Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
EU
22. januar. 2022

Dragsted, Skipper og Villumsen: En anden verden – og et andet Europa – er muligt!

EU har siden sin oprettelse været en nyliberal sammenslutning. Enhedslisten skal trods vanskelighederne arbejde sammen med den europæiske venstrefløj for et opgør med det nuværende traktagrundlag. Men vi bør også fortsat holde døren åben for en ny og løsere tilknytning til EU, skriver en række fremtrædende medlemmer af Enhedslisten som led i partiets debat om forholdet til EU.

Foto: Facebook / Solidaritet

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Vi har læst både Hovedbestyrelsen og EU-netværkets programforslag, der skal diskuteres i morgen. Vi mener ikke nogen af dem er tilfredsstillende.

Hovedbestyrelsens (HB) forslag bygger på en omskrivning af det eksisterende program, og selvom der er foretaget vigtige forbedringer, fremstår det stadig defensivt, og giver for lidt plads og rum til den offensive internationalistiske kamp for et andet og bedre europæisk samarbejde. Det er også for firkantet og unuanceret ifht de muligheder som faktisk findes i EU som en kampplads for socialistiske og progressive kræfter.

EU-netværkets forslag går efter vores mening for langt i forhold til opgøret med udmeldelseskravet. I vores øjne må Enhedslisten holde fast i, at den danske tilknytning til EU må være til fortsat debat. Med det gældende traktatgrundlag vil EU’s regler stille sig i vejen for en socialistisk regerings politiske forandringer, og en progressiv udvikling i Danmark eller et af de andre medlemslande vil derfor nødvendigvis føre til en debat om – hvorvidt man skal acceptere de forhindringer, eller arbejde for en dansk udmeldelse eller en genforhandling af Danmarks tilknytning til EU fx gennem nye forbehold. Desuden kan EU  forandre sig i både værre og bedre retning, ligesom der er en udvikling henimod et EU i flere rum og tempi – hvilket også nødvendiggør en fortsat debat om den danske tilknytning.

Bliv medunderskriver

Ønsker du som medlem af Enhedslisten at stå som medunderskriver på forslaget, kan du kontakte forslagsstillerne her

+

Desuden kan EU kan forandre sig i både værre og bedre retning, ligesom der er en udvikling henimod et EU i flere rum og tempi. Det nødvendiggør en fortsat debat om den danske tilknytning. Vi har derfor forsøgt os med en mellemvej, som giver mere vægt til Enhedslistens internationalistiske og offensive kamp sammen med venstreorienterede bevægelser og partier på tværs af Europa, for grundlæggende forandringer af EU. Men som samtidig fastholder, at fordele og ulemper ved den danske tilknytning til EU må være til fortsat debat. Mere vægt på Plan A, men uden at smide Plan B ud med badevandet.

Vi tror, at et flertal af partiet medlemmer og vælgere kan se sig selv i denne linje, og det er for os et selvstændigt mål at forsøge at ramme en linje, som kan samle bredt, fremfor at et lille flertal til den ene eller den anden side trumfer deres linje igennem, så et stort mindretal ikke kan se sig selv i det nye EU-program. 

Enhedslistens EU-program 2022

Vi står som menneskehed over for en lang række væsentlige kriser, som kun kan løses gennem internationalt samarbejde. Problemer som klima- og biodiversitetskrisen, skattely, flygtningestrømme og stigende økonomisk ulighed, kan kun løses ved samarbejde på tværs af grænserne.

Derfor er Enhedslisten et internationalistisk, socialistisk parti. Vi ved, at kampen for et mere demokratisk, socialistisk, feministisk og bæredygtigt samfund kræver, at folkelige bevægelser og venstrefløj arbejder tæt sammen på tværs af grænserne. Det gælder også i Europa.

“Kampen for et mere demokratisk, socialistisk, feministisk og bæredygtigt samfund kræver, at folkelige bevægelser og venstrefløj arbejder tæt sammen på tværs af grænserne. Det gælder også i Europa.”

Enhedslisten arbejder hver dag sammen med vores europæiske søsterpartier, fagbevægelser, klimabevægelser og andre folkelige kræfter på at forandre verden og det europæiske samarbejde så hensynet til mennesker, klima og natur altid sættes før hensynet til vækst og profit.  Det har vi gjort gennem årtier i Folketinget og siden 2019 også via EU-parlamentet. 

Samtidig med, at vi anerkender EU som en vigtig politisk kampplads, har vi dog ikke nogen illusioner om, at de europæiske institutioner udgør et gunstigt politisk terræn for venstrefløjen. EU’s labyrint af magtfulde ikke-valgte institutioner gør det langt sværere for folkelige og demokratiske kræfter at få deres stemmer hørt, end i de europæiske nationalstater. Samtidigt er EU’s komplicerede magtstruktur en gylden spillebane for lobbyister og kapitalinteresser, der arbejder bedst uden for offentlighedens søgelys og debat.

Derfor kræver en effektiv venstrefløjstemme i EU, at man både kæmper en hård kamp for de daglige forbedringer, men samtidigt har åbne øjne for de begrænsninger, som EU-systemet sætter, for muligheden for progressiv politik – og derfor kæmper for en grundlæggende forandring af de europæiske traktater. I Danmark er det kun Enhedslisten, der kan tilbyde sådan en strategi.

Den ulige demokratiske spillebane i EU

Det er almindeligt anerkendt, at EU lider af et såkaldt demokratisk underskud. I stedet for at beslutninger træffes af folkevalgte efter åben offentlig debat, foregår de politiske processer ofte bag lukkede døre i et kompleks samspil mellem forskellige aktører. Nogle af disse er folkevalgte, som regeringsledere eller medlemmer af EU-Parlamentet, mens mange er ikke-valgte fra Kommissionen eller EU-Domstolen.  

Denne udemokratiske opbygning gør det lettere for politiske eliter at træffe beslutninger uden at ligge under for den form for folkeligt pres, som de oplever i de europæiske nationalstater. Uden en samlet europæisk offentlighed – hvor EU-spørgsmål diskuteres på tværs af grænser – bliver det sværere at lægge det folkelige pres, som ofte er årsagen til politiske forandringer.

Også EU’s opbygning, som kan være ganske uigennemskuelig gør det vanskeligere for almindelige mennesker at blive hørt – i modsætning til de tusindvis af lobbyister, som hjemmevant navigerer Bruxelles’ korridorer.

Endelig gør EU-institutionernes indretning også uligheden på spillebanen stejlere. I Rådet slås vi mod en notorisk lukkethed med dyb hemmelighedskultur. Kommissionen, som ikke er folkevalgt, men som har eneret til at foreslå ny lovgivning, er vanskeligere at stille til ansvar med samråd og kan ikke væltes på samme vis som hjemlige ministre. EU-Domstolen, der er højeste retsindstands i hele EU, sikrer med sine til tider meget vidtgående afgørelser gennemførslen af traktaternes højreorienterede politik i medlemslandene.

“Euroens forfatning binder medlemslandene til en nyliberaløkonomisk politik, der undergraver de eruopæiske socialstater og fastholder store dele af den europæiske befolkning i arbejdsløshed.”

Men vigtigst af alt er EU’s traktatgrundlag skabt og udformet for at sikre gunstige vilkår for de europæiske virksomheder og europæisk kapital. Siden grundlæggelsen af Kul- og Stålunionen i 1951 har målsætningen været at skabe et integreret europæisk marked med bedre afsætnings- og investeringsmuligheder for private virksomheder. Centralt i dette står de fire såkaldte friheder – kapitalens, varernes, tjenesteydelsernes og arbejdskraftens fri bevægelighed. Disse markedsfriheder er indskrevet i traktaterne som ubøjelige og ukrænkelige, hvilket kun levner plads til hensynet til mennesker, natur og klima, hvis det ikke gør indgreb i markedets frie hærgen.

Det er arbejdskraftens fri bevægelighed, som giver arbejdsgivere lov til frit at importere underbetalt arbejdskraft fra fattigere medlemslande og dermed skabe social dumping med en nedadgående spiral på lønninger og arbejdsforhold i lande som Danmark.

Det er varernes og tjenesteydelsernes fri bevægelighed, som forbyder lande som Danmark at gå foran EU og stille højere miljøkrav til produkter, der sælges i Danmark eller forbyde at grise – en vare i EU’s øjne – fragtes under stor lidelse på tværs af EU til slagterier i ex. Rumænien.

Og det er kapitalens fri bevægelighed, som giver multinationale selskaber og tech-giganter mulighed for at gemme milliarder i skattely inden for EU, såsom i Irland og Luxembourg.

Skabelsen af Euroen har blot gjort situationen værre. Euroens forfatning binder medlemslandene til en nyliberal økonomisk politik, der undergraver de europæiske socialstater og fastholder store dele af den europæiske befolkning i arbejdsløshed. Når man på denne måde indskriver højreorienteret, nyliberal politik direkte i traktaterne, har man skabt en ulige spillebane. Progressiv og venstreorienteret politik får meget svære vilkår, hvis det medfører begrænsninger eller større krav til virksomhederne. Det ville svare til, at  kapitalens og markedets rettigheder var indskrevet i Danmarks Grundlov på lige fod med ytringsfriheden, forsamlingsfriheden eller retten til at deltage i demokratiske valg.

Og dette højredrejede traktatgrundlag er tilmed noget nær umuligt at ændre. En ændring af traktaten kræver nemlig enstemmighed blandt EU-landenes regeringer. Det betyder i værste fald, at et enkelt land gennem vetoretten kan stille sig i vejen for forandringer selvom et stort flertal af befolkningen i EU måtte ønske dem.

19 af de 27 EU-medlemslande er i dag med i Euro-samarbejdet, mens de fleste af de resterende otte lande er forpligtet på at træde ind i den fælles valutaunion på sigt. Det viser også, at EU-samarbejdet ikke er en tosidet mønt, hvor lande enten er inde eller ude, skriver indlæggets afsendere. Illustration: Mupper-san / CC 4.0

Verden og EU er i konstant udvikling

EU har gennemgået store forandringer gennem historien, og er også fortsat i bevægelse på godt og ondt. Senest har man i EU eksempelvis vedtaget en bindende europæisk klimalov, lavet fælles gældsoptagelse som svar på Coronakrisen samt søgt at udvide sine beføjelser inden for sundhed, forsvar og bevogtningen af EU’s ydre grænser.

EU-samarbejdet foregår i dag i mange forskellige konstellationer, og rækker i mange henseender ud over kredsen af medlemslande. Der er lande som Danmark med forbehold for dele af samarbejdet, lande som Bulgarien og Irland, som står uden for Schengensamarbejdet, Euro-landene, som er bundet af forpligtelserne fra den fælles valuta og endelig lande som Norge, Schweiz og Tyrkiet, som alle er tilknyttet EU-zonen gennem forskellige typer af aftaler.

EU-samarbejdet er altså ikke en tosidet mønt, hvor lande enten er ”inde” eller ”ude”. Tværtimod kan vi se, at EU-samarbejdet foregår i mange forskellige rum og hastigheder.

Endelig har landene i Europa også udviklet sig. I disse år ser vi en bekymrende tendens, hvor flere af EU’s medlemslande, anført af Polen og Ungarn, går i en stadig mere autoritær retning, med en erosion af de grundlæggende retsstatsprincipper, undertrykkelse af kvinder og LGBT+-personer og angreb på disses rettigheder samt forfølgelse af jøder og romaer. En udvikling som EU endnu ikke har formået at tage konsekvensen af på trods af højtsungne principper og værdier.

EUs nyliberale politik

Det grundlæggende projekt er dog relativt uforandret: Fra Kul- og Stålunionens oprettelse og frem til i dag, har hensynet til industri og kapital stået hævet over hensynet til mennesker, natur og klima.

Det så vi i EU’s håndtering af Finanskrisen fra 2008 og frem. Her forværrede og forlængede den forfejlede eurokonstruktion krisen i landene, fordi den med hård hånd dikterede stramme sparekrav til eurolandene. Konkret blev de fælles velfærdssystemer og sikkerhedsnet beordret noget nær afviklet og kritisk infrastruktur solgt fra til private investorer. Nedskæringspolitikken medførte enorm fattigdom og arbejdsløshed, som den dag i dag stadig plager lande som Spanien, Grækenland, Italien og Portugal.

“Fra Kul- og Stålunionens oprettelse og frem til i dag, har hensynet til industri og kapital stået hævet over hensynet til mennesker, natur og klima.”

Den daværende SRSF-regering bandt Danmark til nedskæringspolitikken ved at tilslutte sig Finanspagten i form af Budgetloven trods euroforbehold og uden folkeafstemning. En beslutning som stadig fører til pres for nedskæringer i velfærden.

Vi ser det i måden EU’s politik påvirker verden omkring os. Med kyniske handelsaftaler, som udplyndrer det Globale Syd og milliardsubsidiering af landbruget i EU som udkonkurrer småbønder i Afrika ved at dumpe fødevarer med kunstigt lave priser på markedet.

Vi ser det i opbygningen af et Fort Europa, med pigtråd og mure langs EU’s ydre grænser, hvor grænsevagter og FRONTEX-personale forhindrer flygtninge i at krydse EU’s grænser, eksempelvis gennem ulovlige push-backs og dermed krænker flygtningekonventionens ret til at søge asyl.

EU kan presses til fremskridt

Selvom hensynet til virksomhedernes mulighed for at lave overskud alt for ofte har forrang, har EU-samarbejdet dog ikke kun ført dårligdomme med sig.

Som eksempel kan nævnes fugle- og habitats- og vandrammedirektiverne, som har medført langt bedre beskyttelse af natur og grundvand i hele EU – og som i 2014 bremsede den daværende Venstre-regerings planer om at lade landbruget øge forbruget af gødning.

På samme måde har EU-lovgivning på områder som arbejdsmiljø og ligeløn været med til at forbedre vilkårene for millioner af arbejdere på tværs af Europa. Ofte er denne slags fremskridt resultat af stærkt folkeligt pres og bevægelser på tværs af medlemslandene, eller sker fordi EU’s ledelse er bange for, at en voksende EU-kritik kan føre til udmeldelser eller sammenbrud.

Selvom det grundlæggende projekt er det samme, er der altså eksempler på, at det alligevel kan lykkes at forandre EU og EU’s politikker.

Der kan tilmed vedtages politik, som er enten på kant eller i direkte strid med EU’s traktater og afgørelser, hvis blot presset er stærkt nok og der er politisk enighed og vilje blandt de mest toneangivende medlemslande.

Eksempelvis så vi under Coronakrisen, hvordan den finanspolitiske spændetrøje og statsstøttereglerne – i modsætning til under Finanskrisen – hurtigt blev midlertidigt suspenderet, og hvordan medlemslandene blev sat fri til at investere sig ud af krisen, og holde hånden under beskæftigelsen.

Selvom EU i sin natur er nyliberal, kan handelsunionen presses i retning af solidariske løsninger. Det har man blandt andet set under coronakrisen, hvor den finanspolitiske spændetrøje er blevet løsnet. Illustration: Shutterstock.

Enhedslisten i EU

Netop muligheden for, på trods af det nyliberalistiske traktatgrundlag, at gennemtvinge fremskridt gør EU-parlamentet til en vigtig spillebane for Enhedslisten.

EU-Parlamentet spiller en vigtig dagsordenssættende rolle som det direkte valgte talerør for millioner af europæere. Desværre kan man ikke som medlem af EU-parlamentet – i modsætning til medlemmerne af Folketinget – fremsætte lovforslag. Denne ret tilfalder alene den ikke-folkevalgte Kommission.

EU-Parlamentet er dog medlovgiver sammen med Rådet af medlemslande, og kan præge, ændre eller bremse lovgivningen i EU fra dét sekund, den er fremsat af Kommissionen. Derudover kan Parlamentet godkende eller afvise Kommissions-formanden og kommissærerne.

EU-parlamentet er desuden base for meget af det europæiske samarbejde mellem partier og tilstedeværelsen giver os stærke rammer for et tæt praktisk og direkte samarbejde med nære politiske allierede fra de europæiske venstrepartier

Enhedslisten arbejder hver dag for at trække EU-samarbejdet mest muligt i en solidarisk, grøn og demokratisk retning. Det har vi siden 1994 gjort gennem Folketinget og siden 2019 gennem EU-parlamentet i tæt samarbejde med den europæiske venstrefløj.

Enhedslisten ønsker en langt bedre inddragelse af befolkningen i de vigtige EU-politiske spørgsmål. Derfor støtter vi altid folkeafstemninger om væsentlige ændringer i EU-samarbejdet, som har betydning for Danmarks relation til EU.

Et bedre europæisk samarbejde

Men Enhedslisten arbejder ikke bare for at sikre små fremskridt og forhindre forringelser inden for de eksisterende rammer og traktatgrundlag. Vi arbejder sammen med resten af den europæiske venstrefløj for at forandre rammerne og ændre traktatgrundlaget.

“Et opgør med EU’s nyliberale traktatgrundlag og usolidariske politik er og bør være kernen i den europæiske progressive venstrefløjs politiske kamp.”

Vi vil et europæisk samarbejde, der modvirker og udbedrer de skader årtiers økonomisk rovdrift har påført klima og natur og hvor politikken indrettes med respekt for planetens bæreevne.

Vi vil et samarbejde hvor overholdelse af menneskerettigheder og respekt for retsstatsprincipper er en forudsætning og hvor gennemsigtighed og reel borgerinddragelse er en selvfølgelighed.

Vi vil et samarbejde, hvor alle borgere har reel indflydelse, hvor demokratiet er i højsædet, national selvbestemmelse respekteres og hvor befolkningerne har magten, fremfor lobbyister og kapitalister.

Vi vil et samarbejde, hvor nationale velfærds- og arbejdsmarkedssystemer respekteres og hvor det altid er muligt for medlemslande at gå foran med bedre beskyttelse af arbejdstager- og forbrugerrettigheder, klima, miljø og natur. 

Enhedslisten ønsker med andre ord et demokratisk europæisk samarbejde, der gennem minimumsstandarder stopper det internationale ræs mod bunden. Et samarbejde, som gør det muligt for en koalition af lande ex. at sætte ind over for skattely, selvom enkelte lande måtte være imod.

Der er desværre meget langt mellem det samarbejde vi har behov for, og det EU vi kender i dag. Et opgør med EU’s nyliberale traktatgrundlag og usolidariske politik er og bør være kernen i den europæiske progressive venstrefløjs politiske kamp.

Enhedslisten kæmper sammen med vores europæiske allierede for et traktatgrundlag, som indfører demokratiske og gennemsigtige strukturer samt udligner spillebanen, så beskyttelse af klima og natur, fremme af velfærd og lighed og solidaritet med verdens fattige og forfulgte ikke skal underordnes store selskabers jagt på vækst og profit.

Brud med EU kan blive nødvendigt

Men vi skal også erkende, at med det eksisterende traktatgrundlag står EU ofte i vejen for mange af de forandringer som Enhedslisten og den europæiske venstrefløj ønsker at gennemføre. Skulle Enhedslisten for eksempel skabe flertal i Folketinget for at stoppe salg af nye benzin- og dieselbiler eller forbyde brug af farlige pesticider, vil EU stille sig i vejen og pålægge Danmark store bøder.

Hvis en socialistisk regering en gang får magten i Danmark, eller i én af EU’s andre medlemslande under det eksisterende traktatgrundlag, vil det reelt være umuligt at gennemføre socialistiske reformer, der kan demokratisere økonomien, omfordele velstande og bringe finanssektoren under demokratisk kontrol, under EU’s gældende traktatgrundlag.

“En løsere tilknytning kunne ligne dén, vi kender fra fx Norge, eller tage udgangspunkt i en genforhandling af den danske tilknytning til EU.”

Debatten skal ikke mindst belyse mulighederne for at erstatte det nuværende medlemskab med et løsere samarbejde og tilknytning, som sikrer et større demokratisk handlerum til at føre en progressiv og bæredygtig politik.

En løsere tilknytning kunne ligne dén, vi kender fra fx Norge, eller tage udgangspunkt i en genforhandling af den danske tilknytning til EU. Her kunne man forestille sig nye danske forbehold inden for velfærd, økonomi og arbejdsmarked.

I en situation, hvor et flertal af den danske befolkning ønsker at føre en solidarisk og grøn politik, og EU med traktaterne i hånden stiller sig i vejen, vil Enhedslisten altid stå på befolkningens side – også hvis det kræver et brud med eller en genforhandling af den danske tilknytning til EU.

Hvis EU sætter kurs mod yderligere magtcentralisering, fortsætter med sin handlingslammelse over for autoritære regimer, som Polen og Ungarn, eller på anden vis udvikler sig i en retning der strider mod grundlæggende demokratiske værdier, kan en debat om Danmarks relation til EU blive endnu mere presserende. Det kan betyde, at Danmark sammen med andre lande, der står fast på progressive værdier, skal tage konsekvensen og etablere et nyt værdibaseret, demokratisk europæisk samarbejde.

Læren fra Brexit

Det britiske exit fra EU har vist, at kampagner for udmeldelse af EU også kan bruges af højrepopulistiske og autoritære kræfter. Brexit var et eksempel på, at udmeldelse af EU ikke automatisk fører til en progressiv politik, styrker venstrefløjens position, svækker EU eller inspirerer andre lande til at følge efter og danne et andet europæisk samarbejde.

Derudover understreger Brexit, at et eventuelt exit fra EU altid vil følges op af svære forhandlinger om nye handelsaftaler. Det gælder ikke mindst for et lille land som Danmark, der er helt afhængigt af at kunne handle med de europæiske lande. Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilke aftaler, der sættes i stedet for medlemsskabet. Derfor er det afgørende hvilke politiske kræfter, der står i spidsen for en eventuel genforhandling af Samarbejdet med EU.

På den baggrund er det klart, at Enhedslisten ikke ønsker at kopiere Brexit. Vores socialistiske og grønne EU-modstand har ingen allianceparter blandt højrenationalistiske kræfter.

Den britiske udtræden af EU har vist, at udmeldelse også kan bruges af højrenationale populister, der vil træde ud af helt andre grunde end venstrefløjen. Foto: Dan Kitwood / Getty Images

Verden har brug for Enhedslisten

Siden Enhedslistens spæde begyndelse, har vi arbejdet for at gøre verden til et bedre sted. For socialistiske løsninger, der kan skabe et demokratisk, solidarisk og bæredygtigt samfund. . Vi ved at kapitalismen er et internationalt og grænseoverskridende system, og derfor må bevægelsen for at skabe et socialistisk alternativ også være det.

Ligesom Enhedslisten i vores lokale arbejde går på to ben, og både arbejder indenfor institutionerne og i de folkelige bevægelser, skal det samme gøre sig gældende i vores internationale politiske arbejde – også det europæiske.

Samtidig med, at vi stiller op til og arbejder i EU-parlamentet, er det en helt central opgave for Enhedslisten at opbygge et stadigt stærkere praktisk og politisk samarbejde mellem progressive venstrekræfter og arbejderbevægelse på tværs af Europa.

En anden verden – og et andet Europa – er muligt!


Om skribenten

Frederikke Hellemann

Frederikke Hellemann

Sekretariatsleder i Bruxelles for Enhedslisten. Læs mere

Om skribenten

Maj Aslett-Rydbjerg

Maj Aslett-Rydbjerg

Politisk rådgiver i European Left. Læs mere

Om skribenten

Nikolaj Villumsen

Nikolaj Villumsen

Medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten, hvor han sidder i venstrefløjsgruppen LEFT. Læs mere

Om skribenten

Pelle Dragsted

Pelle Dragsted

Bachelor i historie med en master i retorik. Dragsted er tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten (2015-2019), og har desuden arbejdet som strategisk rådgiver for partiet. Læs mere

Om skribenten

Pernille Skipper

Pernille Skipper

Medlem af Folketinget for Enhedslisten. Tidligere politisk ordfører for partiet. Læs mere