenbart mere eller mindre lægges på hylden.

I forvejen vil ethvert forslag om at skabe mindre ulighed på arbejdsmarkedet mellem den lønmæssige top og bund helt refleksmæssigt blive skudt ned af Akademikerne.

Vælg den solidariske løsning

FH skal naturligvis som hovedorganisation arbejde for alle medlemmers interesse, men solidariteten skal også kunne rumme en særlig indsats for de dårligst stillede, hvis hovedorganisationen skal give mening.

Den solidaritet har FH nu tilsyneladende omdefineret til at handle om dels forbedringer af de eksisterende ordninger for tidlig pension og dels solidaritet i pensionslivet mellem generationer, mens den universelle pensionsalder fastholdes.

Så er der alligevel mere schwung i den socialdemokratiske pensionsordfører Frederik Vads seneste udmelding, som ganske vist ikke er afstemt med partiet:

“Socialdemokratiets planer for pensionsalder vil handle om at sætte nogle lønmodtagere foran i køen … Vi kan ikke aflyse kampen for et mere retfærdigt samfund, fordi vi har nogle store opgaver, der skal løses. Det duer ikke. Så kunne vi lige så godt afskaffe Folketinget og i stedet have nogle embedsfolk, der sørger for, at der kommer penge til den grønne omstilling og forsvaret, for det er vi alle sammen enige om skal skaffes.”

Samtidig roser ordføreren 3F for et forslag om at forbedre og fastholde afgangsalderen for Arne-pensionen, uanset udviklingen i den generelle pensionsalder. Hermed vil Arne-pensionen automatisk komme til at omfatte flere. Et forslag, som ikke løser alle problemer med politikernernes oprindelige ambitioner for lønmodtagernes uendeligt voksende tid på arbejdsmarkedet, men som dog peger i den rigtige retning.