Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
24. marts. 2021

Dennis Kristensen: Uligelønnen stikker dybere end Tjenestemandsreformen

Der kører lige nu kampagner mod Tjenestemandsreformen fra 1969. Men problemet stikker langt dybere, skriver den tidligere FOA-formand.

Ligestilling, ligeløn og ligeværd?
Artiklen tager cirka 6 minutter at læse.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Debatten om at eliminere den kønsbestemte uligeløn på det offentlige arbejdsmarked fokuserer for tiden først og fremmest på den reform af tjenestemandssystemet, som blev gennemført i 1969. Reformen og indplaceringen af de forskellige tjenestemands-grupper på en samlet lønstige har sin del af ansvaret for den lave aflønning af typiske kvindefag i det offentlige – men de helt grundlæggende årsager til uligelønnen mellem kønnene stikker dybere. Langt dybere.

Kvinder blev også spist af med lavere løn for 100-150 år siden. Kønsbestemt uligeløn opstod ikke først, da middelklassens kvinder i 1960’erne strømmede ud på arbejdsmarkedet og ikke mindst ind i den offentlige sektor. Men Tjenestemandsreformen øgede uligelønnens udbredelse på det offentlige arbejdsmarked.

Uligelønnen rødder går meget længere tilbage… og udspringer ikke alene af en ringe værdisættelse af opgaver, der oprindeligt udførtes i hjemmene.

Ulighedstradition i fagbevægelsen

Det bliver alt for ofte glemt i diskussionerne om ligestilling, at tyendets og arbejderklassens kvinder mærkede uligelønnen for alvor helt tilbage ved Danmarks overgang fra landbrugsland til industrisamfund.

Uligelønnen i landbruget mellem mandligt og kvindeligt tyende går således mere end hundrede år længere tilbage end Tjenestemandsreformen, og det kvindelige tyendes lavere sommer- og vinterløn var ikke blot knyttet til indendørs opgaver i køkken og stuer – men i mindst lige så høj grad til stalde og marker.

“Den mandligt dominerede hovedorganisation De samvirkende Fagforbund (nu Fagbevægelsens Hovedorganisation) understøttede bekymringen for at kræve fuld ligeløn mellem kvinder og mændDet kan næppe anses som et højdepunkt i hovedorganisationens virksomhed.”

Tyendet hos herskaberne i byerne – tjenestepigerne, som senere skiftede stillingsbetegnelse til husassistenter – oplevede derimod den samme lave værdisætning af huslige opgaver, som også ramte de typiske kvindefag under 1960’ernes store udbygning af velfærden.

Jeg kigger for tiden lidt på Dansk Hospitalsforbunds historie, som handler om dét, de ansatte selv kaldte det underordnede personale ved Statens Sindsygeanstalter. Ved lov skiftede de navn til Statens Sindsygehospitaler i 1911. Inden da fulgte lønningerne landbrugets princip om sommer- og vinter-løn, og lønnen for de mandlige opsynsmænd var væsentligt højere end lønnen ved kvinders arbejde i køkken, vaskeri og rengøring. Loven regulerede også plejepersonalets løn, og her blev mandlige, ugifte plejeres løn fastsat til mellem 450 – 650 kr. om året, mens lønnen til kvindelige plejersker udgjorde 350 – 500 kr. årligt.

For arbejderkvinderne i den hastigt voksende industri var uligelønnen ved samme arbejde på den ene side markant, men på den anden side svær at håndtere for kvindernes fagforening, Kvindeligt Arbejder Forbund i Danmark (KAD) lige fra stiftelsen i 1901 og flere årtier frem.

KAD’s formand Alvilda Andersen afviste ligelønstanken af frygt for konsekvenserne for beskæftigelsen på forbundets kongres i 1926: “Hvis lønningerne blev drevet helt op på højde med arbejdsmændene, ville en masse selverhvervende kvinder med forsørgerpligt miste deres arbejde og blive erstattet af mænd, hvis fysiske arbejdskraft gjorde, at arbejdsgiverne ville foretrække dem frem for kvinderne.

Den mandligt dominerede hovedorganisation De samvirkende Fagforbund (nu Fagbevægelsens Hovedorganisation) understøttede bekymringen for at kræve fuld ligeløn mellem kvinder og mænd. For KADs vedkommende blev det først besluttet i 1945. Det kan næppe anses som et højdepunkt i hovedorganisationens virksomhed.

Det kom til at vare endnu længere, før KAD og de øvrige kvindefag fik kravet om ligeløn igennem ved overenskomstforhandlingerne med arbejdsgiverne. Og de mandlige fagforeningers støtte var nok i en lang periode mere rituel og verbal end reel og handlingsrettet.

Kvindelige patienter omkring år 1900. Det såkaldt ‘underordnede personale’ ved Statens Sindsygeanstalter var et tydeligt eksempel på forskelsbehandlingen. Her fik de kvindelige ansatte en markant ringere løn end deres mandlige kolleger. Først efter storstrejker og mange års kamp ændredes den lovgivningsmæssige diskrimination. Foto: Museum Ovartaci.

Storstrejke satte skub i tingene

Der skulle tre årtier og en storstrejke til, før princippet om samme løn for samme arbejde kom i hus ved overenskomstfornyelsen i 1973. Og så hjalp 1970’ernes kvindekamp, Rødstrømpebevægelsens ligestillingsaktioner og udsigten til et EU-direktiv med forbud mod lønmæssig forskelsbehandling ligelønsforliget godt på vej. Direktivet blev senere en realitet og udløste den danske ligelønslov i 1976.

Med overenskomstforliget og ligelønsloven løstes det grundlæggende problem med særskilte lønbestemmelser eller særskilte overenskomster for mænd og kvinder – der stod skulder ved skulder og udførte det samme arbejde til forskellig løn.

“FOA formulerede tidligere det ret indlysende spørgsmål: Hvorfor værdisættes arbejdet med at passe din bil højere end at passe din mor?”

Mit eget forbund, Dansk Kommunal Arbejderforbund, måtte således bortforhandle en særskilt overenskomst for kvindelige vaskeriarbejdere ved det kommunale interessentselskab Institutionsvask i Ballerup.

Arbejde af samme værdi

Der føres efterhånden kun ganske sjældent sager i retssystemet om ligeløn. Det skyldes ikke, at ligelønnen er i hus, men derimod at lovgivningen er for diffus (for nu at rime). Ligelønsloven tog et godt skridt på vejen med samme løn for samme arbejde, men loven gav ikke arbejdsmarkedets parter redskaberne til at praktisere ligeløn for arbejde af samme værdi.

Dermed er det i praksis nærmest umuligt for lønmodtagersiden at vinde sager, hvor arbejdet ikke udføres under samme overenskomst, af samme faggruppe eller med samme uddannelsesindhold, længde etc. FOA formulerede eksempelvis tidligere det ret indlysende spørgsmål: Hvorfor værdisættes arbejdet med at passe din bil højere end at passe din mor?

Håndteringen af sager over den læst har ligelønslovens beslutningstagere ganske enkelt ikke taget hånd om. Der er brug for at revurdere en række mellemlange, videregående uddannelsers lønmæssige indplacering ved tjenestemandsreformen, men der skal samtidig for alvor sparkes gang i ligelønsudviklingen i hele den offentlige sektor med opjustering af offentlige lønninger i forhold til sammenlignelige private lønninger – efter princippet om arbejde af samme værdi.


Om skribenten

Dennis Kristensen

Dennis Kristensen

Tidligere portør og forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og "politisk ømme tæer". Læs mere