Dennis Kristensen: Folketinget kan lige så godt krybe til korset – eller rettere: Statskassen

Så står vi overfor endnu en omfattede konflikt, hvor velfærdsansatte gør oprør mod lavere aflønning af kvindedominerede fag end mandefag. Denne gang er det sygeplejerskerne, der blæser til kamp. For tretten år siden var det Sundhedskartellet og FOA, der lagde arm med den kønsbestemte uligeløn. Og vi vil se det igen og igen. Med kortere og kortere mellemrum, indtil den reelle ligeløn på det danske arbejdsmarked er gennemført.

Egentlig er det ikke så kompliceret.

“Den kønsbestemte, lønmæssige forskelsbehandling havde sat sig solidt igennem på arbejdsmarkedet lang tid før Tjenestemandsreformen”

De yngre generationer af kvinder har gennem Metoo-bevægelsen med stor entusiasme kastet kræfterne ind i opgøret med sexisme og sexuelle overgreb. Et opgør, som ikke mindst handler om at stille krav til omverdenen om at blive behandlet respektfuldt og på lige vilkår både som individ og som køn. Og få lige muligheder og lige indflydelse.

Og her ligger uligelønnen snublende nær, som en del af det nye kvindeoprør, der tegner sig i horisonten.

De yngre generationer i de typiske kvindefag, der arbejder med mennesker, vil have medvind både i befolkningen og i de kommende års markante mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det er en ganske solid platform, som også sygeplejerskerne vil stå på under konflikten.

Uligelønnens historiske rødder

Skytset mod uligelønnen er for tiden rettet mod Tjenestemandsreformen i 1969, der blandt andet indebar etablering af et formaliseret løn-hieraki for tjenestemandsgrupperne. I den forstand er reformen en del af problemet, men uligelønnen stikker dybere. Langt dybere.

Tjenestemandsreformen fastfrøs den kønsbestemte uligeløn i den offentlige sektor og mellem den private og offentlige sektor, men de tre hovedkilder til kvindefagenes lavere værdiansættelse end mandefagene udspringer i mine øjne for det første af det patriarkalske bondesamfunds afsmitning på industrisamfundet. For det andet af velfærdens historiske opstart af religiøse hjælpeorganisationer og godgørende foreninger, hvor løn for indsatsen slet ikke var på tale, og for det tredje af det kønsopdelte arbejdsmarked, hvor de store kvindefag typisk arbejder med mennesker i den offentlige sektor, mens de store mandefag typisk arbejder med døde ting på det private arbejdsmarked.

På samme måde, som Tjenestemandsreformen fastfrøs den kønsbestemte uligeløn, så cementerer traditionen for at aftale procentvise lønstigninger i den offentlige sektor uligelønnen. Og det samme gør den procentvise mekanisme, som skal sikre, at de offentligt ansattes lønudvikling så nogenlunde følger med de privatansattes.

Den kønsbestemte lønmæssige forskelsbehandling havde sat sig solidt igennem på arbejdsmarkedet lang tid før Tjenestemandsreformen. Det kvindelige tyende på landet blev dårligere aflønnet end det mandlige og tilsvarende var forholdene for tyende i borgerskabets hjem i byerne. Og industrialiseringen omdannede ikke blot datidens laug og håndværkere til industriarbejdere.

De nydannede industrier skabte tillige et helt nyt lag af arbejderkvinderne med en betydeligt lavere løn end deres mandlige kolleger. Og frygten for at blive erstattet af mandlig arbejdskraft afholdt helt frem til afslutningen af anden verdenskrig industriens kvinder og LO fra at kræve reel ligeløn mellem kønnene.

Middelklassens kvinders indtog på arbejdsmarkedet – dengang nedsættende kaldt for vejen væk fra kødgryderne – forøgede dramatisk antallet af kvinder på især det offentlige arbejdsmarked. Og lønnen afspejlede i høj grad, at indtægten blev betragtet som et bidrag til mandens forsørgelse af familien. Det var også en del af bagtæppet for Tjenestemandsreformen, men uligelønnen stortrivedes i forvejen i arbejderklassen.

Det er naturligvis sygeplejerskerne, der definerer succeskriterierne for deres konflikt, men hvad skal der på lang sigt til for at løfte de kvindedominerede fag op på niveau med de typiske mandefag i både den offentlige og den private sektor?

Der kan gøres meget af både overenskomstparterne og af politikerne på Christiansborg. I mine øjne er de tre vigtigste håndtag målrettede ligelønspuljer ved overenskomstforhandlingerne, en ny ligelønsmekanisme, der forhindre uligelønnens genopståede og værktøjer til at føre sager om samme løn for arbejde af samme værdi.

Rigtige og forkerte spørgsmål

Vi får ikke skabt reel ligeløn for velfærdens kvindedominerede fag uden ekstra penge. Løngabet mellem mandefag og kvindefag er så stort, at det ikke kan løses alene ved omfordeling fra alle til kvindefagene ved  overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor. De almindelige overenskomstforhandlinger skal naturligvis bidrage, men uden ekstra puljer vil endemålet i horisonten ligge helt udenfor synsvidde.

“Der er brug for både folketingsinitiativer og initiativer fra arbejdsmarkedets parter, hvis skabelsen af reel ligeløn ikke helt eller delvis skal sætte den danske model ud af kraft i den offentlige sektor”

“Vil det ikke blive voldsomt dyrt for statskassen?”, er det forkerte spørgsmål. Det rigtige spørgsmål er derimod “hvornår bringes statskassens uanstændige besparelser på kvinders løn til ophør?”

Politikerne kan lige så godt først som sidst krybe til korset eller rettere til statskassen og begynde at skrive checks ud. De vil ikke som Burt i den amerikanske sæbeopera-parodi “Skum” i 1980erne kunne knipse med fingrene og blive usynlige, når problemerne strammer til.

Ansvaret for den samfundsmæssige diskrimination af det ene køn kan ikke usynliggøres. Her må fællesskabet på banen og rette op, ligesom udryddelsen af diskriminationens afsmittende virkning på arbejdsmarkedet kræver en indsats fra arbejdsmarkedets parter. Der er brug for både folketingsinitiativer og initiativer fra arbejdsmarkedets parter, hvis skabelsen af reel ligeløn ikke helt eller delvis skal sætte den danske model ud af kraft i den offentlige sektor.

En folketingsbeslutning om ændret indplacering i løn-hierakiet af de kvindedominerede fag gennem en eller anden form for “revision” af Tjenestemandsreformen risikerer at tømme de fremtidige overenskomstforhandlinger for indhold, hvor fokus i stedet rettes mod at motivere Folketinget til at flytte en eller flere grupper op i løn-hierakiet.

I mine øjne er den mest bæredygtige model, at Folketinget som den, der i sidste ende afgør de økonomiske rammer for overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor, over en årrække stiller ekstra midler målrettet lukning af løngabet til rådighed for overenskomstparterne.

Det kan gøres ved, at Folketinget stiller en pulje til rådighed for en midtvejs-forhandling mellem de berørte parter på det offentlige arbejdsmarked i denne overenskomstperiode og til de efterfølgende overenskomstperioder til et lønløft til mellem- og lavtlønnede kvindedominerede faggrupper.

Samtidig skal det ekstraordinære lønløft for de kvindedominerede fag neutraliseres i den særlige reguleringsordning, således at løftet ikke finansieres af reducerede fremtidige lønreguleringer for alle ansatte.

Ligelønsloven – en anden formulering?

– Ligelønsloven fastslår i dag i paragraf 1, at: “Bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre relevante faktorer.”

– Jura-professor Ruth Nielsen foreslog imidlertid i 2011 i en rapport til LO, at denne paragraf udvides til:
“Bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre relevante faktorer. Til vurdering af, om arbejdstagere varetager samme arbejde eller arbejde af samme værdi, bør det fastslås, hvorvidt disse arbejdstagere kan anses for at være i sammenlignelige situationer under hensyntagen til en række faktorer, bl.a. arbejdets krav til kundskaber, færdigheder, fysisk og psykisk anstrengelse og ansvar. Spørgsmålet må afgøres ud fra en af den almindelige løndannelse uafhængig, direkte vurdering af de pågældende arbejdergruppers – eller individers indsats i produktionen…
Retten til lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi gælder uafhængigt af, om arbejdstagerne tilhører forskellige fag eller har forskellige jobs, eller om lønnen er reguleret i forskellige kollektive overenskomster“

+

Politikerne var på vej i den retning forud for overenskomstforhandlingerne i 2008, hvor overenskomstparterne blev stillet ekstra milliarder til ligeløn og lavtløn i udsigt. De øvrige partier blev dog snøret eller valgte at lade sig snøre af finansminister Lars Løkke Rasmussen, der tryllede milliarderne væk ved forliget om det efterfølgende års finanslov.

Kommunernes Landsforening tog et skridt i samme retning – ikke med ligeløn, men med rekruttering som mål – ved overenskomstfornyelsen i 2018 med et krav om afsættelse af en halv milliard til først og fremmest sosu-området.

Ny ligelønsmekanisme

Et “en-gang-for-alle-opgør” med uligelønnen mellem mandefag og kvindefag må ikke kunne udhules gennem fremtidige overenskomstforhandlinger eller lokale lønforhandlinger.

Derfor vil der være brug for, at arbejdsmarkedets parter forpligter sig til jævnligt at gøre status og rette eventuelle nye skævheder op.

En metode til at forebygge nye skævheder kunne være, at Folketinget opfordrer overenskomstparterne på det offentlige område til ved førstkommende overenskomstforhandling at aftale en ny ligelønsmekanisme.

Inspirationen kan hentes i den såkaldte gennemsnitsløngaranti, der blev indført for at forhindre, at faggrupper blev snydt for meget ved de lokale lønforhandlinger.

På samme vis kan en ny  ligelønsmekanisme sigte på automatisk ved hver overenskomstfornyelse eller med længere intervaller forlods at opfylde konstateret lønefterslæb hos de kvindedominerede fag i forhold til de mandedominerede fag.

Gør ligelønsloven brugbar i praksis

Efter det store ligelønsforlig og ligelønsloven i 1970erne handler ligelønskampen ikke længere om samme løn for samme arbejde udført skulder ved skulder på samme arbejdsplads.

I dag handler det i stedet om værdiansættelse af  forskelligt arbejde udført på forskellige arbejdspladser. Det kan der formelt føres sager om ved hjælp af ligelønslovens begreb om arbejde af samme værdi.

Men der føres i praksis stort set ikke længere ligelønssager på det danske arbejdsmarked. En af årsagerne er manglende værktøjer i ligelønsloven til at dokumentere uligelønnen.

Skal det ændres, er der brug for en trepartsforhandling for det samlede arbejdsmarked om revision af  ligelønsloven, med særligt fokus på lovens bestemmelser om lige løn for arbejde af samme værdi. Det er egentlig ikke så kompliceret – så Folketinget kan lige så godt bare komme i gang.