Digital socialisme eller udryddelse: Lektien fra Venezuela

Lørdag 3. januar 2026 vågnede verden op til chokerende nyheder: en brutal amerikansk militær aggression og kidnapningen af Venezuelas præsident Nicolás Maduro og hans kone i en kompleks operation, udført med højeste militære og efterretningsmæssige præcision.

På trods af det direkte militære angreb og intensive bombardementer var operationen stærkt afhængig af massiv anvendelse af digital teknologi. Mediedækningen fokuserede på politiske aspekter uden reel opmærksomhed på den afgørende rolle, som avanceret teknologi spiller. Det var ikke blot en traditionel militær intervention, men snarere en omfattende digital krig, der gik forud for anholdelsen med lange måneders planlægning og overvågning.

Før jeg fortsætter, vil jeg gerne påpege min forbehold over for Maduro-regimets politik med at undertrykke dissidenter, begrænse friheder og stramme grebet om venstreorienterede og fagforeninger. Vores kritik af amerikansk kapitalistisk intervention og brugen af teknologi som et våben for hegemoni betyder ikke, at vi retfærdiggør Maduro-regimets undertrykkelse mod progressive kræfter og arbejderbevægelsen.

Det, vi fremhæver her, er den teknologiske og strategiske lektie, som denne hændelse giver til alle venstreorienterede og progressive bevægelser.

Et højteknologisk angreb

I denne operation blev de mest avancerede amerikanske satellitovervågningssystemer brugt til at spore den venezuelanske ledelses bevægelser. Big data-analyse omfattede også at tegne nøjagtige kort over regeringens kommunikationsnetværk med alle deres kompleksiteter.

Hackingen af elektroniske systemer var præcist planlagt til at deaktivere dem i det afgørende øjeblik, hvilket ville gøre den venezuelanske ledelse fuldstændig isoleret fra sine baser.

Brugen af avancerede digitale teknikker til at analysere millioner af opkald og beskeder var ikke blot traditionel spionage, men snarere en kompleks operation for nøjagtigt at lokalisere ledernes placeringer og forudsige deres næste træk.

Den programmerede manipulation af medier og sociale medienetværk var en organiseret kampagne for at forme den offentlige mening til fordel for interventionen og for at fremstille operationen som “befrielse” og ikke som en aggression mod suveræniteten af en uafhængig stat.

Disse er ikke scenarier fra science fiction-film, men en dokumenteret virkelighed, vi lever i i dag. Den amerikanske National Security Agency råder over PRISM-programmet, som blev afsløret af Edward Snowden, og som overvåger globale kommunikationer uden diskrimination. Virksomheder som Palantir Technologies leverer højt avancerede dataanalysesystemer til den amerikanske efterretningstjeneste.

Det kapitalistiske teknologiske system i dag er i stand til omfattende overvågning og systematisk overvågning af politiske bevægelser og politiske aktører. Det farligste er, at der stadig kan væe mange digitale teknologier og våben, der hemmeligholdes, som det var tilfældet med internettet selv, som først blev afsløret for offentligheden flere år efter dets militære og sikkerhedsmæssige anvendelse.

Teknologi som kapitalismens redskab

Det, der skete i Venezuela, er ikke en isoleret hændelse. Det er en væsentlig del af en omfattende digital kapitalistisk strategi, som vi har set gentaget mange steder i verden. Den klareste lektie fra hændelsen med Maduros anholdelse er, at kapitalismen i sin nuværende fase ikke længere kun bygger på traditionel, militær magt.

Det har udviklet et komplekst digitalt system, der er i stand til at trænge ind i geografiske grænser, overvåge individer og grupper med imponerende nøjagtighed og manipulere information og forme den offentlige bevidsthed på måder, der ikke var mulige i nogen tidligere æra. Det er en usynlig krig, dens kampe foregår i cyberspace og dataservere, mere effektive og billigere end bomber og fly.

Denne realitet stiller et skæbnesvangert spørgsmål til venstrefløjen: hvordan kan befrielsesbevægelser, der stadig er afhængige af traditionelle møder, uddeling af papirblade, brug af ukrypterede telefoner og brug af internettet på en primitiv måde, stå over for et digitalt kapitalistisk system med dette udviklingsniveau?

Svaret er klart og smertefuldt: det kan det ikke, medmindre det beslutter sig for seriøst og strategisk at gå ind i det teknologiske felt, ikke som passive forbrugere af kapitalistisk teknologi, men som udviklere og innovatører af uafhængige digitale alternativer, der beskytter kampen mod gennemtrængning og undertrykkelse.

Det, vi er vidne til i dag, er en reproduktion af historisk klasseudnyttelse ved mere avancerede og skjulte midler. Denne udnyttelse er ikke længere begrænset til fabrikker eller gårde, men har udvidet sig til at omfatte det digitale rum selv.

Algoritmerne i digitale virksomheder udnytter manuelle og intellektuelle arbejdere på måder, der er mere grusomme end nogen menneskelig leder. Disse algoritmer fastsætter lønninger baseret på udbud og efterspørgsel på ethvert tidspunkt, pålægger udmattende arbejdstider uden hensyn til helbred eller familietilstand og udsteder automatiske bøder uden mulighed for appel.

Inden for bevidsthedsfeltet: algoritmerne fra gigantiske platforme bruges til at forme bevidstheden hos milliarder af mennesker. Disse algoritmer fremmer systematisk ideologien om kapitalistisk forbrug og individualismens kultur, samtidig med at de bekæmper venstreorienteret og progressivt indhold gennem teknikker som “reach reduction” og “shadow banning”. Bevidstheden hos millioner af unge generationer formes ikke gennem læsning og kritisk tænkning, men gennem algoritmer, der bestemmer, hvad de ser og ikke ser.

Inden for overvågning og kontrol: digitale teknologier bruges i dag til at uddybe politisk og social kontrol på måder, der tidligere ikke var mulige. Genkendelses- og analysesystemer muliggør sporing af politiske aktivister og overvågning af deres adfærd og netværk med høj nøjagtighed. Disse teknologier eksporteres til autoritære regimer og omdanner digitalt og offentligt rum til et permanent overvågningsfelt.

En digital revolution

Den teknologiske faktor er ikke længere blot en sekundær tilføjelse i venstrefløjens kamp mod kapitalismen. Det er blevet en essentiel betingelse for overlevelse, effektivitet og indflydelse. At konfrontere denne virkelighed kan ikke begrænses til kritik, men kræver specifikke positioner og politikker, som omdirigerer teknologien til at tjene masserne generelt.

Ligesom venstrefløjens kræfter ikke kan stole på kapitalistiske medier og søge at opbygge deres uafhængige medier, må de også arbejde på at bygge deres uafhængige teknologiske alternativer, hvad enten det er i sociale netværk eller digitale værktøjer og andet.

Den nuværende digitale revolution afslører, at vi lever i et historisk øjeblik, hvor modsætningerne mellem udviklingen af de produktive kræfter og de kapitalistiske sociale relationer, som ikke længere kan indeholde denne udvikling, bliver tydelige. Kampen i det digitale rum må forvandles til en organisk forlængelse af den socialistiske kamp på jorden og ikke blot en separat arena. At forbinde den teknologiske kamp og klassekampen er essentielt, for digitalt hegemoni blot er blot en forlængelse af kapitalens hegemoni.

Den mulige løsning nu er at udvikle open source-systemer, der styres demokratisk med samfundsmæssige kontroller. Vi skal også arbejde for at vedtage internationale love, der regulerer digital teknologis arbejde og sikrer dens tjeneste for samfundet som helhed.

Men det er ikke nok. Den radikale løsning er at opbygge progressive teknologiske alternativer under fælles ejerskab. Det vil rive teknologien ud af markedets greb og i stedet bruge den til opbygningen af et nyt, mere retfærdigt og humant samfund.

Venstrefløjens afgørende historiske øjeblik

Det, der skete med Maduro, er ikke en isoleret hændelse, men en skarp advarsel til alle progressive regimer og venstreorienterede bevægelser i verden: Den digitale kamp er blevet en central arena for klassekamp.

Vi står over for en ny fase af klassekampen, hvor teknologi og kunstig intelligens bruges som strategiske våben til at ramme venstreorienterede bevægelser i deres vugge. Den globale socialistiske kamp i dag er direkte mål for digitale angreb, omfattende overvågning og den forudgående udtørring af enhver potentiel revolutionær handling.

Det grundlæggende spørgsmål: Er vi, som venstreorienterede og progressive kræfter, virkelig klar til at kæmpe denne digitale krig? Har vi modet til at genopbygge venstrefløjen intellektuelt, organisatorisk og teknisk? Er vi klar til at overvinde fragmentering og splittelse og forstå, at skæbnen for enhver progressiv oplevelse er blevet forbundet med andres?

Det historiske øjeblik tilgiver ikke, og digital kapitalisme venter ikke på vores tøven. Enten engagerer vi os med bevidsthed og kamp i denne kamp og omformulerer et alternativt socialistisk projekt, der kan møde den digitale tidsalder, eller også gør historien os irrelevante.

Digital kunnen skal være en naturlig del af en nutidig venstrefløj. Her spiller unge en vigtig rolle, fordi de ofte er dem, der først forstår og tager ny teknologi i brug. Hvis venstrefløjen vil have indflydelse digitalt, må vi selv lære teknikken og bruge den aktivt. Det betyder, at vi skal uddanne og støtte unge, der kan udvikle vores egne digitale værktøjer og fællesskaber – alternativer til de platforme, der styres af kommercielle interesser og deres algoritmer. Programmering bør tages lige så alvorligt som politisk analyse og debat.

Denne indsats kræver koordinering og fælles handling globalt gennem opbygning af digitale internationaler og alliancer, hvis mål er at udvikle venstrefløjens digitale kamp i hele verden.

Venstrefløjen har altid kæmpet for frihed, lighed og retfærdighed. Vi kan overvinde denne situation. Kampen om kontrollen over digital teknologi er ikke kun en teknisk kamp, men en kamp om menneskehedens fremtid.

Digital socialisme er i denne forstand ikke et valg mellem mange andre valg. Det er den eksistentielle betingelse for overlevelsen af det socialistiske projekt i det enogtyvende århundrede.