Donald Trump: American Psycho

Donald Trump er et levn fra fortiden, som holdes oppe af en mystisk koalition af oligarker, fanatiske kristne og kult-agtige fans. Men er det nok til genvalg?

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet

Af Arne Herløv

Donald Trump er et fossil; et levn fra firsernes yuppie-kultur. Han lever i den verden, der er skildret i Forfængelighedens bål (Tom Wolfe) og American Psycho (Bret Easton Ellis). Det er en verden, hvor yuppier med succes betragtede sig selv som universets herrer. En verden, hvor det gjaldt om at komme frem og op, gerne hen over ryggen på alle andre. 
Det er ikke tilfældigt, at hovedpersonen i American Psycho, seriemorderen Jason Bateman, har netop Donald Trump som helt og forbillede. Trump er nævnt ved navn adskillige gange i bogen, som her:

“Hvad er det?” spørger jeg, og åbner de foldede sider.
“Det er en artikel om din helt, Donald Trump.” siger McDermott grinende.
“Det er det da også,” siger jeg nervøst. “Gad vide, hvorfor jeg ikke har set den før?” “Og…” McDermott skimmer artiklen, og placerer en beskyldende finger på nederste afsnit, som er fremhævet med rød blæk. “Hvor mener Donald Trump så, man kan få den bedste pizza på Manhattan?”

Resten af verden er ved at få øjnene op for de virkelige problemer, som truer vores overleven som art: Klimakrisen, ødelæggelsen af biodiversiteten og den stadig voksende ulighed. Men Trump lever stadig i sin boble af narcissisme fra firserne. For ham er det livsnødvendigt konstant at blive tiljublet. Og for ham er det et bevis på succes, at han kan leve sammen med en kvinde, der lever op til hans skønhedsideal – voksmannequinen – og bo i et penthouse, indrettet med barbarisk og kitschet pragt som Saddam Husseins palads.

Trumps tro væbnere

Trump støtter sig til vidt forskellige sociale grupper. Dels dem, han faktisk hjælper og gavner: oligarkerne. De finansierer hans valgkampagner, og han gør gengæld med begunstigelser. Engang inviterede han sine milliardær-venner til frokost og forlod dem et øjeblik for at underskrive en lov om flere skatelettelser til de rigeste. Han kom tilbage og sagde til sine gæster: – Jeg har lige gjort jer alle sammen meget rigere.

Og så er der dem på samfundets bund – bonderøve i de Appalacherne, arbejdsløse i Rustbæltet, og de lag i sydstaterne, man kalder “white trash”. Det er den samfundsgruppe, der ikke kæmper mod uretten og ikke kender til solidaritet, men søger ud på den yderste højrefløj for at finde syndebukke.

“Trump er ikke politiker, og hans tilhængere – som han kalder “mine fans” – danner ikke en politisk sammenslutning. Trump er en guru, og hans tilhængere udgør en kult. Det er derfor, argumenter og virkeligheden ikke bider på dem.”

+

Når der bliver trådt på dem, gør de ikke modstand, men prøver at finde nogen, de kan træde på. Vi kender dem også herhjemme. De stiver sig af ved at have store kamphunde, og de får afløb for deres helt velbegrundede vrede ved at rette skytset den forkerte vej, nemlig mod indvandrerne.

Sidst men ikke mindst støtter Trump sig til en stor gruppe i den amerikanske middelklasse, de evangeliske kristne. Deres moral er egentlig den modsatte af Trumps, men de lader sig alligevel besnære af pussygrabberen, som lover dem hårdhændet modstand af abortrettigheder.

Virkelighedsresistens

Trump er ikke politiker, og hans tilhængere – som han kalder “mine fans” – danner ikke en politisk sammenslutning. Trump er en guru, og hans tilhængere udgør en kult. Det er derfor, argumenter og virkeligheden ikke bider på dem. De er ikke på et rationelt grundlag enige med Trump. De viser den næsegruse beundring, der er livsnødvendig for Trump. De tilbeder ham.

“Jeg vil dø for Trump”, sagde en af dem, da Trump kørte rundt i sin pansrede bil og vinkede til dem, viftende som en prinsesse. Det kommer de så også til, hvis Trump bliver ved med at gå uden maske til store stævner, hvor folk står tæt sammenpresset. Hans tilhængere er som de japanske kamikaze-piloter, som møl der blindt svirrer ind i flammen. Trump er ligeglad med dem. Han mener vel, at nu han selv er smittet, er han resistent. Hvad der sker med hans tilbedere, kan han ikke tage sig af.

Spørgsmålet er så, om Trump’s kultstatus endnu engang kan bære ham ind i det Hvide Hus, eller om hans vælgergrundlag krakelerer, når de gudsfrygtige i ‘the Moral Majority’ får øjnene op for misforholdet mellem Trumps nonchalante holdning til pandemien og virkeligheden med 210.000 døde i USA.

Qui vivra verra. De, der overlever længe nok, får se.