Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
26. februar. 2025

Der skal ikke føres amerikansk forsvarspolitik fra dansk territorium

Det har altid været en dårlig ide at tillade USA at have militærbaser på dansk territorium. Præsident Trumps imperialistiske udmeldinger har kun gjort det til en endnu dårligere ide. Det skriver Trine Pertou Mach i dette debatindlæg

Foto: US Department of Defense / https://www.flickr.com/photos/39955793@N07/8535802679/

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Selvfølgelig skal vi ikke stille baseområder i Danmark til rådighed for USA.

Det har Enhedslisten ment, lige siden statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde i februar 2022 løftede sløret for, at hendes regering forhandlede med USA om etablering af amerikanske baser på dansk grund.

Vi mente det sådan set allerede i forvejen. Vi manglede bare fantasien til at forestille os, at nogen – endsige en socialdemokratisk regering – ville gå ned ad så problematisk en vej. Det ville jo være et brud med det grundlæggende dogme i sikkerhedspolitikken, at vi ikke vil acceptere fremmede tropper på dansk jord i fredstid.

Mange gode grunde mod amerikanske baser

Argumenterne imod en baseaftale med USA står i kø og har gjort det, længe inde Donald Trump i november 2024 igen blev valgt til USA’s præsident og dermed fik kontrollen over verdens stærkeste militærmagt.

USA har en lang og sørgelig historie med tortur af fanger på baser uden for USA – det er bl.a. kommet frem omkring CIA’s ”black sites” i Litauen og Polen under ”Krigen mod terror”, hvor tilfangetagne modstandere af USA uden ret og dom blev udsat for ”waterboarding”.

Den baseaftale, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen underskrev i Washington 21. december 2023, giver USA eksklusiv adgang til områder på de tre jyske flyvestationer Skrydstrup (vest for Haderslev), Karup (nord for Herning) og Aalborg.

Danske myndigheder har altså ingen adgang til USA’s baseområder og er uden nogen mulighed for at kontrollere, om modstandere af Trumps imperialistiske ambitioner bliver waterboardet i Danmark.

Baseaftalen indebærer også, at militærpersoner fra USA, der overtræder loven i Danmark – det kan være vold under værtshusslagsmål, trafikdrab eller voldtægt – skal retsforfølges af USA’s domstole.

Selvfølgelig skal Danmark ikke afgive jurisdiktion for lovovertrædelser begået i Danmark.

Hvad med atomvåben?

Tilsvarende mangel på kontrol har vi med, hvilke våben USA vælger at opbevare på de tre flyvestationer.

Baseaftalen siger ganske vist på papiret, at dansk atomvåbenpolitik skal respekteres, men det ligger i sagens natur, at ingen danske myndigheder – ej heller Folketinget og befolkningen – har nogen mulighed for at vide, om USA overholder aftalen på dette punkt. Trump har absolut ingen respekt for folkeretten eller nationale grænser – hvorfor skulle han egentlig respektere en aftale indgået med Danmark?

Selvom regeringen ikke har fantasi til at forestille sig, at USA kunne bryde en aftale og stationere atomvåben på dansk jord, kunne det være, at en modstander har. Og med baseaftalen gør regeringen potentielt de tre baseområder til et first-strike atombombemål. Det er hamrende naivt at tro, at amerikanske baser i Danmark øger vores sikkerhed.

Hvem er baserne rettet mod?

Et argument fra aftalens mange tilhængere blandt regeringspartierne og på højrefløjen har været, at baseaftalen angiveligt skulle forpligte USA til at samarbejde med os og beskytte os – i en tid, hvor USA (allerede før valget af Trump) var på vej til at lægge mindre vægt på sit engagement i Europa og bruge flere kræfter på at true Kina.

Men argumentet holder ikke, for vi ved fra et svar fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at aftalen paradoksalt nok netop ikke binder USA til at stationere hverken soldater eller materiel i Danmark. Trump kan altså vælge at lade baserne stå gabende tomme, hvilket ikke ændrer ved, at områderne er under USA’s suverænitet i hvert fald ti år frem.

Nu er vi så efter det amerikanske præsidentvalg i en situation, hvor Danmark, Norden og Europa er udsat for pres og trusler fra både USA og Rusland – verdens to største atommagter.

Og direkte adspurgt vil Trump som bekendt ikke afvise at bruge militære midler for at komme til at ”eje” Grønland.

Det vil da – i den situation – være hul i hovedet at invitere ham og hans soldater indenfor på tre baser i Jylland. Når Danmark og Rigsfællesskabet trues af verdens suverænt stærkeste militærmagt, skal vi da ikke invitere denne magt til at oprette baser i vores land og opgive suverænitet til én eneste jysk kvadratmeter.

Ingen Trump-imperialisme fra dansk territorium

Statsminister Mette Frederiksen fremturer krampagtigt med at kalde USA for ”Danmarks tætteste allierede”. Men hvad er det for en allieret, der truer os, og som synes fast besluttet på at ”eje” Grønland – uden at spørge grønlænderne?

Selv de største tilhængere af det ”transatlantiske samarbejde” i Socialdemokratiet og på højrefløjen må da kunne indse, at den er helt, helt gal. Hvis vi ikke kunne blive enige om, at det var en dårlig ide at stille baseområder til rådighed for USA under præsident Biden, så må det da senest nu være klart for enhver, at det er direkte i strid med Danmarks interesser at forære baseområder til Donald Trump.

Han er helt uforudsigelig og har tydeligvis ambitioner om at bruge USA’s magt og militær til at virkeliggøre sine imperialistiske ambitioner. Det skal han ikke gøre fra dansk territorium.

Om skribenten

Trine Pertou Mach

Trine Pertou Mach

Mangeårig politisk aktiv og debattør, med et stærkt bankende hjerte for lighed, solidaritet, internationalisme og menneskerettigheder. Har bl.a. været forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og Det danske Hus i Palæstina, arbejdet i EU-Kommissionen, Nordisk Innovation og fredsorganisationen International Alert. Er medlem af Folketinget for Enhedslisten. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER