Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
7. september. 2021

Dennis Kristensen: Hvad skal laves om i ‘Den danske Model’, når det gælder den offentlige sektor?

En fair distance, en fair indflydelse på den økonomiske ramme, – og ikke mindst en mere fair mægling af konflikter. Dennis Kristensen skriver om den danske model i lyset af sygeplejerstrejken.

Foto: Klaus Berdiin Jensen.
Denne artikel tager cirka 12 minutter at læse.

Sygeplejerske-konflikten førte ikke til her-og-nu-resultater på lønsedlen. Og den førte ikke til ændringer i forhold til dét, sygeplejerskerne mange uger før havde vendt tommelfingeren ned til. Til gengæld afsluttedes konflikten med dét, regering og folketing skal holde fingrene fra – nemlig indblanding i overenskomstforhandlinger.

Lovindgrebet over for sygeplejerskerne føjer sig til rækken af over 50 indgreb, der har stoppet løbende arbejdskonflikter, som ellers har været varslet lige efter bogen. Altså bogen om Den danske Model, som foreskriver, at arbejdsmarkedets parter frit aftaler de næste års løn- og arbejds-vilkår – og om nødvendigt lægger arm med hinanden for at få målt og vejet, hvis kræfter holder længst, mens regeringen sætter sig hen i arbejdsmarkedets neutrale ringhjørne og triller tommelfingre, indtil konflikten har blødgjort parterne nok til at kunne nå et resultat. Et resultat, som altovervejende bygger på, at begge parter har måttet rykke sig lidt.

Historien gentager sig

Sygeplejerskerne har prøvet det før. Ligelønskrav i forskellig udformning blev for sygeplejerskerne og skiftende medkombattanter fra andre typiske kvindefag den udløsende årsag til arbejdskonflikter i både 1973, 1995, 1999, 2008 og 2021.

“Det var tydeligt for de fleste, at opgøret med lærernes og undervisernes arbejdstid ikke blev styret fra Kommunernes Landsforening – men derimod blev styret med hård hånd fra Finansministeriets War-room.”

Og spørgsmålet om ligeløn har derudover været tæt på at føre til konflikt uden at ende med strejke adskillige gange. Ikke for alle organisationer af offentligt ansatte, men først og fremmest for den kreds af kvindedominerede forbund og organisationer, der organiserer de ansatte i velfærdens kerneområder, som handler om pasning, omsorg og pleje.

FOA fik en del ud af sin første ligelønskonflikt i 2008. Udbyttet for Sundhedskartellet med sygeplejerskerne i spidsen endte på formentlig nogenlunde det samme, selvom kartellet valgte at fortsætte konflikten længere. Andre konflikter har for sygeplejerskerne budt på både gevinster og uændrede lønforhold ud over dét, der var aftalt for de øvrige offentligt ansatte.

Pædagogerne i BUPL kom ved OK 2008 – lidt som sygeplejerskerne i år – efter flere afstemninger for sent og for skævt ind i konflikterne.

Godt og skidt

Der er naturligvis altid både positive og negative bivirkninger ved afslutning af varslede konflikter på arbejdsmarkedet.

På positivsiden tæller ved dette års konflikt, at det grundlæggende ligelønsproblem mellem kvindefag og mandefag igen blev sat på dagsordenen – sådan som det er sket med nogenlunde et årtis mellemrum.

På negativsiden tæller, at det trods 10 ugers armlægning med arbejdsgiverne ikke lykkedes at slå hul på den reelle uligeløn.

Og ikke mindst, at afslutningen ikke blev den sejr, der ville have betydet, de strejkende kom ud af konflikten jublende med hænderne oppe i luften  og oplevelsen af, at fælles fodslag giver fælles styrke, der skaber resultater.

Sporet fra Blå Bjarne

I den lidt specielle situation, hvor sygeplejerskerne strejkede mod regioner og kommuner, men havde blikket stift rettet mod Christiansborg, har lovindgrebet – der standsede konflikten – ført til mange forskellig meldinger om sygeplejerskers oplevelse af Den danske Model. Fra modellens død til behovet for ændringer i modellen på det offentlige område.

Den danske Model – kort fortalt

Følger du med i udviklingen på arbejdsmarkedet, har du sikkert hørt den danske model blive nævnt mange gange. Men hvad går den egentlig ud på?

– Kort fortalt handler det om, at staten så vidt muligt skal blande sig udenom forhandlinger om overenskomster på arbejdsmarkedet, der ofte forhandles for flere år ad gangen. I stedet forhandler fagforeninger og arbejdsgiver-organisationer aftalerne på plads.

– Fortalere for den danske model mener, det giver et mere stabilt arbejdsmarked, når udgangspunktet er aftaler udenom regeringen. I andre lande som fx Frankrig blander staten sig oftere med lovgivning om arbejdsforhold, og her ses flere strejker.

– Kritikere mener til gengæld, at den danske model bruges som et røgslør, og at staten alligevel griber ind – ofte på arbejdsgiverens side, sådan som tilfældet var for lærerne i 2013, og sygeplejerskerne i 2021.

Kilde: FOA, BM

+

Behovet for ændringer handler grundlæggende om at skabe en fair magtbalance mellem arbejdsgivere og lønmodtagere på det offentlige arbejdsmarked, der på flere områder adskiller sig markant fra det private arbejdsmarked, som modellen historisk blev skruet sammen til.

Ikke mindst den daværende SRSF-regerings sammenrotning mod lærere og undervisere i 2013 gav anledning til debat mellem de offentligt ansattes organisationer om, hvorvidt Den danske Model i den offentlige sektor giver lønmodtagerne en reel mulighed for at kunne vinde en varslet strejke, eller kunne stå imod en varslet lockout.

Og siden er denne diskussion blevet stadig mere aktuel i takt med, at arbejdsgiverne efterfølgende systematisk har forfulgt en strategi om udvidelse af deres ledelsesrum. Nok tydeligst demonstreret ved daværende finansminister Bjarne Corydons doktrin i 2013 om de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger som del af skiftende regeringers udgiftspolitik – og Moderniseringsstyrelsens ekstremt aggressive fremfærd ved overenskomstforhandlingerne i 2018 mod lønmodtagerbeskyttelse og tidligere aftalte rettigheder.

Der er en del forhold, som skal ændres, før de offentlige overenskomstforhandlinger for alvor kan kaldes fair og jævnbyrdige.

En fair distance

Den politiske styring af forhandlingerne er for tæt. Den tidligere omtalte Corydon-doktrin beviste med al ønskelig tydelighed, at Christiansborg-miljøet kan friste over evne.

Det var tydeligt for de fleste, at opgøret med lærernes og undervisernes arbejdstid ikke blev styret fra Kommunernes Landsforenings hovedkvarter med hjælp fra Regionernes Hus – men derimod blev styret med hård hånd fra Finansministeriets War-room.

Og embedsværket har desværre alt for ofte vist, at det at være fedtet ind i styringen af landets finanser er et rigtigt skidt udgangspunkt for samtidig at udfylde rollen som professionel overenskomstforhandler, der har handlemuligheder til ud fra et politisk formuleret mandat at nå til løsninger frem for konfrontationer.

Efter erfaringerne fra OK-18 var det rigtigt af den socialdemokratiske regering at nedlægge Moderniseringsstyrelsen. Der må simpelthen ikke på arbejdsgiversiden i en så højspændt forhandlingssituation som OK-18 kunne begås så mange fodfejl.

Placeringen i et andet ministerium end Finansministeriet er forhåbentlig kun en overgangsløsning. Skal Den danske Model i den offentlige sektor fornyes, så skal afstanden mellem på den ene side politikere – der formulerer forhandlingsmandater og i sidste ende vender tommelfingeren op eller ned til forlig – og på den anden side professionelle forhandlere være større.

En fair indflydelse

Med de stærkt centraliserede overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor med kun tre forskellige arbejdsgiverparter – staten, kommunerne og regionerne – bør det være afgørende for henholdsvis de kommunalt ansatte og de regionalt ansatte, at det ikke, som det typisk er praksis i dag … alene er de statsansatte, der sidder ved forhandlingsbordet. Der har kun været ganske få undtagelser fra denne praksis.

Konsekvensen af, at den samlede ramme for alle dele af et overenskomstforlig afgøres af statens arbejdsgiverepræsentanter og de statsansattes forhandlere, blev tydeliggjort under det langvarige forløb ved overenskomstfornyelsen i 2018.

“Skal mæglingen reelt kunne afværge konflikter i den offentlige sektor, så må der nødvendigvis åbnes for, at institutionen får udvidet sine muligheder, når det for alvor brænder på.”

Her gav de statsansatte deres modparter et sidste skriftligt tilbud på en løsning op til forhandlingssammenbruddet i slutningen af februar, hvori indgik, hvor stor den økonomiske ramme skulle være. Og ikke overraskende blev det tilbud så den reelle øverste barre for de næste par måneder i Forligsinstitutionen.

Vi krævede ganske vist en højere ramme undervejs, men vi vidste som forhandlere godt, at den øverste barre stod i vejen.

Eller som innovationsminister Sophie Løhde i en sen time med et skævt smil sagde: “Dennis, du forventer da ikke, at jeg som arbejdsgiver skal kræve at få lov til at betale mere, end I har forlangt.

En fair mægling

Efter konflikterne ved OK-08 blev jeg bedt om at fortælle om FOAs konflikt-overvejelser undervejs – ikke mindst i Forligsinstitutionen ved et møde for de nordiske Mæglingsorganer på arbejdsmarkedet.

Forløbet i Forligsinstitutionen kunne i det oplæg opgøres kort:

Først et separat møde med forligsmanden, og to ugers udsættelse. Under denne udsættelse så et fælles møde for begge parter med forligsmanden med et simpelt spørgsmål til hver – om FOA fortsat krævede mere end det generelle forlig og dernæst, om arbejdsgiverne fortsat ikke ville betale mere. Og efter at vi havde svaret henholdsvis ja og nej, så kunne konflikten starte på femtedagen. Og det var så det.

Denne del blev alligevel det mest omdiskuterede efter oplægget, fordi det åbenbart forekom forligsinstitutionerne fra de øvrige nordiske lande besynderligt, at den danske forligsinstitution i den situation på det offentlige arbejdsmarked – hvor et eller flere forbund ikke ønsker at indgå i et generelt forlig, som alle andre indgår, eller efterfølgende nedstemmer forliget – ikke havde flere muskler.

Ti år senere ved OK 18 var bestræbelserne for at skabe forlig flere gange ved at løbe panden mod muren.

Ikke mindst kommunerne var både før og i forligsinstitutionen nærmest maniske for at holde krudtet tørt, så de ikke kom til at betale flere gange for forlig, som alligevel ikke blev til det samlede forlig. Og der var ingen tvivl om, at kommunerne var stærkt irriterede over, at det ekstremt lange ophold på Sankt Annæ Plads ikke indeholdt dét, de opfattede som egentlige forhandlinger.

Forligsinstitutionens muligheder er i virkelighedens verden udformet på det private arbejdsmarked og afspejler ønsket om i en mæglingsfase at fastholde magtbalancen mellem parterne og parternes rolle som dem, der i sidste instans afgør om et mæglingsforslag kan fremsættes og sendes til afstemning hos arbejdsgiverne og lønmodtagerne.

Skal mæglingen reelt kunne afværge konflikter i den offentlige sektor, så må der nødvendigvis åbnes for, at institutionen får udvidet sine muligheder, når det for alvor brænder på.

Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i hjertet af København har dannet rammen om mange faglige kampe, og er tit i fokus, når overenskomstforhandlinger går i hårdknude. Foto: Klaus Berdiin Jensen.

En fair konflikt

Den skæve magtbalance mellem offentlige arbejdsgivere og lønmodtagere skal jævnes ud, hvis Den danske Model ikke skal forblive en light-udgave i den offentlige sektor.

Ingen faglig organisation kan nedkæmpe staten, hvis den skubber lovgivningsmagten og statskassen foran sig. Det ville være halsløs gerning at begive sig ud på den mission.

Skal konflikter i det offentlige udkæmpes på nogenlunde lige og fair vilkår, så skal de offentlige arbejdsgiveres våbenarsenal begrænses betydeligt, og forskellen i økonomiske ressourcer neutraliseres nogenlunde.

Den mest holdbare måde at gøre dette på, vil være at binde arbejdsgivernes ene hånd på ryggen med et forbud mod at varsle lockout med mindre, lønmodtagersiden først har varslet strejke.

Den hånd var ikke bundet, da især kommunerne med deres offensive lockout fik den helt urimelige overmagt mod folkeskolelærerne ved OK-13.

“Det er svært at få øje på, at der skulle være en rimelig magtbalance i et system, hvor arbejdsgiverne frit kan slå ubehersket i bolledejen for at tømme lønmodtagernes strejkekasser – mens lønmodtagerne har ansvaret for, at der ikke “kommer lig på bordet” under konflikter.”

Tværtimod kan arbejdsgiverne roligt køre det helt store artilleri frem, fordi de har sikkerhed for, at de efterfølgende kan forlange lønmodtagernes strejkevarsler begrænset på områder, hvor liv, helbred og førlighed risikerer at komme til at stå for skud under en konflikt.

I store dele af den offentlige sektor er der forpligtelser til at aftale nødberedskab ved konflikter. Hermed er lønmodtagernes strejkevåben på forhånd begrænset både i deltagerantal og på områder.

Derfor skal arbejdsgivernes brug af lockout som forsvarsvåben begrænses til aldrig at kunne omfatte flere lønmodtagere, end de faglige organisationer har varslet strejke for.

Og samtidig læner arbejdsgiverne sig op ad en økonomi, som blot sparer flere penge, jo flere ansatte der er omfattet af konflikt, og jo længere tid en konflikt varer. I sig selv er det svært at få øje på, at der skulle være en rimelig magtbalance i et system, hvor arbejdsgiverne frit kan slå ubehersket i bolledejen for at tømme lønmodtagernes strejkekasser – mens lønmodtagerne ikke alene ikke kan ramme arbejdsgiverne økonomisk, men tillige har ansvaret for, at der ikke “kommer lig på bordet” under konflikter.

Skal der skabes mere balance mellem parternes våbentyper, er skatteyderne i mine øjne nøgleordet. Skatteyderne finansierer arbejdsgivernes økonomi, som er ubeskadiget efter konflikter. Derfor må skatteyderne også kompensere den anden vægtskål i magtbalancen i Den danske Model i den offentlige sektor.

Det kunne ske ved at forbedre lønmodtagernes muligheder for at spare op i de strejkekasser, som for lønmodtagerne er helt afgørende for at kunne lægge arm med arbejdsgiverne på en fair måde. Det ville være oplagt at kompensere lønmodtagerne med dobbelt eller tredobbelt fradragsret for bidrag til strejkekasser, som er bundet op på alene at kunne udbetale konfliktunderstøttelse ved varslede konflikter.

Den danske Models anvendelighed i den offentlige sektor afhænger naturligvis ikke kun af, hvordan modellen er skruet sammen, men også af hvordan parterne vil bruge modellen.

Da de offentlige arbejdsgivere bevidst i 2018 i månedsvis før og under turen i Forligsinstitutionen trådte vande og ikke var indstillet på at komme i gang for alvor, var det ikke kun et spørgsmål om systemfejl i modellen. Og omvendt kan man ikke ændre modellen alene ved at ville bruge den anderledes.

Derfor er der fortsat brug for at give modellen det serviceeftersyn, der var bred enighed om ved udgangen af OK-18, og som mange sygeplejersker direkte eller indirekte efterlyser ved udgangen af OK-21.


Om skribenten

Dennis Kristensen

Dennis Kristensen

Tidligere portør og forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og "politisk ømme tæer". Læs mere