Dennis Kristensen: Folketinget understøtter arbejdsgivernes overmagt

Magtbalancen i armlægninger i den offentlige sektor er skæv, fordi de offentlige arbejdsgivere kan spekulere i at tømme de ansattes strejkekasser – uden at det koster arbejdsgiverne en øre. Tværtimod tjener de styrtende på den manglende lønudbetaling. Dén ubalance burde få ethvert Folketing, der støtter Den danske Model, til at fjerne arbejdsgivernes mulighed for at bruge lockout-våbenet offensivt.

Sammenlægningen af Dansk Kommunal Arbejderforbund (DKA) og Husligt Arbejder Forbund (HAF) i 1993 krævede omfattende og grundige forberedelser. Det første forsøg på sammenlægning i 1976 faldt på gulvet. Det måtte ikke gentage sig. De nye social- og sundhedsuddannelser ville helt givet fremkalde en hård grænsekrig, hvis de to forbund ikke fandt en samlet løsning, som kunne få tilstrækkelig opbakning i begge forbund. Og forbundenes konfliktfonde spillede en vigtig rolle.

“Ikke mindst udviklingen i forhandlingsstrukturen i den offentlige sektor gjorde beslutningen om at droppe strejkekontingentet ved FOA’s fødsel uklog.”

Økonomien i et fælles forbund var naturligvis et centralt emne. Det blev på et tidligt tidspunkt fastlagt, at sammenlægningen skulle medføre stordriftsfordele, som skulle omsættes til et lavere kontingent. Kontingentnedsættelsen i det nye fælles forbund i forhold til de to eksisterende endte med at blive gennemført på bekostning af blandt andet de to forbunds kontingenter til deres konfliktfonde.

Dermed blev FOA født med en sammenlagt konfliktfond, men uden et særskilt kontingent, der kunne vedligeholde og øge det nye forbunds konfliktberedskab. Argumenterne for ikke at videreføre et konfliktkontingent kredsede om, hvor sjældent varslede konflikter forekom i den offentlige sektor, og om traditionen for, at konflikter efter et ret kort forløb ville blive afbrudt af Folketinget. Det var en uklog beslutning, vi tog dengang.

Konfliktfonden skal dække medlemmer, der udtages til strejke eller rammes af lockout ved overenskomstfornyelser, samt forbundets forpligtelser over for de øvrige medlemsforbund i LO (nu FH), som indebærer, at medlemsforbundene økonomisk støtter forbund i konflikt.

Fuld dækning for de kæmpende

Konflikter i den offentlige sektor kan være langvarige, og de offentlige arbejdsgivere har vist, at de er parat til gennem omfattende lockoutvarsler at gå målrettet efter at tømme de ansattes konfliktfonde.

Hverken det første eller det sidste var ukendt, da DKA og HAF blev til FOA. Forud for beslutningen havde offentligt ansatte været i langvarige konflikter, der tømte eller trak voldsomt på strejkekasserne. Sygeplejerskerne strejkede i 1973 i seks uger; og socialrådgiverkonflikten i 1981, som rummede både strejke- og lockout-varsler, varede i 22 uger. Sidenhen har en række konflikter understreget behovet for, at de offentligt ansattes konfliktberedskab er velpolstret

FOAs, Sundhedskartellets og BUPL’s strejker i 2008 strakte sig i op til otte uger, mens lærer-og underviser-konflikten i 2013 først blev afsluttet efter fire ugers total lockout. Og sygeplejerskernes konflikt i 2021 blev først afsluttet med et regeringsindgreb efter 10 ugers strejke.

Samtidig er tiden – i det mindste i store dele af den offentlige sektor – løbet fra den tidligere praksis i mange forbund med at udbetale konfliktunderstøttelse på niveau med arbejdsløshedsdagpenge.

Ved FOAs konflikt i 2008 dækkede udbetalingerne til de konfliktende det fulde løntab, inklusiv tillæg, pension og ferieopsparing. Den fulde dækning betyder naturligvis et ekstra, ret stort indhug i konflikt-reserverne.

I modsætning til tidligere medfører dækningen af medlemmernes fulde økonomiske tab, at der ikke længere er belæg for en praksis om, at de – der ikke er i konflikt – betaler et ekstra konfliktkontingent under konflikten, således at konfliktende og ikke-konfliktende bærer den samme økonomiske byrde under armlægningen med arbejdsgiverne. Dermed får strejkefonde ikke en ekstra økonomisk blodtransfusion, mens konflikten løber. Ikke mindst udviklingen i forhandlingsstrukturen i den offentlige sektor gjorde beslutningen om at droppe strejkekontingentet ved FOA’s fødsel uklog.

De overenskomstansatte kom i front

På det tidspunkt var rollebesætningen i de offentlige overenskomstforhandlingerne ændret på et afgørende punkt. Med det stigende antal overenskomstansatte – og det faldende antal tjenestemænd, som på de fleste områder fik aftalt overenskomster i 1993 – var de overenskomstansatte sat i front ved overenskomstforhandlingerne i stedet for tjenestemændene.

“Der er al mulig grund til at klandre stat, kommuner og regioner for at bruge lockoutvåbenet offensivt, som det skete i 2013 – hvor lærere og undervisere i hobetal blev lockoutet uden selv at have varslet strejke”

Det var en rigtig beslutning, fordi de overenskomstansatte – i modsætning til tjenestemændene – har strejkeret. Det giver dem en seriøs mulighed for at prøve kræfter med arbejdsgiverne. Beslutningen stillede imidlertid samtidig krav til forbundene i den offentlige sektor med mange overenskomster om at opbygge et solidt økonomisk beredskab til at understøtte de overenskomstansattes nye hovedrolle. Det var dog langt fra alle forbund, der tog denne udfordring op.

Og LO’s tredjestørste forbund stoppede altså opbygningen, da FOA blev stiftet i 1993. FOAs strejkefond var dog relativt velpolstret, skulle det vise sig ved konflikten i 2008. Vi har haft en lang og historisk tradition for at begrænse konflikter – også af hensyn til borgerne. Derfor udtog FOA i første omgang kun 20.000 medlemmer til konflikt.

Kommunernes Landsforening (KL) truede dengang med at svare igen med en lockout. Det mislykkedes dog for KL’s ledelse i to omgange at få flertal i bestyrelsen for et lockoutvarsel.

Efter 2008-konflikterne meddelte Kommunernes Landsforening, at kommunerne fremover vil møde ethvert strejkevarsel med et lockoutvarsel. At de offentlige arbejdsgivere varsler lockout, skal de faglige organisationer ikke pive over. Det er lige efter bogen. Lønmodtagerne kan varsle strejke og blokade, mens arbejdsgiverne kan varsle lockout boykot.

Derimod er der al mulig grund til at klandre stat, kommuner og regioner for at bruge lockoutvåbenet offensivt, som det skete i 2013 – hvor lærere og undervisere i hobetal blev lockoutet uden selv at have varslet strejke. Og der er tilsvarende al mulig grund til at klandre Christiansborg for, at de offentlige arbejdsgivere får lov til at lockoute uden at være ramt af strejke.

Magtbalancen i armlægninger i den offentlige sektor er skæv, fordi de offentlige arbejdsgivere kan spekulere i at tømme de ansattes strejkekasser – uden at det koster arbejdsgiverne en øre. Tværtimod tjener de styrtende på den manglende lønudbetaling.

Den ubalance burde få ethvert Folketing, der støtter Den danske Model, til at fjerne arbejdsgivernes mulighed for at bruge lockout-våbenet offensivt.

Og tilsvarende burde ubalancen få politikere med anstændigheden i behold til at begrænse arbejdsgivernes mulighed for at bruge kampskridt til kun at kunne ske i samme omfang, som lønmodtagerne har varslet strejke.

Konflikterne i 2008 kostede FOAs strejkefond omkring 200 millioner kroner, efter fradrag af de øvrige LO-forbunds støtte. Herefter var der 800 millioner ned til kassens bund ud over forbundets øvrige aktiver. Derfor fastsatte vi ikke efterfølgende et strejkekontingent til at fylde kassen op igen.

Dansk Sygeplejeråd sendte en langt større andel af medlemmerne i konflikt det år – og opkrævede efterfølgende et meget højt konfliktkontingent over en årrække. Angiveligt tog det ti år, før strejkefonden var fyldt op igen. Det kostede DSR medlemmer, men også i FOA mistede fællesskabet medlemmer efter konflikterne – uden at det skyldtes et konfliktkontingent, og endda til min store overraskelse medlemmer, der havde modtaget konfliktunderstøttelse fra fællesskabet.

Efter arbejdsgivernes bøllebankningen af lærere og undervisere i 2013 stod det imidlertid klart, at konfliktberedskab skal være ganske massivt, hvis lønmodtagerne skal kunne stå distancen over for arbejdsgivere, der er parat til og får lov til at bruge deres overmagt uhæmmet.

Derfor genindførte FOA i 2014 det konfliktkontingent, som blev afskaffet mere end 20 år tidligere. Og salget af fagbevægelsens aktier i forsikringsselskabet ALKA i 2017 gav FOA mulighed for at lægge en ordentlig portion penge over i strejkekassen.

Fremtidens kampe er afgjort

I 2018 så det i flere måneder ud til, at forbundenes strejkeberedskab ville blive aktiveret. Det endte med, at det ikke var mange timer, der skilte det offentlige arbejdsmarked fra en omfattende konflikt, hvor de offentlige arbejdsgiveres lockoutvarsler overmatchede de ansattes strejkevarsler, da LO-gruppen indgik gennembruds-forliget.

“Indtil Folketinget besinder sig og indser, at lovgivningsmagten reelt understøtter arbejdsgivernes overmagt på det offentlige arbejdsmarked, er de offentligt ansatte nødsaget til at spare større konfliktmidler op, end rimeligt er.”

Det højspændte forløb i 2018 viste samtidig, at det langt fra er alle forbund og faglige organisationer, der har det fornødne beredskab. Eller kan skaffe sig den fornødne kapital på andre måder.

En af de alternative måder er naturligvis aftaler om gensidig økonomisk solidaritet som aftalen mellem forbundene i FH.

Og nogle fag kan tillige trække på solidaritet inden for faget på tværs af landegrænser. Det tog de nordiske kommunalarbejderforbund fat på allerede i 1920 med en aftale om gensidig økonomisk støtte under omfattende konflikter. Aftalen kom i funktion allerede året efter, da de øvrige forbund økonomisk understøttede de norske kommunalarbejdere under en storstrejke.

Under alle omstændigheder kræver faglig kamp et økonomisk beredskab til at holde medlemmer – der på fællesskabets vegne sendes i konflikt – helt eller delvist skadesløse.

Indtil Folketinget besinder sig og indser, at lovgivningsmagten gennem passivitet reelt understøtter arbejdsgivernes overmagt på det offentlige arbejdsmarked, så er de offentligt ansatte nødsaget til at spare større konfliktmidler op, end rimeligt er.

Ellers har arbejdsgiverne på forhånd vundet fremtidens overenskomst-slag, før de er indledt.