Dennis Kristensen om EU-mindsteløn: Knækker vi stadig nødderne selv?

Armlægningen i EU om en fælles europæisk mindsteløn er foreløbig resulteret i et udspil, som ikke her og nu tvinger Danmark til at indføre en lovbestemt mindsteløn. Men direktivet knæsætter, at løn er et emne for EU-lovgivning – og det er i sig selv et skråplan af de slemme.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Dennis Kristensen, tidl. FOA-formand

Spørgsmålet om en fælles mindsteløn har været på EU’s dagsorden i årevis på trods af, at EU-traktaten fastslår, at løn i medlemslandene ikke er et anliggende for andre end det enkelte land.

Alligevel ønsker EU-kommissionen nu en lovgivning, som blander sig i lønspørgsmål. Der er ingen tvivl om, at mange – også i fagbevægelsen i de sydeuropæiske lande – ønsker et direktiv og også gerne et direktiv, som går længere end dét, kommissionen nu har lagt frem. Til gengæld har modstanden i Danmark heldigvis været stigende.

Kommissionen har tilsyneladende erkendt, at EU-indblanding i mindstelønninger er så kontroversielt, at unionen må gå på listefødder. Direktivet lægger således ikke op til én fælles europæisk mindsteløn besluttet et eller andet sted i EU-bureaukratiets snørklede gange.

I sig selv ville en fælles mindsteløn i faste beløb være helt urealistisk med de meget betydelige forskelle, der er i dag på mindstelønnen i de lande, som lovgiver om mindsteløn. En fælles europæisk mindsteløn ville i stedet skulle fastsættes som en lønsats sat i forhold til det pågældende lands lønniveau, eksempelvis som en procentdel af en eller anden form for gennemsnitsløn, eller sat i forhold til leveomkostningerne i det enkelte land.

“Kommissionen har tilsyneladende erkendt, at EU-indblanding i mindstelønninger er så kontroversielt, at unionen må gå på listefødder.”

Direktivet overlader i stedet spørgsmålet om mindstelønnens størrelse til de enkelte medlemslande. Samtidig har kommissionen skelet til den danske og svenske kritik af EU-indblanding i overenskomstforhold – og lægger derfor op til en undtagelse, som indtil videre vil undtage Danmark og Sverige fra kravet om at indføre en lovbestemt mindsteløn. Lande med et arbejdsmarked, hvor mindst 70 % af lønmodtagerne er dækket af overenskomster, skal nemlig ikke pålægges at lovgive om mindsteløn.

Der er god grund til at været bekymret for denne bestemmelses modstandsdygtighed over for den aktivistiske EU-Domstol og dermed frygte, at domstolen i en fremtidig sag underkender undtagelsen helt eller delvist.

Sporene fra Tyskland skræmmer

I nogle tilfælde skræmmer sporene fra lovbestemte mindstelønninger. Ikke mindst, når det gælder muligheden for gennem arbejde at kunne skabe en rimelig tilværelse. Med udbredelsen af lønkonkurrence øges antallet af såkaldt ‘working poor’ – arbejdende fattige -, som på trods af fuldtidsarbejde er fattige eller er i risiko for at blive ramt af fattigdom.

Og sporene fra de tyske, såkaldte ‘Harz-reformer’ i nullerne med mini- og midi-jobs på en ekstremt lav mindsteløn, liberalisering af arbejdsmarkedet og sænkning af arbejdsløshedsunderstøttelsen skræmmer tilsvarende.

I Danmark er mindstelønnen defineret i den enkelte overenskomst – typisk som fagets begyndelsesløn. Den løn er gennem årtier opnået gennem forhandlinger og til tider konflikter med arbejdsgiverne, og skal ikke sænkes gennem lovgivningen på Christiansborg med EU som bagmand.

Skillelinjer i Europa

Spørgsmålet om lovbestemt mindsteløn deler den internationale fagbevægelse. I de offentligt ansattes europæiske samarbejdsorganisation (EPSU) har skillelinjen gået mellem nord og syd, og i en vis udstrækning mellem øst og vest. Jeg har i kraft af mit tidligere job netop prøvet at skulle navigere mellem syd- og østeuropæiske forbund, der ønsker lovgivning om mindsteløn – og nordiske forbund, der i stedet bygger på overenskomster mellem parterne. Og skillelinjen er for så vidt forståelig nok.

Det handler i bund og grund om forskellige opfattelser af fagbevægelsens rolle, opgaver og styrke. Og om lovgivning contra overenskomst-indgåelse. De sydeuropæiske forbund presser traditionelt deres regeringer med massedemonstrationer i gaderne og generalstrejker for at opnå forbedringer eller forhindre forringelser for lønmodtagerne. Mens vi i Norden presser arbejdsgivere i mødelokaler med forhandling og konfliktberedskab.

Skillelinjen omfatter også ofte ganske lave organisationsprocenter i syd og relativt høje i nord. Konsekvensen af forskellene er mindre, faglige organisationer som aktivitetscentre i syd – og store organisationer med betydelige forhandlingsafdelinger i nord.

Den danske model under pres

Den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter uden politisk indblanding lægger arm og indgår overenskomster, har i vores snart fem årtier lange medlemskab af først EF og nu EU været under pres i flere omgange. Ofte som følge af forskellene på arbejdsmarkederne i Nordeuropa og Skandinavien på den ene side og arbejdsmarkederne i Syd- og Østeuropa på den anden. Men også som følge af forsøg på at gennemtvinge harmonisering af lønmodtagernes vilkår på tværs af Europa.

Det hårdeste pres i nyere tid stammer fra kombinationen af arbejdskraftens frie bevægelighed på tværs af landegrænser og udvidelsen af EU med en række østeuropæiske stater.

Supereuropæerne og globaliserings-eliten satte her de modeller, hvor lovgiverne respekterer arbejdsmarkedets parters suverænitet, under et gevaldigt pres. Og satte samtidig på sigt opbakningen til den nordiske velfærdsmodel under pres i takt med, at vandrende arbejdskraft får adgang til eksempelvis danske velfærdsydelser.

Presset fra arbejdskraftens frie bevægelighed var forudsigeligt. Når lande med store forskelle i velstand og velfærd åbner for sluserne, så vandrer arbejdskraften naturligt fra arbejdsløshed og ringe vilkår hjemme til job og bedre lønninger ude. Men skal EU give mening, så er det de fattigste medlemslande, der skal hæves op. Ikke de bedst stillede, der skal trækkes ned.

“Løn skal ikke være et EU-anliggende. Højtlønnede kommissærer og forgyldte teknokrater skal ikke tvinge Danmark til at ændre Den danske model”

Med direktivforslaget om mindsteløn sat på den europæiske dagsorden leger den europæiske elite og EU-apparatet igen med ilden. 22 medlemslande har i forvejen en lovgivet nedre tærskel for lønnens størrelse. Seks lande inklusive Danmark har ikke.

Men løn skal ikke være et EU-anliggende. Højtlønnede kommissærer og forgyldte teknokrater skal ikke tvinge Danmark til at ændre Den danske model. Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens overraskede i forårets valgkamp med en ide om lovbestemt mindsteløn på de områder, der ikke er overenskomstdækket, og som er mest udsat for social dumping. En model, der minder om norsk lovgivning. Den ide kunne direktivet om mindsteløn måske på sigt indføre ad bagvejen i de lande, der ikke skal pålægges at lovgive om mindsteløn.

Den danske model skal ikke behandles som et religiøst relikvie, der er urørligt og kun ser dagens lys ved særlige højtideligheder.

Modellen er i realiteten en hybrid af aftaler, lovgivning og domstolspraksis. I vore dage med EU i førersædet, når det gælder lovgivning og retlige afgørelser.

Men modellens grundtegning skal respekteres, hvis Danmark skal kunne opretholde både et velordnet arbejdsmarked og et reelt velfærdssamfund. Og mindsteløns-diskussionen går til angreb på modellens grundtegning.

Med årene er jeg blevet tilhænger af en EU-model med grundlæggende fælles beskyttelse af lønmodtagerne, som arbejdsmarkedets parter bygger rettigheder ovenpå gennem kollektive overenskomster.

Den model tåler ikke EU-indblanding i lønfastsættelsen. Og der er god grund til at være bekymret for EU-indblanding i det danske overenskomstsystem.

En lovgivet mindsteløn vil i Danmark betyde, at arbejdsmarkedets parter ikke længere selv knækker nødderne, som DA og LO garanterede fortsat at knække i fælles annoncer op til den danske folkeafstemning i 1972 om tilslutning til Fællesmarkedet: “Dansk tilslutning til EF vil ikke indskrænke parternes selvbestemmelsesret på det danske arbejdsmarked. Hvert medlemsland kan fortsat bevare og udvikle sit eget arbejdsmarkedssystem, og arbejdsmarkedets parter kan føre overenskomstforhandlinger på den måde, de finder bedst.”