Derfor skal du være fagligt aktiv

Når socialister af alle afstøbninger lægger bogen fra sig eller slukker for computeren og går ud for at forandre verden, så prøver vi at finde fællesskaber, der potentielt kan være stærke nok til at forandre verden.

De ekstremt rige kan ændre verden ved at betale for forandringen. De kan for eksempel aflønne andre mennesker til at skabe forandringerne. Folk der kun lige har penge nok til at opretholde deres egen levestandard, bliver derimod nødt til at ændre verden i fællesskab.

Nogle gange sker det ved, at ekstremt karismatiske politikere eller influencere opnår en stor følgerskare, der er villige til at gøre stort set hvad som helst for deres helt. Men de mest levedygtige fællesskaber opstår ved, at en stor gruppe mennesker bliver enige om fælles mål og fælles midler.

Fra Ungdomshuset til fagbevægelsen

Jeg har selv ledt efter sådan et fællesskab, siden jeg begyndte mit virke som socialist for snart 30 år siden. Først tilsluttede jeg mig det autonome fællesskab i Ungdomshuset på Jagtvej, men efter 5-6 år forlod jeg det til fordel for fagbevægelsen. Fordi jeg indså, at Ungdomshusets fællesskab aldrig ville blive stort og stærkt nok til at ændre hele samfundet.

Fagbevægelsen – forstået som LO, FTF og AC – talte dengang over to millioner medlemmer, og særligt LO-fagbevægelsen havde tidligere vist, at den havde styrken og viljen til at skabe forandringer.

Som Marx og mange andre socialistiske filosoffer har pointeret et utal af gange, så er det arbejderklassen, der producerer de virkelige værdier i samfundet, og det giver arbejderne magt.

Hvis arbejderne i en virksomhed kollektivt tilbageholder deres arbejdskraft og holder op med at skabe værdier til deres chefer, så er det en strejke. Hvis arbejderne i et helt samfund kollektivt gør det, så er det en generalstrejke. Magten til at lamme en enkelt virksomhed eller et helt samfund – det er arbejdernes virkelige magt.

Politiske partier og organisationer er naturligvis nødvendige for at kunne udvikle politik sammen med andre socialister og påvirke arbejderklassen politisk. Stemmesedlen er et vigtigt redskab. Men historien har igen og igen vist, at når tingene spidser til – og det gør de altid til sidst – så bliver der brug for andet og mere end stemmesedler.

Historien har faktisk vist, at det er arbejdernes egen magt, som i sidste ende garanterer stemmeretten, ytringsfriheden, foreningsfriheden, retten til at demonstrere og alle de andre demokratiske og sociale rettigheder.

Kongens statskup i 1920

Herhjemme er påskekrisen i 1920 det bedste enkeltstående eksempel på fagbevægelsens evne til at skabe store forandringer. Påskekrisen blev indledt, da kongen 29. marts 1920 afskedigede den radikale og socialdemokratiske regering.

Erhvervslivet var utilfreds med regeringen på grund af dens økonomiske politik, nationalisterne var utilfredse med regeringens afvisning af at annektere dele af Slesvig – stik imod det tysksindede befolkningsflertals ønsker – og så var de borgerlige partier bange for regeringens forslag om en ny og mere demokratisk valglov.

Kort sagt – de få rige var bange for de mange fattiges stigende demokratiske magt til at forandre samfundet, og de fik overtalt kongen til at udnytte den magt, han endnu havde i Grundloven, til at vælge en regering i modstrid med flertallet i Folketingets ønske.

Både Socialdemokratiet og de Radikale kritiserede selvfølgelig, at kongen afsatte regeringen. Men selvom de Radikale var det største parti, var det kun Socialdemokratiet, der kunne sætte magt bag de mange ord. Det var nemlig kun Socialdemokratiet, der via fagbevægelsen kunne true med generalstrejke.

Truslen om generalstrejke lå som en tung skygge over forhandlingerne mellem kongen og Socialdemokratiet i dagene efter afskedigelsen af regeringen. Det sikrede, at kongen lyttede til Socialdemokratiets argumenter. Efter fem dages forhandlinger bøjede kongen sig, og 4. april 1920 blev parterne enige om et kompromis. Arbejderne havde vist, at deres kollektive magt kunne tvinge selv den mest magtfulde mand i landet til at bøje sig.

Det hører med til historien, at den socialdemokratiske og faglige ledelse var hundeangst for at bruge generalstrejken. Stauning og de andre faglige ledere frygtede nemlig, at de ikke kunne styre arbejderklassen, når arbejderne først mærkede deres kollektive styrke. Resultatet kunne meget vel blive en revolution med tilhørende borgerkrig.

Folkestrejkerne under besættelsen

Det næste danske eksempel på, at arbejdermagt kan ændre samfundet, er folkestrejkerne under besættelsen. En voksende modstand mod samarbejdspolitikken og besættelsesmagten blandt danskerne førte til flere og flere vilde strejker. I sommeren 1943 rullede en række kortvarige vilde strejker igennem landets større provinsbyer.

Strejkerne handlede kun delvist om at få højere løn, men i højere grad om modstanden mod samarbejdspolitikken. De voksede i styrke, indtil regeringen måtte gå af i august 1943, og samarbejdspolitikken med den nazistiske besættelsesmagt sluttede.

Året efter brød en ny folkestrejke ud i København. I løbet af få dage udviklede en gå-tidligt-hjem-aktion på B&W sig til en generalstrejke i hele byen, og tyskerne svarede igen med krudt og kugler. København blev belejret, og der blev lukket for vand, el og gas.

Befolkningen fulgte Frihedsrådet, som opfordrede til at fortsætte strejken både i København og i provinsen, hvor der var ved at komme gang i sympatistrejkerne. Til sidst lykkedes det at forhandle en aftale mellem besættelsesmagten og Frihedsrådet, hvor besættelsesmagten accepterede at Schalburgkorpset og det tyske militær ikke længere måtte patruljere i gaderne. Til gengæld genoptog arbejderne arbejdet.

Igen hører det med til historien, at Socialdemokratiet og ledelsen i fagbevægelsen var imod strejkerne, fordi de frygtede, at tyskerne ville svare voldsomt igen. Det er klart, at det tyske militær ville have kunnet tilintetgjort den danske arbejderklasse, hvis de havde været parat til samtidig at ødelægge den danske økonomi.

Krudt og kugler trumfer strejker i det store politiske kortspil om magten. Men hvis det lykkes at undgå en voldelig konfrontation, så er tilbageholdelsen af arbejdskraft de mange magtesløses stærkeste våben.

Arbejdernes magt skal organiseres

Fagbevægelsen blev oprindeligt oprettet for at organisere og fokusere arbejdernes kollektive magt. Men det er som om den danske fagbevægelse ikke rigtig spiller denne rolle i dag. Fagbevægelsen virker underligt uvillig til at bruge arbejdernes mest magtfulde våben.

Man kan nok godt argumentere for, at den danske fagbevægelse gennem de sidste mere end 100 års klasse-samarbejdspolitik efterhånden er blevet noget nær en stopklods for arbejderklassens magt. Men for at være helt ærlig, virker det mere på mig, som om de er bange. Bange for at vise hele verden, hvor svage de er blevet.

Flere og flere danske arbejdere forlader da også den danske FH-fagbevægelse. Især de gamle LO-forbund, som har mistet omkring en halv million medlemmer, siden jeg blev fagligt aktiv. Utilfredsheden med fagbevægelsen er stor blandt arbejderne, og ofte med god grund.

Jeg må da også indrømme, at det kan virke som en håbløs opgave at reformere den danske fagbevægelse. Det er bestemt også en mulighed, at nogle arbejdere på nogle arbejdspladser i dag vil få mere ud af at organisere sig rundt om eller ved siden af den traditionelle danske fagbevægelse. Organisationer og partier kommer og går, men arbejderklassen og klassekampen består.

Men når det er sagt, er det afgørende, at vi opbygger kollektiv styrke. De mange magtesløses styrke kommer i kraft af, at vi bliver enige om fælles mål og fælles midler til at opnå disse mål. Ikke ved at en lille gruppe opretter deres egne organisationer for at dyrke deres egne kæpheste.

Det er naturligvis en meget svær proces at få alle til at blive enige om mål og midler, og vi socialister vil ofte opleve at blive stemt ned af flertallet. Men hvis du er socialist og deltager i produktionen af samfundets værdier, så er der intet bedre sted at lægge dine kræfter end i at organisere dine kollegaer. Når det lykkes at få arbejderklassen til kollektivt at tilbageholde deres arbejdskraft for et fælles mål, så er det uden sammenligning de mange magtesløses stærkeste våben.

Hvad det våben så skal bruges til, ja det er jo dit job som socialist at komme med et bud på.

Hvis du er interesseret i, hvordan du samler dine kollegaer bag fælles faglige og politiske kampe, så læs denne håndbog for faglige ballademagere.