Foto: pixarbay
5 min. læsetid

Virksomhederne producerer varer på en måde og i et tempo, som er ødelæggende for vores samfund og miljøet. Det er på tide, at politikerne stopper dem – og ansvaret skal ikke ligge hos kunderne.

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Emma Inge Hansen


Black Friday er fejring af forbrug og virksomhedernes forsøg på at booste deres salg, så de får sorte tal på bundlinjen. Butiksvinduer bugner af neongule tilbudsskilte, og vores facebook-feed fyldes op af efterårets tilbud på varme trøjer, vinterstøvler og hvad algoritmen nu ellers mener kunne være et godt tilbud til lige netop mig.

Der er et helt enkelt ord for, hvad du ser, når du går ned ad gaden og kigger ind gennem de blanke vinduer: Bras! Det er bras, når du går ind i en skobutik og køber sæsonens nyeste støvler. Det er bras, når du ser et uimodståeligt tilbud på 3 bluser for 150 kroner. Og det er bras, når du kan købe billigt bestik i Ikea. Selvom der er enkle undtagelser, så ændrer det ikke på, at langt størstedelen af det, vi køber, er billigt producereret og designet til at holde i kort tid.

Som forbruger kræver det et overmenneskeligt overblik at navigere udenom. Derfor kan det være tæt på umuligt at stemple ud af vores usunde og uholdbare forbrugssamfund. Jeg ved det, fordi jeg selv er en del af det.


I dag på Black Friday – kapitalismens forbrugsfest på speed – er jeg indtrådt som del af forbrugersamfundet.

I dag på Black Friday – kapitalismens forbrugsfest på speed – er jeg indtrådt som del af forbrugersamfundet.

Jeg skriver disse ord på en spritny computer. Jeg har netop forsigtigt pillet det tynde plastiklag af, som er sat på for at beskytte skærmen mod ridser; overfladen er endnu så glat og fin, at jeg kan spejle mit eget ansigt på bagsiden af skærmen. Jeg skal ikke lyve: Det føles godt at sidde og skrive på en helt ny computer. Men jeg var jo sådan set også glad for min gamle.
En dag stoppede tastaturet med at reagere, når jeg trykkede på det. Og så gik der ikke mange dage, før skærmen gik i sort. Da jeg tog den til reparatøren, og de hørte, at min computer var købt i 2016, havde de nogenlunde lige så meget tiltro til min idé om, at få den gamle computer til at virke igen, som vaccinebenægtere har tiltro til deres læge.
”Det skader jo ikke at prøve,” lød svaret, efter jeg insisterede på, at de lige gav det et forsøg. Der gik ikke mere end en dag, før dommen lød: totalskadet. Køb en ny. Og sådan indskrev jeg mig i den lange række af danskere, der køber ny elektronik – langt mere end vi burde, hvis det skulle være bæredygtigt forsvarligt. Alene i det første halvår af 2019 blev der i Danmark brugt 13,5 milliarder kr. på ny elektronik. IPhones, tablets og smartwatches bliver langet over disken i et væk – og holdbarheden er vakkelvorn.

Man kan nemt blive en anelse konspiratorisk af de kortidsholdbare IT-produkter. Har virksomhederne mon designet dem til at blive smidt ud efter kort tid? Noget tyder på, at det er mere udbredt, end man skulle tro, og fænomenet har endda et navn. ”Planned obsolescence”, på dansk ”planlagt forældelse”. Det dækker over, at producenter tænker strategisk i, at produkter går i stykker hurtigt, så forbrugeren skal ud at købe nyt. I værste tilfælde efter varen er blevet brugt et bestemt antal gange. Men det kan også ”bare” dække over, at produktet er umuligt at reparere, f.eks. fordi det ikke kan skilles ad. På den måde har en kyndig IT-person forment adgangen til elektronikkens indre, hvor den beskadigede enkeltdel ellers ville kunne repareres eller erstattes. Lige præcis MacBook Pro er blevet kritiseret for at være umulig at reparere. Det er en belastning for forbrugerens pengepung, men endnu værre er –  det skaber bjerge af elektronik med giftige stoffer til skade for klima og miljø.

I 2015 stillede SF forslag om at sætte reklamationsretten på elektronik op til 3 – 5 år mod de nuværende 2 år med argumentet om, at det ville være gavnligt for klima og miljø. Forslaget blev forkastet, og siden da er intet sket på området. Et skift i regeringsmagten kunne være en oplagt anledning for de grønne partier til at få fingeren ud og gøre det til en dårlig forretning at sælge kortidsholdbare produktet. I samme ombæring kunne man stille spørgsmålet om 3 –  5 år er nok. Hvorfor ikke 7 år? Hvis vi kan sende en mand til månen, kan vi så ikke også bygge en computer, der holder 7 år uden at bryde sammen?

At gøre som virksomhederne gør i dag, hvor de producerer billigt og uholdbart, burde simpelthen være ulovligt.


SSelv det ville næppe være nok i forhold til de store udfordringer, vores samfund står overfor, men det ville være et skridt på vejen. For vi bliver nødt til at gøre op med en kultur, hvor virksomheder producerer billige og dårlige vare, og hvor de tjener tykt på, at ting går i stykker. Alternativet er et samfund, hvor Jorden bukker under, fordi den ikke kan holde til den måde, vi overforbruger ressourcerne på. Ansvaret skal ikke ligge hos forbrugeren, som ikke har en reel chance for at navigere i et ugennemskueligt marked. At gøre som virksomhederne gør i dag, hvor de producerer billigt og uholdbart, burde simpelthen være ulovligt.


Emma Inge Hansen

Cand.mag i analytisk journalistik. Ansat på Solidaritet som nyhedskoordinator og organisationsmedarbejder.

Læs mere af Emma Inge Hansen