Dennis Kristensen: Ærgerligt, at de politiske bukser ikke kunne holde

Hastelovgivning og indskrænkelse af frihedsrettigheder strider mod folkestyrets grundlæggende værdier, skriver Dennis Kristensen, som mener Enhedslisten ramte forbi skiven.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Dennis Kristensen

Hastelovgivning uden tid til grundlæggende politiske debatter, omfattende bemyndigelser til en regering og indskrænkelse af frihedsrettigheder stemmer ikke overens med et demokratisk styre. Det er så at sige foranstaltninger, som strider direkte mod de grundlæggende værdier i et folkestyre.

Alligevel lever vi i disse uger med netop hastelovgivning, regeringsbemyndigelser og begrænset bevægelsesfrihed og meget mere. Forhold som i mine øjne desværre er acceptable på trods af det ubestridelige sammenstød med demokratiets spilleregler. Acceptable, fordi vi står midt i en krise, der ikke kan håndteres forsvarligt inden for de normale spilleregler.

Corona-krisens voldsomme konsekvenser

Corona-krisen har så voldsomme konsekvenser, at fællesskabet legitimt må kunne tage ekstraordinære midler i brug i en tidsbegrænset periode for at beskytte det enkelte menneske og samfundet som helhed.

Og de midler handler både om behandling af smittede, forebyggelse af smittespredning og sikring af menneskers og erhvervslivets fortsatte eksistensmuligheder.

Den delvise nedlukning af samfundet og begrænsningen af vores bevægelsesfrihed for at håndtere smitterisikoen forudsætter – udbredt accept af nødvendigheden af i dagligdagen midlertidigt at efterleve restriktioner, begrænsninger og påbud.

Den accept ser fortsat ud til at være til stede hos langt de fleste. Men fællesskabet må også tage ansvaret på sig for at beskytte de svageste – ældre, kronisk syge og socialt udsatte – mod danskere, der springer op og ned på de midlertidige regler. Som den løber, jeg mødte på en tur rundt om Søndersø, der ekstraordinært er blevet ensrettet – og som reagerede på min venlige bemærkning om, at løberetningen var den modsatte, med ordene “Det betyder ikke noget, du”. Venligt svaret, men uvenligt overfor de, som vi alle burde bekymre os mest om.

Forhøjede straframmer mod hverdagsbrud

Vi skal ikke acceptere, når restriktioner i hverdagen brydes. Så skal vi have midlertidigt forhøjede straframmer, der sender et signal, som ikke kan misforstås.

Det samme signal skal sendes om kriminalitet, der forringer sundhedsvæsenets muligheder for at kunne håndtere smittede, herunder tyveri af håndsprit og værnemidler. Sortbørshandlere skal ikke have lov til at udsætte patienter og personale på sygehusene for unødig risiko.

Det samme gør sig gældende for de, der forsøger at profitere på krisen med nye former for kriminalitet som den, vi har oplevet med forsøg på tricktyveri mod ældre under foregivende af at repræsentere Sundhedsstyrelsen.

Det skal koste tid bag tremmer at berige sig på fællesskabets bekostning

Og så skal vi ikke mindst tage ordentlig hånd om de milliarder af skattekroner, der pumpes ud som hjælpepakker til erhvervslivet, kulturen, medierne osv.

Med de senere års erfaringer med kriminelles angreb på skattekroner i baghovedet, er der brug for at sende et ekstremt tydeligt signal om, at det koster tid bag tremmer at prøve på at berige sig på fællesskabets bekostning ved at svindle med ansøgninger til hjælpepakkerne.

Ikke mindst denne form for økonomisk kriminalitet handler både om skattekroner og retsbevidsthed. Den fortsatte opbakning til at pumpe hjælpe-milliarder ud forudsætter tiltro til, at pengene anvendes til dét, de er afsat til – og ikke til personlig berigelse. Og viljen til at bidrage til genopbygningen af velfærd og service efter krisen forudsætter tilsvarende, at skattekronerne endte de rigtige steder under krisen.

Demokratisk undtagelsestilstand

At styre et demokrati igennem en periode med så store udfordringer for de demokratiske spilleregler – vel nærmest indimellem en form for demokratisk undtagelsestilstand – kræver bred politisk enighed, der rækker langt videre end de klassiske politiske skel, og kræver bred folkelig opbakning.

Den brede politiske enighed var ubetinget til steder i de første par ugers krisehåndtering. Og den folkelige opbakning ser ud til fortsat at holde, selvom de ultraliberale kræfter så småt er begyndt at slå med halen.

“Jeg er ikke så overrasket over De Radikale. Det har rumlet et stykke tid. Til gengæld er jeg overrasket over Enhedslisten. Jeg havde også gerne været skærpelsen af udvisningsreglerne for udlændinge foruden.”

Med vedtagelsen af hastelovgivningen om markante strafskærpelser for kriminalitet, der har forbindelse til corona-krisen, ser det desværre ud til, at de politiske bukser ikke længere holder. Hastelovgivningen kunne ikke vedtages enstemmigt.

To af partierne bag regeringen meldte pas. Radikale Venstre har fundet for mange tidsler i den samlede pakke, mens Enhedslisten vurderer, at regeringen godt hjulpet af Dansk Folkeparti har gjort corona-krisen til et spørgsmål om udlændingepolitik.

Jeg er ikke så overrasket over De Radikale. Det har rumlet et stykke tid. Til gengæld er jeg overrasket over Enhedslisten. Jeg havde også gerne været skærpelsen af udvisningsreglerne for udlændinge foruden.

I dette tilfælde handler hastelovgivningen om fællesskabets beskyttelse af de, der udgør de mest udsatte over for smitte, mod konsekvenserne af corona-relateret kriminalitet. Det kræver markante signaler om strafskærpelser. Og netop fælleskabets signal til kriminelle om, at vi agter at tage alle midler i brug i dette forsvar, burde være afsendt af et enigt folketing.

Her ramte Enhedslisten i mine øjne forbi skiven.