Derfor har Donald Trump vendt sig mod Europa

Oversat med tilladelse fra ‘Why Donald Trump Has Turned on Europe’, Jacobin, 7. marts 2025

Mindre end 14 dage efter at forsvarsminister Pete Hegseth og vicepræsident J. D. Vance havde læst Europa teksten på sikkerhedskonferencen i München i midten af februar, fulgte Donald Trump op med en optræden, der sagtens kunne have været en del af et afsnit af The Apprentice. For rullende kameraer skældte USA’s præsident sin modpart Volodymyr Zelensky – som har holdt sammen på en dybt splittet nation gennem tre års krig mod en mere magtfuld modstander – ud for utaknemmelighed og bekræftede dermed det verdensbillede, hvor magt er ret, som har været gennemgående i alle hans præsidentperioder.

Disse to episoder, som måske mere end nogen andre i de seneste år har gjort idéen om statsmandskunst til skamme, har dog haft held til at sætte fokus på én ting: Europas geostrategiske position er faretruende usikker. I årtier har kontinentets ledere med åbne øjne skabt et afhængighedsforhold af USA, som til gengæld kun har haft begrænset indflydelse på Europas indenrigs- og udenrigspolitik. Det fik mange til fejlagtigt at antage, at geopolitik ikke ville stå i vejen for handel i en verden, der antoges at være på den anden side af historien. Men i løbet af det seneste årti har Europas økonomiske bånd til Kina, som både er et marked for og en kilde til avancerede industrivarer, og Rusland, hvis billige energi har hjulpet den tyske sværindustri med at blive konkurrencedygtig, stødt sammen med USA’s ønske om hegemoni.

På trods af ønsker fra ledere som Emmanuel Macron er kontinentet ikke blevet en uafhængig ’tredje pol’ på den globale scene. I sin fransk-tyske kerne er det nu i stedet i stigende grad afhængigt af USA for at sikre sin energi- og forsvars-kapacitet. I Europas vestlige periferi har Storbritannien og Irland forsøgt at holde brandudsalg af deres aktiver til amerikanske kapitalfonde, samtidig med at de er blevet stærkt afhængige af Californiens FAANG-virksomheder (Facebook, Amazon, Apple, Netflix og Google), når det gælder direkte udenlandske investeringer (FDI). Så sent som sidste år forpligtede Amazon sig til at investere 10 milliarder dollars i løbet af de næste fem år i britiske datacentre, og Google lovede 1 milliard dollars til samme formål.

Mod øst kæmper USA og Kina om indflydelse i de tidligere sovjetstater. I Polen er USA massivt militært til stede, men var også en af de første deltagere i Kinas Belt and Road Initiative (BRI – Den nye Silkevej)) med en stor bilateral handel på 42 milliarder dollars. I mellemtiden har Ungarn, som er medlem af det amerikansk ledede NATO, for nyligt modtaget 16 mia. euro i kinesiske direkte udenlandske investeringer og har integreret den kinesiske producent af elbiler BYD og teknologigiganten Huawei i sin økonomi. Denne splittede loyalitet sætter sammen med en bemærkelsesværdig nedgang i økonomisk velstand – som adskiller Europa fra amerikansk vækst og kinesisk innovation – Europa i en dybt ufordelagtig situation i den nye multipolære verden, der er ved at opstå.

Kontinentets økonomiske bånd til både Rusland og Kina gør det til en upålidelig politisk partner for USA, og dets økonomiske efterslæb gør det til en svag partner – den gennemsnitlige vækstrate i eurozonen ligger i øjeblikket på uhyggelige 0,9 procent, noget der er mindre end en tredjedel af USA’s. Dette er i sidste ende et produkt af blokkens kroniske underinvestering, som skyldes selvpålagte finanspolitiske begrænsninger, som selv centrumfigurer som Mario Draghi har taget afstand fra. Det er denne politiske og økonomiske svaghed, som Hegseth, Vance og Trump har fornemmet og forsøgt at udnytte ved at gøre det klart for deres europæiske partnere, at de i deres forhold til USA forventes at være både føjelige og underdanige, samtidig med at de foregiver at være ’uafhængige’.

Trumps mål

Det er denne kontekst, der defineres af europæisk økonomisk afmatning og russisk og kinesisk styrke, der ligger til grund for Trumps beslutninger, som ellers kan virke uberegnelige. I stedet for blot at være et kaotisk udbrud er den holdning, som USA’s nuværende præsident har indtaget over for Europa, en videreudvikling af den holdning, som hans forgænger, Joe Biden, udviklede.

For eksempel er Trump-regeringens foreslåede regime denne gang, hvad angår toldsatser og teknologioverførsel, mere omfattende, men det afslører en præference for Anglo-sfæren frem for det kontinentale Europa. Dette er overhovedet ikke et brud med den konsensusopfattelse, der hersker i politiske kredse, hvor begge partier repræsenteres. Inden Biden forlod sit embede i januar, tog han skridt til at udvide begrænsningerne inden for AI-teknologi i sit Framework for Artificial Intelligence Diffusion. Rammerne giver Storbritannien og Canada fortrinsret til amerikansk AI-teknologi, mens 17 EU-lande (ud af 27) falder ind under en gruppe, som omfatter Luxembourg, Tjekkiet, Polen, Østrig og alle de baltiske lande, og hvor der gælder begrænsninger i adgangen.

I bund og grund har både Biden og Trump indset, at for at lægge afstand mellem USA og Kina skal store dele af Europa reelt afskæres fra amerikansk teknologi. Trumps regering gør derfor blot beslutninger, som eliten i Det Demokratiske Parti også var nået frem til inden 2024, eksplicitte.

EU og Europa var i en stærkere position til at forhandle med de amerikanske magthavere i Trumps første periode fra 2017-21, end de var i Bidens embedsperiode. Nu har de mistet en stor del af deres indflydelse. Partier, der går ind for et uafhængigt og alliancefrit Europa – for det meste den radikale, suverænitetsorienterede venstrefløj som Jean-Luc Mélenchon og et par ’neogaullistiske’ og centristiske teknokrater som Draghi og lejlighedsvis Macron, vil sandsynligvis ikke komme til at forme deres respektive nationers langsigtede fremtid.

I stedet er det neoliberale europæiske centrum-venstre og centrum-højre – om end modvilligt – forpligtet på i atlanticismen, selv om Trump selv afviser den. Planer om forsvarsudgifter for hele blokken som den 800 milliarder euro store »ReArm Europe«-fond, som Ursula von der Leyen foreslog i tirsdags, vil sandsynligvis øge afhængigheden af USA snarere end at udfordre den – for uden en genindustrialisering (om den så er grøn eller ej) vil europæisk oprustning blot betyde, at man sender endnu flere penge til Washington.

I mellemtiden er Europas oprørske populistiske højrefløj splittet. Proamerikanske, prokinesiske og pro-russiske fraktioner fylder det nye højres rækker, selv inden for de enkelte partier. Det polske højreekstreme parti Konføderationen er notorisk pro-russisk, mens det højrepopulistiske Lov og Retfærdighed (PiS) tenderer mod atlanticisme, selv om der i landets østlige del findes enkelte pro-russiske PiS-afdelinger.

I Italien er det postfascistiske og højrepopulistiske regeringsparti Fratelli d’Italia (Italiens Brødre) i sine offentlige udtalelser proamerikansk. Men bag kulisserne følger partiet den økonomiske tilnærmelse til Kina, som afdøde Silvio Berlusconi indledte; i Ungarn fremhæver Viktor Orbáns Fidesz sit forhold til Trump, mens man styrker forsvarsforbindelserne med Kina. Denne europæiske fragmentering har sammen med væksten i kinesisk indflydelse på hele kontinentet gjort det muligt for Trump at håndtere Europa på en mere hårdhændet måde, end det ville have været muligt for et årti siden. Alle disse fraktioner på den europæiske højrefløj støder sammen og samarbejder, hvilket giver en udenrigspolitik, der generelt er for oprustning, men dybt skeptisk over for indblanding i russiske og kinesiske anliggender.

Mellem 1990 og 2020 var konkurrencen mellem Kina og USA dæmpet nok til, at Washington kunne opretholde sit transatlantiske alliancesystem gennem en fiktion om normer, international lov og ligeværd mellem medlemmerne. Da Frankrig og Tyskland under henholdsvis Jacques Chirac og Gerhard Schröder i 2003 nægtede at støtte USA’s invasion af Irak og truede med at nedlægge veto i FN’s Sikkerhedsråd, brugte præsident George W. Bush f.eks. kun meget lidt økonomisk indflydelse mod dem. Et par årtier senere er omdrejningspunktet mellem Europa og USA nu ureguleret adgang til forbrugere af sociale medier i EU, ikke støtte til krige i Mellemøsten. Faktisk kan EU’s kompetente og veluddannede forbrugermarked på 450 millioner mennesker, der er online og udgør en god del af FAANGs kunder, være kontinentets eneste løftestang mod USA’s krav.

Selv under Trumps første periode blev der brugt minimal magt over for Europa for at sikre, at NATO-medlemmerne levede op til retningslinjerne om at bruge 2 procent af BNP på forsvar, et krav, som på grund af Europas mangel på et tilstrækkeligt omfattende militærindustrielt kompleks i realiteten er en opfordring til at sende penge til Lockheed Martin og Boeing. Denne gange er der mere på spil. De europæiske stater, og især høgeagtige NATO-lande som Polen, Litauen og Estland (som alle er stærkt afhængige af amerikanske militærbaser), vil blive den største hindring, der står mellem Trump og den fredsaftale mellem Rusland og Ukraine,som han lover.

I sidste måned gik Kaja Kallas, tidligere estisk premierminister og EUs højtstående repræsentant for udenrigsanliggender, på verdensscenen for at proklamere, at der ikke uden ukrainsk og europæisk deltagelse ville blive indgået en fredsaftale. Financial Times har faktisk rapporteret, at Trump sandsynligvis vil trække amerikanske tropper tilbage fra de baltiske lande. En fredsaftale mellem Ukraine og Rusland vil nu foregå helt uden om resten af Europa og finde sted i Saudi-Arabien.

Mens USA måske er relativt svagere i 2025 end det var i 2003, er kløften mellem Europa og USA også vokset. I mellemtiden forbliver Kina fortsat relativt selvforsynende og økonomisk set dynamisk. Beijing bevæger sig væk fra en overdreven afhængighed af amerikanske forbrugermarkeder: man opbygger modstandsdygtighed over for [øgede] toldsatser og en evne til hurtigt at indrette produktionsapparatets værdikæde i retning af AI og produktion af elbiler til hjemmemarkedet. BYD, der er stjerneeksemplet på sidstnævnte industri, er uden tvivl den mest vertikalt integrerede virksomhed nogensinde.

En Trump-regering, der i mindre grad er styret af den døende neokonservative bevægelses idealistiske civilisationsfloskler og i højere grad af ren og skær egennyttig pragmatisme, vil sandsynligvis se de skader, Europa udsættes for som noget, man i den kolde krig, der er ved at opstå, er parat til at tage med. Da forsvarsminister Hegseth for nylig talte til NATO, slog han en afgørende tone an for Trump-æraen: ’Jeg står her i dag for direkte og utvetydigt at udtrykke, at barske strategiske realiteter forhindrer USA i at være primært fokuseret på Europas sikkerhed’.

USA’s økonomiske model: Våben, gas og klik

Geopolitik alene kan dog ikke forklare årsagerne til dette skift. USA’s hjemlige politiske økonomi, der primært er kendetegnet ved den indflydelse, som en koalition af fossile industrier og teknologi har, har været den primære drivkraft bag Trumps træk. Denne økonomi bygger på en model for økonomisk vækst, som har nydt godt af europæisk underdanighed.

Trumps sejr var i bund og grund en sejr over en alternativ økonomisk model, som Biden-administrationen usammenhængende, men målbevidst promoverede. Denne model gik ud på grøn vækst og en massiv udvidelse af den offentlige sektor som alternativ kilde til amerikansk økonomisk udvikling. Men Bidens insisteren på at imødekomme den fossile alliance i stedet for at bekæmpe den skabte grobund for dens genopståen, noget den med stor kraft gjorde, da Trump tiltrådte i januar.

Biden-administrationens regulering af service- og teknologi-branchen under ledelse af formanden for Federal Trade Commission, Lina Khan, og de mere ambitiøse elementer i Inflation Reduction Act – en politik, der bevidst sendte penge til republikanske stater i et forsøg på at bryde den fossile alliancens greb – var alvorligt mente forsøg på at omlægge USAs politiske økonomi. Tilsammen var de et forsøg på at svække den indflydelse, som firmaer som Amazon og Meta har, mens man brugte overdådige skattelettelser til at dirigere kapital over i grønne investeringer.

Miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige normer (ESG) var fremherskende i store investeringsselskaber som BlackRock i de første år af Bidens præsidentperiode, og det så ud til, at vigtige dele af den amerikanske kapital havde taget grøn vækst til sig. Demokraterne havde vind i sejlene. Partiets håb var, som den politiske økonom Mark Blyth argumenterede for i en tale tidligere i år, at markedsincitamenter alene kunne fungere til at gøre USA’s økonomi fossilfri.

Men mens Bidens parti uddelte penge til grønne virksomheder, styrkede partiet også den amerikanske fossilkapital gennem sin støtte til eksport af flydende naturgas (LNG) til Europa i stedet for at omlægge økonomien væk fra olie og gas. I de sidste måneder af Bidens præsidentperiode havde LNG-eksporten til kontinentet nået rekordniveauer, hvilket styrkede de sektorer af amerikansk kapital, der havde fordel af den europæiske energiafhængighed. Så længe de fossile interesser blev afbalanceret af modsvarende grønne interesser, hvor spirende de end var, var det muligt at forestille sig en verden, hvor europæisk selvstændighed ikke direkte var et problem for USA’s vækstmodel (en mere optimistisk fortolkning forestillede sig muligheden af, at kinesisk eksport af grøn teknologi banede vejen for en energiomstilling, der fandt sted på begge sider af Atlanten).

Det demokraterne ikke satsede på, var muligheden for, at republikanerne ville føre en brutal kampagne, hvor man benyttede domstolene som våben mod ESG og andre former for fortrinsbehandling af grønne investeringer. De forestillede sig måske heller ikke, at Trump ved sin tiltrædelse ville forsøge at flå store dele af Inflation Reduction Act fra hinanden på trods af de fordele, den bragte republikanske vælgere. I stedet for at tage det risikable skridt at forsøge at blive teknologisk konkurrencedygtig inden for en ny sektor – den grønne teknologi – som krævede, at USA tog det hidtil usete skridt at genindustrialisere en stort set afindustrialiseret avanceret økonomi, valgte republikanerne i stedet at forstærke den vækstmodel, der er baseret på fossil energi og som i et århundrede har kendetegnet USA.

Den voksende europæiske energiafhængighed gjorde dette resultat mere sandsynligt, men det var ikke afgørende. Den vigtigste faktor var, at Biden ikke fik vedtaget de mere ambitiøse dele af Build Back Better-planen eller sine grønne infrastrukturprogrammer, som ville have udvidet den offentlige sektor og styrket den demokratiske koalition.

Med Bidens nederlag kan teknologivirksomheder som Meta frigøre sig fra det demokratiske partis undertrykkelse og bruge deres nære forbindelser til den nye regering til direkte at lobbye for ophævelse af den europæiske regulering af de sociale mediefirmaer. Hvis det lykkes, vil de effektivt have undermineret et af de få resultater, som det europæiske centrum-venstre og -højre har opnået.

USA’s våbenindustri vil ligesom landets teknologi- og energisektor også drage fordel af Europas svaghed. I 2023 gik 80 procent af de europæiske udgifter til våben til indkøb i stedet for til en indenlandsk produktion, hvilket som nævnt i høj grad er til fordel for amerikanske virksomheder. Det er usandsynligt, at planerne om en ny våbenfond på 800 milliarder euro, som von der Leyen foreslog i denne uge, vil ændre denne tendens særligt meget. Denne outsourcing af Europas forsvar skaber et mere vidtfavnende problem. På grund af den europæiske industris relative svaghed og det presserende behov for at udvikle et forsvar, der er levedygtigt, vil Europa i det mindste på kort til mellemlang sigt sandsynligvis ikke kunne skabe den gode cyklus mellem militærudgifter og indenlandske investeringer, som var karakteristisk for USA i den militære keynesianismes æra.

Den samlede effekt af disse ændringer er, at forholdet mellem Europa og USA sandsynligvis vil blive endnu mere antagonistisk i de kommende år. Mens nogle spekulerer på, om dette åbner døren for en grøn europæisk vækstmodel baseret på oprustning, er det stadig uvist, om de politiske spændinger på kontinentet – atlanticismen over for en neogaullisme eller en prokinesisk og pro-russisk orientering – kan overvindes.

Indtil videre er Europa fortsat et villigt offer for Trumps grandiose strategi. Kontinentets eliter købte naivt ideerne om historiens afslutning og kunne stort set ikke forestille sig muligheden af en verden, hvor geografi, endsige geopolitik, betød noget eller kunne påvirke forsyningskæderne. Få synes at være klar til at indse, at det er dem, snarere end Kina, der er hovedmålet for Trump og den tværpolitiske amerikanske politiske klasse. Endnu værre er det, at Europas politiske elite på trods af alle signalerne ikke synes at have gjort meget for at sikre sig mod en større ændring i USA’s politik.

Mens USA fører en forvirret politik, der har til formål at rette op på handelsunderskuddet og indføre en eksportmodel baseret på våben, energi og sociale medier, har Europa – uden egne militær-, teknologi- og energiindustrielle komplekser – frataget sig selv muligheden for at forme sin egen skæbne.

Samuel McIlhagga er en britisk journalist og boganmelder, der dækker udenrigsanliggender, kultur og politisk teori.

John-Baptiste Oduor er redaktør på Jacobin.