Dennis Kristensen om Store Bededags-tyveriet: Det er matchfixing

En af de helt grundlæggende værdier, som fagbevægelsen og Socialdemokratiet hidtil har delt, er værnet om Den Danske Model – den arbejdsmarkedsmodel, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere suverænt forhandler og indgår aftaler om løn og arbejdsvilkår uden indblanding fra statens lovgivere.

Det har været en klar forudsætning for modellens langsigtede holdbarhed, at politikerne holder fingrene væk fra de opgaver, arbejdsmarkedets parter selv løser.

Vi har ganske vist oplevet ganske mange indgreb i de arbejdskonflikter, der fra tid til anden bliver resultatet, når parterne ikke kan finde hinanden i et forlig. Det er sket op mod et halvt hundrede gange siden det såkaldte Kanslergadeforlig i 1933. Oftest med en socialdemokratisk ledet regering i spidsen, men partiet sad også ved magten i flest år i det sidste århundrede.

I de fleste tilfælde har regeringerne uanset farve begrænset sig til at stoppe arbejdskonflikter ved hjælp af indgreb, der indeholdt dét, parterne selv havde en andel i – eksempelvis forligsskitser fra statens forligsinstitution, som parterne mere eller mindre frivilligt havde nikket til, inden arbejdskonflikten gik i gang.

Tyveriet af lærernes arbejdstidsaftale var matchfixing

På det offentlige område gik det galt i 2013, da SRSF-regeringen i en uskøn alliance med de offentlige arbejdsgivere gennemførte en folkeskolereform, hvori indgik finansiering stjålet fra lærerernes og undervisernes arbejdstidsaftaler – allerede inden overenskomstforhandlingerne overhovedet gik i gang. Og herefter lockoutede de offentlige arbejdsgivere lærere og undervisere, som ikke fik en kinamands-chance for at nå et forhandlingsresultat.

Det var ren matchfixing gennemført af politikere, der brugte deres kasket som lovgivere til at gennemføre arbejdstids-tyveriet, og deres arbejdsgiver-kasket til at varsle lockout – uden at lønmodtagersiden havde varslet strejke.

Det var det alvorligste angreb på Den danske Model i nyere tid.

Store Bededags-Gate er også matchfixing

Ti år efter følger endnu en socialdemokratisk ledet regering op med Store Bededags-Gate, hvor politikerne gennem lovgivning vil afskaffe en helligdag og erstatte den med en arbejdsdag.

” En socialdemokratisk ledet regering vil med Store Bededags-Gate gennem lovgivning afskaffe en helligdag og erstatte den med en arbejdsdag. – De overenskomstpenge, som de faglige organisationer har brugt på at opnå disse beskyttelses- og honorerings-bestemmelser, sender regeringen uden så meget som at blinke samtidig til arbejdsgiverne uden beregning. På portørdansk er det tyveri ved højlys dag. ”

Og ikke alene betyder det, at lovgiverne udvider den overenskomstaftalte arbejdstid for dem, der i deres overenskomster har aftalt frihed på denne helligdag.

Beskæftigelsesministeren har samtidig i lovforslaget om helligdagens afskaffelse udtrykkeligt gjort de overenskomstmæssige bestemmelser om både frihed på helligdagen og om erstatningsfrihed og honorering for arbejde på helligdagen ugyldige.

De tekster har ministeren nu på regeringens vegne siddet – som i min skoletids stilehæfter – og streget over med rødt … uden at de parter, der har aftalt teksterne, har haft nogen form for indflydelse.

Det er endnu en gang politisk matchfixing.

Og de overenskomstpenge, som de faglige organisationer har brugt på at opnå disse beskyttelses- og honorerings-bestemmelser, sender regeringen uden så meget som at blinke samtidig til arbejdsgiverne uden beregning. På portørdansk er det tyveri ved højlys dag.

Og så er lovgivningen i sin helhed over for lønmodtagerne et direkte regerings-diktat, som regeringen nu vil have Folketinget til at blåstemple ved en hastebehandling.

Hvem står nu vagt om Den Danske Model?

De sidste bånd mellem LO (nu FH) og Socialdemokratiet blev klippet over ved en ekstraordinær LO-kongres i 2003.

Kongressen godkendte den beslutning, LO’s hovedbestyrelse havde truffet i slutningen af 2002 om at ophøre med at yde økonomisk støtte til Socialdemokratiets og DSU’s valgkampe. Støtten var blevet givet løbende, og ramte partiet ekstra hårdt, fordi en del af valgkampstøtten var blevet brugt til ansættelser og andre driftsformål i partiet.

En del forbund, herunder FOA, var allerede ophørt med at give støtte, før LO stoppede sin.

Partiet fik en økonomisk skilsmissegave, og herefter var det slut: “Dermed er der ikke flere økonomiske mellemværender mellem LO og Socialdemokraterne,” slog den daværende LO-formand, Hans Jensen, fast.

På den anden side vedtog kongressen både et nyt selvstændigt værdigrundlag og et nyt fagpolitisk grundlag, som åbnede for samarbejde med alle partier på områder, hvor der var sammenfaldende synspunkter og værdier mellem det enkelte parti og LO:

“LO er parat til at lave fælles udredningsopgaver, aktiviteter og politikformuleringer med partier, hvis grundlag er i overensstemmelse med varetagelsen af lønmodtagerinteresser, og som kan støtte de bærende værdier i LO’s virke.”

LO skulle så at sige til at stå helt på egne ben og ikke sidde på skødet af noget parti:

“Vi må samarbejde med alle socialt ansvarlige politiske kræfter om at indfri vores mål. Vi må bruge kræfterne på at argumentere for vores sag og sikre os offentlig forståelse. Men det kræver, at vores troværdighed er i top, at folk er sikre på, hvad vi kæmper for. Og det kræver, at vi tør gøre op med hellige køer og myter,” sagde Hans Jensen.

I mine øjne er fagbevægelsen i dag efter fremlæggelsen af regeringens Store Bededags-lovforslag nødsaget til på samme måde at erkende, at indgrebet i overenskomsternes helligdags-bestemmelser viser, at fagbevægelsen ikke kan læne sig op ad politiske partiers respekt for Den Danske Model og respekten for arbejdsmarkedets parter.

Den erkendelse må desværre nu også gælde Socialdemokratiet.

Erkendelsen kan gøre ondt. Den giver til gengæld med et gammelt, men ret præcist udtryk på den ufede måde en “ren røv at trutte i”.

Den lektie bør fagbevægelsen tage til sig.