Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
10. januar. 2022

Den Radikale fuser kan blive endnu en katastrofe for fagbevægelsen

De Radikales spillen med musklerne over for den socialdemokratiske mindretalsregering er trist, men forventelig. Partiet vil rykke ind i ministerkontorerne for enhver pris. Prisen risikerer at skulle betales af de dårligst stillede på og uden for arbejdsmarkedet , sådan som det var tilfældet under SRSF-regeringens “nødvendighedens politik”.

Nødvendighedens politik. Gå aldrig tilbage til en lilla fuser, mener Dennis Kristensen. Illustration: Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Det er i sig selv ikke overraskende, at Det Radikale Venstre spiller kortet “Vi kan bare hoppe mellem fløjene, hvis vi ikke får vores vilje”. Det ligger vist i selve det radikale DNA, at partiet bedst opnår indflydelse langt ud over stemmetallet, når partiet truer med at flytte sin støtte over på den anden politiske fløj. Det er sket så mange gange før.

Denne gang handler det tydeligvis for partiet om efter næste folketingsvalg at skifte rygmærket som støtteparti med papir på forholdet ud med indtagelse af ministerkontorer. Det er et ganske tydeligt signal til både den røde og den blå fløj om, at fælles forståelsespapirer og politiske aftaler ikke kommer til at række til at kunne medregne de Radikales mandater, når der skal udledes mindst 90 mandater af det næste valgresultat.

Og fred være med det. Selvfølgelig er det legitimt at gå efter størst mulig indflydelse som politiker, selvom det med de Radikales erklærede grundlæggende værdier – eksempelvis på udlændingeområdet – virker noget holdningsløst at byde sig til over for hvem som helst uanset grundlæggende værdisammenstød. Til gengæld bør lønmodtagerne være bekymrede.

Sporene fra SRSF-regeringen i sidste årti skræmmer. Dengang gik Socialdemokratiets og SF’s løfter – fra vækst i de offentlige udgifter og genopretning af velfærden, til redskaber i ligelønsloven, og at samfundet skulle stille økonomiske midler til rådighed, så vi omsider kunne skabe reel ligeløn – op i radikal røg.

Og udsigten til for alvor at flytte hegnspæle til gavn for lønmodtagerne gennem en omfattende trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter røg samme vej efter mødet mellem radikal modvilje og Thorning-Schmidt’sk og Corydon’sk talentløshed. Og så SF røg helt ud i mørket.

Socialdemokratisk kursændring

I mine øjne har Mette Frederiksen som partileder på en række områder fornuftigt nok drejet kursen væk fra SRSF-regeringens globaliserings-begejstring, fokusering på storby-eliten, nedtoning af lighedsbegrebet, og reform-amok for reformernes egen skyld.

“Har man prøvet at kigge ud over især Europa i de seneste par årtier, er det uhyre fornuftigt, at det danske socialdemokrati dropper eliteplejen, og i stedet forsøger at genetablere forbindelsen til dem, der betaler prisen”

Har man prøvet at kigge ud over især Europa i de seneste par årtier, er det uhyre fornuftigt, at det danske socialdemokrati dropper eliteplejen, og i stedet forsøger at genetablere forbindelsen til dem, der betaler prisen for den bedst stillede del af elitens økonomiske himmelflugt. Og dermed sætter fællesskabsløsninger, velfærd og bekæmpelse af ulighed tilbage højt oppe på prioriteringslisten, hvor de bør placeres af en regering til venstre for midten.

I den proces har det såmænd ikke være så tosset, at de Radikale som støtteparti kan være med til at forhindre, at Socialdemokratiets højresving i udlændingepolitiken bliver til en U-vending – og kan være med til at bide regeringspartiet i klima-haserne, når tempoet ikke holder trit med de erklærede ambitioner.

Men derfra og til at flytte de Radikale ind i regeringens midte er der alligevel et stykke. Et godt stykke endda. Og et stykke, der vil vokse frem til folketingsvalget i takt med, at partiet hæver trusselsniveauet over for regeringen.

SRSF-regeringen var katastrofal

Det sociale i de Radikales selvforståelse som et social-liberalt parti er gennem en årrække blevet stadig mere tyndslidt at se på. Det blev ikke mindst tydeligt i forspillet til dannelsen af SRSF-regeringen i 2011, hvor partiet tydeligvis satte Socialdemokratiet og SF skakmat i det sorte tårn som tak for sidst – med Socialdemokratiets og SF’s melding ved offentliggørelsen af planen “Fair Forandring” i 2009 om, at de Radikale eller andre ikke ville kunne ændre et komma i de to partiets fælles udspil og nye alliance.

De Radikales Margrethe Vestager fik tilmed indført den berømte sætning i regeringsgrundlaget om, at SRSF-regeringen i de afgørende samfundsøkonomiske spørgsmål var den borgerlige regering i fåreklæder, der ville “videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.

Ikke mindst heri lå kimen til det kompleks af sociale forringelser pakket ind i betegnelsen “Nødvendighedens politik” med dens teoretiske skrivebordsberegninger om øget arbejdsudbud uden sammenhæng med eksistensen af jobs, som blev SRSF-regeringens triste, men væsentligste eftermæle.

Og forinden havde de Radikale så sat ekstra trumf på signalet om, hvordan det skulle gå velfærden og den offentlige service – med først sit forlig med den borgerlige regering om halveringen af den periode langtidsledige kunne oppebære arbejdsløshedsdagpenge, og dernæst forliget om at rundbarbere efterlønsordningen, som SRSF-regeringen efterfølgende måtte føre ud i livet.

SRSF-regeringen blev katastrofal for lønmodtagerne med velfærdsforringelser ikke mindst for de dårligst stillede både på og uden for arbejdsmarkedet, med skattelettelser til de bedst stillede og med en fagbevægelse sat ud på sidelinjen.

SRSF-regeringen var en ubetinget katastrofte. Socialdemokraterne bør være varsomme med at invitere de borgerlige Radikale med igen, selv om Sofie Carsten Nielsen stiller dem et ultimatum for døren. Foto: Regeringen.dk

Gå aldrig tilbage til en fuser

Det Radikale Venstres politiske meldinger giver for tiden næppe anledning til at forvente, at partiet skulle være ved at genfinde det sociale i sit politiske fundament. Nok snarere tværtimod.

Partiets repræsentanter lyder fortsat så meget som storby-elitens fremmeste talspersoner, at det for mange må være svært at forestille sig, at partiet for over hundrede år siden opstod som husmændenes og de jordløses talerør i kampen mod først og fremmest de rige godsejere i Højre, men også de bedrestillede gårdejere i Venstre.

“Lønmodtagerne har ikke brug for endnu en periode, hvor en ny sæson af “Nødvendighedens politik” skaber nye forringelser”

Lønmodtagerne har ikke brug for endnu en periode, hvor en ny sæson af “Nødvendighedens politik” skaber nye forringelser. Og fagbevægelsen har ikke brug for endnu en katastrofal periode med en variation over “Nødvendighedens politik”. Der er tværtimod behov for at skabe holdbare klimaløsninger, genoprette velfærden og den offentlige sektor, skabe basal tryghed og øge beskæftigelsen.

Der er ikke brug for en genopførelse af Margrethe Vestagers “sådan er det jo”, men derimod for en uropførelse af “sammen ændrer vi det”.

Engang var Det Radikale Venstre med på formuleringer om at medvirke til at skabe forandringer med et socialt sigte. Men som et erklæret liberalt parti, der ikke ikke længere gør det så voldsomt i det sociale, må man desværre nok frygte, at partiet atter vil gå efter at kunne afvise kritik af sociale forringelser med “sådan er det jo”.


Om skribenten

Dennis Kristensen

Dennis Kristensen

Tidligere portør og forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og "politisk ømme tæer". Læs mere