7 min. læsetid

Behovet for håndtering af pandemiens sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser har sat velfærdens og lighedens modstandere skakmat. Støtteordninger og hjælpepakker i milliardklassen har gjort det svært at lade pladespilleren fortsætte på repeat med budskaberne om mindre fælles velfærd og større private formuer.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Dennis Kristensen

I bund og grund er skattekroner og skatteopkrævning omdrejningspunktet bag danskernes aktuelle holdningsskift. Pandemien har givet fællesskabsskabet en renæssance.

Det har været afgørende for at bryde smittekæderne, at danskerne har været parate til at følge anbefalingerne om social distance, indskrænkning af den personlige frihed og ekstraordinær hygiejne. Og politikernes vilje til at træffe nødvendige – men ikke nødvendigvis populære – beslutninger om delvis nedlukning af samfundet har spillet en helt central rolle.

Men både bag håndteringen af sundhedskrisen, opretholdelse af menneskers eksistensgrundlag undervejs og bevarelse af et fortsat funktionsdygtigt samfund på længere sigt – når sundhedskrisen risikerer at blive afløst af en økonomisk krise – ligger tillige en renæssance for eksistensen af skattekroner og skatteopkrævning.

Viljen og evnen til at ville skaffe milliard efter milliard fra skattekassen og fra lån, som skal tilbagebetales med fremtidige skattekroner, til sundhedsvæsenets beredskab og til hjælpepakker til at holde erhvervsliv, lønmodtagere, selvstændige, kulturliv og mange, mange andre oven vande – mens dele af samfundet blev sat på stand by – dokumenterer, hvor afgørende et fundament skat er for fællesskabet også i ekstreme situationer.

Uden skat: Ingen velfærd, offentlig service og corona-bekæmpelse!

Var de endeløse krav om skatte- og afgiftslettelser, som politiske partier med varierende styrke har fremført siden Jordskredsvalget i 1973 og helt frem til pandemiens udbrud, ført ud i livet, så havde det danske samfund ikke alene for år tilbage sat velfærden og den offentlige service over styr. Vi ville også have stået hjælpeløst fortabt over for de sundhedsmæssige og ikke mindst de økonomiske konsekvenser af en effektiv inddæmning af corona-virussen.

Det er tid til at sætte ord på, at fællesskabsvejen bygger på fælles skattefinansiering af de fælles løsninger, mens liberalismens ned-med-skatten-vej er brolagt med egoisme og økonomisk ulighed.

+

Det er tid til at sætte ord på, at fællesskabsvejen bygger på fælles skattefinansiering af de fælles løsninger, mens liberalismens ned-med-skatten-vej er brolagt med egoisme og økonomisk ulighed.

I virkeligheden gav modstanderne af det danske beskatningsniveau selv det bedste argument for, at tiden er inde til at tale om skat og tilstrækkelig skat, da de i foråret pludselig ikke kunne få ordene “nedsættelse af topskatten” over deres læber – og i stedet kun kunne række begge hænder frem med krav om at få dem fyldt med skattekroner til deres branche eller fag.

Skattekroner er lykken for erhvervslivet

Tænk blot på Brian Mikkelsen. Som folketingsmedlem og siden som direktør for arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv har han igen og igen gennem årene krævet flere og større skatte- og afgiftslettelser til erhvervslivet og til de bedst stillede. De udtalelser forstummede totalt i marts, og blev erstattet af et forår med Mikkelsen foran tv-kameraer aften efter aften med krav om flere og større hjælpepakker proppet med skattekroner til erhvervslivet.

Man kan frygte, at denne imponerende omstillingsevne hos Mikkelsen & Co. også vil gælde den modsatte vej, når pandemien er klinget helt af. At vi til den tid fra den ene dag til den anden igen skal høre dem kræve skattelettelser, nedtrapning af velfærden og skrumpe-kur til den offentlige sektor.

Også derfor er det nødvendigt at hejse et flag for dét, alt for få har villet tale om de seneste fire årtier; uden tilstrækkelig skat ender vi med et fuldstændigt anderledes samfund, som ikke handler om fællesskab og fælles ansvarlighed. Vi er allerede godt på vej i den retning. Det er nu, at kursen skal ændres, hvis vi ikke skal ramme isbjerget.

Hvis det stod til Dennis Kristensen, ville prisen for årets største kovending gå til Brian Arthur Mikkelsen. Som erhvervsminister og siden direktør for Dansk Erhverv, har han ofte plæderet for lavere skatter. Under krisen har piben dog fået en anden lyd, og Mikkelsen har krævet enorme, skattefinansierede hjælpepakker til erhvervslivet. Pressefoto: Dansk Erhverv.

Skattedebatten handler både om fastsættelse af tilstrækkelig høj skat og om inddrivelse, kontrol og beskyttelse af skattekroner. Disse fire elementer i debatten om skat hænger uløseligt sammen.

Vi skal have viljen til at fastsætte en tilstrækkelig høj skat til at finansiere fællesskabsløsningerne, men vi skal også have et skattevæsen, som er bemandet og gearet til at opkræve de fastsatte skatter og afgifter, og vi skal kunne udrydde de ’sorte’, der er i særlige brancher med både skattesvindel, skattely, momsbedrageri og konkursrytteri.

Og selvfølgelig skal skattevæsenet kunne beskytte skatteindtægterne. Inden- og udenlandske kriminelle skal ikke kunne behandle skattekassen som et ubemandet tag-selv-bord.

Det koster at have et skattevæsen, der evner fair og effektiv skatteopkrævning. Men de seneste årtiers besparelser på skattevæsenet har med ubehagelig tydelighed dokumenteret, at det er dyrere at nøjes med en discount-løsning.

Og ikke blot dyrere i form af ringere velfærd og offentlig service. Men også – og måske især – dyrere i form af risiko for faldende opbakning til fællesskabs-institutionerne, hvis kriminelle og skatteål kan smyge sig helt eller delvist udenom at bidrage.

Det koster at have et skattevæsen, der evner fair og effektiv skatteopkrævning. Men de seneste årtiers besparelser på skattevæsenet har med ubehagelig tydelighed dokumenteret, at det er dyrere at nøjes med en discount-løsning.

+

Lad os nu få politikere på banen, som har modet til at sige det indlysende lige ud: Der skal mere i fælleskassen, hvis vi skal genopbygge velfærden og understøtte den genskabte fællesskabsfølelse og fællesskabsvilje.
Der er ikke brug for at fortsætte de seneste fire årtiers variationer over temaet: Velfærden og den offentlige sektor skal køre længere på literen.
Den melodi har vi hørt til hudløshed fra Schlüter, over Nyrup til Fogh, Thorning og Løkke. Og resultatet har været ringere velfærd, større ulighed og mindre fællesskab.

Efter Corona-udbruddet har vi tværtimod brug for at høre de melodier, der styrker fællesskabet. Og tiden lige nu er mere velegnet til at diskutere skat, end den har været længe.

For det er lige nu, at velfærds-afviklerne har tabt initiativet til fællesskabet, mens de træder sig selv over fødderne i et desperat forsøg på at finde ud af, hvad de nu skal stille op for at genvinde førertrøjen.


Dennis Kristensen er tidligere portør, og har været forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og “politisk ømme tæer”.