Det yderste højre: et globalt fænomen

I de seneste år har den reaktionære, autoritære og fascistiske højrefløj været på fremmarch over hele verden. Den har allerede sat sig på statsmagten i halvdelen af verdens lande. Blandt de bedst kendte eksempler er Trump (USA), Modi (Indien), Orban (Ungarn), Erdogan (Tyrkiet), Daesh (Islamisk stat), Salvini (Italien) og Duterte (Fillippinerne). Dertil er der i adskillige andre lande regeringer, der læner sig opad denne tendens, selv om de ikke definerer sig eksplicit som sådan: Rusland (Putin), Israel (Netanyahu), Japan (Abe), Østrig, Polen, Burma og Colombia og så fremdeles. Forskellen mellem disse to grupper er imidlertid meget flydende.

Post-fascisme, ikke populisme

I hvert land har det yderste højre sine egne særtræk. I mange lande er ‘fjenden’, dvs. syndebukken, muslimer og indvandrere. I nogle muslimske lande er det andre religiøse minoriteter (kristne, jøder, Yazidier). Nogle steder er det xenofobisk, fremmedfjendtlig nationalisme og racisme, der dominerer, i andre er det religiøs fundamentalisme eller had til venstrefløjen, feminismen og de homoseksuelle. På trods af disse forskelle er der nogle fællestræk for de fleste, hvis ikke alle disse regimer: Autoritær ideologi, fundamentalistisk nationalisme – formuleret i slogans som ”Deutschland über alles” eller andre lokale varianter: ‘America first’, ‘O Brasil acima de tudo (Brasilien frem for alt, red.)’ osv. Andre fællestræk er religiøs og etnisk intolerance, samt et voldeligt politi og militær som det eneste svar på sociale problemer og kriminalitet.

Nogle, men ikke alle disse regimer, kan karakteriseres som fascistiske eller semifascistiske. Enzo Traverso bruger begrebet ‘post-fascisme, som kan være et nyttigt begreb, fordi det både beskriver kontinuitet og forskel fra fortidens fascistiske strømninger.

På den anden side bliver begrebet ‘populisme’ brugt af nogle politiologer, medier og endda dele af venstrefløjen. Dette begreb er komplet uegnet til at redegøre for det fænomen, vi taler om, og fører ikke til andet end forvirring om spørgsmålet. Begrebet beskrev måske noget relativt præcist i Latinamerika fra 1930’erne til 1950’erne – vargaisme, peronisme osv., men det blev sidenhen i stigende grad et vagt og upræcist begreb i Europa i 1990’erne.

Populisme bliver defineret som ”en politisk position, som støtter folket mod eliten”, hvilket kan siges om næsten enhver bevægelse eller politisk parti! Dette pseudo-koncept fører til frivillig eller ufrivillig legitimering, når det bliver anvendt på det yderste højres partier, og gør dem mere acceptable, hvis ikke ligefrem sympatiske (hvem er ikke for folket og mod eliten?). Det undgår omhyggeligt problematiske begreber som racisme, fremmedfjendskhed, fascisme og det yderste højre.

‘Populisme’ bliver tilmed brugt på en bevidst mystificerende måde af neoliberale ideologer til at skabe en sammensmeltning af det yderste højre og det radikale venstre som ”højrepopulisme” og ”venstrepopulisme”, der begge er imod den neoliberale politik, ‘Europa’ osv.

Hypoteser

Hvordan forklarer vi denne bemærkelsesværdige styrkelse af det yderste højre? I form af regeringer, men også partier, som endnu ikke regerer, men samtidig har en bred vælgerbasis og indflydelse på det politiske liv i deres respektive lande (Frankrig, Belgien, Holland, Schweiz, Sverige, Danmark osv.)? Det er vanskeligt at komme med en generel forklaring på sådanne forskelligartede fænomener, der udtrykker modsætningsforhold, der er specifikke for hvert enkelt land eller region. Men da det er en global tendens, må vi i det mindste overveje nogle hypoteser.

En ‘forklaring’ vi må afvise, er den som hævder, at væksten i det yderste højre skyldes de store migrationsbølger, specielt i USA og Europa. Migranterne er blot det bekvemme påskud – standardvaren for fremmedfjendske og racistiske kræfter, men på ingen måde ‘årsagen’ til deres succes. Derudover blomstrer det yderste højre i mange lande – f.eks. Brasilien, Indien og Fillippinerne – uden nævneværdig indvandring.

Den mest åbenlyse og relevante forklaring er, at den kapitalistiske globalisering også medfører en brutal, kulturel ensretning, og derfor skaber og reproducerer en form for ‘identitetspanik’ (et begreb introduceret af Daniel Bensaid (fransk filosof, red.)), som fører til intolerante nationalistiske og religiøse demonstrationer og fremmer etniske og religiøse konflikter. Jo mere nationernes økonomiske magt reduceres, i jo højere grad bliver ”nationens ære” sat over alt andet.

En anden forklaring kan være den finansielle krise i kapitalismen, som har medført økonomisk depression, arbejdsløshed og social marginalisering siden 2008. Denne faktor har formentlig været vigtig for at muliggøre eksempelvis Trumps og Bolsonaros sejr, men er meget mindre gyldig, når man ser på Europa. I de rige lande, som er mindst påvirket af krisen, såsom Østrig og Schweiz, er det yderste højre også meget magtfuldt, mens det yderste højre er marginalt i nogle af de lande, der er mest påvirket af krisen, såsom Spanien og Portugal.

Alle disse processer finder sted i kapitalistiske samfund, hvor neoliberalismen har domineret siden 1980’erne og har ødelagt sociale bånd og solidaritet, uddybet social uligheder, uretfærdighed og koncentrationen af rigdom. Vi må også medregne svækkelsen af det kommunistiske venstre, der fulgte med kollapset af den såkaldte ”virkeligt eksisterende socialisme”, uden at andre mere radikale venstrefløjskræfter har haft succes med at udfylde dette politiske tomrum.

Disse forklaringer er nyttige, i det mindste i nogle tilfælde, men er utilstrækkelige i sig selv. Vi har stadig ikke en global analyse af dette fænomen, som netop er globalt, og som udfolder sig på et bestemt historisk tidspunkt.

Er dette en tilbagevenden til 1930’erne? Historien gentager ikke sig selv. Vi kan finde ligheder eller paralleller, men de nuværende fænomener er ganske forskellige fra fortidens. Først og fremmest har vi ikke – endnu – totalitære stater, som kan sammenlignes med dem fra før krigen. Den klassiske marxistiske analyse af fascismen definerede den som en reaktion fra storkapitalen med støtte fra småborgerskabet, som blev konfronteret med en revolutionær trussel fra arbejderbevægelsen. Man kan undre sig over, om denne fortolkning virkelig kan gøre rede for fascismens fremvækst i Italien, Tyskland og Spanien i 1920’erne og 1930’erne. Men under alle omstændigheder er det ikke relevant i vor tid, hvor vi ingen steder finder en ”revolutionær trussel”. For ikke at nævne den åbenlyse kendsgerning, at den magtfulde finansielle kapital viser meget lidt entusiasme for ”nationalismen” på det yderste højre, selvom den er klar til at tilpasse sig til den, hvis det bliver nødvendigt.

Fænomenet Bolsonaro

Nogle få ord om den sidste episode i denne globale ”brune bølge”: Bolsonaro-fænomenet i Brasilien. Det ser ud til at være det tætteste på klassisk fascisme med sin voldskult og sit instinktive had til venstrefløjen og arbejderbevægelsen, men til forskel fra forskellige europæiske partier – fra det østriske FPÖ til det franske Front Nationale (nu Rassemblemt National) – har partiet ikke rødder i den fascistiske bevægelse fra fortiden, repræsenteret i Brasiliens filfælde med AIB ledt af Plinio Salgado i 1930’erne.

Den har heller ikke gjort racismen til sin væsentligste mærkesag i modsætning til den yderste europæiske højrefløj. Selvfølgelig er Bolsonaro kommet med adskillige racistiske udtalelser, men de var på ingen måde et centralt fokus i hans kampagne. På dette punkt afspejler Bolsonaro-fænomenet snarere den italienske fascisme i 1920’erne før alliancen med Hitler.

Hvis vi sammenligner Bolsonaro med det europæiske yderste højre, ser vi flere markante forskelle:

Fælles for Trump, Bolsonaro og det ekstreme europæiske højre, er tre temaer af reaktionær sociokulturel agitation:

Disse tre temaer var sammen med ‘kampen mod korruption’ afgørende for Bolsonaros sejr, takket være den massive spredning af fake news (falske nyheder) på de sociale medier. Det mangler at blive forklaret, hvorfor så mange mennesker har troet på disse løgne. Vi mangler stadig en overbevisende forklaring på hans kandidaturs fantastiske succes på bare få uger på trods af volden, brutaliteten af hans borgerkrigstaler, hans kvindehad, hans mangel på et politisk program og hans skamløse undskyldninger for militærdiktatur og tortur.

Konsekvent antifascisme

Hvordan bekæmper vi dette? Der er desværre ikke nogen magisk formel for at bekæmpe denne nye globale brune bølge. Bernie Sanders appellerer til en ”World Anti-fascist Front”. Det er et glimrende forslag. Vi må samtidig arbejde for at etablere brede koalitioner til forsvar for demokratiske friheder i hvert af de lande, det gælder. Men vi må også tage højde for, at det kapitalistiske system konstant producerer og reproducerer fænomener som fascisme, statskup og autoritære regimer – specielt i krisetider.

Rødderne til disse tendenser findes i selve systemet, og alternativet må være radikalt dvs. mod systemet. I 1938 skrev Max Horkheimer, en af de ledende tænkere i Frankfurterskolen: “Hvis du ikke ønsker at tale om kapitalismen, har du intet at sige om fascismen.” Men andre ord: den konsekvente anti-fascist er også antikapitalist.

Oprindeligt udgivet på International Viewpoint. Oversat af Mikael Hertoft for Solidaritet.