12 min. læsetid

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, kan sidde med nøglerne til Statsministeriet efter det kommende folketingsvalg. Foreløbig nægter han at udlevere dem til hverken Mette Frederiksen – eller for den sags skyld Lars Løkke Rasmussen. Men hvad skal der til, for at Uffe Elbæk gør det. Og kommer Alternativets politiske leder overhovedet til det?


Af Kim Kristensen

Det er Uffe Elbæks latter, jeg først hører. Den kommer gennem en åben dør til kontoret ved siden af hans eget. Eller eget… Uffe Elbæks navn står ganske vist på kontordøren, men det har intet skrivebord, og når dets ejer ikke er der, bruger andre den slidte brune lædersofa og de fire lænestole. Som en politisk hjemløs, der er nødt til at have en folkeregisteradresse, huser kontoret på den grønne gang – som Alternativet aldrig bliver træt af at gentage med henvisning til de pastelgrønne vægge på gangen på Christiansborg – partiets politiske leder. 

Da Uffe Elbæk denne eftermiddag endelig træder gennem døren til kontoret og slår sig ned i en af lænestolene, er humøret højt. Ganske vist er det for længst blevet hverdag for Uffe Elbæk, efter han og Alternativet ved folketingsvalget i 2015 flyttede ind i Folketinget med ni mandater, men den politiske leder kommer lige fra et valgkampagnemøde. Og med under tre måneder til folketingsvalget, som skal komme senest den 17. juni, er Alternativet klar til valget, forsikrer han. I den grad klar! Ét er dog, at Uffe Elbæk – og Alternativet – er klar. Er oppositionen det nu også? 

Dårlig sex

Efter at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, havde brudt årtiers tradition for et regeringssamarbejde med De Radikale for i stedet at gå til valg på at danne regering alene, benyttede netop Uffe Elbæk nemlig lejligheden til at pege på sig selv som statsminister. Og stillet over for opgaven med pludselig at skulle forklare, hvorfor Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, pegede på Mette Frederiksen frem for Uffe Elbæk, valgte Skipper at pege på sig selv! Så hvis partierne til venstre for Socialdemokratiet – altså Enhedslisten, Alternativet og SF – tilsammen bliver større end det gamle arbejderparti, er Liste Ø klar til at danne en »grøn, socialt progressiv regering«.

Foreløbig tyder intet på, det bliver tilfældet, og oppositionens mange statsministerkandidater har blot henledt opmærksomheden på, at rød blok er lige så – eller om muligt endnu mere – splittet end blå. Hvilket ellers ikke var det, Uffe Elbæk havde håbet på. Alternativets leder, som har beskrevet den forrige valgperiode som fire års dårlig sex (»Der var så meget tilløb, men ingen orgasme«), havde naturligvis håbet på mere held næste gang.

»Noget af det første, jeg sagde efter folketingsvalget i 2015, var, at oppositionen i videst muligt omfang skulle prøve at stå sammen, når vi kom frem til folketingsvalget«, fortæller Uffe Elbæk. »Selvfølgelig skulle vi stå der med hver vores profil, og identitet, men det skulle være lige som ABBA: Selv om nogle foretrak hende den lyshårede, og andre den mørkhårede, så kunne de godt finde ud af spille sammen. Det er så ikke blevet tilfældet«.

»Jeg sagde efter folketingsvalget i 2015, at oppositionen i videst muligt omfang skulle prøve at stå sammen, når vi kom frem til næste folketingsvalg«, fortæller Uffe Elbæk. »Os fire lige som ABBA: Selv om nogle foretrak hende den lyshårede, og andre den mørkhårede, så kunne de godt finde ud af spille sammen. – Det er så ikke blevet tilfældet«.

Fattigt med få statsministerkandidater

Når Mette Frederiksens beslutning om at danne regering alene har ført til, at Uffe Elbæk nu peger på sig selv som statsminister, skyldes det to ting: Dels er det for »fattigt«, at danskerne kun kan vælge mellem to statsministerkandidater – Mette Frederiksen og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der på lange stræk er enige om politikken. Og dels skal der være en statsministerkandidat, som sætter miljøet og klimaet over alt andet på den politiske dagsorden.

»Alle har lært meget af vores udmelding,« siger Uffe Elbæk og ler igen. »Selv de mest garvede journalister har måttet kontakte diverse valgforskere for at finde ud af, hvad der sker, når det her er scenariet«.

De har så fundet ud af, at hvis Alternativet ikke peger på Mette Frederiksen som statsminister – og partiets stemmer ellers er afgørende – så peger de i virkelighedens verden i første omgang på Lars Løkke Rasmussen. Venstres formand får først chancen for at danne regering, fordi Danmark har såkaldt negativ parlamentarisme: En forhandlingsleder kan godt danne regering, uden at have et flertal bag sig, blot vedkommende ikke har et flertal imod sig.

Af samme årsag forventer mange, at Uffe Elbæk til sidst bliver nødt til at vælge side. Da Ny Alliance i 2007 gik til valg på ikke at ville pege på nogen statsminister på forhånd, udover at vedkommende skulle holde Dansk Folkeparti uden for politisk indflydelse, holdt denne strategi som bekendt ikke i længden. Efter at Ny Alliances formand, Naser Khader, havde rodet sig ud i lange forklaringer om formalia, måtte han i Danmarks Radios (DR) afsluttende partilederrunde udtale de forløsende ord: »Vi peger på Anders Fogh Rasmussen som vores statsministerkandidat«.

Højt spil

Selv om Uffe Elbæk afviser, at det samme kommer til at ske for Alternativet, udsteder han ingen garanti.

»Man skal aldrig garantere noget i politik,« siger Uffe Elbæk. »Men jeg ved ikke, hvad der skulle ske i løbet af en valgkamp, der kunne få os til at ændre position. Selv ikke i min vildeste fantasi kan jeg forestille mig, hvilke argumenter – eller spørgsmål – der skulle få os til at ændre beslutningen. Vi har kigget hinanden i øjnene og sagt, at vi kender godt konsekvenserne, men vi er klar til at gå hele vejen«.

Problemet kan dog vise sig at blive hypotetisk, fordi alternativisterne i flere meningsmålinger den seneste tid har stået til ikke at ville blive de afgørende mandater efter folketingsvalget. I de målinger har Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten haft flertal uden Alternativet. Hvilket efterlader spørgsmålet – om Uffe Elbæk i givet fald har spillet højt spil og tabt? »Det kan det måske godt se det ud som, hvis man har det korte perspektiv for øje,« svarer Uffe Elbæk. »Men det har vi ikke. Jeg får lyst til at lige at tage…«

»Det er jo paradoksalt, at når man ser på hvem Socialdemokratiet stemmer sammen med i Folketinget, så er det i 9 ud af 10 tilfælde sammen med Venstre og Dansk Folkeparti. Og dem, som Socialdemokratiet stemmer færrest gange sammen med, er Enhedslisten og Alternativet.”

2027

»Når vi kigger på det politiske liv i Danmark, så har vi i virkeligheden fire positioner, i stedet for en snæver højre-venstre positionering«.

Uffe Elbæk har rejst sig fra lænestolen, og er gået hen til et whiteboard,som hænger på en af kontorets vægge. Øverst er skrevet 2019, 2023… 2027. Han peger mod et koordinatsystem på den hvide tavle med fire politiske positioner, verdenshjørner eller akser. Den ene akse er rød og består af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten yderst. Den anden er blå med Liberal Alliance yderst. Den tredje er gul med Dansk Folkeparti yderst. Og endelig er den fjerde, og sidste, grøn med Alternativet yderst.

»Vi har besluttet, at det ikke er nok med en rød og blå position,« siger Uffe Elbæk og sætter sig igen ned i lænestolen. »Der skal også være en grøn position, og den skal vokse. Derfor tænker vi ikke bare på det kommende folketingsvalg i 2019. Det er her processen starter, men vi kigger på de efterfølgende folketingsvalg i 2023 og 27.

Vores beslutning om at pege på os selv er bare starten på den proces, velvidende at den nok ikke bliver udfoldet ved fuld styrke ved det kommende folketingsvalg. Men det er her, det starter. Og det er afgørende for, at folk begynder at forestille sig, at der kan komme et tidspunkt, hvor der ikke kun er to valgmuligheder i dansk politik. Om det gennembrud kommer i 2019? Nja, det gør det nok ikke. Men det er her, at rejsen starter. Så var det en fejlbeslutning? Nej, vi står fuldstændig inde for den. Vi er faktisk glade for den«.

Rød og blå politik er ikke nok: “Der skal også være en grøn position, og den skal vokse”. Her et billede fra Alternativets valgkamp i Aarhus, der indrammes af temaet “Grøn By”.

Forklare og forsvare

Den gyldne regel i politik lyder ellers, at hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares. Sådan som Naser Khader måtte erkende. Og som Uffe Elbæk risikerer at måtte erkende.

»Hvis Socialdemokratiet ikke danner regering med parlamentarisk støtte fra Dansk Folkeparti – vil det mest logiske være dannelsen af en SVO-regering,« siger Uffe Elbæk.”

Der bliver næppe tid og plads til den hvide tavle, når han uundgåeligt vil blive stillet det samme spørgsmål i den afsluttende partilederrunde i fjernsynet. 

»Det er da klart, at i en valgkamp vil vi i den grad blive udfordret på det,« siger den politiske leder. »Men det er nu engang vores politisk analyse, at det er nødvendigt for at få en anden udvikling i Danmark. Det er jo paradoksalt, at når man ser på, hvem Socialdemokratiet stemmer sammen med i Folketinget, så er det i 9 ud af 10 tilfælde sammen med Venstre og Dansk Folkeparti. Og dem, som Socialdemokratiet stemmer færrest gange sammen med, er Enhedslisten og Alternativet. Det er den faktuelle virkelighed. Så er der stadig et mentalt efterslæb, en nostalgisk erindring om den røde blok. Det er bare ikke virkeligheden«.

Trods det udsteder Uffe Elbæk ingen garanti for, at han ikke ligesom Naser Khader kan blive tvunget til at give køb på sin politik. 

»Man skal aldrig garantere noget i politik. Men hvad skulle i en valgkamp kunne få os til at ændre position? Selv ikke i min vildeste fantasi kan jeg forestille mig, hvilke argumenter der skulle få os til at ændre beslutningen. Vi kender godt konsekvenserne, vi klar til at gå hele vejen«.

DF hugger gordisk knude over

Såfremt Alternativets mandater stadig er afgørende efter det kommende folketingsvalg, forventer Uffe Elbæk, at Lars Løkke Rasmussen i første omgang vil få overdraget opgaven med at lede regeringsforhandlingerne. Hvorefter forhandlingerne vil afsløre, at Venstres formand ikke kan regne med Alternativets stemmer til sin politik. Ikke med mindre Lars Løkke Rasmussen vil beskatte oksekød, stoppe udvindingen af Nordsøolien, tilbagerulle paradigmeskiftet i udlændingepolitikken … Og stillet over for truslen om et mistillidsvotum vil Lars Løkke Rasmussen derefter være nødsaget til at give plads til Mette Frederiksen, som vil blive præsenteret for de samme krav af Alternativet. Krav den socialdemokratiske formand på forhånd – for størstedelens vedkommende – også har afvist.
Et forventet resultat som allerede har fået eksperter til advare om langstrakte regeringsforhandlinger og i sidste ende politikerlede og demokratisk krise.

Men Uffe Elbæk ser slet ikke, at det kommer dertil. Han tror, at Dansk Folkeparti forinden hugger den gordiske knude over.

»Jeg tror det mest realistiske, hvis både De Radikale og vores mandater virkelig kommer til at fylde noget er, at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, på valgaftenen ringer til Mette Frederiksen og siger: ”Skal jeg ikke løse et problem for dig? Du skal ikke være afhængig af Alternativet og De Radikales mandater, når det handler om udlændingepolitikken, så vi lægger et sikkerhedsnet under dig”. – Så vil situationen være, at Socialdemokratiet danner regering med parlamentarisk støtte fra Dansk Folkeparti«.

Efter Dansk Folkeparti har erklæret, at partiet ikke vil stemme for et mistillidsvotum til en socialdemokratisk mindretalsregering, vil den regering derfor kunne blive dannet, hvis ikke Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre danner en SVO-regering.


Originalen

»Det mest logiske vil være dannelsen af en SVO-regering,« siger Uffe Elbæk, der kalder sin »drømmeregering« for en ØRÅ-regering. Men ligesom den drøm – eller mareridt, afhængigt af ens politiske briller – ikke vil blive til noget, bliver SVO-regeringen heller ikke til noget. Dertil er Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahls egoer for store.

»De kan ikke blive enige om, hvem der skal få nøglerne og gå ind ad døren ovre i Statsministeriet,« siger Uffe Elbæk. »Men politisk stemmer de tre partier jo sammen og er enige på de afgørende områder. Selv om jeg jo godt ved, at vi nu skal ud i en valgkamp, hvor de alle tre vil hævde, at der er en kløft mellem deres holdninger«.

Alligevel er Uffe Elbæk fortrøstningsfuld. Ifølge en meningsmåling, som Norstat har lavet for Altinget og Jyllands-Posten, har 36 procent af danskerne miljø og klima i deres top tre over de vigtigste politiske emner til valget. Det placerer emnet helt i top sammen med sundhed, der også ligger på 36 procent, mens udlændingepolitikken placerer sig på tredjepladsen med 33 procent. Sådan plejer det ellers ikke at være. I forhold til en tilsvarende måling fra 2017, er der tale om et spring på fem pladser. Dengang svarede 21 procent, at miljø og klima var blandt de mest afgørende emner.

»På den ene side er jeg ovenud lykkelig over, hvad der er sket,« sige Uffe Elbæk. »I 2015 var Alternativet jo det eneste parti, som havde det grønne som det helt afgørende. Hvorimod du i dag ikke kan være et seriøst parti uden også at have en grøn politik … og jo tættere vi kommer på folketingsvalget, jo grønnere bliver folk. Så på en måde har vi sejret os selv ihjel. Det er jo gået sindssygt hurtigt, og vores udfordring er selvfølgelig, om vælgerne godt kan se forskel på grønt. Kan de det? Det vil vise sig. Jeg har det sådan lidt ligesom Levis’ reklame: Der er mange cowboybukser, men kun en original«.

Uffe Elbæk ler.