Det største tabu – Den private ejendomsret til jord

Forskellen mellem rig og fattig vokser eksplosivt. Det gælder både forskellen mellem rige og fattige verdensdele, det gælder mellem lande, det gælder mellem rige og fattige regioner inden for Danmarks grænser (fx mellem Trekantsområdet og Langeland), mellem kvarterer i byerne (fx mellem Østerbro og Nordvest) og det gælder mellem rige og fattige familier og personer.

Internationalt fører uligheden sultkatastrofer, krige og altid ulykkelige flygtningestrømme med sig. Inden for Danmarks grænser oplever vi en markant overdødelighed blandt fattige og en tiltagende udhuling af vores demokrati, hvor stadig færre deltager i beslutninger af samfundsmæssig betydning.

Mange danskere tjener flere penge på at eje jord end på at arbejde – og man kan ikke for alvor gøre noget ved uligheden uden at gøre op med ejendomsretten til jord. Man kan heller ikke standse boligprisernes himmelflugt uden. Den himmelflugt som har gjort storbykernerne til rigmandsghettoer.

Sikandar Siddique alene i verden

I en tv-transmitteret afslutningsdebat op til Folketingsvalget oktober 2022 fik Frie Grønnes Sikandar Siddique ordet fire eller fem gange. Hver gang fik han lov at sige et par sætninger, inden han blev afbrudt og latterliggjort af enten ordstyrer Kåre Quist eller en af rivalerne.

Hans brøde, som åbenbart diskvalificerede ham som deltager i debatten, var et forslag om at oprette en jordbrugsfond, der over 30 år skulle opkøbe landbrugsjord, fx fra konkursramte landbrug, og oprette fællesejede, demokratisk drevne økologiske landbrug.

Statsminister Frederiksen stod med himmelvendte øjne, liberalisterne lugtede blod, Morten Messerschmidt råbte op om, at det var udemokratisk (selvom det netop var det modsatte).

Det var det mest opsigtsvækkende løsningsforslag på klimakrisen, vi fik tilbudt, og alligevel mente ordstyrer Quist ikke, det var værd at diskutere. Siddique fik ikke lov at forklare sig. Tværtimod valgte Quist selv at konkludere politisk på Siddiques forslag i stedet for at undersøge, hvad det gik ud på.

Den daværende ordfører for Enhedslistens folketingsgruppe, Mai Villadsen, lod Siddique hænge til tørre. Hun kommenterede ikke hans forslag med et eneste ord. Det var det mest forbløffende, for forslaget lød unægteligt som Enhedslisten-politik.

BT’s Joachim B. Olsen gav efter partilederrunden karakterer til de 14 politikere og gav Sikandar Siddique nul stjerner, fordi det angiveligt var for useriøst at tale om fælleseje til jord.

Henry George, jordlovene og den sorte hånd

Idéen om fællesejet jord er ellers ingen fremmed fugl i dansk politik. 1957-1960 havde Danmark en regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Retsforbundet.

Retsforbundet var et liberalt midterparti, hvis ideologi var udviklet af den amerikanske økonom Henry George. Hans hovedværk, Fremskridt og fattigdom fra 1879, var en undersøgelse af, hvorfor fattigdommen voksede på trods af økonomisk vækst og teknologiske fremskridt. George argumenterede for, at størstedelen af den velstand, som skabtes under industrialiseringen, blev slugt af jordejere og monopolister, og at denne ufortjente rigdom og kapitalkoncentration var fattigdommens kilde.

George mente ikke, man skulle tjene penge på at eje jord, men kun på arbejde. Den økonomiske værdi af jord (og andre naturressourcer som luft og vand) skulle tilhøre alle samfundets medlemmer. Ikke kun Retsforbundet gik ind for fælleseje af jord. Det gjorde også Viggo Hørup, der hørte til den fløj af Venstre, som tre år efter hans død dannede Det Radikale Venstre.

Dæmoniseringen af indgreb i den private ejendomsret til jord har mange fortilfælde. Bedst kendt er vel folkeafstemningen om jordlovene i 1963. Henry Georges idéer havde ikke kun afsmitning på Retsforbundets politik, men også på Det Radikale Venstres og på Socialdemokratiets, og da de dannede Trekantsregeringen i 1957, gennemførtes en reform, som medførte en kraftig stigning af den såkaldte grundstigningsskyld, en beskatning af ejendomsværdistigningerne.

Gevinsten ved de stigende jordpriser skulle tilfalde hele samfundet. Henry George og Retsforbundet ønskede, at ejendomsskatter efterhånden helt skulle erstatte indkomstskatterne. Det var deres pragmatiske løsning på en overgang til fælleseje af jord.

Grundstigningsskylden var imidlertid ikke Trekantsregeringens påfund. Den indførtes kommunalt i 1920’erne, men blev ved Kanslergadeforliget i 1933 sat ned og samtidig forvandlet til en statslig skat. Trekantsregeringen skruede op for den igen i 1957 og foreslog fire jordlove, som skulle indføre en form for naturfredning og statslige retningslinjer for jordens brug. Fx statslig og kommunal forkøbsret til jord i forbindelse med anlægsopgaver eller byudvikling. Men Venstre og Konservative førte en skræmmekampagne mod lovpakken.

Mange husker nok plakaten med den sorte hånd, der stjæler det lille hus. Ingen ville tage nogens hus, men det var let at skræmme. Det var også let at lokke. Der blev appelleret til små grundejeres private pengepung og håb om en nem gevinst. Først argumenterede den borgerlige opposition for, at lovpakken repræsenterede en grundlovsstridig ekspropriation. Og da den påstand faldt til jorden (!), gennemtvang de pludselig en folkeafstemning på et tidspunkt, hvor lovene ellers var færdigforhandlede, klar til tredjebehandling og vedtagelse i Folketinget, hvor den socialdemokratisk/radikale regering havde flertal for lovene sammen med SF.

Retsforbundet røg ud af Folketinget og regeringen ved valget i 1960, og de kontroversielle jordlove blev stemt grundigt ned ved folkeafstemningen i 1963. Siden har Socialdemokratiet og Radikale Venstre ikke rigtig turdet gøre noget ved den private ejendomsret til jord.

Fælleseje til jord findes

I en del af rigsfællesskabet har der aldrig været privat ejendomsret til jord. I Grønland ejes jorden ikke af nogen, og brugsretten administreres af selvstyret, som fx kan udstede byggetilladelser.

Donald Trump, USA’s kommende præsident, gentager allerede før sin indsættelse sine ønsker og slet skjulte trusler om at ‘overtage’ Grønland. Normalt er det en dealbreaker i en militæralliance, at den ene part taler om at overtage den anden parts landområde. Det er jo præcis det, alliancen er indgået for at undgå. Men da Frederiksen i sin nytårstale 2025 fremmalede et historisk grumt internationalt trusselsbillede, nævnte hun ikke denne amerikanske trussel med et ord.

Den grønlandske undergrund er spækket med værdifulde metaller, uran og fossile brændsler. Men uden jordbesiddere bliver beslutningen om at udvinde mineraler og råstoffer nødvendigvis demokratisk – eller i hvert fald politisk.

Kryolitminen i Ivittuut blev drevet af Kryolitselskabet Øresund, som var ejet af danske investorer, der havde indgået en koncessionsaftale med den danske stat. Det betød, at den danske stat fastlagde betingelserne for kryolitudvindingen. Øresund fik dog dengang ret frie hænder.

Om det grønlandske selvstyre vil tilbyde det samme, er imidlertid et åbent spørgsmål. Private jordbesiddere er almindeligvis lettere at tale til rette. Eller rettere: lettere at handle med, hvis man har penge nok. Derfor ville det være enklere for potentielle investorer, hvis Grønland blev en del af USA, og jorden kom på private hænder.

At dette ville føre til maksimal udnyttelse af undergrundens ressourcer og udvikle sig til en katastrofe for den grønlandske natur, er der ingen grund til at tvivle på.

Den årtier lange, vedholdende modstand mod Christiania viser, hvor udfordrende det har været for os danskere, at små et tusinde ud af landets næsten seks millioner indbyggere forsøgte at stå uden for det private ejendomsmarked og de medfølgende markedsbestemte beslutninger.

Modstanden begrundes almindeligvis med kriminaliteten, især hash-salget i Pusher Street. Men det er en skinbegrundelse. Enhver idiot kan regne ud, at det hash-salg blot vil flytte bopæl, hvis Christiania bliver nedlagt. Efterspørgslen ville være nøjagtig den samme, og det ville også den kriminelles økonomiske incitament til at imødekomme den efterspørgsel. Modstanden mod Christiania har altid handlet om noget andet, nemlig den fælles jord.

Jorden på Christiania ejes nu af christianitterne i fællesskab gennem Fonden Fristaden Christiania, som med virkning fra 2012 købte den af forsvarsministeriet. Det er et privat fælleseje, som altså i princippet kan udstykkes og sælges på det almindelige ejendomsmarked.

Indtil 2012 havde christianitterne i en årrække haft brugsretten til den statslige grund og betalt en brugsafgift for den. Christianias konsensusdemokrati havde besluttet, hvem der kunne bo der, og hvad der kunne bygges. Hverken bygninger eller jord kunne købes og sælges, men man havde pligt til at vedligeholde bygningerne, så længe man boede i dem.

Overgangen til den nuværende ejerform skyldes udelukkende statens og kommunens ønske om at ‘normalisere’ ejendomsforholdene i fristaden (og i den forstand at lukke fristaden som socialt og økonomisk eksperiment), sådan at jorden før eller siden ville blive en del af det almindelige boligmarked. Og det er præcis det, der vil ske i de kommende år.

I landområder over hele verden har man forsøgt sig med en omfordeling af jorden, efterhånden som ejerskabet har samlet sig på få hænder, og små bønder og landarbejdere derfor ikke har haft jord at arbejde og leve på. I Chile blev landejendomme på over 200 hektar (cirka 40 procent af Chiles landbrugsjord) eksproprieret efter den socialistiske valgsejr i 1970, og jorden blev mere ligeligt fordelt på landbefolkningen.

Men det blev en kort fornøjelse. Salvador Allendes demokratiske og sociale revolution blev snart efter rullet tilbage af CIA’s statskup og Pinochet, USA’s marionet-diktator.

Sådan en spredning af ejendomsretten til jord har mange politikere og økonomer ellers gjort sig til talsmænd for. Det gælder også Thomas Jefferson, som nok var en led slaveejer, men også var med til at skrive den amerikanske uafhængighedserklæring. Sandheden er dog nok, at omfordelingen af jorden ganske vist på kort sigt betød en voldsom omfordeling af rigdommen i Chile, men ikke en varig løsning på uligheden. For så længe jorden ikke tages ud af markedsøkonomien, vil den lidt efter lidt atter samles på færre hænder.

El Humoso og den fælles vej ud af krisen

Dette problem er de bevidste om i den spanske landsby Marinaleda, hvor næsten alle cirka 2.700 indbyggere lever af at arbejde i landbrugskooperativet Finca El Humoso. Dette fællesskab ejer al landbrugsjorden i kommunen og den tilknyttede konservesproduktion. Da resten af Spanien under finanskrisen 2007-2011 oplevede en arbejdsløshed på omkring 30 procent og ude på landet endnu højere, var der i Marinaleda færre end 2 procent arbejdsløse.

Det var uden sammenligning den kommune, der klarede sig bedst gennem krisen. Indbyggerne havde nemlig fordelt arbejdet mellem sig på El Humoso. Det kan man på en fællesejet, demokratisk ledet virksomhed. Og de valgte at dyrke afgrøder, der krævede meget arbejdskraft, og som derfor kunne sælges dyrt, fx artiskokker.

Det var en logisk beslutning at tage, når hele befolkningen skulle tage den i fællesskab, for alle havde brug for arbejde. Hvis en enkelt jordejer havde taget beslutningen, havde han nok valgt afgrøder, som kunne produceres med mindre arbejdskraft og altså billigere. Så var arbejdsløsheden blevet som i resten af de andalusiske pueblos, landsbyer.

Men El Humoso tager ikke penge ud til profit. Der lægges til side til at forny produktionsapparatet, men ellers går overskuddet kun til skat og løn. Derfor er det nogle af de bedst lønnede landarbejdere i Spanien. Det er en demokratisk model, og den har vist sig økonomisk langtidsholdbar. Sådan er den røde kommune blevet drevet gennem mere end 40 år.

Så er der også boligerne. Kommunen stiller byggegrund, materialer og arkitekt- og byggeteknisk bistand til rådighed for familier. Gratis. Men familien skal selv bygge. En gruppe på fx otte familier sætter byggeriet af otte ens huse i gang samtidig. Den byggetekniske rådgiver registrerer, hvor mange arbejdstimer de enkelte familier lægger i byggeriet, og den familie, som har arbejdet mest, får efterfølgende lov at vælge hus først. Der er ingen husleje, blot en forbrugsafgift på 120 kr./måned. Huset er deres, men må ikke sælges. Kapitalisering af jord er en af de mest ulighedsskabende faktorer, siger Gordillo, byens røde borgmester, så det forsøger man at modgå her.

Jeg forstår Sikandar Siddiques forslag lidt anderledes, nemlig sådan at den jord, som jordbrugsfonden opkøber, skal dyrkes økologisk. Altså at det simpelthen er et statsligt krav til produktionen. I Marinaleda er det endnu ikke al produktionen, der er økologisk, for da de indledte deres sociale revolution i 1979, handlede det ikke om miljø, men om at modgå den sult og medfølgende affolkning, som truede de andalusiske landsbyer. Men også i Marinaleda er økologien på vej.

Privatejendom eller miljøbeskyttelse

Den stoiske filosof og romerske statsmand Seneca gik ind for ususfructus-princippet. Det indebærer, at man har ret til frugterne af sit arbejde med den jord, som man har brugsret, men ikke ejerskab, til.

Eftersom fællesskabet ejer jorden, er det også fællesskabet, som skal tage stilling til, om der må foretages væsentlige ændringer, for eksempel opføres en fæstning eller anlægges en kunstig sø. Tilsvarende principper kendes helt tilbage fra Hammurabis næsten 4000 år gamle lov for Babylonien.

Ejer man jorden som privatperson, kan man derimod behandle den efter forgodtbefindende. Sådan er grundprincippet i privatejendom. Hvis man låner eller lejer, skal man derimod levere genstanden tilbage i samme forfatning eller bedre. Ellers skal man kompensere, fx betale for miljømæssig genopretning.

Nu kunne det være fristende at tale for statslig ejendom af al jord ud fra miljøpolitiske argumenter, men det argument er grundigt afmonteret af Sovjetunionens miljøødelæggelser.

Nej, statsligt ejerskab er ingen garanti mod miljøsvineri. Staten kan også være et svin, selvom den i princippet er under fællesskabets kontrol. Der er ingen garanti for, at denne kontrol fungerer demokratisk. Det gjorde den ikke i USSR, og jo mere demokratiet svækkes, desto mindre ansvarsfuldt kan staten slippe af sted med at forvalte sit mandat. Derfor fordrer en forbedring af jordens sundhedstilstand ikke blot fælleseje, men også en radikal styrkelse af demokratiet.

Ikke en universalløsning

Selv hvis alt dette er på plads, skal man ikke bilde sig ind, at man har fundet en mirakelkur for jordens sundhedstilstand. Det er der trods alt ikke tale om. Der skal også andre midler til.

Statslige mindstekrav til anlægsarbejder, produktion og transport. Nye boliger skal fx være selvforsynende med varme og energi. Det er fuld ud muligt. Også eksisterende boliger kan gøres selvforsynende med varme og energi, og staten kan støtte det. Landbrugsproduktion skal være økologisk. Slut med gylle og kunstgødskning. Husdyr skal på græs. Fiskeri skal reguleres på redskaber, fx forbud mod bundslæbende redskaber og både over en vis tonnage, ikke med kvoter. Den slags.

Grønne afgifter på privatforbrug er asociale og skaber en illusion om at løse problemer, som de ikke kan løse. Det er ikke vejen. Vi skal heller ikke udskamme flykunder, men etablere hurtige, billige eldrevne togforbindelser ned gennem Europa – og staten skal forske i muligheden for at flyve på klimaneutral energi.

Sådanne løsninger skal naturligvis implementeres internationalt. Det er tvivlsomt, om den kamp kan vindes inden for det EU, der primært har som sin opgave at afbøde økonomiske kriser og tjene den europæiske storkapitals interesser i markedsadgang – men det er da tosset ikke at prøve.

Ligesom fælleseje af jord ikke er nogen universalløsning på miljøproblemerne, er det heller ikke den endelige løsning på problemerne med ulighed og fattigdom. Også disse problemer kræver en kombination af forskellige virkemidler. Fælleseje af jord vil være en afgørende faktor; men ulighed skyldes naturligvis ikke kun privatejendom til jord, men fx også muligheden for at berige sig på andres arbejde.

Forestillingen om guddommelig ret til jord er katastrofal, hvilket de morderiske zionistiske bosættelser på Vestbredden illustrerer med al uønskelig tydelighed. Men den private ejendomsret til jord er i det store billede et større problem – og at vi ikke tør tale om det, står i vejen for progressiv social forandring.