Donald Trumps Attende Brumaire: Første gang var det en farce, anden gang en tragedie, tredje gang en katastrofe

Efter at valgmandsstemmerne i det amerikanske præsidentvalg netop nu er blevet åbnet en efter en, har Donald Trump taget føringen med mere end 270 valgmandsstemmer. Det betyder, at Trump har vundet det amerikanske valg i 2024.

For otte år siden besejrede Trump, der dengang var en politisk grønskolling, uventet Hillary, en veteranpolitiker fra Det Demokratiske Progressive Parti, og blev valgt til USA’s præsident. En stor del af den daværende debat parodierede Marx’ historiske mesterværk ved at kalde begivenheden for »Donald Trumps Attende Brumaire«.

I begyndelsen af Louis Bonapartes Attende Brumaire citerer Marx Hegel: »Hegel bemærker et eller andet sted, at alle store verdenshistoriske begivenheder og personer så at sige forekommer to gange. Han har glemt at tilføje: den ene gang som tragedie, den anden gang som farce« Vi kan udvide Marx’ konklusion til, at også alle latterlige verdenshistoriske begivenheder og skikkelser kan siges at have optrådt to gange, første gang som farce, anden gang som tragedie og tredje gang som katastrofe.

Når en bestemt latterlig historisk begivenhed optræder for første gang, kan den stadig betragtes som en slags tilfældig absurditet, en slags historisk farce, men når den optræder for anden gang og gentager sig selv, viser det, at den ikke længere er en slags tilfældighed, men indeholder en vis form for nødvendighed, og denne form for absurditet parret med nødvendighed er en slags tragedie. Og hvis denne form for latterlig historisk begivenhed gentager sig selv for tredje gang, viser det, at denne form for absurditet er en sygdom, som denne æra ikke har været i stand til at slippe af med.

1

I 1988 udgav Fukuyama sin bog The End of History and the Last Man. I denne bog forudsagde Fukuyama håbefuldt, at menneskehedens ideologiske udvikling havde nået et slutpunkt, at det liberale demokrati, som den ultimative form for menneskelig styreform, havde vundet sin endelige sejr, og at menneskeheden i fremtiden ikke længere ville beskæftige sig med idékamp, men snarere med at løse verdens økonomiske og teknologiske problemer.

Opmuntret af den tankegang herskede der en følelse af optimisme i de vestlige samfund, og der var en udbredt tro på, at en universel konsensus, der var blevet skabt gennem samråd og dialog, var opnåelig, og at man kunne forvente en fredelig, velstående kosmopolitisme, hvor de universelle menneskerettigheder blev realiseret.

De dramatiske forandringer i Sovjetunionen og Østeuropa, som fulgte umiddelbart efter, syntes at bekræfte Fukuyamas profeti. Kapitalismens ydre fjender forsvandt, samtidig med at dens indre modstander, venstrefløjen, gik i opløsning. Efter den sovjetiske revolution opgav de traditionelle venstrefløjspartier i Vesten også deres forsøg på at udfordre kapitalismen og fremsatte det teoretiske krav om »politisk sekularisering«. »Politisk sekularisering« betød accept af de liberale ideer som en universel realitet og de utopiske revolutionære idealers fuldstændige eliminering fra den politiske sfære.

Under indflydelse af denne ideologi foretog de vestlige venstrefløjspartier repræsenteret ved det britiske Labour Party og de tyske socialdemokrater en kollektiv højredrejning og tog helhjertet neoliberalismens filosofi og logik til sig. Slavoj Žižek kritiserede skarpt det britiske Labour Party for at have opnået det, som de konservative ikke kunne: selv at inddæmme de sidste rester af den radikale dimension i kritikken af kapitalen og at bruge sine modstanderes (de neoliberales) sprog og politik.

I sin bog The Margins of Politics fra 1990 kaldte Jacques Rancière dette klima af såkaldt »realisme« i det vestlige samfund for »the age of the end of politics«, det vil sige en tid, hvor der kun findes »styring« og ingen »politik«. I et sådant samfund er det slut med alle former for »filosofiske utopier« eller »ideologier«.

Med udgangspunkt i Rancières skelnen mellem »styring« og »politik« udviklede Žižek begrebet »postpolitik«. Han definerer »det postpolitiske liberale demokratis standpunkt« som en politisk model for den globale kapitalisme, der er i overensstemmelse med den neoliberale økonomiske model.

I en sådan politisk og ideologisk ramme er den virkeligt konfronterende »politik« ikke bare undertrykt, men helt »udelukket«. Politik er reduceret til en teknisk styringsaktivitet repræsenteret af eksperter og ikke længere en interessekamp mellem forskellige sociale grupper. Alle sociale modsætninger fremstår, som kan de løses gennem teknisk forhandling, styring og tilpasning; politiske problemer, der indebærer valg, bliver til tekniske problemer uden alternativer, og al potentiel utilfredshed og modstand fremstår som elimineret.

I denne »postpolitiske« æra, hvor alle store politiske mål er opgivet, og den ægte politiske entusiasme er forsvundet, er den liberaldemokratiske ideologi blevet den såkaldt »universelle værdi«, der har vundet en overvældende sejr og er blevet den »postpolitiske« æras (eneste) åbent erklærede ideologi.

Denne liberaldemokratiske ideologi, der er den dominerende, beskylder alle forsøg på radikalt at ændre den eksisterende orden for at være »totalitarisme« og betragter kommunismen som en politisk kræftsvulst fra det 20. århundrede på linje med fascismen. Ethvert forsøg på at overskride den kapitalistiske orden eller ethvert krav om et venstreorienteret præg bliver bandlyst med anklager om, at det ville føre til totalitarismens »Gulag-øhav«. Som Margaret Thatcher erklærede, så er kapitalismen måske ikke det bedste system, men menneskeheden har »intet valg«.

I denne sammenhæng er den traditionelle højre-venstre-politik omkring økonomiske og klassemæssige spørgsmål blevet opgivet, og den politiske kamp er blevet fuldstændigt forvandlet til en »kulturel kamp for anerkendelse af marginaliserede identiteter og tolerance over for forskellighed«.

Selv om den »postpolitiske« venstrefløj er optaget af mange spørgsmål om kultur og diversitet (f.eks. homoseksuelles rettigheder, økologi, etniske minoriteter osv.), har fokuseringen på og politiseringen af disse spørgsmål resulteret i en ubevidst afvisning af de centrale spørgsmål, der er af reel betydning og som ubevidst undgås (det vil sige, at spørgsmål om “kapitalens hensynsløse logik” undgås). Žižek sammenligner dette overdrevne fokus på forskellighed med en tvangspræget person, der konstant taler– med den indre hensigt at sikre, at det som er væsentligt forbliver uændret.

2

I modsætning til Fukuyamas og andre liberales optimistiske forudsigelser skabte afslutningen på den kolde krig ikke en universalistisk verden med frihed og fred. Den »post-politiske« æra er ikke en æra, hvor det politiske er blevet afsluttet, men derimod en æra hvor den politiske konfrontation er blevet forklædt i form af afpolitisering; den »post-politiske« æra har ikke gjort en ende på ideologien, men snarere skjult virkelige, intense ideologiske kampe i ikke-ideologiske former. I stedet for at forsvinde er de modsætninger og konflikter mellem menneskene, der drejer sig om klasse, race og civilisation, blevet intensiveret.

Under den historiske bølge af neoliberal globalisering er den globale polarisering og klassemodsætningerne blevet mere og mere alvorlige. En håndfuld finanskapitalister har akkumuleret enorme rigdomme i denne proces, mens størstedelen af arbejderne er blevet taberne på grund af regeringernes deregulering af kapitalen og svækkelsen af omfordelingsmekanismerne.

Den globale strøm af kapital og varer har ført til fremkomsten af et stort antal sweatshops i tredjeverdenslande, som brutalt undertrykker arbejderne. Samtidig har den også tvunget de avancerede kapitalistiske lande til at forholde sig til den »industrielle afviklings« problem. Den voksende kløft mellem rig og fattig, tabet af arbejdspladser og voksende arbejdsløshed har fået den vestlige arbejderklasse til at fortvivle over at være »globaliseringens fortabte gruppe«, en gruppe som ovenikøbet er havnet i alvorlige økonomisk usikkerhed og vanskeligheder.

Efter finanskrisen i 2008 har de vestlige samfund været fanget i et morads af uløselige økonomiske kriser og gældskriser. Sociale modsætninger, der er forbundet med indvandring, religion og klasse, er blevet mere og mere akutte, og det ene terrorangreb og flygtningekrise efter det andet har fundet sted. I lyset af de alvorlige økonomiske, politiske og kulturelle vanskeligheder er de venstre- og højreorienterede politiske partier og politiske eliter, som er fanget i en falsk kamp inden for rammerne af »postpolitikken«, magtesløse og kan ikke gøre noget ved det. Der er et presserende behov for, at folk finder kanaler og stemmer uden for de traditionelle politiske partier for at udtrykke og repræsentere deres »politiske« interesser.

Med andre ord er det blevet en nødvendighed, at den ægte politiske lidenskab, som blev udelukket fra »postpolitikken«, kommer tilbage i en ny form. Denne nye form for politisk tilbagevenden er højrepopulismen. Žižek påpegede, at under det »postpolitiske« system er højrepopulismen blevet den eneste »seriøse« politiske kraft på den politiske arena, der taler til folket med ægte politisk lidenskab og i antikapitalistiske vendinger, »om end under nationalismens/racismens/religionens banner.«

Højrepopulismens fremmarch er med andre ord en konsekvens af venstrefløjens politiske forræderi. I lyset af neoliberalismens katastrofale konsekvenser og arbejderklassens eksistentielt vanskelige situation er venstrefløjens politik, som er domineret af identitetspolitik, i en tilstand af lammelse og afmagt.

Selv Fukuyama er som liberal meget opmærksom på dette og påpeger, at venstrefløjsbevægelsens dagsorden »skiftede fra at lægge vægt på arbejderklassen til kravene fra nogle få marginaliserede grupper«, hvilket resulterede i, at arbejderklassen blev opgivet. Den politisk forladte hvide arbejderklasse blev derefter indfanget af højrepopulismen, som skabte en »omvendt identitetspolitik«, der var centreret om den hvide mand. Ved at blande klasse- og racespørgsmål har den konstrueret valgplatforme, der skal beskytte arbejdskraften, er imod immigranter og globaliseringen, hvilket har givet arbejderklassen mulighed for at udtrykke sine krav og utilfredshed.

I de senere år har højrepopulistiske bevægelser i både Europa og USA vundet hurtigt frem og fået stadigt større opbakning på den politiske mainstream-arena. I Europa er det højreradikale parti Front National i Frankrig og partiet AfD i Tyskland vokset hurtigt og har fået stigende indflydelse. Disse partier går ind for ultranationalisme og racisme og hævder, at udenlandske immigranter har forværret arbejdsløsheden og kriminaliteten i Europa og øget følelsen af usikkerhed blandt europæerne. I USA har finanskrisen givet anledning til den højreekstreme Tea Party-bevægelses fremkomst, som under sloganet »Nej til europæisering, nej til frankrigficering, nej til hellenisering« går ind for bevarelse af den traditionelle kristne etik, afvisning af statstilskud til fattige og minoriteter gennem økonomiske midler og sociale velfærdssystemer samt afvisning af identitetspolitik og multikulturelle politiske tiltag.

3

Det amerikanske præsidentvalg i 2016 var et politisk fænomen, der fandt sted midt i en bølge af højrepopulisme.

Ligesom Marx’ »ordenens parti« i Louis Bonapartes Attende Brumaire har Hillary som forsvarer af kapitalismens »postpolitiske« orden »opbygget en altomfattende (kapitalistisk) koalition af det umulige«, en politisk koalition, der omfatter etablerede politikere, rigmænd, økonomer, intellektuelle og de velhavende minoriteter, kvinder og seksuelle minoritetsorienteringer. Men Trump – det 21. århundredes Louis Bonaparte – en lille mand, som virkede »latterligt middelmådig« i amerikansk politik før 2016, besejrede til sidst denne koalition.

Louis Bonapartes sejre i det 19. århundrede var afhængige af støtte fra utallige spredte og snævert fokuserede småbønder. I Louis Bonapartes Attende Brumaire sagde Marx: »Bonaparte-dynastiet repræsenterer ikke et revolutionært bondesamfund, men et konservativt bondesamfund …… Ikke den landbefolkning, som søger at forene byerne og omstyrte det gamle system ved egen kraft, men den landbefolkning, som tåbeligt klynger sig til det gamle system og ser frem til, at imperiets spøgelse skal redde dem og deres små jordlodder og give dem en privilegeret stilling på landet.«

Den omsiggribende neoliberalisme og globalisering har frataget den vestlige arbejderklasse dens tidligere anseelse som »middelklasse«; den traditionelle venstrefløjs metamorfose har frataget den dens tidligere politiske talsmænd; fagforeningerne, som var deres organiserende kraft, er blevet mere og mere nedbrudt under påvirkning af neoliberalismen, og udbredelsen af den hvide venstrefløjs mentale (白左 Baizuo er et nyt udbredt begreb i den kinesiske teoretiske debat på venstrefløjen. Red.) »politisk korrekte« diskurs har gjort, at arbejderklassen er blevet mere og mere klemt på den kulturelle arena og gradvist har mistet sin åndelige selvtillid.

Den hvide arbejderklasse, der økonomisk, politisk og intellektuelt grundigt var knust, mistede tilliden til sine egne politiske evner. Ligesom de franske småbønder i det 19. århundrede er de ikke længere i stand til at »beskytte deres klasseinteresser i eget navn«, og de har brug for en åndelig »kejser« til at føre dem tilbage til deres tidligere storhed – Trump spiller denne rolle.

Ved valget i 2016 blev Trump en helt for hvide konservative ved at afvise indvandrere, sorte, kvinder og seksuelle minoriteter og ved at bruge et meget stødende sprog for klart at modsætte sig den hvide venstrefløjs »politiske korrekthed«. Han fremlagde en platform for antiglobalisering og tilbagevenden til produktionsøkonomien, brugte sloganet »Make America Great Again« til at mobilisere de stadigt mere desperate hvide arbejdere i »rustbæltet« og brød igennem det traditionelle demokratiske partis »blå mur« omkring de store søer. Modreaktionen fra de hvide arbejdere i »rustbæltet« var den mest afgørende faktor i Trumps sejr over Hillary i Det Hvide Hus.

Ironisk nok udnævnte Trump, som blev »båret« ind i Det Hvide Hus af folk fra »rustbæltet«, en række store monopolkapitalister til nøglepositioner i sit kabinet og dannede det »rigeste kabinet i historien«, noget der var uden fortilfælde. Under Trumps regering kom den administrerende direktør for ExxonMobil, grundlæggeren af Winquist Investment Group, den administrerende direktør for CKE Catering Company og grundlæggeren af Virtu Financial, en gigant inden for højfrekvenshandel, ind i kabinettet og fungerede som udenrigsminister, uddannelsesminister, arbejdsminister og krigsminister.

Trump havde opbygget en politisk alliance mellem monopolkapital og lavere middelklassegrupper baseret på racistiske og fremmedfjendske tendenser og var afhængig af den for at kunne bruge det mest magtfulde borgerlige statsapparat i verden – sidste gang, der opstod en politisk alliance af denne type, var i 1930’erne.

4

I de næsten fire år, Trump var ved magten, opførte han sig som en elefant i en porcelænsbutik, der smadrede al »politisk korrekthed« og traditionel politisk konsensus. Han angreb sorte, kvinder, homoseksuelle og indvandrere, angreb Obamas sundhedsreform og skatteforhøjelser, angreb udviklingslande som Kina, der truer USA’s hegemoniske position, trak sig fra internationale aftaler og organisationer, som er ufordelagtige for USA, og fremmede dermed åbent storkapitalens og det amerikanske hegemonis interesser.

Ved konstant at puste til modsætningerne åbnede han Pandoras æske og fik sluppet racismens spøgelse løs med samfundssplittelse og etniske modsætninger til følge. Med en række skarpe og kontante politisk ladede handlinger og bemærkninger fik han fuldstændigt bragt den borgerlige ideologis hykleri frem i lyset. Ved egen kraft fik han flået den herskende elites hykleriske facade af og gennemtvunget en højredrejning af hele den amerikanske politiske scene. Drevet af Trump har medlemmer af Kongressen fra de to store partier i USA fuldført skiftet fra traditionel støtte til den neoliberale globalisering til anti-globalisering og protektionisme.

Det må indrømmes, at Trump er en »ærlig« vestlig politiker. Han har gjort alt for at opfylde sine valgløfter, men udviklingen er altid gået imod hans ønsker.

Udelukkelsen af indvandrere og etniske minoriteter har ikke forbedret situationen for den hvide underklasse, men har intensiveret etniske modsætninger, hvilket resulterede i de sorte optøjer, der fejede hen over landet; den voldsomme handelsfriktion med Kina har ikke ført til produktionsindustriens tilbagevenden, og antallet af arbejdspladser i »Rustbæltet« er ikke steget, men tværtimod faldet; en række forskellige politiske tiltag for at stimulere den økonomiske vækst havde på et tidspunkt resulteret i USA’s højeste økonomiske vækstrate og laveste arbejdsløshed i de seneste år, men blev afbrudt af en pludselig epidemi.

Trump, hvis ambitioner ikke var blevet indfriet, indledte valgkampen i 2020 på sit allervanskeligste tidspunkt.

I sin form var det amerikanske valg i 2020 en dårlig kopi af valget i 2016, men indholdet havde ændret sig grundlæggende. Ligesom fire år før afviste »ordenens parti« først Sanders’ udfordring fra den yderste venstrefløj og samlede sig derefter om en blød veteranpolitiker i skikkelse af Biden i et forsøg på at besejre den »ubudne gæst« Trump. Men efter at den »postpolitiske« konsensus allerede var blevet brudt første gang, blev tingene aldrig de samme igen.

For fire år siden løftede ordenens parti, ligesom Dai Jitao i Kina i 1920’erne, sin venstre hånd for at besejre venstreorienterede populister og sin højre hånd for at besejre højreorienterede populister. Men fire år senere var Biden, der jo var en etableret politiker, nødt til at give efter for den voksende højrepopulistiske stemning.

I løbet af kampagnen understregede Biden sin oprindelse i »Rustbæltet«, fremstillede sig som forsvarer af arbejdernes rettigheder og foreslog en »køb-amerikansk«-plan på 700 milliarder dollars. Man skulle tro, at han ved en fejltagelse havde læst op fra Trumps manuskript, hvilket førte til, at Trump vredt fordømte, at Biden »kopierede« hans kampagneplatform.

Valget demonstrerede endnu en gang tydeligt splittelsen i det amerikanske samfund med flest Biden-tilhængere i storbyerne på øst- og vestkysten, hvor eliten er samlet og flest Trump-tilhængere i de mindre, fattige byer i opløsning og i landets vidtstrakte indre. På trods af den hårde medfart var Trump-tilhængernes entusiasme intakt.

For de mennesker, der entusiastisk støttede Trump, er rækken af ​​vanskeligheder, som Trump-administrationen står over for, ikke så meget konsekvenserne af “Trumpismen” selv, som de er forårsaget af den ufuldstændige implementering af “Trumpismen”. Problemerne, der opstår ved implementeringen af ​​”Trumpisme”, skal derfor ifølge dem løses gennem endnu mere “Trumpisme”.

Som det var tilfældet fire år før, var næsten alle mainstreammedier og forskellige meningsmålinger i USA overvejende til fordel for Biden, og i første omgang så de første resultater ud til at give meningsmålingerne før valget ret. Men Trump viste hurtigt en stærk evne til at vende strømmen i modvind og overhalede og udvidede hurtigt forspringet i flere svingstater og havde flertal i et stykke tid – en begejstret Trump erklærede endda ensidigt sin sejr på Twitter. Lige da mange troede, at det var en gentagelse af situationen fire år før, og at alle meningsmålingerne var ubrugelige, førte en massiv tilstrømning af brevstemmer pludselig til, at Biden fik flertal i flere svingstater. Åbningen af stemmesedlerne, som tog flere dage og undergik mange vendinger, tiltrak sig opmærksomhed over hele verden.

Valget i 2020 handlede ikke så meget om, at Trump tabte til Biden, som det handlede om, at han tabte til den nye, pludselige coronaepidemi. I lyset af de katastrofale konsekvenser af den nye epidemi er Trumps evne til stadig at holde valgkampen i et dødvande et vidnesbyrd om hans stærke base og højrepopulismens stærke vitalitet.

Selv om Trump tabte dette valg, gjorde trumpismen det ikke.

5

Efter at have tabt valget i 2020 var Trump og hans fanatikere ikke villige til at indrømme nederlaget. Eftersom de var overbevist om, at de ikke havde tabt, men at de skamløse etablerede eliter havde »stjålet« stemmerne, arrangerede tusindvis af Trump-tilhængere den 6. januar 2021 »marchen mod Capitol Hill«. De kom til Washington D.C. fra hele landet, brød gennem flere kraftige politiafspærringer, indtog Capitol Hill, som symboliserer den højeste myndighed i det amerikanske demokrati, og indtog Pelosis og andres kontorer. Det var den anden besættelse af USA’s Capitol Hill, siden briterne brændte Washington ned i 1814.

Marchen var det 21. århundredes »Marchen mod Rom«. Men hvis »Marchen mod Rom« i det 20. århundrede var en tragedie, der førte direkte til Mussolinis 20-årige fascistiske styre i Italien, så er »Marchen mod Rom« i det 21. århundrede en farce. Som Mussolinis tilhængere i sin tid ønskede Trumps tilhængere at krone deres leder ved hjælp af egne handlinger. Men mens de var rede til at kæmpe til døden for deres “kejser,” syntes Trump allerede at have overgivet sig, noget der efterlod hans tilhængere forrådt og skuffet. I stedet for at stå sammen med sine tilhængere valgte Trump at give op over for det stigende pres fra offentligheden og den herskende elites kollektive modstand.

Selv om Trump overgav sig før slaget, afslørede »Marchen mod Capitol Hill« endnu en gang Trumps og hans fanatiske tilhængeres politiske magt. Derfor blev den etablerede elite i USA enig om at neutralisere Trump politisk og fuldstændigt afskære ham fra at blive valgt igen fire år efter.

Siden »Capitol Hill-oprøret« har Trump været udsat for en række rigsretssager og undersøgelser. De to rigsretssager satte ny rekord for rigsretssager mod amerikanske præsidenter, og som tidligere præsident har han været udsat for en række strafferetlige og civile søgsmål, som er blevet til et stort skuespil på den moderne globale politiske arena:

• I august 2022 brød FBI ind på Trumps Haywood Estate og ransagede det i 10 timer.
• 30. marts 2023 anklagede anklagemyndigheden i staten New York Trump for under valget i 2016 angiveligt at have betalt pornoskuespilleren Stormy Daniels »tys-tys-penge« gennem sin personlige advokat og for at have forfalsket dokumenter for at kunne gøre det.
• 8. juni 2023 indgav det amerikanske justitsministeriums særlige rådgiver Jack Smith en strafferetlig klage mod Trump og anklagede ham for ulovlig besiddelse af klassificerede dokumenter vedrørende den nationale sikkerhed, efter at han havde forladt Det hvide Hus.
• 1. august 2023 blev Trump anklaget for tredje gang. Anklagerne omfattede sammensværgelse med henblik på at bedrage staten, sammensværgelse med henblik på at obstruere statens procedurer, obstruktion eller forsøg på obstruktion af officielle procedurer og sammensværgelse med henblik på at krænke borgerrettigheder.
• 14. august 2023 blev Trump og 18 andre tiltalt for under præsidentvalget i 2020 at have forsøgt at omstøde resultatet af valget i Georgia.
• 19. december 2023 afgjorde USA’s højesteret i Colorado, at Trump ikke var valgbar til partiets primærvalg i staten til præsidentvalget i 2024 på grund af hans »deltagelse i oprør«.

……

Demokraterne og den etablerede elite forsøgte at bruge »juridiske våben« for at forhindre Trump i at stille op. Men ironisk nok er Trumps popularitet steget, hver gang han er blevet tiltalt for et eller andet. Trump snublede endnu engang ind i valget i 2024, mens magthaverne stillede forhindringer op for ham og forfulgte ham.

Den 4. marts 2024 besluttede ni dommere i USA’s højesteret enstemmigt at omstøde Colorado-domstolens afgørelse og give Trumps retten til at stille op til præsidentvalget i Colorado tilbage. Det betød også, at de juridiske forhindringer for Trumps kandidatur i 2024 var helt fjernet. Dagen efter vandt Trump det republikanske primærvalg i Colorado i en jordskredssejr over partiets rival Nikki Haley.

Trump og Biden, to gamle mænd, der er langt over pensionsalderen, trådte ind i den politiske boksering igen efter en pause på fire år for at konkurrere om et job i en alder, hvor andre kun kan ty til snyd. Er det en forvrængning af den menneskelige natur, eller er det moralsk fallit? Men en pludselig omvæltning forstyrrede Bidens vej til genvalg.

Ved et kampagnemøde for Trump i Pennsylvania 13. juli 2024, affyrede en mand flere skud mod Trump fra taget af en bygning ca. 140 meter fra talerstolen, og kuglerne strejfede Trumps øre, da han drejede hovedet. Trump, som genopstod fra de døde, blev i USA øjeblikkeligt en helt. Billedet af ham med blod på øret og kinden og med knyttet næve under beskyttelse af en CIA-agent gik hurtigt verden rundt. I det øjeblik blev Trump kanoniseret som en helgen, der bar sit kors for det amerikanske folk.

Den kugle, der var tiltænkt Trump, endte med at ramme Biden i stedet. Efter mordforsøget skød Trumps popularitet i vejret, og mange troede endda, at han havde på forhånd havde sikret sig sejren. Efter pres både indenfor og udenfor det demokratiske parti blev Biden tvunget til at trække sig, hvilket skubbede vicepræsident Harris ind i kapløbet.

Harris’ kandidatur vendte hurtigt stemningen i Demokraternes favør og gjorde valget spændende igen. Med sit fokus på kvinders, de etniske minoriteters og andre minoritetsgruppers rettigheder samt sit slogan om at opbygge en stærkere middelklasse fik Harris genoplivet de demokratiske vælgeres entusiasme. Hun rejste endda »klassekampens« banner og kritiserede Trump for at »kæmpe hårdt for milliardærer og virksomheder«, mens hun ville »give penge tilbage til middelklassen og til familierne«.

Selv om Harris gik imod strømmen, blev hun mødt af en helgenkåret Trump, som var blevet styrket ovenpå attentatet. I modsætning til det forrige præsidentvalg, hvor åbningen af brevstemmerne førte til en nervepirrende situation, tabte Harris denne gang uden den store spænding.

6

Da Hegel i det 19. århundrede så Napoleon til hest, kunne han ikke lade være med at betragte ham som sin tids »verdensånd«: »Jeg så Napoleon, denne verdensånd, ridende gennem byen. Da jeg så en sådan stor personlighed, fremkaldte det en mærkelig følelse i mig. Han sad på sin hest, og han var her, koncentreret i dette øjeblik, og hans mål var at herske over hele verden.« Borgerskabets »verdensånd« i det 19. århundrede var Napoleon, mens borgerskabets »verdensånd« i det 21. århundrede er Trump.

Siden 2016 har Trump næsten egenhændigt omformet den politiske situation i USA og ændret det globale politiske landskab i dybden. Uanset hvilken præsident, der kommer til magten i USA i fremtiden, er der ingen vej uden om de politiske spørgsmål og de politiske spor, som Trump har rejst og sat sig. Uanset hvor latterlig og middelmådig mennesket Trump kan virke, repræsenterer han det sidste strå for kapitalismen i krisetider. I lyset af kapitalismens systemiske krise, der er forårsaget af neoliberalismen, er omdannelsen af klassemodsætninger til racemodsætninger og nationale modsætninger stort set den eneste udvej for det kriseramte borgerskab – som hele det 20. århundredes historie så tydeligt har vist.

Derfor ser vi, at den selvsikre amerikanske imperialisme, som plejede at råbe op om globalisering og sælge ideologien om »frihed og demokrati« til hele verden, er forsvundet og erstattet af snæversyn, konservatisme og manglende selvtillid, handelsprotektionisme, fremmedfjendske tendenser og racisme. Dette er et forhenværende superimperiums solnedgangstime, og jo mere det kæmper imod, jo hurtigere vil det synke. Og alle de kampe og den nedtur, som dette faldende imperium oplever, vil både ryste det og verden.

Da Trump første gang stillede op til valget i 2016, var det som en kæphøj klovn, der brasede ind i et tilsyneladende helligt, men i virkeligheden hyklerisk og skamløst palads, med en stærk komisk effekt. Trumps andet kandidatur i 2020 havde allerede efterladt mange i USA og verdenssamfundet med en følelse af dyb bekymring, og de efterfølgende »optøjer på Capitol Hill« resulterede i en tragedie, hvor fem mennesker blev dræbt og hundredvis kvæstet, mens valget i 2024 mere ligner et katastrofedrama med en række attentatforsøg og voldshandlinger, der indvarsler en endnu mere turbulent tid.

Vi så altså den samme forestilling tre gange, men første gang var det som farce, anden gang som tragedie og tredje gang som katastrofespil. Tilsammen en storslået melodramatisk sæbeopera.

Artiklen er oprindeligt udgivet af Utopia og oversat fra kinesisk af Adrian Ortega Camara Lind med tilladelse fra forfatteren.