Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
26. oktober. 2021

En million går på gaden i Sudan mod militærkup

Det reaktionære militær og støtter af landets tidligere diktator forsøger igen at overtage magten i Sudan. Millioner af sudanesere er gået på gaden, og et af landets største fagforbund opfordrer til arbejdsnedlæggelse. Også internationalt bliver kupforsøget mødt med fordømmelse.

Khartoums gader bobler igen af vrede, efter landets militær tidligt mandag 25. oktober startede endnu et militærkup. Foto: Mohamed Nureldin Abdallah

Forandring fryder, men kan være svær at fastholde. Spørg bare i Sudan, hvor det skrøbelige demokrati igen er truet af landets militær. Da den sudanske befolkning i 2019 gennemførte en bemærkelsesværdigt fredelig revolution, lykkedes man ellers med at slippe af med landets diktator, Omar al-Bashir, der havde siddet tungt på magten siden 1989.

Men selv om al-Bashir nu sidder i fængsel dømt for korruption, og forhandlinger om hans udlevering til Den Internationale Straffedomstol er i fuld gang, hænger diktatorens spøgelse stadig over landet. Det blev klart tidligt mandag morgen 25. oktober, hvor soldater arresterede adskillige medlemmer af overgangsregeringen. Kupforsøget kommer blot en måned efter det seneste angreb på ‘Sovereignty Council of Sudan’, der efter planen skulle have overdraget mere magt fra militæret ifølge aftalen fra 2019. En række Bashir-tro officerer forsøgte 21. september at fjerne den fungerende premierminister, Abdalla Hamdok, og det ser nu ud til at være lykkes i anden omgang. Ifølge borgerrettighedsorganisationen Sudanese Translators for Change er Khartoums guvernør, Ayman Khalid, samt industriminister Ibrahim al-Sheikh og informationsminister Hamza Baloul også blandt de anholdte.

“Militærets top forstår ikke, at December-revolutionen udsprang af bevidstheden og viljen i det sudanesiske folk… Kampen fortsætter indtil de civile myndigheder har fået overdraget den fulde magt “

Fagforbundet Sudanese Professionals Association

Militærkuppet bliver ledet af general Abdel Fattah al-Burhan, der mandag oplyste, at den sudanesiske hær har opløst regeringen og arresteret Hamdok. Al-Burhan forklarede på pressemødet, at undtagelsestilstanden ikke skulle ses som en permanent tilbagevenden til militærdiktatur, men blot var en midlertidig undtagelsestilstand. “En kompetent og uafhængig regering skal sørge for at lede landet frem mod det kommende valg,” sagde han med henvisning til det planlagte valg i 2023.

Forklaringen kommer dog næppe til at overbevise mange sudanesere, der kender Al-Burhan som en fast støtte af Omar al-Bashir, og som tidligere hærchef for den tidligere diktator. Al-Burhan bliver selv støttet af den magtfulde Rapid Support Forces-milits (RSF), som tidligere gik under navnet Janjaweed. Lejesoldaterne i militsen, der kan oversættes til Djævlene på Hesteryg, blev berygtet verden over for deres rolle i folkemordet i Darfour, hvor de anslås at have myrdet mellem 200.000 – 400.000 mennesker. Mange i Sudan frygter nu, at RSF igen vil hærge Khartoums gader, sådan som de på Omar al-Bashir’s befaling gjorde i 2019, hvor mere end 100 mennesker blev dræbt i en massakre.

Arbejdsnedlæggelser og massive protester

I ugen op til militærkuppet mandag morgen har demonstranter fyldt gaderne i hovedstaden Khartoum. Efter det mislykkede kupforsøg 21. september, hvor 40 militærofficerer blev arresteret, gik demonstranter 16. oktober på gaden for at støtte en militær generobring af magten. Det blev mødt af en massiv moddemonstration torsdag 21. oktober, hvor titusinder ifølge Times of Israel gik på gaden for at vise deres støtte til den civile overgangsregering ledet af Abdalla Hamdok.

Ifølge People’s Dispatch er mere end en million mennesker gået på gaden i byer over hele landet. Samtidig har modstanden mod militæret igen vist sig i flere af landets faglige organisationer, hvor bl.a. læger og sygeplejersker ifølge flere medier har nedlagt arbejdet i protest mod militærkuppet.

Sudanese Translators for Change oplyser desuden, at fagforbundet Sudanese Professionals Association (SPA) har opfordret sine medlemmer til at gå på gaden, og udvise “total civil ulydighed på alle niveauer, med undtagelse af sundhedsmæssige nødstilfælde”.

Netop SPA var blandt de centrale faglige aktører under revolutionen i 2019, hvor dets medlemmer organiserede en generalstrejke i landet efter massakren 3. juni. Fagforbundet tager i en udtalelse skarp afstand fra militærets handlinger, og minder samtidig om, at intet er afgjort endnu. “Militærets top forstår ikke, at December-revolutionen udsprang af bevidstheden og viljen i det sudanesiske folk, og at dens vogtere er masserne, som også vil overvinde dagens eskapader. Kampen fortsætter, indtil de civile myndigheder har fået overdraget den fulde magt”, skrev SPA på Facebook.

International fordømmelse

Under Omar al-Bashir kunne diktatoren regne med international opbakning, så længe han garanterede en vis ‘stabilitet’ udadtil. Under Barack Obama blev sanktionerne mod landet lettet betragteligt, hvilket af mange sikkerhedseksperter blev anset som en tak for, at CIA fik lov at placere et stort kontor i hovedstaden Khartoum. Blandt regimets faste støtter var diktator-kollegaen Abdel Fatah al-Sisi i Egypten, der sammen med Saudi Arabien har været blandt landets vigtigste støtter. Da demonstrationerne mod regimet begyndte i januar 2019, berettede flere medier også om tilstedeværelsen af russiske lejesoldater i Sudan, der traditionelt har været tæt allieret med al-Bashir. Ruslands beslutning om at sælge Mi-24 kamphelikoptere til Sudan i 2013 blev mødt af skarp kritik fra bl.a. Amnesty.

Denne gang ser listen over støtter til kupmagerne ud til at være yderst begrænset. Hvor tidligere allierede som Egypten og Saudi Arabien har opfordret til ’tilbageholdenhed’ og ‘bekymring’, er militærets handlinger blevet mødt af international fordømmelse fra både EU, USA, Den Afrikanske Union og FN’s generalsekretær, Antonio Guterres. “Vi opfordrer til øjeblikkelige løsladelse af premierministeren og alle andre, der er blevet placeret under husarrest”, lød det fra talsperson for Det Hvide Hus, Karine Jean-Pierre, mens Antonio Guterres på Twitter fordømte det igangværende militærkup, og krævede omgående løsladelser.

Også Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod udtrykte mandag aften bekymring for situationen i Sudan, og forlangte på Twitter alle fængslede embedsmænd løsladt.

Den melding møder opbakning fra Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm, der lige nu afventer et hastemøde indkaldt i FN, for at vurdere situationen, og hvilke skridt, partiet mener der skal tages mod militærkuppet. “Vi vil lytte meget nøje til de anbefalinger, der kommer fra FN i lyset af udviklingen i Sudan” siger Flyvholm til Solidaritet.

Flyvholm fordømmer det igangværende militærkup, men påpeger samtidig det potentielt problematiske i at sanktionere landet på baggrund af udviklingen. “Dermed risikerer vi at ramme den i forvejen trængte sudanske civilbefolkning”, siger udenrigsordføreren, der dog vil holde døren åben for målrettede sanktioner mod den militære ledelse. “Det ved vi virker”, siger hun til Solidaritet.

Mindst syv demonstranter meldes dræbt af militærstyrker i Khartoum det seneste døgn. Landets militær har ifølge BBC spærret alle ind- og udgange til hovedstaden af, og landets lufthavn er blevet lukket for al flytrafik. Landets internettrafik forsøges i skrivende stund at blive mørklagt, hvilket dog ikke forhindrede den sudanske befolkning i at føre kampen videre på nettet sidste gang, de måtte kæmpe i gaderne for demokratiet.

Artiklen er opdateret med kommentar fra Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm. Solidaritet har rettet henvendelse til SF’s udenrigsordfører Karsten Hønge for en kommentar til situationen i Sudan, men har endnu ikke fået svar.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere