Det her er Amerika

Oversat med tilladelse fra ‘This Is America’, Jacobin, 27. marts 2025

Selv om den anden Trump-administration kun er i sin vorden, har den vist sig at være betydeligt mere radikal end den første. En præsident, som i sin første periode manglede midlerne og den administrative ekspertise til at bruge sit embedes magt til at forandre amerikansk politik, synes nu at være i stand til og ivrig efter at opfylde sine kritikeres mørkeste fantasier.

Med hjælp fra en klike af loyale tilhængere, især den sydafrikanske milliardær Elon Musk, er Trump begyndt at bruge sin magt som præsident til at starte en proces, der går ud på at ødelægge visse institutioner i statsapparatet, især dem der er blevet mål i kulturkrigen som f.eks. undervisningsministeriet. Derudover har han vist sig mere end villig til at bryde normer og tilmed love. I skrivende stund har han udstedt syvoghalvfems bekendtgørelser – seksogtyve alene på sin første dag i embedet. Og i midten af marts trodsede hans regering en retskendelse og deporterede hundredvis af venezuelanske statsborgere til et salvadoransk fængsel.

Særligt skræmmende for akademikere som mig selv er det, at Trump-administrationen arresterede Badar Khan Suri, en indisk kandidatstuderende, der underviser på Georgetown University på et studentervisum, for ’aktivt at sprede Hamas-propaganda og fremme antisemitisme på de sociale medier’, samt Mahmoud Khalil, der har et green card og var leder af sidste års pro-palæstinensiske protestbevægelse på Columbia University.

Trumps skræmmende handlinger har forståeligt nok skabt bekymring blandt liberale og venstreorienterede – og endda nogle konservative. Hvor præsidenten i sin første periode – hvor hans største bedrift var en massiv skattelettelse for de velhavende – næppe afveg fra de almindelige republikaneres praksis, synes hans anden periode at være motiveret af et ønske om at forandre den amerikanske stat og det amerikanske samfund.

Det er stadig uklart, i hvilket omfang Trumps antidemokratiske adfærd repræsenterer et brud med USA’s forfatningsmæssige orden. Debatterne om dette emne i det offentlige rum har i høj grad drejet sig om, hvorvidt Trump 2.0 er udtryk for en drejning mod fascisme.

Selv om de, der taler om fascisme, er ærligt motiverede af et ønske om at forstå, hvad der foregår, tilslører brugen af begrebet både karakteren af det, som sker nu, og det, der er på spil. Der ligger en grundlæggende sandhed i trumpismens hjerte, som gør sammenligninger med europæisk fascisme vanskelige at forsvare. Kort fortalt bygger Trump og hans medløbere på mangeårige amerikanske traditioner og bruger den amerikanske regerings normale værktøjer til at afvikle demokratiet. Trumpismen er ikke noget, der er importeret fra udlandet. Den er udpræget hjemlig. Og hvis venstrefløjen skal gøre sig håb om at bekæmpe den nu og i fremtiden, må vi fokusere på at ændre de ærkeamerikanske kilder til præsidentens autoritære holdninger.

Fejldiagnosticering af problemet betyder fejldiagnosticering af løsningen

Nu stiller læserne måske det indlysende spørgsmål: Hvem bekymrer sig om, hvad vi kalder Trump og trumpismen? Er det ikke bare en meningsløs indbyrdes kamp mellem intellektuelle?

Faktisk har iagttagere på forskellige tidspunkter kritiseret fascisme-debatten for ikke at være ret meget andet end en navlebeskuende akademisk øvelse, et dekadent eksempel på videnskabelig afkobling [fra virkeligheden] i en tid, hvor Trump-regeringen forårsager megen reel menneskelig lidelse. Men selv om denne kritik er forståelig, rammer den ved siden af. At sætte navn på noget er at diagnosticere det, og at diagnosticere en sygdom er at pege på en kur mod den. En forkert politisk diagnose vil uundgåeligt føre til ineffektiv modstand. Hvis en patient led af en hjertesygdom, men en læge diagnosticerede vedkommende med en hæmoride, ville patienten i sidste ende dø. Noget lignende kan siges om demokratiet.

De, der forsvarer påstanden om, at Trump er fascist, har haft en tendens til at støtte sig til fem argumenter. Selv om de næsten altid er blevet fremført ud fra en alvorlig bekymring for nutidens moralske krav, fejllæser de ikke desto mindre den situation, vi står i – og kommer dermed til at modarbejde en politik, der er i stand til at modstå Republikanernes angreb på demokratiet.

For det første insisterer nogle forsvarere af fascisme-tesen på, at analogien meningsfuldt belyser processer, der finder sted i dag. Men konteksten i mellemkrigstidens Europa er så forskellig fra den i 2010’ernes og 2020’ernes USA, at en sådan analogi tilslører, hvad der foregår. Vi lever ikke i kølvandet på en verdenskrig, hvor massedød førte til social splittelse og fremkomsten af nye politiske modeller. Bander af unge veteraner med kamperfaring strejfer ikke rundt i vores gader. En stærk kommunistisk bevægelse truer ikke fasttømrede kapitalistiske interesser. Vores forskellige økonomiske nedture svarer ikke til den hyperinflation, man oplevede i hele efterkrigstidens Europa.

For det andet hævder andre, at det ikke er nødvendigt at se på Europa for at kunne sammenligne [det der foregår] med fascismen, fordi USA har sine egne fascistiske traditioner, som Trump og hans kumpaner støtter sig til. Til støtte for dette argument peger folk på de mange racistiske, fremmedfjendske, ja, endda [folke-]morderiske aspekter af USA’s historie, fra ’tre femtedels-kompromiset’ i den amerikanske forfatning, hvor slaver blev regnet som ’tre femtedele af en person med henblik på repræsentation og beskatning’ til den praksis, der udgøres af slaverne som løsøre og personlig ejendom og arven fra denne, til tvangsflytning af og folkemord på oprindelige folk, til Ku Klux Klan, til Jim Crow [raceadskillelseslove efter borgerkrigen, o.a.], til redlining [racebaseret opdeling og opmærkning af beboelseskvarterer, o.a.], til indespærringen af japansk-amerikanere under Anden Verdenskrig, til et militariseret politi og meget mere. For fortalerne for tesen om amerikansk fascisme beviser alt dette, at der eksisterer en ubrudt linje af fascisme, der strækker sig tilbage til nationens grundlæggelse.

Der er ingen tvivl om, at der hersker en stærk kontinuitet mellem nutiden og USA’s historie, men at henvise til en amerikansk fascisme underminerer ironisk nok fascisme-tesen. ’Fascisme’ fremstår i denne fremstilling som et unikt amerikansk fænomen, der både går forud for og efterfølger sine europæiske varianter, som den ikke har nogen reel forbindelse til. I dette tilfælde bliver begrebet fascisme synonym med en ’ekstrem højreorienteret ideologi’ – en meget rummelig definition, der analytisk set ikke er særlig brugbar.

En tredje gruppe hævder, at det er politisk nyttigt at bruge fascismebegrebet. De hævder, at det at kalde Trump for fascist, hjælper med til at mobilisere en massemodstand. Her tyder den empiriske analyse på noget andet. I de sidste uger af Kamala Harris’ kampagne for præsidentposten kaldte hun Trump for ’fascist’. Budskabet, om at Trump var en fascistisk trussel mod demokratiet, blev faktisk hendes kampagnes ’afsluttende bemærkning’, på trods af at den vigtigste super-PAC [støttekomite, o.a.], der støttede Harris, advarede om, at ’det ikke er så overbevisende at angribe Trumps fascisme’. Vi ved alle, hvordan den historie endte: Trump besejrede Harris og vandt 49,81 procent af stemmerne mod Harris’ 48,34 procent og 312 valgmandsstemmer mod Harris’ 226.

For det fjerde mener nogle af dem, der har taget analogien til sig, at det et bruge fascismen som ramme kan være en hjælp, hvis man vil forudsige Trumps adfærd. Det ville være godt, hvis det var rigtigt, men hverken historie eller samfundsvidenskab er bestræbelser, der beskæftiger sig med forudsigelser. At studere historie og bruge samfundsvidenskabelige værktøjer giver analytikerne mulighed for at opnå flere formål: Vi kan identificere strukturer, processer, diskurser og mønstre; vi kan forstå årsagerne til tidligere tiders begivenheder; og vi kan belyse rødderne til nutiden. Men hverken historie eller samfundsvidenskab kan bruges til at forudsige fremtiden. Det er ganske enkelt ikke det, de leverer.

Endelig argumenterer en femte gruppe for, at det at kalde Trump for fascist understreger, i hvor høj grad trumpismen afspejler en ægte nyskabelse i amerikansk politik. Dette er den politisk mest betydningsfulde påstand fra dem, der støtter [fascisme-]analogien, fordi den er blevet brugt til at mobilisere ikke bare liberale og venstreorienterede, men også trofaste medlemmer af den republikanske mainstream før Trump.

I den proces har de, der insisterer på, at Trump er en fascistisk afvigelse fra USA’s historie, stiltiende godkendt den antidemokratiske politik hos folk som Liz Cheney, der ikke har haft noget problem med at forsvare USA’s uretfærdige og ulovlige krige, statens omfattende overvågning af borgerne og neoliberalisme og neokonservatisme i almindelighed. Under antifascismens banner har ’never Trumpers’ som Cheney omdøbt sig selv til demokratiets forkæmpere, noget der er grotesk for alle dem, der husker den globale ’krig mod terror’.

Ærkeamerikanske autoritære holdninger

Virkeligheden er, at alt, hvad Trump gør, har fortilfælde i USA’s historie, og at den bedste måde at forstå Trumps radikalisme på og organisere sig for at stoppe den, er at placere hans adfærd i sammenhæng med denne lange historie. Trumpismen er med andre ord en intensivering af antidemokratiske og ærkeamerikanske tendenser, der har eksisteret i lang tid. Der er ikke noget særligt behov for at bruge begrebet fascisme for at forstå det. – Det her er Amerika, og Trump er bare ærkeamerikansk.

Lad os begynde med Trumps forsøg på at afvikle statsforvaltningen. For at forstå hvad der foregår, behøver man ikke at pege på noget udenlandsk Führerprincip, man behøver blot at undersøge det amerikanske præsidentembedes faktiske historie.

Siden grundlæggelsen af den amerikanske republik i 1776 er præsidentembedet vokset i magt, mens Kongressen, der antages at repræsentere folkets vilje, er løbet fra sit ansvar. Det er mest tydeligt på det udenrigspolitiske område. Den amerikanske kongres har ifølge forfatningen ansvaret for at erklære krig, men den har kun gjort det elleve gange, sidst i 1942.

Siden da har USA alligevel været i en tilstand af næsten konstant krig. Ud over de velkendte Korea-, Vietnam-, Afghanistan- og Irak-krige har USA i årtierne efter Anden Verdenskrig ifølge politologerne Sidita Kushi og Monica Duffy Toft grebet ind over for fremmede samfund med ’trusler om, opbud af eller direkte brug af magt’ mere end to hundrede gange. Og det, der gælder for udenrigspolitikken, gælder også for andre områder – præsidenten er i stigende grad blevet det, der svarer til en valgt monark. Der har med andre ord været en konstant om end normalt overset forfatningskrise siden i hvert fald 1940’erne.

Det mest dramatiske er, at en radikal og antidemokratisk teori om præsidentens magt, der kaldes ’teorien om den udøvende magts enhed’ [’the theory of the unitary executive’], i de seneste årtier har fået stadig større indflydelse i højreorienterede juridiske kredse. Som politologen Richard W. Waterman bemærker, så ’hævdes det i denne teori, at præsidenten har eneansvaret for at kontrollere og opretholde den udøvende magt’, og samtidig hævdes det, ’at Kongressen ikke har ret til at vedtage love, der begrænser præsidentens beføjelser som øverste chef eller øverstbefalende’, og ’at præsidenten har samme myndighed som domstolene til at fortolke love, der vedrører den udøvende magt’.

Teorien om den udøvende magts enhed, som ifølge Waterman ’repræsenterer et kvantespring i udvidelsen af præsidentens administrative myndighed’, viste sig særlig nyttig under George W. Bushs regering, og det er den, der ligger til grund for mange af Trumps forsøg på at opløse statsadministrationen. Ved at anvende denne teori har højreorienterede jurister bevæget sig ud over et ’imperialt præsidentembede’ og har taget [opfattelsen af] et ’autokratisk præsidentembede’ til sig, hvor præsidenten er blevet en slags diktator.

For at opbygge et argument for et autokratisk præsidentembede henviste jurister som John Yoo ikke til fascistisk eller nazistisk lovgivning; de støttede sig til amerikansk retspraksis. Det autokratiske præsidentskab er en meget amerikansk opfindelse.

Selv den ikke-valgte og af senatet ikke-bekræftede Elon Musks magt har sine fortilfælde. Desværre er et af kendetegnene ved det amerikanske system, at præsidenter har lov til at udnævne folk til adskillige indflydelsesrige stillinger uden Senatets godkendelse – disse kaldes ’ikke-senatsbekræftede, præsidentielt udnævnte stillinger’. [I den kategori] befinder sig f.eks. personer, som har været nationale sikkerhedsrådgivere (National Security Advisor, NSA), en stilling, som ikke bekræftes af Senatet: McGeorge Bundy, Walt Whitman Rostow, Henry Kissinger, Zbigniew Brzezinski, W. Anthony Lake, Condoleezza Rice, Susan Rice, John Bolton og Jake Sullivan.

Hver af disse personer har på forskellig vis formet USA’s politik – ingen af dem havde et demokratisk mandat. Ud over NSA udnævner præsidenten uden Senatets godkendelse vicedirektøren for Central Intelligence Agency, den stedfortrædende nationale sikkerhedsrådgiver og en lang række andre stillinger.

Deportationsmaskinen

Lad os nu se på anholdelserne af Badar Khan Suri og Mahmoud Khalil, som begge udgør foruroligende krænkelser af de borgerlige frihedsrettigheder og de principper, der teoretisk set er grundlaget for USAs politiske liv. Tragisk nok har anholdelser som disse mange fortilfælde i USA’s historie; anholdelse og udvisning af personer med lovligt ophold og endda af amerikanske borgere – ofte på grund af politisk radikalisme – har i lang tid været et tilbagevendende træk i amerikansk politik.

I store dele af det sidste århundrede har USA gjort effektiv brug af det, som historikeren Adam Goodman har kaldt ’deportationsmaskinen’. Under og efter 1. verdenskrig arresterede og deporterede præsident Woodrow Wilson politisk radikale personer og antikrigsaktivister med hjemmel i spionageloven (Espionage Act) fra 1917, oprørsloven (Sedition Act) fra 1918 og immigrationsloven (Immigration Act) fra 1918; som historikeren Kim Phillips-Fein for nylig fremhævede, blev over 550 personer, der var anklaget for politisk radikalisme, deporteret som følge af de berygtede Palmer-razziaer fra 1919-20.

Ifølge Goodman blev mellem 1929 og 1939 ’op mod en halv million mexicanere og mexicansk-amerikanere’ ’repatrieret’ til Mexico – mindst 60 procent af dem, der blev tvunget til at forlade landet, var amerikanske statsborgere. I begyndelsen af den kolde krig arresterede og deporterede regeringen politisk ’undergravende elementer’ med hjemmel i loven om registrering af fremmede statsborgere (Alien Registration Act) fra 1940, loven om den indre sikkerhed (Internal Security Act) fra 1950 og immigrations- og nationalitetsloven (Immigration and Nationality Act) fra 1952.

For at citere Goodman ’resulterede gennemsøgninger af nabolag og fremskyndede deportationer med jævne mellemrum i, at amerikanske statsborgere og folk med fast opholdstilladelse blev fjernet.’ Efter at Bill Clinton havde underskrevet loven om reform af behandlingen af illegal immigration og om immigranters ansvar (Illegal Immigration Reform and Immigrant Responsibility Act) i 1996, blev i resten af det 20. århundrede ’alle ikke-statsborgere, herunder mange med langvarig permanent opholdstilladelse, udsat for formel deportation.’ For blot at tage et eksempel, som Goodman fremhæver: ’Mellem 2005 og 2010 vendte omkring 1,4 millioner mennesker – halvdelen af dem børn født i USA – tilbage til Mexico enten efter eget valg, ved tvang eller med magt.’

Og så er vi slet ikke kommet ind på de mange krænkelser af de borgerlige frihedsrettigheder under den globale krig mod terror, hvor en borger ved navn José Padilla – som blev beskyldt for at samarbejde med al-Qaeda ’om at bygge og sprænge en radiologisk spredningsanordning’ – blev tilbageholdt af militæret uden sigtelse i over tre år, eller hvor en indehaver af et green card ved navn Ansar Mahmood ’blev tilbageholdt på mistanke om terrorisme … efter at han havde taget et billede i nærheden af et anlæg, hvor man behandlede drikkevand.’ Ud over den globale krig mod terror opdagede journalister i slutningen af 2010’erne, at ’Immigration and Customs Enforcement [ICE]-betjente gentagne gange fejlagtigt udpeger amerikanske statsborgere til deportation.’ I et særligt dramatisk tilfælde blev en borger ved navn Davino Watson tilbageholdt af ICE i 1.273 dage.

Det her er Amerika

Det står klart, at Trumpismen 2.0 intensiverer mange eksisterende fortilfælde – hver især rædselsvækkende og dybt udemokratiske. Anden gang er Trump mere aggressiv, mere åbenlys og mere offentlig i sin stræben efter virkelig radikale mål, end han nogensinde har været før.

Men de kræfter, som Trump bruger, de love og teorier, som han bygger sit forsøg på at omforme den amerikanske stat og det amerikanske samfund på, er ikke fascistiske. De er amerikanske, og den fare, som Trump udgør, er specifikt amerikansk. Ting kan være skræmmende – ting er skræmmende – uden at de er fascistiske. Ja, de er måske endda mere skræmmende, fordi de ikke kommer udefra.

Hvis socialister håber at kunne bekæmpe Trump og organisere en alliance, der kan forhindre autokrater som ham i at komme til magten igen, er vi nødt til at forstå, at han udspringer af den amerikanske historie og det amerikanske system. Et af de største problemer med fascisme-analogien er, at den afleder opmærksomheden fra USA til Europa. Men det her er ikke det fascistiske Italien eller Nazityskland.

Det er Amerika med alt, hvad det indebærer.

Daniel Bessner er Anne H. H. og Kenneth B. Pyle Associate Professor i amerikansk udenrigspolitik ved Henry M. Jackson School of International Studies ved University of Washington.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Hvad nu hvis det er fascisme? | Solidaritet 9. maj 2025 11:44

[…] at hævde, som Daniel Bessner gør i »Det her er Amerika« i en artikel, der blev offentliggjort i dette tidsskrift den 27. marts (på Kritisk Revy 5. april […]