DR og atomkraft: Nej tak til forløjet folkeoplysning
Danmarks Radio viser fire udsendelser om atomkraft med kendissen Peter Lund Madsen som vært. Men hvor er de saglige stemmer i indslaget, som problematiserer de mange slagsider ved atomkraft?

Jeg savner en varedeklaration på dette program. Det ser ud som om, det skal ligne en form for dokumentarisk folkeoplysning. Men med Anders Lund Madsen i spidsen, der som altid vælger en gøglet tilgang, kommer tv-serien ”Atomkraft – ja tak” til at fremstå som et lidt humoristisk rejseprogram til forskellige interessante destinationer relateret til atomkraftens historie i ind og udland.
Det synes jeg virker som et alibi for ikke at overholde gængse standarder for journalistisk objektivitet, som man ville kunne forvente af et program som skal løfte en folkeoplysningsopgave.
Scenen bliver fra starten sat gennem et tilbageblik til Anders og Peter Lund Madsens barndom. De var bange for atomkraft. I modsætning til deres, må vi forstå, saglige ingeniørfar.
Peter Lund Madsen (der præsenteres som ”hjerneforsker”, til trods for at hans forskningskarriere vist sluttede for knap 20 år siden) bliver enig med Anders om, at atomkraftmodstanderne vandt i Danmark, fordi de var gode til at spille på usaglig frygt og følelser ved hjælp af god musik og grafik.
Lev med det
I løbet af de 4 programmer besøges en række betydningsfulde steder i atomkraftens historie: Tjernobyl, Fukushima, Hiroshima, Risø, Ringhals, Barsebäck, Olkiluoto. Alle besøg forløber efter samme drejebog: Ulykkerne præsenteres, de synlige resultater fremvises, konsekvenserne sættes i perspektiv.
Konklusionen er hver gang den samme. Det er ikke så slemt, som man skulle tro. Ikke så mange døde, som man forestiller sig. Ja, der har været store økonomiske omkostninger, og mange mennesker evakueret med, hvad man må formode, af medfølgende lidelse.
Men, må vi forstå, det er altså prisen for vores moderne livsstil. Lev med det.
Glade, oplyste naboer og intet svineri
Vi besøger de stille, forureningsfri, CO2 neutrale atomkraftværker (vedvarende energi, kalder Anders Lund Madsen det endda).
Også her er drejebogen den samme hvert sted: Naboerne er glade og tilfredse, og ikke spor bange (fordi de har tilstrækkelig viden). Det optager nærmest ingen plads og sviner ikke spor.
Affaldsproblemet præsenteres som fuldstændig løst i Finland, som det første sted i verden. I Onkalo har man boret et dybt hul i grundfjeldet, hvor Finlands foreløbig 2300 ton radioaktive affald skal ligge de næste 100.000 år.

Der er mere end 100 gange så meget affald, som skal opmagasineres på lignende måde, på verdensplan, og når Onkalo er fyldt op i 2120, vil det indeholde 6500 ton radioaktivt affald.
Hvert indslag kommenteres og perspektiveres af eksperter i strålingshygiejne og nukleart beredskab, hvoraf ingen udtrykker modstand mod eller kritik af atomkraft. På intet tidspunkt i programmerne bliver der givet taletid til fagligt funderet modstand af atomkraft, eller fortalere for vedvarende energi.
Eksperter med bias
Det er ubesvarede spørgsmål og saglig kritik som jeg savner:
Håndteringen af affald, der præsenteres som overkommelig, forholder sig kun til den nuværende atomkraftproduktion. Den udgør mindre end 5% af verdens samlede energiproduktion.
Den underliggende præmis for programmet er, at vi er nødt til at erstatte en stor del af de mere end 80%, som udgøres af fossile brændsler, med atomkraft.
I så fald vil affaldsomfanget vokse helt enormt.
Alt dette affald, som vil blive produceret nu, og om 100 år og fremover, skal opbevares i 100.000 år.
Pyramider eller istider
Anders Lund Madsen perspektiverer ved at minde os om at vores ældste bygningsværker kun har stået i 4.000 år.
Pyha ja. Men var det ikke endnu mere relevant at nævne, hvor mange nye istider, vi kan forvente i de kommende 100.000 år? Hvor Finland vil blive dækket af is, gentagne gange?
Hvordan vil verden se ud efter det? Og kan vi virkelig tage det alvorligt, når nogen siger, at de tager ansvar for sikkerheden af affaldet på en sådan tidsskala?
Vedvarende energi genererer også affald, men det kan alt sammen håndteres sikkert indenfor levetiden for de mennesker, som har gavn af energien.

Vedvarende energi?
Og nej, atomkraft er ikke en vedvarende energikilde. Der er en endelig mængde fissilt materiale på jorden. En meget stor mængde, men ikke uendelig, og ikke fornybar.
De revolutionerende nye reaktorer, som kan køre på thorium og brugt uranbrændsel opløst i smeltet salt, vil kunne øge de anvendelige ressourcer mange gange.
De første anlæg kører måske allerede i 2025, flere end 100 i 2031 (ellers giver Seaborgs direktør en middag på Noma. Beklager, Noma er lukket til den tid).
Hvor mon de reaktorer står til den tid? Der findes ingen godkendte design af MSR reaktorer. Det er ikke engang muligt endnu at få tilladelse til at konstruere en forsøgsreaktor i den vestlige verden. Dertil kræves der først fyldestgørende computersimulationer, som er uhyre vanskelige at udføre for den type brændsel.
Akraftværker kan ikke bare opføres her og nu
Og det bringer os til tidsperspektivet for omstillingen til CO2 neutral energiforsyning, og den rolle som atomkraft kan spille.
Hvis den nyeste 1.6 GW reaktor i Finland starter som forventet i år, har den været 18 år undervejs. Verdens største havmøllepark, Hornsea 2 på 1.3 GW gik i produktion sidste år, efter fire års konstruktion.
Selv i de mest optimistiske scenarier vil nye atomkraftværker i den vestlige verden tage mindst 10 til 15 år at opføre, når man medregner godkendelsesprocedurerne.
Vi har helt enkelt ikke tid til at vente på atomkraft.
Investorer vil ikke atomkraft

Heldigvis forventer jeg ikke, at programmerne kommer til at gøre meget skade.
Der er ikke noget, der tyder på, at større seriøse investorer i ny energiproduktion har nogen interesse i atomkraft. Det er alt for dyrt og afkastet for ringe i forhold til vind og sol.
Det fremgår også af de seneste fremskrivninger præsenteret i BP Energy Outlook, hvor atomkraft i bedste fald (eller værste om man vil) går fra en uvæsentlig til bare en ringe del af verdens energiproduktion i 2050:
En grimasse, der kan passe?
Kun én atomkraftmodstander får lov til at udtrykke en saglig kritik: Arne Würgler.
Han fortæller, at han ser modstanden til atomkraft som et opgør med en livsfilosofi: Adgangen til uendelig energi, som kan føde uendelig vækst og forbrug.
Anders Lund Madsen har ingen kommentar, udover at skære en grimasse, hvorefter han sætter sig ind i sin Tesla og kører videre til næste stop.
Som folkeoplysning kan jeg kun give programserien én stjerne. Som propaganda er vi tæt på seks.
Men hvorfor det skal viderebringes af vores nationale public service medie, forstår jeg ikke.
“Atomkraft – ja tak” kan streames på dr.dk
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER