Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
6. december. 2021

Dennis Kristensen: De borgerlige myter om skattelettelser er tilbage i fuldt flor

For de borgerlige partier er skattelettelser en mirakelkur: Der er tilsyneladende ikke dét samfundsproblem, de ikke kan kurere. De vil skrue mest muligt ned for den fællesfinansierede velfærd og offentlige service, som løser både uligelønnen mellem kvindefag og mandefag, fremskaffer hænder nok i de fag, der i den offentlige sektor arbejder med mennesker, og finansierer fremtidens velfærd.

Den gamle traver om, at skattelettelser i toppen på magisk vis kommer resten af samfundet til gavn kører igen på fuld skrue. Illustration: Chad Crowe.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Det var nok forudsigeligt, at hardcore-skattesænkerne ville dukke op til overfladen igen med fornyede kræfter efter den knockout, som den skattefinansierede indsats mod corona-pandemien og den nærmest endeløse række af skattefinansierede hjælpepakker til virksomheder, detailhandel, restauranter, selvstændige, lønmodtagere, kulturliv og meget mere gennem de seneste par år har givet dem, der ønsker mindst muligt fællesskab og størst mulig individualisme.

“Det virker som om Liberal Alliance og De Konservative netop er landet fra månen uden nogen viden om, hvilken rolle skattefinansieringen har spillet for at bringe os nogenlunde helskindet gennem en uforudsigelig pandemi.”

Til gengæld er det, i det mindste for mig, overraskende, at hardcore-skattesænkerne allerede nu, mens den tredje coronabølge skyller ind over os, går på banen med krav om sænkning af topskatten som helt eller delvist alternativ til den kommende økonomiske vinterpakke til ikke mindst sundhedssektoren.

Det virker som om Liberal Alliance og De Konservative netop er landet fra månen uden nogen viden om, hvilken rolle skattefinansieringen de seneste par år har spillet for at bringe os alle sammen nogenlunde helskindet gennem en uforudsigelig pandemi.

Samtidig virker de uvidende om, at pandemien fortsat er under udvikling. Det har heldigvis kun haft mindre katastrofale følger i Danmark end mange andre steder – indtil videre.

Tesla-ghettoer

De fundamentale årsager til forsommerens sygeplejerskestrejke og oprøret i sundhedssektoren løses ikke ved skattelettelser i den ene eller den anden udgave. Den kønsbestemte uligeløn udryddes ikke af skattelettelser til de bedst stillede, og den voksende økonomiske ulighed i Danmark bremses ikke af, at de rigeste bidrager mindre til fællesskabet.

Topskattelettelser vil derimod skubbe yderligere til udbredelsen af Tesla-ghettoer i det nordsjællandske, omdannelsen af København og de andre store byer til by for de bedste indkomster i middelklassen, og flytningen af de mindste indkomster til landdistrikterne. Uden nye topskattelettelser er de rigeste for længst stukket af fra resten af befolkningen.

I løbet af de seneste ti år har den reelle indkomstfremgang for de 10 procent rigeste udgjort 25 procent, mens den for de 40 procent fattigste har udgjort 6 procent. Det viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

De urimelige arbejdsvilkår for dem, der arbejder med mennesker, forbedres ikke ved, at kvindefagene sammen med andre skal bidrage mindre til den skattekasse, der i sidste ende finansierer deres løn. Tværtimod.

Og pengene til at drive fremtidens velfærd med de forudsigelige ændringer i befolkningens sammensætning og det behov for velfærd og service, der følger med, skaffes ikke ved at komme færre kroner i skattekassen.

Der mangler da vist endnu en Tesla! Foto fra Google Maps.

‘Mandeløn til kvindefag’

Uligelønnen er tæt forbundet med det kønsopdelte arbejdsmarked, hvor mænd typisk arbejder med døde ting i den private sektor, mens kvinder typisk arbejder med mennesker i den offentlige sektor. Derfor handler et opgør med uligelønnen om at skabe “Mandeløn til kvindefag”, som FOA formulerede det ved ligelønsstrejkerne i 2008.

Dengang var der i spillet op til forhandlingerne ligesom nu politiske meldinger fra Christiansborg om ekstra milliarder til kvindefag og lavtlønnede. FOA beregnede ud fra datidens tal for Dansk Folkeparti, at deres forslag om fem milliarder kroner ekstra til overenskomstforhandlingerne ville række til eksempelvis 1.500 kr. ekstra om måneden til over en kvart million lavtlønnede ansatte i kvindefag inden for børnepasning, ældrepleje og sundhed på tværs af forbund.

Pointen i både Christiansborgs udmeldinger og udmeldingerne fra de desværre meget få forbund, der dengang var positive over for tilførslen af ekstra penge til forhandlingerne var, at der skulle være tale om en ekstra pulje målrettet kvindefag og lavtlønnede, som derefter skulle forhandles mellem overenskomstparterne.

Dermed skulle politikerne holde sig til at fastlægge det overordnede formål om ligeløn og lavtløn, men afholde sig fra at fordele puljen til de enkelte faggrupper.

Uklare politiske udmeldinger

I de mange aktuelle meldinger om ekstra penge står det efterhånden for mig noget uklart, om politikerne ønsker at give en belønning for ekstra indsats under pandemien, at give regionerne mulighed for at ansætte flere på sygehusene eller varigt hæve sygeplejerskernes grundløn.

Det vil være særdeles uklogt, hvis politikerne går længere, end de ville i 2008, og målretter ekstra penge til eksempelvis sygeplejerskerne.

“Den nuværende arbejdskraftmangel er reel, men den er ikke skabt af det danske skattetryk.”

Det ville i sagens natur ændre det fundamentale i fremtidige overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked fra at handle om armlægninger mellem lønmodtagere og arbejdsgivere til i stedet at handle om, at lønmodtagergrupper må nedprioritere arbejdsgiverne for i stedet at gå direkte efter en siddende regerings strube.

Skal overgang til en strube-strategi forebygges, så skal Christiansborg holde fast i, at lønkroner forhandles mellem overenskomstparterne. Det er kernen i Den danske Model. Og i modellen er der mulighed for både trepartsforhandlinger, midtvejsforhandlinger og en flerårig aftale om udryddelse af uligelønnen over flere overenskomstperioder.

At tilbyde dem, der desperat råber på flere kolleger til at varetage velfærds- og offentlige service-opgaver skattelettelser mod at arbejde mere, rammer helt uden for skiven.

Der er ingen, der opnår forbedring af arbejdsmiljøet ved at bidrage mindre til skattekassen. Tværtimod vil skattelettelser betyde risiko for at miste hårdt tiltrængte kolleger.

Flere hænder i den offentlige sektor kræver flere skatteindtægter

Den nuværende arbejdskraftmangel er reel, men den er ikke skabt af det danske skattetryk. Corona-pandemien med dens voldsomme belastning af sundhedspersonalet har fremrykket en krise, som har været undervejs i de seneste fire årtier, hvor regeringer af skiftende farve er gået målrettet efter at formindske den offentlige sektors andel af den samlede økonomi.

Velfærds- og serviceudgifterne er vokset mindre end økonomien generelt, og de forudsigelige ændringer med stigende udgifter til nye behandlingsmetoder og ny medicin kombineret med de aldersbestemte ændringer i befolkningens sammensætning, har for længst sat kurs mod denne krise.

Flere reelle hænder i den offentlige sektor kræver flere skatteindtægter, ikke færre. Og kræver en målrettet indsats for at få alle i arbejde og give reelle muligheder for at arbejde på fuld tid. Og om nødvendigt med intelligent tiltrækning af europæisk arbejdskraft på danske overenskomstvilkår.


Om skribenten

Dennis Kristensen

Dennis Kristensen

Tidligere portør og forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og "politisk ømme tæer". Læs mere