Dennis Kristensen: Udsigten for Venstre tyder på skattestop, så langt øjet rækker

Venstre stiller sig uden for indflydelse, og forsøger at fastholde den idéfattige skattestopskurs. I meningsmålingerne ser partiet ud til snart at miste førersædet i den borgerlige blok.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Dennis Kristensen, tidl. formand for fagforbundet FOA

Krisen i Venstre kan true velfærden. Hvor er den borgerlige oppositions største parti, Venstre på vej hen? Er de positioneringer, vi ser i øjeblikket, konturerne af en politiske offensiv, som skal placere Venstre som oppositionens ubestridte leder og føre oppositionen til regeringskontorerne? – Eller oplever vi et parti, der er ved at krakelere, og som ikke vil være i stand til at lede hverken oppositionen eller en regering? Pilen peger lige nu i begge retninger – og måske ovenikøbet i endnu flere retninger.

Ingen hånd på politiforlig

Det var mere end opsigtsvækkende, da Venstre forleden valgte at stå udenfor en ny flerårig aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi. Og endda mere opsigtsvækkende end at Enhedslisten for første gang valgte at være part i disse tilbagevendende aftaler.

Befolkningens tryghed baseret på effektiv og tydelig håndtering af lov og orden er ellers klassisk hjerteblod for Venstre. Det er her, partiet kan demonstrere nærhed til befolkningens bekymringer i hverdagen, men det er også her, at den liberale balance mellem handlekraft mod kriminalitet og beskyttelse af den individuelle frihed og retssikkerhed kan vises frem. Tænk blot på en liberal retsordfører som Birthe Rønn Hornbechs markedsføring af netop denne balance.

Den mulighed for at kunne demonstrere indflydelse og resultater fravalgte partiet.

Fravalget kunne være et resultat af manglende mulighed under forhandlingerne for at få markante, borgerlige mærkesager med i aftalen, men Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er med og har selvfølgelig sat deres aftryk på de næste års indsats fra politiet og anklagemyndigheden.

“… der tegner sig et billede af, at Venstre er i gang med endnu et forsøg på at give Anders Fogh Rasmussens skattestop fra 2001 kunstigt åndedrag – for at gøre det til kernespørgsmålet i partiets oppositionstid og regeringstid, når det måtte komme dertil.”

Det må anses for helt uden langsigtet betydning, at Alternativet – som er gået i permanent asyl langt under spærregrænsen – sammen med Liberal Alliance, der også har været nede at kysse spærregrænsen, ligeledes holdt sig ude af aftalen.

Retspolitik og kriminalitetsbekæmpelse er ikke blot en kampplads mellem rød og blå blok. Det er i lige så høj eller måske i endnu højere grad en konkurrenceplads på linje med udlændingepolitikken mellem de borgerlige partier om at være “Tougher Than The Rest”. Og denne konkurrence meldte Venstre sig ud af i denne omgang. Underligt nok.

Farvel til grøn aftale

Og det er ikke første gang, at partiet siden lederskiftet har meldt sig ud af kamp- eller konkurrence-pladser. Det samme skete i starten af december, da Venstre valgte at stå uden for aftalen om såkaldt grønne biler og grønne afgifter. Her gik Venstre ikke enegang, men fik følge af resten af blå blok. Dermed ligner det umiddelbart blot en klassisk blokopstilling i Folketinget.

Der er imidlertid grund til at hæfte sig ved Venstres manglende deltagelse i aftalen, fordi partiets klimaordfører Tommy Ahlers begrundede Venstres manglende deltagelse i bilaftalen på præcis samme måde, som partiets retsordfører Inger Støjberg efterfølgende skrev i en pressemeddelelse om politiaftalen: “I Venstre mener vi det rent faktisk, når vi siger, at vi har et skattestop. Det skal danskerne kunne regne med, og det skal der være sikkerhed omkring”.

Og dermed tegner der sig et billede af, at Venstre er i gang med endnu et forsøg på at give Anders Fogh Rasmussens skattestop fra 2001 kunstigt åndedrag – for at gøre det til kernespørgsmålet i partiets oppositionstid og regeringstid, når det måtte komme dertil.

Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde det første genoplivningsforsøg i maj 2019 under valgkampen, uden at genoplivningen i den omgang sikrede Venstre fortsat regeringsledelse.

Skattestoppet ramte velfærden hårdt

Skattestoppet kom til i årevis at ride velfærden og den offentlige service og dermed fællesskabet som en mare. Resultatet var endeløse nedskæringer, besparelser og minusvækst.

Her blev grunden for alvor lagt til de senere års hastigt voksende gab mellem brugernes behov og de ansattes fysiske mulighed for at dække behovene.

Det er i høj grad skattestoppets og den skattemodvilje, som kampagnen om skattestoppet fodrede, der har forhindret, at velfærds-budgetterne kunne følge med de flere ældre, der lever længere og det stigende børnetal. Samt den helt naturlige forventning om, at velfærden og den offentlige service afspejler samfundets økonomiske vækst og de nye muligheder, som forskning og ny teknologi giver.

Dermed har skattestoppet udøvet samfundsmæssig skade og begrænset fællesskabets muligheder for at tage hånd om dem, der får brug for en hjælpende hånd.

Derfor er udsigten til, at Venstres nye formand træder i Lars Løkke Rasmussens fodspor og puster videre i genoplivningsforsøget på skattestoppet som det store vælgertrækplaster, da også deprimerende.

Et mantra møder virkeligheden

Vi står med tre afgørende udfordringer, der kræver politiske visioner og større tankeevne end den automatiske gentagelse af Venstres mantra om, at “det ikke må blive dyrere at være dansker”.

Det er udfordringer med store fordelingspolitiske elementer, som vil kræve, at de stærkeste skuldre må løfte mest og dermed, at de, der har bedst råd, må betale mere.

Det handler om tilbagevenden til et samfund uden corona-truslen og finansieringen af de mange regninger, som fællesskabet har påtaget sig for at behandle corona-ramte, bryde smittekæder og udrydde virussen. Og om med hjælpepakker for milliarder at sikre et eksistensgrundlag for både lønmodtagere, selvstændige og erhvervsliv.

Den tilbagevenden må ikke skabe øget ulighed. Men her kan skattestoppet i Venstres udgave anvendes til at begrænse eller forhindre, at de stærkeste skuldre bærer den største byrde.

Dernæst handler det om klimaet. Corona-pandemien har sat kampen for klimaet tilbage, verden over. Men klimamålene kan ikke udskydes. Truslerne flytter sig ikke længere ud i horisonten på grund af pandemien. Her vil skat uden tivivl også spille en rolle ud over den nu aftalte grønne skattereform – og klimaindsatsen vil ikke kunne tåle at blive styret af et skattestop.

Endelig handler det om genopretning af velfærden. Efter næsten et par årtier under Foghs, Thornings og Løkkes budskaber om, at vi kan få det dobbelte for det halve, skal der nu investeres ganske betydeligt i velfærd og offentlig service over de næste år, hvis tidligere serviceniveauer ikke blot skal genskabes, men kvalitet og service skal bringes på niveau med samfundets rigdom.

Udskiftning i ledelsen på vej?

Der er naturligvis også den mulighed, at Venstres anvendelse af behovet for et skattestop som årsag til manglende deltagelse i større politiske aftaler, blot er frustrerede Venstre-folks klamren sig til drivtømmer fra den tidligere kaptajns kommandobro.

“Venstre har tydeligvis en formand, der virkeligt har svært ved at finde en grimasse, der kan passe, mens næstformanden igen har skabt overskrifter.”

For det bud taler de kaotiske tilstande, der udefra set må råde internt i partiet, med en næstformand og formand i tydelig politisk ubalance. Venstre har tydeligvis en formand, der virkeligt har svært ved at finde en grimasse, der kan passe, mens næstformanden igen har skabt overskrifter.

Og med en tidligere formand, der som afskedssalut kastede sit førersæde i oppositionen over bord med sin overraskende melding om behovet for en regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre. Og som i øvrigt har brugt tiden siden da, indtil han et eller andet sted på Atlanterhavet mistede forbindelsen til land, til at skyde på alt, hvad der bevæger sig i både Socialdemokratiet og i Venstre.

Og frustrationerne i partiet er tydeligvis ikke blevet mindre under udviklingen af “Minkgate”, som ledende Venstre-folk både så ud til og lød til at forvente sig rigtig meget af. Men som er svær at efterspore i de aktuelle meningsmålinger, at oppositionen skulle have udsigt til at få Mette Frederiksens hoved på et fad. Tværtimod. Tallene siger indtil videre det modsatte.

Det ligner tværtimod en Jakob Ellemann, der bevæger sig stadig længere væk fra den borgerlige oppositions førersæde, og en Søren Pape, der ikke alene har førersædet inden for synsvidde, men måske også snart kan nå rattet.