Der er ingen Pride uden politik

Copenhagen Pride udtalte sidste år, at de ikke vil afslutte samarbejdet med virksomheder, der støtter Israel. Ved samme lejlighed fremførte de, at Pride ikke er politisk. Disse holdninger har udløst berettiget kritik. Pride-bevægelsen er og har altid været dybt politisk, og det forpligter organisationer som Copenhagen Pride til at tage ansvar.

Når Israels behandling af palæstinenserne indebærer folkemordslignende massakrer i Gaza, systematiske menneskerettighedsbrud og ulovlige bosættelser på besat land, kan en menneskerettighedsorganisation ikke trække på skuldrene. 

Pride-bevægelsens politiske rødder og ansvar

Pride startede som en protestbevægelse fra Stonewall-optøjerne i 1969 til tidlige marcher for homoseksuelles rettigheder. Det var længe inden, regnbueflagene vajede over corporate events.

Pride har altid handlet om at udfordre status quo og kræve lige rettigheder. Det er utvetydigt en politisk kamp. For lovændringer, for accept i samfundet og imod diskrimination. Selv i dag er Pride-parader i mange lande regulære politiske demonstrationer, der møder modstand fra konservative kræfter. At påstå, at “Pride ikke er politisk”, er derfor historieløst og naivt. Som LGBT+-miljøet selv pointerer, kæmper Pride for rettigheder og frihed – hvilket i sagens natur er politisk arbejde.

Den danske Pride-bevægelse er ingen undtagelse. Copenhagen Pride kalder sig Danmarks største menneskerettighedsfestival, og menneskerettigheder kan ikke adskilles fra politik. Organisationen har et ansvar for at videreføre arven fra de aktivister, der gik forrest tidligere.

Det indebærer at tage stilling, når minoriteters liv og sikkerhed er truet, uanset om truslen kommer fra homofobi, transfobi eller fra andre former for undertrykkelse. Pride kan ikke reduceres til en fest uden kant; det er en platform skabt af protest og mod til at tale magten imod.

Pinkwashing: Når sponsorater skygger for principper

I dag ser vi desværre, at store firmaer flokkes om Pride for at brande sig selv som tolerance-ikoner, samtidig med at nogle af dem er involveret i uetiske aktiviteter. 

Pinkwashing er blevet et buzzword: det beskriver, når virksomheder (eller stater) bruger LGBT+-støtte som røgslør for at forbedre deres image, mens de fortsat bidrager til undertrykkelse andetsteds. Præcis dette blev Copenhagen Pride anklaget for sidste år. Aktivister fra bl.a. Nørrebro Pride kritiserede Copenhagen Prides “pinkwashing” og modvilje mod at bryde båndene til den igangværende besættelse og folkedrab i Palæstina”. 

Med andre ord påpegede man det hykleriske i at fejre kærlighed og frihed med regnbuer, mens man samtidig samarbejder med virksomheder, der profiterer af eller støtter Israels undertrykkelse af palæstinenserne.

Copenhagen Pride udsendte ganske vist i februar en erklæring, hvor de udtrykte solidaritet med det palæstinensiske folk og bekymring over partneres tilknytning til israelske firmaer – især dem, der opererer i de besatte områder.

Det var et skridt i den rigtige retning, et forsøg på at bruge Pride-platformen til at stille etisk ansvarskrav til sponsorerne. Store virksomheder som Mærsk, Novo Nordisk, Google Danmark og Dansk Industri tog det imidlertid ilde op og meldte sig ud som sponsorer med den begrundelse, at Pride var blevet for “politiseret”. Virksomhederne ville altså gerne vise regnbuefarver – så længe det ikke forpligtede dem til at tage stilling i en kontroversiel sag.

Det er dybt afslørende, at sponsorerne flygter, så snart Pride insisterer på principper. Det viser, at nogle sponsorer mest var med for imagets skyld, ikke fordi de oprigtigt deler værdierne om menneskerettigheder for alle. Når Copenhagen Pride efterfølgende undskylder og slår bak, risikerer de at bekræfte kritikken. Organisationen udtalte beklagende, at man “ikke har intention om at tvinge nogen til at vælge side i en konflikt”, og at Prides eneste mål blot er at forbedre LGBT+-personers liv i Danmark.

En sådan udmelding lyder umiddelbart forsonende, men den lugter af politisk neutralitet, hvor neutralitet ikke hører hjemme. Neutrale værdier findes ikke, når mennesker undertrykkes. At undlade at tage side i spørgsmålet om undertrykkelse er de facto at tage undertrykkerens side. Pride-bevægelsen bør ikke lade sig kyse af økonomisk pres fra sponsorer; man må stå fast på de værdier, der handler om frihed og retfærdighed.

Israels brud på folkeretten angår også LGBT+-miljøet

Nogle kritikere mener fejlagtigt, at kampen for LGBT+-rettigheder og kampen for et frit Palæstina intet har med hinanden at gøre. Denne kunstige adskillelse holder ikke til et nærmere eftersyn.

Når Israel begår overgreb mod en civilbefolkning ved at bombe Gaza sønder og sammen og opretholde en ulovlig besættelse, så er det et spørgsmål om fundamentale menneskerettigheder – og dermed noget, som alle menneskerettighedsforkæmpere, herunder LGBT+-aktivister, bør forholde sig til. 

Både FN’s internationale domstol og resten af verdenssamfundet har slået fast, at Israels bosættelser i de besatte palæstinensiske områder er et soleklart brud på international lov, og Den Internationale Straffedomstols chefanklager har kaldt landets handlinger i Gaza for mulige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. At se igennem fingre med den slags forbrydelser undergraver princippet om universelle menneskerettigheder.

Dertil kommer den menneskelige katastrofe, hvor Israels folkemord i Gaza har dræbt titusindvis af civile palæstinensere, herunder også LGBT+-personer, siden oktober 2023. Copenhagen Prides egen talsperson forsvarede deres engagement med ordene: “Når bomber falder, dræber de også LGBT+-personer”.

Netop. Bomber og kugler diskriminerer ikke. Queer-personer bliver også ofre for krig og etnisk udrensning. Vi der tilhører en minoritet, kender alt for godt faren ved at blive dæmoniseret og gjort til syndebukke. Som aktivisten Dean Cooper-Cunningham udtalte i en kronik: “Vi queer-personer kan […] ikke se passivt til, mens der relativt ustraffet begås, hvad der ligner et folkedrab”. 

Vores egen historie med hadforbrydelser og statslig forfølgelse betyder, at vi har et særligt ansvar for at udvise solidaritet med andre undertrykte grupper.

At støtte det palæstinensiske folk mod folkeretsstridige overgreb er ikke det samme som at støtte Hamas eller homofobiske ideologier. Det handler om at insistere på alle menneskers ret til liv og frihed. Kritikerne påstod, at Copenhagen Pride ved at vise solidaritet tog parti for Hamas og dermed støttede homofobiske holdninger i Mellemøsten, men det er en grov fejltolkning.

Man kan godt fordømme Israels krigsforbrydelser uden at bifalde Hamas’ politik. Faktisk må man gerne holde to tanker i hovedet. Både at Hamas’ behandling af LGBTQ-personer er forkastelig, og at Israels bombardement af civile er uacceptabelt. At kræve et stop for massakrer på uskyldige gør ikke Pride mindre tro mod sine værdier. Tværtimod viser det en helhjertet forpligtelse til menneskerettigheder på tværs af alle skel.

Pride skal stå ved sine principper – også når det koster

Copenhagen Pride står ved en skillevej mellem principper og profit. Skal man please store sponsorer for at sikre finanserne til næste parade, eller skal man holde fast i, at Pride ikke er til salg, når det gælder liv og død? Historien vil dømme den vej, man vælger.

Der findes et ordsprog i aktivistkredse: “If you are neutral in situations of injustice, you have chosen the side of the oppressor.” Oversat til vores sammenhæng: Hvis Pride ikke tør tage stilling, når uskyldige undertrykkes eller dræbes, så svigter man de idealer, Pride er grundlagt på.

Vi ser heldigvis en tendens til, at græsrodsaktivister presser på. En global alliance af queer-organisationer, fra USA til Europa har opfordret Pride-arrangører til at droppe firmaer, der muliggør besættelsen og etnisk udrensning af Palæstina. Det er et kald om at gøre Pride rent, og derfor skal vi ikke lade regnbueflaget smudses af blodpenge.

Copenhagen Pride bør lytte til opråbene. At miste et par store sponsorer gør ondt økonomisk, men nye støtter vil komme til, hvis man bevarer sin integritet. For eksempel kan man søge alliance med NGO’er, fonde eller etisk ansvarlige virksomheder, som faktisk udøver menneskerettighedsværdierne i praksis og ikke kun i ord.

Pride-bevægelsen begyndte som en marginaliseret skare uden mange midler. Dens styrke lå i sagens retfærdighed og fællesskabets støtte. Det gælder stadig.

Pride er politisk

Pride er politisk og har altid været det.

I en tid hvor verdens konflikter raser, kan bevægelser som Copenhagen Pride ikke tillade sig den luksus at være apolitiske. Tværtimod må de vise modet til at gå forrest og kræve det samme af deres samarbejdspartnere. Ingen regnbue-branding kan forsvare, at man ignorerer folkemord eller krænkelser af menneskerettighederne.

Copenhagen Pride, og Pride-bevægelsen generelt, bør genfinde sin rødglødende aktivistiske sjæl. De skal stå fast på solidaritet, også når det koster på bundlinjen. Den autentiske ånd i Pride handler om kampen for frihed og værdighed til alle mennesker. Det indebærer at sige fra over for undertrykkelse, uanset hvem der står bag.

Der kan simpelthen ikke være Pride i sin sande betydning, hvis ikke den også inkluderer kampen for andre undertrykte – for ingen er frie, før alle er frie.