Dommens dag i syne for den danske model

EU´s direktiv om en lovfastsat mindsteløn skal skrottes. Denne ret overraskende udmelding kom i januar fra generaladvokaten ved EU-domstolen, cypriotiske Nicholas Emiliou, der har indstillet til domstolen, at Danmark får medhold i sit søgsmål om at annullere direktivet. Det er så op til EU-domstolen af beslutte, om den vil følge generaladvokatens anbefaling.

Det var ventet, at EU-domstolen ville komme med sin kendelse i løbet af foråret. En dato i maj var blevet nævnt, men viste sig ikke at holde stik. Og en dato for domsafsigelse blev heller ikke offentliggjort hverken før eller lige efter sommerferien, der i EU-institutionerne ligger i august. Nu er der så endelig blevet annonceret en dato.

Tirsdag 11. november bliver dommens dag, hvor EU-domstolen beslutter, i hvilket omfang den vil følge indstillingen fra generaladvokaten. Der kan være tre forskellige udfald. Domstolen kan give Danmark helt medhold, delvist medhold eller slet ikke medhold.

Hvis Danmark gives fuldt medhold, annulleres direktivet og gælder ikke, selv om det faktisk trådte i kraft i november sidste år. Ud fra hidtidig praksis er der relativ stor sandsynlighed for, at domstolen følger generaladvokatens indstilling, hvilket er sket i to ud af tre tilfælde. Det andet yderpunkt er, at Danmark overhovedet ikke får medhold, så direktivet fortsat gælder fuldt ud. Et sådant udfald kan der være en vis sandsynlighed for, da det hører til sjældenhederne, at et direktiv helt annulleres.

Krav om 80 procent overenskomstdækning

Midt imellem disse yderpunkter er muligheden for at foretage visse ændringer i direktivet, så nogle af de danske synspunkter tilgodeses i endnu større grad, end de er i direktivet, som ellers har forsøgt at tage højde for de særlige forhold i Danmark og Sverige. Efter flere års forhandlinger om direktiv-teksten og pres fra dansk og svensk fagbevægelse såvel som de to landes arbejdsgiverorganisationer blev mindstelønsdirektivet udformet sådan, at kravet om lovfastsat mindsteløn kun gælder, hvis den kollektive overenskomstdækning er under 80 %.

Generaladvokaten gav Danmark ret i, at denne 80 procent-regel er upræcis og derfor kan føre til, at Danmark pålægges at lovgive om en mindsteløn. Direktivet er derfor ikke en garanti imod, at Danmark eller Sverige på et tidspunkt kommer til at skulle lovgive – endda på et ulovligt grundlag.

Med generaladvokatens ord gør EU´s ministerråd og EU-parlamentet sig skyldig i en vildfarelse, når der lovgives på et område, hvor EU ikke har kompetence. Derfor bør direktivet efter generaladvokatens opfattelse annulleres helt. Han giver Danmark medhold i, at direktivet er uforeneligt med to bestemmelser i traktaten – nemlig om lønforhold og organisationsret, da EU savner kompetence på disse felter. Ved alligevel af lovgive herom, har EU begivet sig ud på tynd is, skriver generaladvokaten i sin indstilling og vurderer, at EU tilsidesætter undtagelserne i traktaten.

Ifølge en juridisk vurdering fra Fagbevægelsens Hovedorganisation anlægger generaladvokaten en ganske vidtrækkende fortolkning af ”lønforhold”, der er undtaget fra regulering i traktaten. For generaladvokaten at se kan lønforhold slet ikke behandles på nogen måde – ej heller i form af forpligtelse til at indføre metoder eller procedurer for at sikre visse lønforhold, lyder vurderingen fra FH.

Indgreb i fastlæggelsen af lønfastsættelsen

Generaladvokaten påpeger, at direktivet er problematisk for Danmark og Sverige, hvor forhold på arbejdsmarkedet baseres på kollektive aftaler og rettigheder, mens EU foretrækker individuelle, lovbaserede rettigheder. Derfor griber direktivet efter hans mening ind i, ”hvordan medlemsstaternes lønfastholdelsesordninger skal fastlægges”.

Samme vurdering har dansk fagbevægelse med bekymring anført. Annullering af direktivet vil derfor afværge en underminering af det danske forhandlingssystem, hvor arbejdsmarkedets parter selv og frit forhandler løn. 80 procent-bestemmelsen er ikke tilstrækkelig til på længere sigt at sikre den danske model. I dag er knap 82 procent af de danske lønmodtagere ganske vist dækket af en overenskomst; men med udviklingen inden for virksomheds- og ansættelses-former kan dækningen med tiden falde til under 80 procent.

Arbejdsstyrken består i stigende grad af akademikere og andre højtuddannede, der ved ansættelse i private virksomheder som regel er ansat på en individuel kontrakt og ikke på en kollektiv overenskomst. Også en del af de privatansatte HK-medlemmer er ikke omfattet af en overenskomst i kraft af den såkaldte 50 procentregel, der betyder, at overenskomsten kun gælder, hvis mindst halvdelen af de ansatte inden for HK´s overenskomstområde er medlemmer af HK.

Udenlandske virksomheder etablerer sig i øget omfang i Danmark og har ikke tradition for eller ønsker ikke at indgå kollektive overenskomster, hvilket ses i et bredt spektrum af virksomheder lige fra tech-firmaer til entreprenører i byggesektoren. Ligeledes forsøger en del dansk-ejede firmaer at frigøre sig fra de gældende overenskomster, som det blandt andet ses inden for restaurationsbranchen. Samtidigt er graden af faglig organisering faldende. Især de gamle, overenskomstbærende LO-forbund lider af medlemstab, hvilket indirekte kan påvirke overenskomstdækningen. På mindre virksomheder kan det være svært at fastholde eller opnå en overenskomst, hvis ingen eller kun få ansatte er medlem af et fagforbund med overenskomst.

Minimumsløn som maksimumløn

Motivationen for at være fagligt organiseret kan også blive mindre, hvis der indføres en lovfastsat mindsteløn, hvilket kan føre til den tro, at en ordentlig løn så er sikret, men det behøver ikke at være tilfældet. En lovfastsat mindsteløn kan med tiden inden for nogle brancher gå hen og blive maksimumlønnen, så den bliver et loft frem for et gulv, hvorfra der skal bygges på med tillæg, hvilket ellers er princippet i det på mange områder gældende minimallønssystem.

Hvis EU-domstolen beslutter at fastholde mindstelønsdirektivet, kan det blive en tikkende bombe under det danske arbejdsmarked og den danske model, der risikerer at erodere. Hvis domstolen følger generaladvokaten og helt annullerer direktivet, er det ikke en fuldstændig eller eviggyldig garanti for bevarelse af den danske arbejdsmarkedsmodel, som fortsat kan være under pres, men dog en vigtig håndsrækning til at kunne fastholde, at løn frit aftales via kollektive lønforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og ikke via EU-fastsat lovgivning. Derfor kan en annullering betragtes som en sejr for den danske og svenske fagbevægelse, idet den viser, at mobilisering og pres på regeringen om at rejse sagen ved EU-domstolen gav pote – i al fald i første omgang.

Mens den nordiske fagbevægelse oplever generaladvokatens anbefaling som en sejr, opfatter den øvrige europæiske fagbevægelse den som et nederlag og har udtrykt såvel forundring som forargelse. For fagbevægelsen i de syd- og østeuropæiske lande er en lovfastsat mindsteløn et vigtigt middel til at sikre, hvad der kaldes en anstændig løn. Organisationsgraden både blandt arbejdere og arbejdsgivere er i disse lande på de fleste områder meget lav, så kollektive lønforhandlinger mellem parterne slet ikke er mulig, men kun i begrænset omfang finder sted i enkelte brancher eller større virksomheder samt i den offentlige sektor.

Derfor har et direktiv om en lovfastsat mindsteløn gennem flere år været en hjertesag for den europæiske faglige sammenslutning (ETUC), der har arbejdet for at få et sådant direktiv udarbejdet og gennemført. Men det har også ført til interne stridigheder mellem på den ene side de nordiske fagforbund og på den anden side mange af de øvrige landes faglige organisationer – med lidt forståelse for den nordiske vinkel fra tysk og belgisk fagbevægelse.

Efter længere tids intern diskussion i ETUC og involvering af den danske og svenske regering endte det med en form for kompromis, hvor fritagelsen for at lovfastsætte en minimumsløn ved en overenskomstdækning på mindst 80 procent blev en del af løsningen. Det blev dog en løsning, som den danske fagbevægelse ligesom arbejdsgiverorganisationerne ikke opfattede som en tilstrækkelig sikker garanti, hvorfor den danske regering i januar 2023 på opfordring af arbejdsmarkedets organisationer anlagde et søgsmål ved EU-domstolen med ønske om at få annulleret EU’s mindstelønsdirektiv.

Lovfastsat mindsteløn sikrer ikke ordentlig løn

En lovfastsat mindsteløn er ikke nogen garanti for en ordentlig, dækkende mindstelønsbetaling. Det viser erfaringerne fra Tyskland, hvor politikerne i Forbundsdagen i 2015 besluttede at indføre en lovfastsat mindsteløn, der blev fastsat til 8,50 euro i timen og gradvist er steget til nu 12,41 euro. Fagbevægelsen har længe ønsket, at mindstelønnen skulle hæves, da den ikke har fulgt med den generelle løn- og prisstigning. Ønsket har derfor været at få mindstelønnen hævet til 15 euro fra næste år, hvilket vil svare til 60 % af medianlønnen og matcher EU-Kommissionens ønsker til højden af en mindsteløn, som det også fremgår af mindstelønsdirektivet.

Arbejdsgiverne har stærkt modsat sig en så stor stigning. Efter det der af den tyske faglige landsorganisation DGB´s formand blev kaldt hårde forhandlinger i mindstelønskommissionen, endte det med en løsning, hvor en forhøjelse sker i to faser. I 2026 hæves mindstelønnen til 13,90 euro og i 2027 til 14,60 euro. Det er noget mindre end det, som fagbevægelsen havde krævet, og de to regeringspartier SPD og CDU også havde lovet.

Med en så lav mindsteløn vil flere millioner tyskere også befinde sig under, hvad der opfattes som fattigdomsgrænsen. I 2023 var det 14,4 procent af befolkningen og i 2024 15,5 procent svarende til lidt over 13 millioner borgere. Af arbejdstagere over 18 år befandt 8,6 procent sig i 2021 i en husstand, der samlet faldt under fattigdomsgrænsen ifølge de tyske statistiske myndigheder. Mange af disse er deltids- og korttids-ansatte, men også 4,4 procent med fast fuldtidsjob tjener så lidt, at de ligger under fattigdomsgrænsen. Særligt hårdt ramt er enlige i job. Ifølge en opgørelse af statistikmyndigheden fra 2021 gjaldt det 15 procent enlige.

Knap hver femte lønmodtager får kun den lovfastsatte mindsteløn – flere kvinder end mænd og især inden for brancher som landbrug, skovbrug og fiskeri. Særlig højt er antallet af ansatte på mindstelønnen i restaurationsbranchen med mange løst-ansatte. Til den tyske tv-station ZDF udtrykte en restauratør forståelse for, at det er svært at leve for så lav en løn, men fandt det helt urimeligt, hvis deltidsansatte studentermedhjælpere skulle have en timeløn på op til 15 euro. Det ville gå ud over konkurrenceevnen, som EU har stærkt fokus på og forsøger at forbedre ved at lette erhvervslivets byrder.

I en del brancher er den lovfastsatte mindsteløn blevet loft i stedet for bund, så mange selv med et fuldtidsjob har svært ved at få økonomien til at løbe rundt. En del er derfor nødt til at have flere job og kan også have svært ved at få fuldtidsansættelse. En del tyskere arbejder derfor i såkaldte minijob, hvor de kan tjene op til en bestemt grænse uden af betale skat. Den grænse er med den nuværende mindsteløn sat til 520 euro om måneden svarende til 41,9 arbejdstimer. En forhøjelse af mindstelønnen vil derfor kræve en justering af grænsen, hvis de berørte ikke skal gå ned i tid og derfor ikke få gavn af en forhøjet mindsteløn.

Den lave mindsteløn og minijob betyder mistede skatteindtægter og øgede offentlige udgifter, fordi en del borgere på mindsteløn eller i minijob skal have suppleret lønnen med forskellige tilskud og ydelser fra det offentlige. Den lave løn medfører ikke blot, at Arm trotz Arbeit – fattig trods arbejde – har skabt øget fattigdom i Tyskland, men påvirker også samfundsøkonomien.

Selv om flertallet af tyske lønmodtagere i kraft af kollektive aftaler har væsentligt højere lønninger, er det ikke et værn imod, at millioner af tyskere har en løn så lav, at de ikke kan leve af den. Også flere andre EU-lande har en nationalt lovfastsat mindsteløn, der dog ikke har kunnet forhindre, at millioner af arbejdere går til meget lønninger – såvel landenes egne borgere som migrantarbejdere, der i kraft af det indre markeds fri bevægelighed kan være beskæftiget rundt om i EU. Underbetalt udenlandsk arbejdskraft er også en udfordring i Danmark, men kan bedre modvirkes, når fagbevægelsen kan bygge sin indsats på kollektivt aftalte lønninger baseret på tillæg oven på mindstebetalingen som forudsætning for løndannelsen.

EU-domstolens dom har afgørende betydning for både den danske og den øvrige europæiske fagbevægelse, der vil reagere, uanset hvad dommerne beslutter sig for. EU-domstolen består af en dommer fra hvert EU-land og 11 generaladvokater, der i hver enkelt sag udarbejder et begrundet forslag til sagens afgørelse. De skal fuldstændig upartisk og uafhængig fremsætte en juridisk udtalelse, som dommerne kan vælge at følge helt eller delvist – eller helt forkaste.

Domsafsigelsen er offentlig tilgængelig og kan følges på EU-domstolens hjemmeside (https://curia.europa.eu/jcms/jcms/p1_1477137/da/), når den afsiges tirsdag11. november kl. 9.00.

Kilder:
EU-domstolen, FH, 3F, Beskæftigelsesministeriet, DGB, ZDF