Det nye arbejdsmarked: Wolt-budes kampe i København

Solidaritet sætter i en ny serie fokus på det prekære arbejdsmarked. Jack Campbell fortæller her om livet som organizer i Wolt Workers’ Group, hvor arbejderne kæmper for bedre forhold i blå cykelshorts.

Oversat af Freja Hvid Kirchert

Af Jack Campbell, Wolt Workers’ Group

Min baggrund

I september 2018 flyttede jeg fra Storbritannien for at studere i København. Jeg valgte Danmark – ikke på grund af den, på daværende tidspunkt i Storbritannien, mærkelige besættelse af ”hygge”, men fordi der ikke var nogen brugerbetaling på uddannelse. Det var muligt at modtage SU, hvis jeg arbejdede deltids ved siden af mine studier. I betragtning af de overdrevne gebyrer i Storbritannien og mange andre lande, virkede det oplagt at flytte til Danmark, hvor jeg potentielt set kunne være sikret økonomisk, mens jeg studerede. Jeg havde også den naive forestilling, at jeg ikke ville opleve de samme udbyttende arbejdsforhold, som eksisterer i Storbritannien – grundet styrken i den danske arbejderbevægelse og den stadig robuste velfærdsstat.

Det viste sig at være en falsk forestilling. I stedet arbejdede jeg i et job til en ynkelig løn og blev fyret på et mistænkeligt grundlag. Jeg har mødt mange andre folk i København, der har haft lignende oplevelser med at blive udbyttet på deres arbejde. De er næsten alle sammen ikke-danskere – som ikke kender deres rettigheder, og ikke føler at de er i en position, hvor de kan forsvare sig selv og deres kolleger.

Min oplevelse med at blive fyret forårsagede betydelige mentale såvel som økonomiske eftervirkninger – min manglende erfaring med organisering i en fagforening, og den måde firmaet rettede deres søgelys mod mig personligt betød, at min kamp var isoleret og individualiseret. Heldigvis formåede jeg at få et andet job næsten lige efter, jeg blev fyret, men tanken om bare at støde ind i nogle fra min tidligere arbejdsplads fylder mig stadig med følelser af skam og frygt. Jeg hørte, at Wolt-bude var begyndt at organisere sig, og jeg havde brug for lidt ekstra penge, så jeg besluttede selv at blive Wolt-bud, og forsøge at hjælpe og udvikle organiseringsarbejdet. Jeg skulle også skrive et speciale til min kandidatuddannelse, så at lave en undersøgelse af arbejdernes virkelighed som Wolt-bude – og vores forsøg på at forme kollektiv modstand – passede meget godt sammen.

At blive involveret i organiseringen af andre prekære arbejdere viste sig at være den perfekte kur mod den atomiserede følelse af udbytning, som mange andre ikke-danskere og jeg selv oplevede, når vi arbejdede i København. Denne tekst er en opsummering af min forskning, som ikke kun forsøger at komme med mit eget perspektiv, men også perspektiver fra de hundredvis af bude, som jeg mødte gennem perioden.

Wolt: Madplatform uden arbejdsgiver ansvar

Wolt er et finsk teknologifirma, finansielt støttet af risikovillig kapital, som sørger for logistikken til madudbringning i byer, meget lig andre mad-platforme som Deliveroo og Uber Eats. Wolt har oplevet en massiv vækst i de seneste 12 måneder, blev nummer to på Financial Times listen over hurtigst voksende virksomheder i Europa – og der er flere end 1500 bude alene i København.  I Danmark er Wolt den største madplatform, og eksisterer side om side med firmaer som Just Eat og Take Away i byer over hele landet. I byer som København har de næsten monopol på madlevering, hvor firmaer som Just Eat og Take Away repræsenterer en markant mindre andel af madleveringer i byen.

Wolt-budenes lønsystem kræver noget forklaring. Der er mulighed for at få vagter, hvor du er garanteret mindst 120 kr. pr. time før skat – med muligheden for at nå over denne grænse, hvis du laver nok leveringer i løbet af en time. Til et obligatorisk introduktionsmøde jeg deltog i, fik vi det indtryk, at der var en overflod af vagter, hvilket jeg senere fandt ud af var fuldstændig forkert. Wolt-bude har også muligheden for simpelthen bare at logge på og arbejde uden en vagt, hvilket betyder, at du tjener minimum 45 kroner pr. levering før skat.

Som det er tilfældet med andre madplatforme, er Wolt-bude selvstændige -hvilket betyder, at de ikke modtager løn under sygdom eller feriepenge, og at de arbejder på en 0-timers kontrakt. Derudover er det budenes ansvar at stille arbejdsredskaber til rådighed: En smartphone med en omfattende dataplan, et køretøj og dets vedligeholdelse samt sikkerhedsudstyr.

Jeg var overrasket over, at før jeg begyndte at arbejde som bud, var der ikke engang et kort tjek af, hvorvidt vi havde et fungerende køretøj eller sikkerhedsudstyr. Jeg modtog udstyret fra deres Københavns-kontor, hvilket inkluderede en leveringstaske, vinterjakke og to t-shirts. Vi blev fortalt, at det var obligatorisk at være iklædt Wolt-tøj, når vi arbejdede, hvilket gjorde os bude til bevægelige reklamesøjler på vores vagter. Da jeg havde fået udstyret, havde jeg tilladelse til at begynde at levere.

“Vagterne blev tildelt to gange om ugen – og var alle væk i løbet af 30 sekunder. Frekvensen af bude, der prøvede at få vagter, var for meget at håndtere for app’en, hvilket betød, at mange bude oplevede den brød sammen.”

Da jeg begyndte at arbejde som bud, var det en behagelig overraskelse, hvor meget det var muligt at tjene i spidsbelastnings-timerne. Sammenlignet med andre jobs der er tilgængelige for ikke-danskere såsom bar- og caféarbejde, hvor du typisk tjener 110-120 kroner i timen før skat, var det muligt at tjene op til 130 kroner i timen som Wolt-bud i timerne med spidsbelastning. Som en by, der er kendt for dens cykel-infrastruktur og flade landskab, forestiller jeg mig, at det er nemmere og sikrere at arbejde som Wolt cykelbud i København, end lad os sige, at arbejde som Deliveroo-bud i det bakkede Sheffield, hvor jeg boede, før jeg flyttede til København. Men i modsætning til Sheffield betyder de høje leveomkostninger i København, at det ikke var ualmindeligt for bude at arbejde op til 50 timer om ugen – for at kunne forsøge sig selv og deres familie.

Vagterne blev tildelt to gange om ugen – og var alle væk i løbet af 30 sekunder. Frekvensen af bude, der prøvede at få vagter, var for meget at håndtere for app’en, hvilket betød, at mange bude oplevede den brød sammen. En stor del af os tyede derfor til at arbejde uden en vagt, og kun blive betalt pr. levering. Uden for spidsbelastnings-timerne var det meget sværere at tjene ordentlige penge.

Den gruppe, der var mest ramt af dette, var de mest prekære bude, der blev nødt til at maksimere deres indtjening ved at arbejde både dag og aften. Dog var de ekstremt lave lønninger ikke kun uden for spidsbelastnings-timerne. På en fredag aften i sommer arbejdede jeg uden en vagt i 4 timer, og tjente 200 kroner – kun 50 kroner i timen før skat. Eftersom den laveste skatteprocent er 38 %, kunne sådan en aftens arbejde knap nok give mig råd til at købe to øl på en bar. 

Forholdet med restauranterne kunne være særligt frustrerende for dem, der arbejdede uden en vagt. Nogle restauranter begyndte først at forberede maden, når buddet var tæt på. Sådanne forsinkelser i spidsbelastnings-timerne -med budene ventende udenfor restauranterne – kan forhindre budene i at indhente den lave indtjening, de muligvis har haft uden for spidsbelastnings-timerne. For at retfærdiggøre arbejdet ville et bud skulle tjene op til 140 kroner pr. time i spidsbelastnings-timerne – for at retfærdiggøre potentielt set kun at tjene 50 kroner uden for spidsbelastnings-timerne, men det bliver gjort umuligt at tjene så meget, når der er forsinkelser fra restauranterne.

Del af en serie om Wolt-arbejderes forhold. Første gang bragt i Notes from Below: A cycle of struggles in Copenhagen.