Dennis Kristensen: En god dag for slidte lønmodtagere

Vi får en ny adgang til tidligere pension til dem, der startede tidligst på arbejdsmarkedet. Før eller efter et folketingsvalg. Det spændende er, hvor mange af grundprincipperne i regeringens netop fremlagte pensionsudspil, der vil stå uantastet i den endelige aftale.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Dennis Kristensen

Det længe ventede udspil fra regeringen til tidlig pension ser godt ud. De lønmodtagere, der startede tidligst i job, får med udspillet mulighed for at tjekke ud fra arbejdsmarkedet op til tre år tidligere end den generelle pensionsalder.

Retten opnås, hvis man har arbejdet i mindst 42 år, når man bliver 61 år. Retten gradueres fra ét til tre år, og de maksimale tre år opnås, hvis man har arbejdet 44 år, når man runder de 61.

I modsætning til Socialdemokratiets oplæg i valgkampen sidste år, bliver der ikke tale om tidlig folkepension, men derimod om en ny pension på 13.500 kr. om måneden uden gensidig forsørgerpligt, og uden modregningsreglerne fra folkepensionen. Ydelsen falder dog, hvis man har en stor pensionsformue.

Der bliver mulighed for uden modregning at modtage anden pension fra ATP, arbejdsmarkedspensionerne og privat pensionsopsparing ved siden af. Herudover kan man få udbetalt sine indbetalte efterlønsbidrag, også hvis man allerede er begyndt på efterløn. Og endelig kan man tjene op til 24.000 kr. om året ved siden af den nye pension.

Nok så vigtigt bliver perioder med barselsfravær, på deltid over 18 timer om ugen og på syge- og arbejdsløsheds-dagpenge talt som perioder med arbejde.

Social retfærdighed

Det er uhyre teknisk vanskeligt at skrue en sådan ordning sammen, så den virker på en socialt retfærdig måde. Det konstaterede FOA da også, da forbundet for fem år siden fremlagde et forslag til differentieret pensionsalder, som på mange måder byggede på de samme grundprincipper, som regeringens nye udspil.

Og det med social retfærdighed er det afgørende i tanken om, at nogle skal have retten til at forlade arbejdsmarkedet før tid. De ufaglærte eller kortuddannede, der startede tidligst i job, betalte skat af deres arbejde i den periode, hvor de med mellemlange og lange uddannelser sad på en skatteyderbetalt skolebænk.

Oveni rammes de så af uretfærdigheden i antal år på folkepension, fordi de ufaglærte og kortuddannede dør tidligere end de højtuddannede og tillige langt tidligere i seniorlivet rammes af funktionsnedsættelser.

En tidlig adgang til pension vil skabe større retfærdighed mellem den uddannelsesmæssige top og bund på arbejdsmarkedet. Den tidlige pension sigter ikke på dem, der er slidt op, men på dem, der er slidt efter et langt arbejdsliv.

Et broget billede – både nu og i 1956

Venstre og Det Konservative Folkeparti slog sig voldsomt i tøjret, da spørgsmålet om en skatteyder-finansieret folkepension med ret til alle og med faste beløbssatser blev diskuteret heftigt i de ti første år efter besættelsen.

Det endte dog med et historisk kompromis i 1956, som erstattede forgængeren ‘aldersrente’, der havde afløst den oprindelige alderdomsunderstøttelse. Og dermed fik vi den universelle, rettighedsbaserede folkepension.

En ny ret til tidlig pension for dem, der har knoklet længst, vil i mine øjne være den største pensionspolitiske forbedring siden indførelsen af folkepensionen. Som i 1956 er billedet også denne gang broget.

Nu ser Venstre ud til at vende tommelfingeren nedad til tidlig pension, mens De Konservative før offentliggørelsen meldte sig klar til forhandle, hvis der samtidig aftales skattelettelser.

Radikale er i gang med en karruseltur: Efter et klart nej i valgkampen til Socialdemokratiets daværende udspil, lægger partiet op til nu måske at ville forhandle.

Dansk Folkeparti ser ud til at træde lidt vande, og forudser store hurdler i forhandlingerne, men med partiets tidligere meldinger må man formode, at de går med i sidste ende.

SF ser ud til at være positiv, mens Enhedslisten før offentliggørelsen tilsyneladende signalerede, at partiet kun medvirker, hvis stigningen i den generelle pensionsalder fastfryses på en pensionsalder på 68 år.

Socialdemokratiet får som mindretalsregering ikke sit udspil igennem uden ændringer. I den kommende tid vil vi få mange diskussioner om grupper, som vil med i ordningen, om satsen på de 13.500 kr., om teknik og datagrundlag, om den stigende pensionsalder og om meget mere. Men jeg er overbevist om, at vi får en ordning, som giver de slidte en ny mulighed.

Skrivebordsfantasien om en stigende pensionsalder

Socialdemokratiet står fast på Velfærdsaftalen fra 2006 med stigende pensionsalder. Partiets nye udspil er da også tilpasset Velfærdsaftalens principper. De øvrige partier bag Velfærdsaftalen står ligeledes fast på den stigende pensionsalder.

Denne stå-fast-vilje udfordres dog i stigende grad af mødet med virkeligheden. Med de mange vælgere som ikke kan se sig selv på arbejdspladsen langt op i 70erne. Og med et arbejdsliv, der bliver mere og mere krævende.

Den stigende pensionsalder er en skrivebords-fantasi, som ikke modsvarer virkeligheden på arbejdsmarkedet og moderne lønmodtageres forventning til, at der også er et godt, aktivt og langt liv efter pensionering. Det er i mine øjne kun et spørgsmål om, hvornår politikerne må kaste håndklædet i ringen.

Hvis hjertet banker for de svage…

Med regeringens udspil er der lagt op til et fornuftigt pensionssystem samlet set. Med generel ret for alle til folkepension. Med førtidspension og seniorførtidspension til dem, hvis helbred knækker undervejs. Og med tidlig pension til dem, der har knoklet længst tid.

Også selvom der er brug for et serviceeftersyn af førtidspensionen på samme måde, som seniorførtidspensionens største mangler blev repareret sidste år. For dem, hvis hjerte banker for retfærdighed for de mest udsatte på arbejdsmarkedet, er det oplagt at hilse regeringens udspil velkommen.