Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. februar. 2022

Die Linke må genopfinde sig selv – men hvordan?

Die Linke skal være den drivende kraft i en bæredygtigheds-revolution. Men for at kunne være det, må man i de grundlæggende spørgsmål tale med én stemme og komme videre i en indholdsmæssig opklaringsproces for ikke med jævne mellemrum at splintres.

 

 

Af Klaus Dörre

 

Oversat fra tysk fra ”Die LINKE muss sich neu erfinden – aber wie?“ med tilladelse fra tidsskriftet Luxemburg, december 2021

 

Efter det katastrofale nederlag ved forbundsdagsvalget må Die Linke genopfinde sig selv, er den samstemmende tone i mange udsagn fra partiets basis og ledelse. Spørgsmålet er bare - hvordan og i hvilken retning. I øjeblikket aftegner der sig to konkurrerende forslag, der - hvad angår de bærende strategiske ideer - allerede var udarbejdet før forbundsdagsvalget. I sin bog, der udkom præcis i optakten til valgkampen, plæderer Sahra Wagenknecht for et ægte folkeparti, ”der ikke bidrager til en yderligere polarisering af samfundet, men til en revitalisering af fælles værdier” (Wagenknecht 2021, s. 17). Den bærende strategiske ide er forbindelsen mellem socialpolitikkens forrang, en kulturel antiliberalisme og kritik af migrationen. Forbillederne er så forskellige kræfter som det italienske Cinque Stelle [Femstjernebevægelsen, o.a.] eller de danske socialdemokrater. Denne opfattelse kalder jeg socialkonservativ venstreorientering1.

 

Over for denne opfattelse står en partiopfattelse med mindre klare konturer, der - ligesom den tidligere medformand Bernd Riexinger og med ham betragtelige dele af partiet - går ind for en ”forbindende klassepolitik”. Dette strategiske tilløb skal være en ”inspiration og opfordring til at følge en vej til en fornyet kultur for venstrefløjen” og oprette et parti, ”der lige troværdigt både repræsenterer interesserne hos dem, der er i beskæftigelse, og de arbejdsløse og de flygtninge, migranter og LGBTQ-personer, der arbejder og lever under prekære betingelser” (Riexinger 2018, s. 158). Uden at være fuldt dækkende udviser konceptet fællesmængder med den politik for en grøn New Deal, som den tidligere medpartiformand Katja Kipping og den venstreliberale strømning i partiet står for (se Kipping 2021). Jeg betegner dette strategiske koncept som socialøkologisk venstreorientering eller alt efter betoning som venstreorienteret-grøn. Ifølge sin grundlæggende ide undgår dette koncept på ingen måde sociale temaer eller - for den som bedre kan lide noget mere markant - klassepolitik. Tværtimod. Men man forsøger systematisk at forbinde en klasseakse med den økologiske samfundskonflikt og de såkaldt identitetspolitiske temaer2. Som ophavsmænd til disse ideer optræder de [amerikanske] socialdemokrater omkring Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez eller Labours venstrefløj omkring Jeremy Corbyn. Lad os nu afprøve begge partiopfattelsers samfundsmæssige bæredygtighed.

 

Fiktionen om et centrumfolkeparti

Lad os begynde med Sarah Wagenknecht, der med sin strategiske idé på ingen måde kun har Die Linke for øje. Socialdemokraten Nils Heisterhagen er den intellektuelle ophavsmand til hendes udkast til en ny venstrefløj, der forbinder socialpolitikken med en kulturel antiliberalisme og kritik af migrationen. Wagenknechts påstand om venstrefløjens forræderi mod almindelige mennesker, der blev serveret, så den passede til medierne, sigter ud over flertalsstrømningen i hendes eget parti også på SPDs venstrefløj, som den repræsenteres af Kevin Kühnert og medformanden Saskia Esken. Det drejer sig for Wagenknecht grundlæggende om en centrum-venstrepopulistisk organisation, der også skal være tiltrækkende for dem, der har vendt sig bort fra Die Linke og SPD, er blevet sofavælgere eller har udviklet sympati for den radikale højrefløj. Holder dette koncept? Tvivl er velanbragt – først og fremmest af to grunde.

 

For det første kan man angribe den analyse, der ligger til grund for dette partikoncept. Wagenknecht forholder sig positiv til den påstand om en dyb kulturel spaltning af samfundet, der skulle trænge den gamle sociale klassespaltning i baggrunden, som før hende også Andreas Nölke (2017) og en berlinsk forskergruppe – med større videnskabelig ambition – omkring Wolfgang Merkel og Michael Zürn har formuleret (se De Wilde o.a. 2019). Oprindeligt stammer denne påstand fra den britiske journalist David Goodhart, der betegner sig selv som centrist, der agerer mellem politisk venstreorienterede og populistiske højreorienterede. Ifølge Goodhart har et talmæssigt betydningsfuldt mindretal af godt uddannede, socialt mobile mennesker, Anywheres, de seneste 25 år domineret samfund og politik. På den anden side af den kulturelle skillelinje står Somewheres, en uden sammenligning større, men mindre indflydelsesrig gruppe, der er stærkere lokalt rodfæstet og mindre godt uddannet. Somewheres sætter pris på sikkerhed og det kendte, de har en følelse af, at deres temmelig socialkonservative moralforestillinger og måde at leve på i de seneste årtier er blevet udelukket fra det offentlige rum. Det har, ifølge Goodhart, ført til en destabilisering af politik, til et Brexit-, Trump - og kunne man tilføje - et Höcke-backlash3.

 

Hvor letfatteligt dette billede af en stor kulturel spaltning af det europæiske samfund end måtte være, holder det ikke empirisk. Således har forskergruppen med den berlinske sociolog Steffen Mau gjort indtryk ved at vise, at der intet belæg er for en tydeligt tegnet kulturel spaltning af de europæiske samfund4. Kritikken af migrationen er ganske vist i de nedre klasser noget mere udbredt end i resten af samfundet, men det gælder for eksempel ikke for økologiske emner. Klimaforandringerne er ikke udelukkende et tema for en bedrestillet livsstils-venstrefløj, den udgør en økologisk konfliktakse, der på forskellige måder er relevant for alle samfundets klasser og lag5.

 

For det andet betyder det, at selv hvis man analytisk forfiner Goodharts kulturelle metaklasser, får den fejlagtige analyse fatale politiske konsekvenser. Oversat til praksis ville påstanden om den kulturelle cleavage splitte SPD og ødelægge Die Linke. Bare det forslag, som videnskabsmanden Andreas Nölke - der gerne vil indskrænke sin antiliberalisme til migrationsspørgsmålet - fremkom med, efterlader ingen tvivl om, hvem der ikke skal være med i den ønskede venstrekommunitaristiske organisation: Hverken den venstrefløj, der deltager i bevægelserne eller dele af den venstrefløj, der deltager i regeringer, eller deres teoretikere og tilhængere i storbyerne6. Efter denne opskrift ville det store flertal af de aktive partimedlemmer ikke have nogen plads i et venstrekonservativt parti. Skiftede Die Linke politisk ham efter denne opskrift, ville der blive temmelig ensomt omkring Sarah Wagenknecht og de af hendes tilhængere, der blev tilbage. Talkshow-popularitet er en ting, men at omsætte denne til politisk aktivisme for ikke at tale om grundlæggelsen af et nyt parti er noget ganske andet. ”Aufstehens” fiasko – kan nogen endnu huske den? – viser, hvad venstrekommunitaristiske eventyr kan føre til. Selv i det alt andet end proletariske bevægelsesspektrum, som Wagenknecht repræsenterer, er cæsarismen - dvs. fremragende personligheders karismatiske ledelse - yt. I hvilken grad ”Aufstehens” skibbrud, der endnu ikke er fordøjet, og den deraf stammende skuffelse har bidraget til Die Linkes nederlag, bliver desværre aldrig opklaret7.

 

Den forbindende klassepolitiks foreløbige forlis

Det, der imidlertid står tilbage som rigtigt i Wagenknechts diagnose, er Die Linkes svindende forankring i de nedre lønarbejderklasser. Stemmetabene blandt arbejdere og fagforeningsmedlemmer, der lå over gennemsnittet, taler deres tydelige sprog. Dermed er ved første øjekast også den strategiske idé om at forbinde klassespørgsmål med økologisk inspireret samfundskritik og kulturel libertinisme, mislykkedes. Udover valgtaktiske aspekter skyldes det først og fremmest to grunde.

 

For det første udviser også den forbindende klassepolitik betydelige analytiske mangler. At forestillingen om en internt differentieret, men i sidste instans stor lønarbejderklasse stadig spøger, er det mindste problem. Mere alvorligt viser det sig ved, at også homogene klasseforhold ikke fører til ensartet valgorientering. Selv på de socialistiske arbejderbevægelsers højdepunkter var arbejderne aldrig ensartet venstreorienterede. Det gælder også for de lønmodtagere, der er organiseret i fagforeningerne. ”På fabrikken rød, hjemme sort” er en grundlæggende holdning, der er velkendt i Bayern og Baden-Württemberg. Klassepolitik betyder i velfærdsstatens demokrati bare, at identificere lønmodtagernes interesser og gøre dem til politiske emner. I dette tilfælde betyder det, at alle disse emner er genstand for partipolitisk konkurrence. Kristendemokratiske og liberale partier må ligesom den radikale højrefløj varetage lønmodtagernes interesser for valgpolitisk at få succes - på hvilken mærkværdig måde det så end sker. Det Die Linke ikke har tænkt over er, at den politiske konkurrencesituation har ændret sig afgørende. Det lykkedes SPD at gøre sig fri af Harz IV-stigmaet og genvinde sin troværdighed. Også De Grønne er i færd med at opdage klimaretfærdighedens klassepolitiske relevans. Den tilbøjelighed til at føre kampen for statusforbedringer eller -løn ud fra en bitterhed, der er indlejret i den kulturelle arbejderkonformisme, varetages med held af AfD. I denne konstellation har der ganske enkelt i den klassepolitik, der i sin grundlæggende idé er ny, manglet en skærpelse af dagspolitiske emner og konkretisering. I bedste fald er det lykkedes i den huslejekamp, der i første række er et storbyemne. Det gælder ikke for andre politikområder. I den underste halvdel af befolkningen og i de østtyske udkantsområder stemmer man - stillet over for valget mellem 12 eller 13 euro i mindsteløn - hellere for en fugl i hånden end ti på taget.

 

Dette berører det andet strategiske problem for den forbindende klassepolitik, som ganske vist alle venstrefløjspartier har. Der føres de facto næsten ingen klassepolitik for industri- og produktionsarbejderne. Hvad angår arbejderne, drejer det sig uden tvivl samfundsstrukturelt i alle udviklede lande om et mindretal. ​​ Men denne store samfundsgruppe forsvinder ikke; tværtimod opstår der konstant nye arbejdspladser. Alene i detailhandlen med sine langt over to millioner ansatte drejer det sig overvejende om arbejdspladser med fysisk belastende, manuelt arbejde (se Schulten 2021). Det samme gælder for pakke-logistikken med dens stordriftsstrukturer eller pakkeudbringere og brevbærere, der udrustet med en håndscanner - som man også uden tyske sprogkundskaber kan betjene - oplever en snigende nedvurdering af deres arbejde. For disse dele af den traditionelle arbejderklasse findes der de facto ingen udarbejdet, venstreorienteret politik. Det vejer desto tungere, eftersom der med den socialøkologiske omlægning og forstærket af corona-recessionen finder en dramatisk strukturforandring sted i økonomiske kernesektorer.

 

Det, der indtil nu i forhold til denne problematik er kommet fra kredse i Die Linke, er for langt væk fra fagforeningernes hverdag til at kunne overbevise nogen. Hvem vil frivilligt opgive sin arbejdsplads i bilindustrien, når alternativet kun er en vag udsigt til en omstilling? IG Metall har på sin seneste aktionsdag krævet ”Ingen fyringer på grund af omstillingen!”. Det stiller Die Linkes økologisk inspirerede strømninger over for spørgsmålet, om ikke man skulle beholde strukturer, der egentlig skulle afvikles. Den modsatte position - som man kunne høre på en af partiets tillidsmandskonferencer - opfatter derimod klimaforandringerne som et problem, der fortrinsvis kræver tekniske løsninger8. Over for den slags forestillinger er det klart, at det forbindende i den nye klassepolitik mislykkes. Mens samarbejdet mellem ver.di og Fridays for Future (se forfatterkollektivet CLIMATE.LABOUR.TURN 2021) under den seneste overenskomst-runde i den offentlige nærtrafik på en DGB-konference helt rigtigt blev hyldet som et fremragende eksempel på en fremtidsorienteret omstillingspolitik9, forblev eksemplet i Die Linke enten isoleret eller blev endda nedsablet som et bevis på en privilegeret livsstils-venstrefløjs klassepolitik.

 

Die Linke – den drivende kraft i en bæredygtighedsrevolution  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

Lad os holde fast i dette: Ideen om en forbindende klassepolitik hviler på en god, strategisk grundtanke. På trods af konkretiseringsforsøg med forskellige varianter af en Grøn New Deal mangler der dog en operationalisering og måske også personer, for at den i praksis kan få succes. En drejning mod en venstreorienteret socialkonservatisme er imidlertid ikke et praktisabelt alternativ. En venstrepopulistisk politik a la Nölke og Wagenknecht ville betyde enden for Die Linke. Forslag, der er i overensstemmelse hermed, ser bort fra, at et parti, der kombinerer en pragmatisk socialpolitik med en stram begrænsning af indvandringen, allerede eksisterer. En socialdemokratisk politik, som den Wagenknecht har foreslået, har igen – hvis man ser bort fra den radikale illiberalisme – fundet et politisk hjemsted i SPD. Som strømning i SPD ville Wagenknecht og Co. imidlertid i vigtige spørgsmål stå tydeligt til højre for det, der i partiet er politisk konsensus om. Hvad skal man så gøre? Som partiløs videnskabsmand og socialist tilkommer det ikke mig at bedømme fløjpolitik. Men nogle afsluttende overvejelser om Die Linkes fremtid er mig dog tilladt.

 

For samfundets venstrefløj i almindelighed og Die Linke i særdeleshed betyder det, at man må indstille sig på en kapitalisme med nye konturer, det længe ikke har været tilstrækkeligt at beskrive med udtryk som ’markedsradikal’ og ’neoliberal’. Der kræves både en analytisk og praktisk-politisk konfrontation med den nye statsinterventionisme, som trafiklys-koalitionen på trods af og sammen med FDP vil praktisere. Grænserne for denne interventionisme kan allerede klart anes, for en omfordeling fra oven og ned og fra centrum til periferi vil ikke ske med en finansminister som Christian Lindner. Derfor svæver finansieringen af den social-økologiske ombygning og de dertil hørende nødvendige innovationer i luften. Vedvarende konflikter mellem koalitionspartnerne er forprogrammeret, noget der åbner et bredt handlingsfelt for en venstreopposition.

 

Kritik af den nye regering vil imidlertid kun lade sig dreje i progressiv retning, i det omfang Die Linke sørger for det – helst i samklang med fagforeninger og sociale bevægelser. En forudsætning for det er, at Die Linke faktisk også agerer på højde med den økonomisk-økologiske knibtangs-krise. Kort sagt: Die Linke må blive den drivende kraft i en bæredygtigheds-revolution. Partiets opgave består i, at gøre det tydeligt, at social og økologisk bæredygtighed hører sammen, fordi det ene ikke kan opnås uden det andet.

 

Lad os som eksempel tage det uløste problem med klimaretfærdighed. I Tyskland forårsagede de rigeste 10 procent af husstandene 26 procent af udlednings-belastningen; den nederste halvdel var kun ansvarlig for 29 procent af udledningerne. Den rigeste ene procent reducerede ingenting, hvorimod den nederste halvdel reducerede sine udledninger med en tredjedel. For husholdninger i Tyskland med middelindkomst androg reduktionerne immervæk 12 procent. Også mellem de europæiske stater er udledningsbelastningen højst ulige fordelt. Alene 10 procent af husholdningerne med de højeste indkomster i de fire rigeste medlemslande – det er Tyskland, Italien, Frankrig og Spanien med tilsammen 29 millioner mennesker – udleder mere end befolkningen i 16 fattigere EU-medlemsstater. Lægger man målet om maksimalt 1,5 grads opvarmning af Jorden til grund, skulle den nederste halvdel af husholdningerne omtrentligt halvere deres udledningsbelastning; den rigeste ene procent skulle derimod reducere sin belastning med en tredivtedel (se Ivanova og Wood 2020; Oxfam 2020). Sat på spidsen betyder det, at produktionen af luksusartikler for de øvre klasser og deres forbrug er blevet en hoveddrivkraft i klimaforandringerne, under hvis følger frem for alt de befolkningsgrupper både i Europa og globalt må lide, der har bidraget mest til reduktionen af udledningerne - hyppigt under tvang. Det retfærdighedsproblem er ikke løst - og det ser ikke ud til, at det overhovedet berører trafiklyskoalitionen.

 

Hvis man ikke styrer kontra, kan det medføre, at økologisk nødvendige forholdsregler driver beskæftigede i de såkaldte kulstofbrancher - først og fremmest indenfor kul-, olie- og gasudvinding - der er bekymrede for deres sikkerhed og sociale status, i armene på den ”økologiske kontrarevolutions” lejr. Lige præcis her burde venstrefløjen sætte ind med progressive alternativer. I bund og grund drejer det sig om at lægge kursen om i retning af produktionsformer og måder at leve på, der hviler på varer med lang levetid og på, at der stilles bæredygtige tjenesteydelser til rådighed. Alle forbruger mindre - men til gengæld med højere kvalitet. For at muliggøre det, er det tvingende nødvendigt med en omfordeling til gavn for den nederste halvdel, hvis andel af de samlede indkomster hele tiden synker (se DGB 2021) - for en højere produktkvalitet kræver tilsvarende priser. Hvis man ønsker, at for eksempel producenter på landet virkelig kan leve af deres bæredygtigt producerede varer, må man acceptere højere priser på fødevarer. Og hvis man vil undgå, at klasseskellet gør sig endnu stærkere gældende hos grønthandleren, bageren eller - hvis det er det, man lyster - hos slagteren, men først og fremmest når det drejer sig om strøm, varme, husleje, mobilitet, sundhed, uddannelse og kultur - må man sørge for tilsvarende lønninger og indkomster. Jeg tvivler på, at noget, der ligner, vil lykkes for trafiklys-koalitionen. Så meget desto vigtigere bliver det for venstrefløjen at lægge maksimalt pres via eksemplariske temaer, kampagner og parlamentariske initiativer. Kravene om og bevægelsen for en passende formueafgift ville være et første skridt.

 

Til slut

Alt dette vil kun være muligt, hvis partiet - opildnet af livlige interne diskussioner - taler med én stemme i de grundlæggende spørgsmål. Lykkes det ikke, vinder det ikke gehør i offentligheden. Valgprogrammet udgør med sit kæmpestore katalog over krav et tilstrækkeligt udgangspunkt for en konsensus, der omfatter alle partiets fløje. Der mangler imidlertid en skærpelse af den daglige politiske kamp - og der mangler en bæredygtig socialistisk vision, som kan adskille Die Linke fra andre venstrefløjskræfter. Begge dele kunne hurtigt udarbejdes – såfremt der overhovedet endnu eksisterer en vilje til enighed i Die Linkes fløje. For i alle tilfælde er en indholdsmæssig afklaringsproces - hvori brændende politiske temaer som migration, social-økologisk transformation, ny statsinterventionisme og styringen af corona-epidemien gøres til genstand for debat - nødvendig, hvis ikke Die Linke konstant skal splintres. ​​ 

 

 ​​ ​​​​  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

1

​​ At betegne denne politik som national-social, mener jeg er forkert, fordi den etiket antyder, at man sætter denne politik lig med det radikale højres national-sociale fløj.

2

​​ Selvom jeg ikke er medlem af Die Linke, har jeg bidraget ved udarbejdelsen af denne ide i en diskussionskreds med Bernd Riexinger. Kritiske bemærkninger rammer derfor også mig selv.

3

​​ Goodharts fortælling lever af sine billeders enkelhed. Men den strutter alligevel af indre modsigelser. F.eks. henviser Goodhart selv til, at det kun er få, der udelukkende føler sig hørende til den ene af de to grupper. Tværtimod kendetegnes de fleste mennesker ved et ”mix of achieved and ascribed identities” (Goodhart 2017, 4). Når et flertal ikke lader sig karakterisere entydigt, kan tesen om en kulturel splittelse ikke opretholdes. Goodhart selv efterlader ingen tvivl om, at hans billede af kulturelle metaklasser ikke hviler på videnskabelig ekspertise, men primært på politiske overvejelser. Det tjener først og fremmest som begrundelse for en politisk villet antiliberalisme (samme; for en kritik, se Dörre 2020)

4

​​ ”Vor undersøgelses disposition tillader derefter at vise, at forestillingen om et todimensionelt konfliktrum ikke bekræftes af data. Spørgsmålene om en anerkendelse af seksuel mangfoldighed og inklusion af ikke-statsborgere, der ofte opfattes som ét syndrom, skal, kan man læse ud af vore faktoranalyser, skilles ad som holdninger (selvom de ikke er helt uafhængige). På grundlag af vor undersøgelse kan vi også vise, at holdningsforskellene først og fremmest er gradvise, og at der i alle fald i migrationsspørgsmålet opstår en skarp modsætning mellem tilhængere og modstandere af tilvandring og inklusion, der ligger i nærheden af de forventede mønstre. Når det gælder de to samlinger af spørgsmål, der vedrører, om man er enig i økonomisk omfordeling og begrænsning af ulighed og ligestillingen af homoseksuelle par og anerkendelse af transgenderpersoner, finder vi i alle socialstrukturelle grupper et flertal af dem, der er enige. Holdningsforskellene i disse temaer bevæger sig i en moderat korridor og udviser ikke den dybe splittelseslinje, der ofte antages i diskussionen.” (Mau o.a. 2020)

5

​​ Det viser en sammenlignende analyse af landene, der inddrager den økologiske samfundskonflikt (se Lux o.a. 2021).

6

​​ Nölke (2017, 33) betegner Oskar Lafontaine og Sahra Wagenknecht som prisværdige ”undtagelser”. Det ville være interessant at erfare, hvorledes forfatteren til en offensiv antiliberalisme positionerer sig, der stedfæster venstreorienteret politiks syndefald – og det er alvorligt ment - til 68er-bevægelserne og stiller sig ”i centrum” mellem dem på den radikale højrefløj og dem på den påståede ”livsstils-venstrefløj”: ”Venstreliberal intolerance og højreorienteret hadtale er forbundne kar, der har brug for hinanden, forstærker hinanden og lever af hinanden. Hvad enten det drejer sig om flygtningepolitik, klimaforandringer eller corona er det altid samme mønster: Venstreliberal arrogance giver næring til, at højrefløjen vinder terræn.” ​​ 

7

​​ ”Aufstehens” forlis havde jeg forudset, også anet initiativtagernes ansvarsløshed, men ikke ventet på en så eklatant måde (se Dörre 2018).

8

 ​​​​ På tillidsmandskonferencen, hvor jeg fik lov at være referent, formulerede Klaus Ernst en sådan holdning. Mit indtryk var, at en saglig diskussion af forskellige synspunkter er mulig og kan være helt igennem frugtbar.

9

​​ Se DGB-omstillingskonference. Social, økologisk, demokratisk, 24.8.2021, livestream på: http://www.dgb.de/termine/++co++9d466928-e3eb-11eb-aa15-001a4a160123.

 

Litteratur

Forfatterkollektiv CLIMATE.LABOUR.TURN, 2021: «Mein Pronomen ist Busfahrerin.» Die gemeinsame Kampagne von FFF und ver.di zur Tarifrunde im öffentlichen Nahverkehr 2020, Rosa-Luxemburg-Stiftung, Berlin, www.rosalux.de/publikation/id/44712/mein-pronomen-ist-busfahrerin

 

De Wilde, Peter/Koopmans, Ruud/Merkel, Wolfgang/Strijbis, Oliver/Zürn, Michael, 2019: Struggle over Borders – Cosmopolitian and Communitarism, Cambridge

 

DGB, 2021: Verteilungsbericht 2021. Ungleichheit in Zeiten von Corona. Januar 2021, https://www.dgb.de/themen/++co++37dffeb0-5bc3-11eb-ac48-001a4a160123/

 

Dörre, Klaus, 2018: Aufstehen – gegen was, wofür und mit wem? Über populistische Bewegungen in der demobilisierten Klassengesellschaft, in: SPW. Zeitschrift für sozialistische Politik und Wirtschaft, Heft 227/2018, 51–58

 

Samme, 2020: In der Warteschlange. Arbeiter*innen und die radikale Rechte, Münster

 

Goodhart, David, 2017: The Road to Somewhere. The New Tribes Shaping British Politics, München

 

Ivanova, Diana/Wood, Richard, 2020: The unequal distribution of household carbon footprints in Europe and its link to sustainability, in: Global Sustainability 3, e18, 1–12

 

Kipping, Katja, 2021: Green New Deal als Zukunftspakt. Die Karten neu mischen, Berlin

 

Lux, Thomas/Mau, Steffen/Jacobi, Aljoscha, 2021: Neue Ungleichheitsfragen, neue Cleavages? Ein internationaler Vergleich der Einstellungen in vier Ungleichheitsfeldern, in: Berliner Journal für Soziologie, https://doi.org/10.1007/s11609-021-00456-4

 

Mau, Steffen/Lux, Thomas/Gülzau, Fabian, 2020: Die drei Arenen der neuen Ungleichheitskonflikte. Eine sozialstrukturelle Positionsbestimmung der Einstellungen zu Umverteilung, Migration und sexueller Diversität, in: Berliner Journal für Soziologie 30, 317–346, https://doi.org/10.1007/s11609-020-00420-8

 

Nölke, Andreas, 2017: Linkspopulär. Vorwärts handeln, statt rückwärts denken, Frankfurt a.M.

 

Oxfam (2020): Confronting Carbon Inequality in the European Union. Why the European Green Deal must tackle inequality while cutting emissions, www.oxfam.org/en/research/confronting-carbon-inequality-european-union (Stand: 11.10.2021)

 

Riexinger, Bernd, 2018: Neue Klassenpolitik. Solidarität der Vielen statt Herrschaft der Wenigen, Hamburg

Ders., 2020: System Change. Plädoyer für einen linken Green New Deal, Hamburg

 

Schulten, Johannes, 2021: Gewerkschaftliche Handlungsbedingungen im deutschen Einzelhandel. Hindernisse und Potenziale unter besonderer Berücksichtigung des Branchenwandels, Dissertation, Universität Jena

 

Wagenknecht, Sahra, 2021: Die Selbstgerechten, Frankfurt a.M.

 

Wiethold, Franziska, 2021: Wie ernst nimmt Sahra Wagenknecht die soziale Frage? Eine Replik auf ihren letzten Text, in: Sozialismus. Supplement zu Heft 12/2021, Hamburg

 

 

 

Om skribenten

Klaus Dörre

Klaus Dörre

Læs mere