Au pair-debatten stiller spørgsmål til vores udbytning af mennesker på andre områder, mener Maria Temponeras. Foto: Sarah Beekmans
5 min. læsetid

Debatten om au pair-ordningen udstiller hykleriet og afstumpetheden i Danmark. Hvordan ville reaktionen mon være, hvis vi også skulle have de slaver boende, som fremstiller vores smartphones og Royal Copenhagen-tallerkener?


Af Maria Temponeras

Den nyligt opblussede debat om au pair-ordningen har afsløret en utrolig afstumpethed hos velstillede dele af befolkningen. Når velhavere i ramme alvor kan stille sig op i landsdækkende medier og argumentere for, at det er i orden at have voksne kvinder fra fattige lande arbejdende som husslaver i deres hjem, viser det, at de er blankt overbeviste om, at de selv er mere værd end de kvinder, der arbejder for dem. Helt skamløst udstiller de deres kvindehad og racisme i selvretfærdig harme over, at der stilles spørgsmålstegn ved deres ret til at udnytte brune, fattige kvinder.

Hvad nu hvis vi forestiller os, at vi alle sammen havde vores slaver boende i et skur i haven… Ville vi stadig føle samme glæde over det nye stykke tøj eller den nye smartphone? Det ville kræve en vild menneskelig forråelse, og også opbygningen af noget, der lignede et apartheidsamfund, hvis uligheden skulle opretholdes.

Et tankeeksperiment på twitter af Jesper Kildebogaard, hvor au pair-pigen i en sand beretning om udnyttelse og udlån erstattes af en au pair-dreng, der bruges til at bygge en tilbygning og lånes ud til vicevært-arbejde viser, at nedvurderingen af kvinders arbejde er en del af problemet. Når det er en mand og mandearbejde, der købes for 4500 om måneden, virker udnyttelsen helt skandaløs.

Au pair-ordningen er skandaløs, og mange støtter heldigvis afskaffelsen af den. De fleste af os ville få en dårlig smag i munden, hvis vi så direkte skulle udnytte vores privilegium som borgere i et i-land. Den menneskelige kontakt og den følelsesmæssige forbindelse og empati der naturligt opstår når man bor i samme hjem, ville gøre det umuligt at leve med, at det her menneske er rejst fra sine egne børn for at passe mine børn for en uværdigt lille løn. Det går imod vores selvbillede som humanister og ordentlige mennesker.

Fjernslaver

Samtidig køber mange af os på en mere eller mindre tilfældig dag en telefon for nogle tusind kroner, som er samlet af en kinesisk arbejder, der får 10 kr i timen, arbejder urimeligt lange arbejdsdage, og overnatter i en sovesal med de andre arbejdere. Ikke langt fra livet som slave. For hver af os, børn og voksne og gamle i rige lande, er der mindst et menneske, der arbejder til en absolut sulteløn. Vi kan kalde dem fjernslaver.

Ekstrem fattigdom

– Tal fra den internationale arbejderorganisation (ILO) fra 2018 dokumenterer, at 8% af jordens befolkning er ekstremt fattige arbejdere.

– De lever for under 13 kr. om dagen, selvom de arbejder fuld tid.

– 21 % af jordens befolkning lever for under 20 kr. om dagen, og betegnes ‘kun’ som “meget fattige”

– Indbyggerne i OECD-landene, der repræsenterer den rigeste del af kloden, udgør ca. 18% af jordens befolkning.

+

Alle dimser, gadgets, mere eller mindre vigtige forbrugstingester, legetøj, møbler og tøj vi kan købe i Danmark, ville være mange gange dyrere, hvis dem, der fremstillede det, skulle have ordentlig løn og arbejdsvilkår. Vi ved det godt, og det er jo noget møg, men vi lever med det. Vi ved det, men vi kender ikke de slaver vi holder, vi kan ikke se eller høre dem. De har ingen navne, ingen ansigter. Vi kan snildt lade som om, de ikke findes.

Slaver i skuret

Hvad nu hvis vi forestiller os, at vi alle sammen havde vores slaver boende i et skur i haven. I parcelhushaverne i Horsens og i hipstergårdene på Vesterbro. En dansk kernefamilie, to voksne og to børn, skulle så have fire slaver boende, plus deres familier. Et slag på tasken; 12 personer, børn, voksne og gamle. Ville vi stadig føle samme glæde over det nye stykke tøj eller den nye smartphone?

Det ville kræve en vild menneskelig forråelse, og også opbygningen af noget, der lignede et apartheidsamfund, hvis uligheden skulle opretholdes. Vi ville være nødt til at lære vores børn, at de andre børn derude ikke mærker sult – og faktisk er en helt anden slags mennesker.

Det ville være enden på vores forholdsvis rare velfærdssamfund og majoritetens konsensushygge, hvis vi skulle bo side om side med vores fjernslaver. Det ville gøre det alt for tydeligt, hvad den globale kapitalisme og forbrugssamfundet egentlig koster rent menneskeligt. En meget ubelejlig demaskering af det system, hvor vi spiller hver vores rolle i undertrykkelsens spil, og vores rolle er at forbruge og lukke øjnene. Det ville ødelægge den højt besungne danske hygge fuldstændigt.

Så næsten hellere en enkelt au pair-pige i kælderen.


Maria Temponeras

Biolog i økofællesskab ved Ry uden for Skanderborg. Temponeras er folketingskandidat for Enhedslisten, og har siddet i byrådet i Skanderborg. Er derudover aktiv i klimabevægelsen og i antiracistisk græsrodsarbejde.

Læs mere af Maria Temponeras