Folkebevægelsen er en del af GUE/NGL gruppen i Europaparlamentet

6 min. læsetid

“Europas behov for solidariske politiske løsninger og lokal selvbestemmelse, er større end hensynet til partipolitiske interesser. Daxit skal derfor afspejle den brede befolknings ønsker”. Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU har skrevet dagens kronik på Solidaritet.

Solidaritet bringer som optakt til EP-valget en række kronikker af kandidater fra de fire forskellige partier til venstre for midten. Hvis du er interesseret i at deltage i debatten, er du velkommen til at skrive til vores debatredaktion


Af Rina Ronja Kari

Øget afstand mellem befolkningen og det etablerede politiske system har flere steder på kontinentet resulteret i polarisering og voldelige optøjer. Aktuelt er Frankrig et kendt eksempel, hvor De Gule Veste fortsat går på gaden hver uge med krav om præsidentens afgang. Men også Grækenland, Nordirland og Spanien har de seneste år været skueplads for voldsomme politiske protester, hvor økonomi og lokal suverænitet spiller afgørende ind. Samtidig blomstrer anti-systembevægelser og partier frem, båret af vælgernes frustration og afmagt overfor stigende ulighed, øget konkurrence og oplevelsen af kultursammenstød med en global under- og arbejderklasse.

Udhuling af demokratiet

De samme temaer er centrale i forståelsen af det neoliberale regime, vi kender som EU. Dette projekt har været direkte medvirkende til opfattelsen af en øget afgrund mellem eliten og borgerne. Og med god grund: Et hastigt stigende antal beslutninger om, hvordan vi skal indrette vores samfund, træffes i dag reelt alene i Bruxelles og Strasbourg.

Den i Danmark så omdiskuterede centralisering og urbanisering på bekostning af udkanten sker ikke kun inden for vores grænser, men også på europæisk plan. Resultatet er helt forudsigeligt: Den demokratiske samtale udhules, utrygheden vokser, og respekten for autoriteterne daler.

Skridt for skridt overdrages den lokale beslutningskraft til det altid voksende bureaukrati af primært fransk- og tysktalende embedsmænd, lobbyister og karrierepolitikere. De engelsksprogede har som bekendt valgt at gå egne veje; mere om dette senere.

Kommissionsformand Jean-Claude Juncker mødes med Vladimir Putin. Under de såkaldte “LuxLeaks” blev det dokumenteret, hvorledes Luxembourg under Junckers præsidentembede var blevet forvandlet til et skattely for europæiske virksomheder. Juncker er på mange måder indbegrebet af dét, som Rina Ronja Kari kalder “det altid voksende bureaukrati af primært fransk- og tysktalende embedsmænd, lobbyister og karrierepolitikere”. Foto: Kremlin.ru

Konsensus om dogmer

I EU dominerer konservative værdier, liberal økonomisk politik og socialdemokratiske floskler. Trods diverse uenigheder har alle de store grupper i Parlamentet én ting til fælles: De mener, at EU er løsningen på Europas udfordringer.

Det betyder, at der konstant er politisk flertal for at udvide Det Indre Marked. Og dermed den uregulerede, fri bevægelighed for tjenesteydelser og varer, på bekostning af miljø og klima, arbejder- og forbrugerrettigheder.  

Det betyder også konstant opbakning til et politisk system, som er tæt sammenfiltret med bank- og finanssektoren, hvor de store virksomheders dagsorden dominerer, og en stram økonomisk nedskæringspolitik er dogme.

Retningen er der også enighed om: Europas Forenede Stater med fælles præsident, hær og nationalsang. Vetoretten fjernes stykke for stykke, ansvarsområdet udvides konstant. Denne udvikling – og konsensus om samme – tvinger venstrefløjen og baglandet i de EU-begejstrede partier til at hæve blikket, og til at tage stilling til EU som et samlet projekt.

Det er ikke nok at springe fra tue til tue, lave brandslukning og løbe efter toget. De progressive kræfter må være offensive med forslag og løsninger. Pege på en anden vej for at skabe håb og perspektiv. Formulere et solidarisk alternativ til EU!

Det er ikke nok at springe fra tue til tue, lave brandslukning og løbe efter toget. De progressive kræfter må være offensive med forslag og løsninger. Pege på en anden vej for at skabe håb og perspektiv. Formulere et solidarisk alternativ til EU!

Køreplan for Daxit

Kravet om et brud med EU er ikke blot centralt hos Folkebevægelsen mod EU.

Det er en generel anledning til at styrke borgernes aktive deltagelse i demokratiet. Men det forudsætter en køreplan, som kan skabe tryghed omkring vejen til dansk selvstændighed i en global verden.

For at skabe de bedste forudsætninger for en kvalificeret debat, så foreslår Folkebevægelsen mod EU, at man undersøger de retslige, økonomiske, klimamæssige og demokratiske fordele (og eventuelle ulemper) ved udmeldelse af EU.

Herunder muligheden for en dansk tiltrædelse til Den Europæiske Frihandelssammenslutning/European Free Trade Association (EFTA) og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

For at undgå det politiske kaos, som Brexit har udløst i Storbritannien, så ønsker Folkebevægelsen, at der afholdes en bred, national debat i et helt år forud for en folkeafstemning om medlemskab af EU. Debatten bør understøttes af både medier, universiteter, staten og kommuner. 

I tilfælde af et flertal for udmeldelse skal et bredt flertal af folketingets partier i samarbejde med en arbejdsgruppe med repræsentanter for civilsamfundet formulere et frihedsbrev. Det skal ske med udgangspunkt i hovedpunkterne fra den nationale debat.

Frihedsbrevet bør danne grundlag for og give et folkeligt mandat ved forhandlingerne om en udtrædelsesaftale med EU. Når der er indgået en aftale, så skal den vedtages i Folketinget med to-tredjedeles flertal.

Forudsætningen for et succesfuldt brud med EU er derfor et stærkt folkeligt engagement, som kan presse Christiansborg til en demokratisk, solidarisk og progressiv dagsorden.

Samtidig skal vi knyttes tættere til Nordisk Råd, FN og Europarådet med en ambition om at finde tvær- og internationale løsninger på globale udfordringer, som klima og flygtninge. 

Gennem sit arbejde i Bruxelles ser Rina Ronja Kari kun EU gå i én retning: Et Europas Forenede Stater med fælles præsident, hær og nationalsang. Derfor opfordrer hun til en stærk, tværpolitisk modstand fra alle, der ikke ønsker dette. Foto: Pietro Naj-Oleari / European Parliament Flickr

Bred EU-modstand

Hvis det skal være realistisk at bryde med EU, så skal ønsket være funderet bredt politisk og bakkes op af et flertal af befolkningen. Dette rejser spørgsmålet om venstrefløjens strategi.

SF og Alternativet har bekendt kulør som EU-tilhængere. Samtidig har modstanderpartiet Enhedslisten valgt at stille selvstændigt op til det kommende EU-Parlamentsvalg for første gang.

Men Nikolaj Villumsen og co. bevæger sig på en linedans mellem reformister, skeptikere og modstandere blandt vælgere, medlemmer og baglandet i Danmarks største venstrefløjsparti.

Der er på kontinentet uenighed blandt socialister om, hvorvidt EU kan være et bolværk imod den yderste højrefløj, korrupte nationale eliter og populistiske tendenser.

En uenighed, der også afspejler sig i debatten på den danske venstrefløj. Det er træls, men forståeligt. På den korte bane er den positive vinkel, at det efterlader god plads på stemmesedlen til Folkebevægelsen mod EU.

Men på længere sigt er det nødvendigt, at også venstrefløjen engagerer sig i civilsamfundet, kigger ud over egne parti-interesser, og gør sig gældende blandt de mangfoldige røster, der ønsker et stop for centralisering og overstatslige diktater.     

Jeg mener, at vores strategi som EU-modstandere skal baseres på en tværpolitisk alliance. Vi må ikke frygte den forskellighed, som kommer til udtryk i vreden over EU men bruge den konstruktivt til at skabe fællesskaber på arbejdspladsen, i fritiden og det politiske liv.  


Rina Ronja Kari er spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU. Følg hende på Facebook her.