Foto: PublicDomainPictures
10 min. læsetid

Vi ser ofte analyser af sammenbruddet i det naturlige miljø; af flygtninge- og migrations-strømme; af den verdensomspændende, ulige fordeling af levemuligheder; af våbenkapløbet osv. Men det er yderst sjældent, at den systematiske forbindelse imellem disse fænomener vises – eller at der kommer forslag til effektiv kollektiv handling.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Walter Baier

Oversat af Frede Jacobsen og Vibeke Syppli Enrum

Det er netop det, hovedbestyrelsen for Enhedslisten forsøger med sin præsentation af en programmatisk tekst om globalisering: En grøn jord med fred og plads til os alle. Lad mig starte med at sige, at dette forsøg i vid udstrækning er lykkedes.

Der er i det væsentlige to svar på de verdensomspændende, økonomiske og sociale ændringer i den nuværende kapitalisme: En kosmopolitisk og en nationalistisk. Enten bekræfter man eller afviser idéen om, at menneskeheden udvikler et samfund, der regulerer sine sociale relationer og sit forhold til det omgivende miljø i både fællesskab og ansvarlighed.

Med dette bidrag er Enhedslisten gået ind i debatten om globalisering. 

”Markedets usynlige hånd” – de neoliberale og de højreradikale

I neoliberalismens ensporede tankegang sidestilles globaliseringen normalt med de globalt deregulerede vare- og kapitalmarkeder, der realiseres uden at tage hensyn til de sociale og økologiske konsekvenser. Påstanden er, at det er en rationel orden, som fører til stigende velstand for alle – eller i det mindste for de fleste – mennesker. Det sker gennem  ”markedets usynlige hånd”. Men det står i modsætning til den daglige virkelighed.

The Levi’s Two Horse Brand Patch. Billede inspireret af Noam Chomskys bog “Profit over people” (1999). Illustration fra 2006. Foto: Flickr

Selv i kapitalismens privilegerede zoner er der en voksende erkendelse af – ofte kun vagt formuleret – at forholdene skal ændres i en overskuelig fremtid. Denne følelse af usikkerhed finder genklang blandt de nationalistiske, neofascistiske og fundamentalistiske bevægelser. De modsætter sig den neoliberale individualisme og erstatter den af en kollektivisme, der bliver defineret af religion eller nation, og som lover beskyttelse.

Populismens forenklede kontrast mellem ”eliter” og ”folket” kan ikke vise en vej ud af dilemmaet – det kræver et analytisk arbejde. Enhedslistens programmatiske tekst bidrager til denne løsning, ved som udgangspunkt at tage afsæt i det kapitalistiske systems undertrykkende og udbyttende karakter.

De neoliberale og de højreradikale har en opfattelse af samfundet tilfælles. Begge forholder sig abstrakt til globaliseringen.Walter Baier

I dag er det næsten glemt, at den økonomiske liberalismes sammenbrud allerede har kastet verden ud i en katastrofe en gang tidligere. Det blev beskrevet af Karl Polanyi i hans bog fra 1944 ”The Great Transformation”. 

”Den kapitalistiske markedsøkonomi”, skrev han, ”hviler på en destruktiv fiktion, nemlig at arbejdskraft, jord (= miljøet) og penge er råvarer, der findes med henblik på køb og salg på markeder.” Men denne ”fiktion ignorerede det faktum, at hvis jord og menneskers skæbne blev overladt til markedet, ville det ville være ensbetydende med at udslette dem.”

Polanyi observerede en to-delt bevægelse i kapitalismens tidsalder. På den ene side udvides markedet konstant, og på den anden side reagerer samfundet på denne destruktive tendens gennem modbevægelser. Den vigtigste af modbevægelserne var arbejderbevægelsen, der ønskede at overvinde markedets dominans gennem socialisering. Den formede det nittende århundrede. I 1920’erne opstod fascismen. Den hævdede også at repræsentere masserne, og den var også ”forankret i et markedssamfund, der nægtede at fungere”. I virkeligheden blev den rolle, fascismen spiller, bestemt af én faktor: markedssystemets tilstand. Efter 1930 var markedsøkonomien i en generel krise. ”Fascismen blev en verdensmagt efter få år”.

Fascistiske bevægelsers opnåelse af magt opstod først og fremmest ud fra den herskende klasses behov. Walter Baier

Med fascismen tog antitesen til en rationel kritik af kapitalismen og demokratiet form. ”Den fascistiske løsning på den liberale kapitalismens dødvande kan beskrives som en reform af markedsøkonomien, opnået ved hjælp af udryddelsen af alle demokratiske institutioner (…).”

I modsætning til mainstream i dagens liberale, politiske videnskab demonstrerede Polanyi, at fascistiske bevægelsers opnåelse af magt først og fremmest opstod ud fra den herskende klasses behov.

”Selv om den sædvanligvis sigtede mod at opnå massetilslutning, blev dens potentielle styrke ikke afgjort af antallet af tilhængere, men af indflydelsen fra personer i høje positioner, som havde goodwill for de fascistiske ledere”.

USA erobrer toppen af den imperialistiske magtpyramide

Samtidig undergravede den kapitalistiske krise den internationale orden. I 2. Verdenskrig var det ikke kun japansk og tysk imperialismes planer for verdensherredømme, der kollapsede. I krigens kølvand fjernede USA, Storbritannien fra toppen af den imperialistiske magtpyramide og etablerede sit eget hegemoni gennem økonomisk, finansiel og – hvor det var nødvendigt – militære midler.

Tre årtier efter den kolde krigs afslutning har denne verdensorden igen vist sig ude af stand til at skabe rammer for den nødvendige forandring af verdenssamfundet.

De nye centre for økonomisk vækst – Kina og Indien, Rusland (som led nederlag i den kolde) krig, de nye regionale magter som Tyrkiet, Iran og Saudi-Arabien, og det voksende antal økonomisk dårligt stillede stater, som særligt er sårbare over for økologiske kriser – accepterer ikke deres pladser i magthierarkiet og presser på for en multipolær verdensorden.

Det er usandsynligt, at de økonomiske krige og det påtvungne våbenkapløb – som Trump-administrationen har styrket – kan standse ændringen i de internationale styrkeforhold. Ikke desto mindre er disse konflikter i fare for at blive militære konfrontationer, der eskalerer fra det regionale til det globale niveau. Det er en karakteristisk fare i overgangsperioder,

Økologisk bæredygtig, solidarisk og feministisk verden

Kriterierne for en økologisk bæredygtig, solidarisk og feministisk verden præsenteres i det andet afsnit af programudkastet: global omfordeling, konvertering af produktions- og forbrugs-måden og af transportsystemet, nedlukning af skatteparadiser og ulovlige formuer, retten til asyl i overensstemmelse med folkeretten, lige rettigheder for migrantarbejdere, global nedrustning, afvikling af NATO og modstand mod militariseringen af EU.

Det store spørgsmål er, om de sociale og politiske kampe, der er uundgåelige i en sådan forandring, kan føres uden større krige – for ikke at nævne en verdenskrig. 

Det vigtigste krav er kravet om generel nedrustning og især afskaffelse af masseødelæggelsesvåben som fastlagt i traktaten om ikke-spredning af atomvåben. Hvis denne internationale traktat skulle falde sammen i den nye runde af våbenkapløbet, vil Europa være særligt involveret, da Europa vil være i fare for at blive stedet for et atomvåbenkapløb med first-strike våben.

 Det store spørgsmål er, om de sociale og politiske kampe kan føres uden større krige?Walter Baier

Programudkastet kræver en styrkelse af folkeretten og FN. Og nok så vigtigt: For at sikre ”retfærdige handelsstrukturer, globale sociale minimumsstandarder for løn- og arbejds-vilkår og effektive foranstaltninger til at rehabilitere vores miljø skal der være institutioner og organer, der kan gennemføre og overvåge de nye globale rammer, og som kan sanktionere overtrædelser.”

Europæerne skal beslutte, om de vil være en del af løsningen – eller fortsat være en del af problemet.

Demonstranter foran World Economic forum i Schweiz i 2009. Foto: Flickr

EU er ikke Europa

Europa er ikke identisk med EU og bør ikke prøve at være det. Fred og sikkerhed i Europa kræver en ramme ud over EU, som placerer alle stater på lige fod efter OSCE-modellen. I det perspektiv skal man også erkende, at problemerne i dagens verden ikke kan løses af suveræne nationalstater alene. Den overnationale sikkerhedspolitik – som omfatter spørgsmålene om miljø, transport og energiforsyning – kræver demokratiske institutioner, der har myndighed til at bilægge tvister fredeligt og etablere sociale og økologiske standarder, der er bindende for alle.

Man går op i procenter, tal og kontrol og sætter mål på produktiviteten. Formålet med en privat virksomhed er den størst mulige fortjeneste – mens formålet med det offentlige er at administrere en lovgivning og yde service til borgerne.  Det er noget helt andet. Den slags ledelsesmetoder havde stor succes i amerikansk bilindustri i 1920’erne. Men i industrien er man gået væk fra dem væk igen, fordi man har fundet ud af, at det er bedre at samarbejde i grupper i stedet.

I kampen mod den globale kapitalisme starter den socialistiske venstrefløj ikke fra nulpunktet.Walter Baier

I den sammenhæng er europæisk integration inden for rammerne af EU også et faktum. Med den neoliberale drejning er den nyfunktionalistiske teori – ifølge hvilken markedsøkonomisk integration fører til social og politisk integration – ændret fra et løfte til en trussel. Det har medført, at politikken er blevet underordnet finansmarkedernes diktater – og har således forøget de sociale og regionale uligheder i EU.

Der er mange sociale og økologiske grunde til at afvise denne model. Den ikke-gennemsigtige, teknokratiske styreform i EU – som har begrænset staternes ret til demokratisk selvbestemmelse – har vist sig at være en hindring for nødvendige forandringer. Er den nødvendige konklusion så, at det ville være mere lovende at modsætte sig de globaliserede finansielle markeder udelukkende ved hjælp af nationalstaterne? Det forekommer mere plausibelt for mig – under de betingelser, som EU har skabt – at føre en kamp uden for og inden for institutionerne og på forskellige niveauer, hvor alle kampene for demokratisering får en stadig større betydning.

Dette HB globaliserings-dokuments fortjeneste er, at det stiller forslag til fælles handling mellem progressive og socialistiske kræfter på internationalt plan, men ikke henleder opmærksomheden på de kontroversielle spørgsmål eller på generelle hypotetiske overvejelser.

Det er nødvendigt, for i de bevægelser og debatter – hvor det globale samfund søger veje ud af krisen – er den venstreorienterede socialistiske stemme i dag ikke tilstrækkeligt hørbar, hvilket giver det forkerte indtryk … at alternativet til neoliberal globalisering vil være et tilbagefald til nationalisme og fundamentalisme.

Enhedslistens programudkast fortjener at blive læst, formidlet og drøftet internationalt. Walter Baier

I kampen mod den globale kapitalisme starter den socialistiske venstrefløj ikke fra nulpunktet. Dens første historiske forsøg på at skabe et progressivt, politisk udgangspunkt for verdens udvikling i form af centraliserede verdenspartier – den Første, Anden, Tredje og Fjerde Internationale – bidrog i det væsentlige til fremskridt for arbejderklassen. I bund og grund viste de kompleksiteten i de internationale processer og de progressive hovedaktørers mangfoldighed. Denne mangfoldighed karakteriserede de ikke-allieredes bevægelse, der som en alliance af uafhængige stater markant fremskyndede sejren over kolonialismen. I civilsamfundets rammer forsøgte World Social Forum at forene progressive kræfter i al deres mangfoldighed. Alle disse initiativer fortjener at blive anerkendt … og deres anvendelighed og mangler kritisk vurderet.

Det samme kan siges om den teoretiske indsigt, der er udarbejdet af marxister. Den vigtigste af disse er, at det nuværende udviklingsniveau for de produktive kræfter og de farer, det skaber, muliggør og kræver ”fælles ejerskab i mange former”. ”Offentlige myndigheder, ansatte, samfund og andre sammenslutninger af mennesker skal have direkte kontrol med produktionen”, hvilket ”vil betyde en radikal udvidelse af demokratiet”.

Af alle disse grunde fortjener dette programudkast fra Enhedslisten at blive læst, formidlet og drøftet internationalt.


Walter Baier er koordinator for Transform, den venstreorienterede tænketank i Europa. Han er uddannet økonom og tidligere formand for Østrigs Kommunistiske Parti, KPÖ.

Artiklen er udgivet online i engelsk version 26. september 2019.