Det er kapitalismen – ikke boligpriserne – der skaber ekstrem ulighed

Torsdag 19. februar prydede Politiken forsiden med en artikel om, at en ejerlejlighed i København på 65 kvadratmeter i snit kostede 4,5 millioner kr. i 2025. Alligevel er halvdelen unge førstegangskøbere.

De lagde i gennemsnit 1,8 millioner kr. i udbetaling, hvilket kun kan lade sig gøre, fordi de har velhavende forældre. For selv hvis man tjener 800.000 om året, vil det tage 12 år at spare op til det beløb. Baggrunden for temaet er næppe noget mysterie, da det også lader til at blive et af de helt store emner op til det kommende folketingsvalg. 

Det er langt fra første (og næppe sidste) gang, at boligspørgsmålet tages op i forbindelse med en valgkamp for at ende som en række tomme løfter og skuffelser. Var der nogen, der sagde Ritt Bjerregaard?

Frem for blot at afvise politikernes ambitioner som det valgflæsk, det er, må vi tale om de dybere, strukturelle årsager til, at boligspørgsmålet tilsyneladende står ubesvaret hen, og hvorfor politikerne er magtesløse til at gøre noget ved det.

Tilbage til Marx

Vi er nødt til at gå bag al snak om boligskat og grundskyld og bruge Marx til at besvare, hvorfor der i kapitalistiske samfund tilsyneladende altid mangler boliger, man kan betale. Her må vi gøre brug af Marx’ jordrente-teori. For at forstå denne er vi imidlertid nødt at forstå, hvordan Marx definerer kapital i produktive termer.

Hos Marx kan den produktive del af kapitalen grundlæggende deles op i to dele; dels konstant kapital, som er råvarerne og maskinerne, og dels variabel kapital, som består af arbejdskraft. Da værdierne i det kapitalistiske system grundlæggende regnes i arbejdstid, er det derfor kun variabel kapital, som tilføjer ny værdi til produkterne. 

Konstant kapital er konstant, da den kun kan tilføje en konstant mængde værdi (som gradvist aftager med slitager på maskinerne), hvorimod den variable kapital kan variere – dels med mængden af ansatte, dels med længden af arbejdsdagen.

Marx betegner forholdet mellem disse to som “kapitalens organiske komposition”; jo højere mængde en konstant kapital har i forhold til variabel kapital, desto højere en organisk komposition af kapital. Markeder med en højere organisk komposition generelt giver en lavere profit – og kræver derfor en større investering for at kunne betale sig end et marked med en lavere organisk komposition.

Renter ved investering i jord

Når der opkøbes eller investeres i jord, kan udbyttet opdeles henholdsvis i en variabel og en absolut jordrente. Variabel-renten kan deles op i variabelrente I og variabelrente II.

Variabelrente I opstår, fordi jordene er forskellige, hvad angår frugtbarhed og beliggenhed. En jord med bedre kvalitet eller geografisk tættere på byerne giver mere udbytte end dårligere eller afsides beliggende jord, selv når der anvendes samme kapital. Den ekstra profit, der kan skabes her, tilegnes af jordejeren som rente. 

Variabelrente II opstår, når kapital investerer i forbedringer af jorden – fx gødning, dræning eller maskiner – som gør jorden mere produktiv end tilsvarende jord uden forbedringer. Denne ekstra produktivitet giver en ekstra profit, men også her tilfalder gevinsten jordejeren i form af højere rente. 

Absolut jordrente adskiller sig fra de to former for variabelrente. Den udspringer af, at jorden er privat ejendom og monopoliseret af jordejeren. Selv den dårligste jord, som ikke giver nogen særlig fordel, kan kræve en rente, blot fordi adgang til jorden ikke er gratis. Variabel-jordrenten og den absolutte jordrente udelukker ikke hinanden, men eksisterer side om side. 

Landbruget og industri

Det fører os tilbage til spørgsmålet om kapitalens organiske komposition. I landbruget er den organiske komposition som regel lavere end i industrien, hvilket betyder, at der kræves mindre investeringer i maskiner og teknologi for at skabe profit.

En fabrikant må konkurrere med andre fabrikanter, og derfor presses hans profit ned mod en gennemsnitlig profitrate. Men en jordejer behøver ikke producere noget selv – han kan kræve en rente, alene fordi han ejer jorden, og andre har brug for at leje den. Det er forskellen mellem profit i industrien og den absolutte jordrente: den ene skabes gennem produktion og udligning af profitrater, den anden gennem ejendomsret.

Det giver således også en modsatrettet tendens; hvor profitterne i industrien på langt sigt har en tendens til at falde, fordi kapitalens organiske komposition stiger, forholder det sig modsat med jordrenten. Jordrenten hviler ikke på produktivitetens konkurrence, men på ejendomsrettens knaphed, og derfor har den en tendens til at stige i takt med efterspørgslen på jord og ressourcer.

Denne analysemodel kan ikke kun bruges til at analysere jordrente i forhold til landbrug, men også boliger; selv de dårligste boliger kan potentielt give profit. 

Boligpriser og beliggenhed

Boligpriser og huslejer er i høj grad bundet til beliggenhed snarere end de faktiske byggeomkostninger. En lejlighed på Nørrebro eller Østerbro koster langt mere end en tilsvarende på Lolland, selvom byggematerialer og arbejdskraft er næsten ens. Det er således et udtryk for differential-renten: centralt placeret jord giver mulighed for højere boligpriser, fordi efterspørgslen er større. 

Når jorden bliver et objekt for spekulation, kan kapitalister (eller private ejere) opkræve en stigende jordrente, simpelthen fordi de kan holde på grunden/ejendommen og vente på, at priserne stiger.

Det bliver således udtryk for en absolut jordrente, idet det fører til kunstig knaphed: selvom der er teknisk mulighed for at bygge billige boliger, vil ejendomsbesidderne ofte holde igen for at maksimere profit. Derudover har mange udviklere og boligspekulanter også haft det offentlige med på deres side.

Af-industrialisering og boligspekulation

Op gennem 1970’erne og 1980’erne tiltog af-industrialiseringen af byerne i Vesten, herunder København og de danske storbyer. Det betød stigende arbejdsløshed, hvilket – kombineret med udflytninger til forstæderne – betød mindre skattegrundlag og højere sociale udgifter. Denne økonomiske ubalance betød videre, at mange byer blev mere nedslidte i løbet af 1980’erne. København var således på bankerottens rand i starten af 1990’erne og under trussel om at blive sat under statslig administration. 

Mange byer begyndte derfor at sælge ud af kommunale ejendomme og grunde for at kunne finansiere deres infrastruktur og byggeprojekter. Denne udvikling skabte i praksis subsidier for privat grund- og boligspekulation, idet kommuner gennem særlige låneregler og byfornyelse er med til øge værdien af de grunde, som de sælger. By- og boligpolitikken skiftede således fokus fra omfordeling til markedsdannelse.

I 1970 formulerede den franske sociolog Henri Lefebvre i sin bog La Révolution urbaine (Byernes revolution, red.) tesen om, at urbaniseringen med tiden ville overhale industrialiseringen som kapitalismens primære udtryksform. Om man deler Lefebvres anskuelse eller ej, ville man i dag ikke kunne fortænke ham i at gøre sig den slags tanker, når man tager et kig ud over diverse storbyer i verden i de seneste 30-40 år.

Byer, som engang var klassiske, industrielle kerne-centre med store arbejderkvarterer, er i stadig stigende grad blevet til store finanscentre med fokus på forbrug og turisme, hvor gentrificering og spekulation langsomt, men sikkert renser byerne for alle, der ikke tilhører det bedre borgerskab. 

Det skyldes det intime forhold mellem jordrente og finanskapital, som Marx udfolder i kapitalens tredje bog, hvor jord-og boligspekulation søger at modvirke det, Marx kaldte profitratens tendens til fald. Ligesom alle andre af kapitalismens modsætninger har den dog iboende krisetendenser.

Finanskrisen og boligmarkedet

Finanskrisen i 2008 var et bevis herpå. Før krisen så man i USA (og også i Danmark, Spanien, Irland m.fl.) en eksplosiv vækst i boligpriserne – ikke kun på grund af byggeomkostninger, men fordi jordens værdi i form af beliggenhed, forventninger, spekulation osv. steg voldsomt.

Denne spekulation i jordrente blev pakket ind i boliglån, subprime-lån og finansielle produkter. Da boligpriserne blev pustet op over, hvad lejerne og køberne faktisk kunne betale, sprang boblen.

Pludselig var alle de finansielle papirer, der byggede på forventningen om stigende jordrente, værdiløse. Det viste, at kapitalismen havde omdannet en fiktiv værdi (forventet jordrente) til reel finansiel kapital – og da illusionen brast, trak det hele systemet ned, som Marx skriver i Kapitalens tredje bog: 

“Det monetære system er i bund og grund katolsk, kreditsystemet i bund og grund protestantisk. ’Skotterne hader guld.’ I papirform er varernes monetære eksistens kun social. Det er troen, der bringer frelse. Tro på pengeværdien som varernes iboende ånd, tro på produktionsmåden og dens forudbestemte orden, tro på de individuelle produktionsagenter som blotte personificeringer af selvudvidende kapital. Men kreditsystemet er ikke mere frigjort fra det monetære system som sit grundlag, end protestantismen er fra katolicismens fundament.”

Med andre ord: Den finansielle værdi kan ikke stige meget i værdi, før den begynder at ramme sine begrænsninger. Perverst nok har finanskrisen dog hverken betydet, at grund- eller boligpriserne generelt er faldet. Tværtimod, bortset fra et par år efter finanskrisen, er priserne kun fortsat opad – og det er usandsynligt, at de kommer ned lige foreløbigt. Det skyldes den indre udvikling i kapitalismen med den stigende, organiske komposition i produktionen og profitratens tendens til fald – kun yderligere afhjulpet af neoliberalismens massive understøttelse af finanskapital.

Dette er ikke et sundhedstegn, men netop udtryk for den dybe krise som kapitalismen har været i siden 1970’erne, og som blev intensiveret gennem finanskrisen i 2008. Profitrater, der engang kunne opretholdes gennem produktion, bliver nu opretholdt gennem spekulation. 

Dertil kommer de mange pensionskasser, banker m.v., som har investeringer i ejendomme. Det er ikke kun private bygherrer og boligselskaber, som har interesse i at sælge boligerne så dyrt som muligt, men store dele af samfundsøkonomien som helhed, der har en interesse i at se jord og boligpriser stiger, og er bundet op herpå.

Jordpriserne bestemmer boligpriserne

Modsat hvad markedstilhængerne påstår, er det ikke kun et spørgsmål om udbud og efterspørgsel af boliger, men i sidste ende om prisen på den jord, de er bygget på. Boliger som er bygget på dyr jord af private boligselskaber, kan aldrig blive billige, da boligselskaberne ville tabe for mange penge og dermed gå konkurs.

Hvis vi på den baggrund vender blikket mod Enhedslistens seneste forslag om at indføre en topskat på boliggevinster, bør man nærmere hilse forslaget velkomment ud fra et princip om social retfærdighed end på grund af skattens reelle effekt på boligpriserne.

Dertil kommer, at langt de fleste arbejdere bor til leje, hvorfor prisniveauet på ejerboligmarkedet – som i storbyerne i forvejen er utilgængeligt for de fleste – næppe har nogen indflydelse på huslejen i den private udlejningssektor.

Østrigs hovedstad Wien står her tilbage som et af de ganske få eksempler på, hvordan det er lykkedes at holde boligpriserne nede på trods af den generelle udvikling. Bystyret har beholdt ejerskabet over jorden, og dermed er de selskaber, der lejer jorden og bygger på den, ikke tvunget til at bygge og sælge nær så dyrt som de steder, hvor det kun er store selskaber, der kan være med.

Det har imidlertid ikke stoppet bolig- og huslejepriserne i at stige, omend de er steget betydeligt mindre end i andre storbyer – da det underliggende pres i form af voksende befolkning, urbanisering, manglende boliger, inflation mv. er en global og strukturel tendens. 

Som Friedrich Engels skrev allerede i 1872 i pamfletten Om Boligspørgsmålet:

“I et sådant samfund er boligmanglen ikke tilfældig; den er en nødvendig institution, og den kan kun afskaffes sammen med alle dens virkninger på sundheden osv., hvis hele den sociale orden, som den udspringer af, fundamentalt omformes.”

Betyder det så, at man som socialist bør opgive kampen om boligen, indtil vi en dag lever i et socialistisk samfund? Tværtimod. Historisk har huslejestrejker, andelsbevægelser, kampen for almene boliger m.v. været det, som har muliggjort bedre og billigere boligforhold – netop fordi de har været en del af den samlede klassekamp.

Af samme grund som at der eksisterer arbejdsløshed og sult i det kapitalistiske system, vil der grundlæggende altid eksistere boligmangel og hjemløshed. Det skyldes produktionen og tilegnelsen af merværdi.

Boligspørgsmålet er derfor meget mere end blot boligskat og grundskyld. Det er klassekamp.