Det er dyrt ikke at stjæle – Anmeldelse af “Les Misérables”

Jean Valjean er desperat efter at få noget at spise. Han er netop blevet løsladt fra galejerne og løber fra beværtning til beværtning i håb om, at nogen vil forbarme sig over ham. Det gør biskop Myriel, der giver ham mad at spise og sølvtøj at sælge, men til gengæld kræver Jean Valjeans sjæl: Fra nu af skal han tjene det gode.

Sådan begynder Les Misérables, der indtil 6. maj spiller på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg. Traditionelt opsættes Les Miserábles som musical, men altså ikke på Betty Nansen.

Musicalen har en popularitet og berømthed, der langt overgår Victor Hugos originale værk. Derfor har teatret forsynet plakaten med en stor advarsel om, at det ikke er en musical. Så er der forhåbentlig ikke nogen, der går forkert.

Tre timers eksperimenterende teater

Opsætningen er da også så langt fra en musical, som man kan komme. Der er i stedet tale om tre timers eksperimenterende teater, som foregår bag et gigantisk plastikforhæng.

På scenen løber den norske videoinstruktør Borgar Skjelstad rundt og filmer skuespillerne i konstant close-up, og resultatet projiceres op på en kæmpemæssig skærm, der hænger foran forhænget.

Det lyder kompliceret, men går over al forventning.

Skærmen skaber en stor grad af nærvær, når skuespillerne fremfører deres monologer. Det kræver meget af skuespillerne, der ikke kan gemme sig bag afstanden.

Endnu mere kræver det af Skjelstad, som demonstrerer et imponerende overskud. Hans kameraføring må ikke fejle så meget som et øjeblik. Det gør den heller ikke.

Samtidig har skærmen den praktiske effekt, at det er let for alle at se, hvad der foregår på scenen, selv fra de bagerste rækker. Det er altså ikke en forestilling, der kræver, at man tømmer lommerne. Den kan nydes lige så godt fra de billige rækker.

Bristede illusioner

Genremæssigt er der tale om episk teater. Episk teater er en teaterform, som blev populariseret af den tyske dramatiker Bertolt Brecht i første halvdel af det 20. århundrede, og som er karakteriseret ved at ville rive publikum ud af den illusion, teater almindeligvis prøver at lulle os ind i.

Formålet er at få publikum til at tage aktivt stilling til det, de ser på scenen, i stedet for at lade sig sluge af affekternes flod. Derfor gør det episke teater brug af såkaldte fremmedgørelseseffekter, der skal forhindre publikum i at leve sig for meget ind i forestillingen.

Det samme gør instruktør Kjersti Horn.

Skuespillerne glider ind og ud af deres roller, som de både inkarnerer og kommenterer. De er iklædt tøj, der er demonstrativt moderne, og sidder på plastikstole med korslagte arme og hvisker til hinanden, når de ikke selv er i fokus.

Episk teater kritiseres ofte for at være tørt og moraliserende. Hos Kjersti Horn er det ingen af det delene. Det er lige så ømt, som det er underholdende.

Jeg har sjældent set så lidt på klokken, som jeg gjorde de tre timer, forestillingen varede.

Desværre lykkes ikke alt lige så godt.

Den røde tråd

Les Miserábles er et digert værk på fem bind. Derfor kan det være svært at gengive blot en enkelt af de mange historier, Hugo fortæller i løbet af de rundt regnet halvandet tusind sider.

Især hvis man som Kjersti Horn gerne vil gøre det relativt tekstnært.

Hvor musicalversionen fokuserer på historien om de to unge elskende Marius og Cosette, vælger Horn i sin version at fokusere på historien om den tidligere galejslave Jean Valjean og politiinspektøren Javert, hvis skæbner følger hinanden som lys og skygge.

Det er for så vidt en god idé, men desværre ender teksten med at spænde ben for forestillingen.

I første akt fortælles historien om Jean Valjean, der fanges i fattigdommens sorte hul. Hver gang, han vejrer morgenluften, sparker Javert ham tilbage i mørket. Han finder dog Cosette – en otteårig pige, han redder fra en værre skæbne end sin egen – og hun bliver lyset, der holder ham kørende.

I anden akt falder stykket desværre lidt fra hinanden. Det skyldes sandsynligvis, at Horn gerne vil have det hele med. Både, hvordan Valjean udvikler en besidderisk faderkærlighed over for Cosette, og hvordan en håndfuld revolutionære barrikaderer de parisiske gader.

Det er for meget stof til én enkelt akt, og som resultat bliver stykket ufokuseret mod slut.

Albinus og Børge

Hvad anden akt mangler i fokus, har den til gengæld i skuespilpræstation. Christine Albeck Børge, der spiller rollen som Javert, leverer forestillingens afsluttende monolog, som også er den bedste.

Det går op for Javert, at den retfærdighed, han livet igennem har hæget om, ikke har meget med retfærdighed at gøre. Børge synker, spytter og sukker, og man forstår, at det er samvittighedens synk og sjælens suk. Det er så kropsligt, at det er svært at forstå, at man faktisk kun ser hendes ansigt.

Stykkets anden hovedperson, Jean Valjean, spilles af Jens Albinus. Han var egentlig ikke på rollelisten, men på grund af sygdom overtog han hovedrollen umiddelbart inden premieren, og han frekventerer da også stadig manuskriptet med jævne mellemrum under forestillingen.

Det er respektindgydende at blive lukket ind i processen og se, hvordan Albinus kan kaste ét blik på manuskriptet, og med det blik få Valjean til at rejse sig fra siden.

Hen mod slutningen af anden akt tager manuskript-afhængigheden desværre overhånd, og bliver på bekostning af nærværet. Her er formatet ikke med Albinus, for hvis hans ansigt ikke havde været projiceret op i stor størrelse, havde jeg næppe bemærket det.

Alt i alt er forestillingen uhyre vellykket. Det er modigt at lave en opsætning af Les Misérables, der bryder så meget med konventionerne. Men det betaler sig.

Tag ind og se den – og hvis du gør, så lad pengene blive i lommen og tag plads på de bagerste rækker.